Arkiv

Posts Tagged ‘indkomstskat’

Strategiske skattelettelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 91 kommentarer

 3. Strategiske skattelettelser

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————–

Danskerne er ubestridt det mest skatteplagede folk i verden. Men desværre er det en udbredt forestilling, at det høje skattetryk modsvarers af meget høje indkomstoverførsler og ”gratisydelser”, der tilnærmelsesvis udligner skattebelastningen. Det forudsættes således, at det der betales i skat kommer tilbage i form af offentlige tilskud. Det høje skatteniveau påvirker således kun vort samlede indkomstniveau i et beskedent omfang.

Men i den seneste undersøgelse fra OECD, der behandler forholdet mellem skat og indkomstoverførsler, punkteres denne myte totalt. En dansk lønmodtager har, som det fremgår af nedenstående tabel, det suverænt laveste rådighedsbeløb ift. bruttoindtjeningen, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.

 

Rådighedsbeløb i procent af bruttoindtjeningen fra 1988-1991

Land

1988

1989

1990

1991

Luxembourg

96,6

98,8

98,9

98,4

Portugal

87,8

91,6

92,4

93,1

Belgien

86,0

90,9

89,9

89,3

Frankrig

90,2

89,1

89,2

88,8

Spanien

89,3

89,2

88,6

87,8

Norge

83,5

83,2

84,1

84,8

Storbritannien

82,8

82,7

83,1

83,5

Italien

84,1

84,2

84,1

83,4

Grækenland

84,1

83,1

Uoplyst

Uoplyst

Sverige

73,4

72,5

75,4

83,0

Irland

77,7

78,6

79,0

79,0

Tyskland

78,1

77,5

78,7

77,6

Holland

73,4

74,5

69,6

68,9

Danmark

67,3

67,6

67,5

67,6

Undersøgelsen er en bekræftelse af, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem skatternes størrelse, og den modydelse den enkelte borger modtager fra det offentlige; og det er en underkendelse af velfærdsstatens økonomiske legitimitet. Men bag de sørgelige tal skjuler der sig et mere fundamentalt problem: Hvorledes påvirker det høje skatteniveau Danmarks vækst- og beskæftigelsesmuligheder?

Hvis man forsøger at danne sig et overblik over den skattepolitiske udvikling i Danmark, er jagten på et større provenu et gennemgående træk. Hensynet til finansieringen af de offentlige udgifter har været så tungtvejende, at forbehold over for skatternes utilsigtede virkninger konsekvent er blevet tilsidesat. Det kan vi imidlertid ikke tillade os mere; beskatningen har nemlig udviklet sig til et realøkonomisk problem, der truer vor nuværende såvel som fremtidige velfærd.

Det er rent faktisk muligt at påvise, at det høje skatteniveau både direkte og indirekte påvirker skatteydernes økonomiske dispositioner.

Deres adfærd er på en lang række områder betinget af skattemæssige betragtninger.

3.1. Arbejdsindsats

Valget mellem arbejde og fritid er en af de beslutninger, der bliver mest forvredet under et højt skatteniveau. Stiger skatten for arbejdsindkomster, er det fx naturligt at reducere arbejdsindsatsen til fordel for mere fritid, der endnu ikke er gjort til et skatteobjekt.

Når Fremskridtspartiet præsenterer dette synspunkt, bliver det ofte fremhævet, at den enkelte lønmodtager kun i beskedent omfang kan bestemme sin arbejdstid, fordi den er reguleret af overenskomster. Denne indvending kan imidlertid tilbagevises på flere punkter.

  1. For det første er det ligegyldig, at valget mellem arbejde og fritid træffes af den enkelte eller af organisationerne ved overenskomstforhandlingerne. Sidstnævntes krav må i en vis udstrækning afspejle medlemmernes ønske, hvorfor valget mellem arbejde og fritid omformes til et kollektivt krav. Den seneste arbejdstidsnedsættelse kan derfor betragtes som et fælles krav, der bl.a. var motiveret den høje skat på arbejdsindkomster.
  2. For det andet er det i en lang række tilfælde muligt at foretage individuelle justeringer af arbejdsudbuddet i form af deltidsbeskæftigelse, overarbejde og ekstrajob. Og de fleste undersøgelser viser, at der sker betydelige bevægelser på dette område selv ved en beskeden skattestigning eller – reduktion. For eksempel har en norsk arbejdsmarkedsforsker påvist, at det især er kvindernes arbejdsindsats, der øges markant, når der gennemføres en beskeden lettelse i personbeskatningen(7)
  3. Endelig kan den store gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende selv bestemme deres arbejdstid, og deres arbejdsindsats vil derfor være meget følsom over for skattestigninger. En skattestigning gør det nemlig relativt billigere at befinde sig på golfbanen i stedet for i virksomheden.

Ud fra en politiske betragtning er det uinteressant, om en person vælger mere fritid frem for arbejde, men det er ikke uinteressant, på hvilken måde det sker. Beslutningen skal ikke hvile på skattemæssige forhold, men udelukkende på de individuelle ønsker og behov.

Det er derfor nødvendigt med reduktioner i marginalskatterne eller med andre ord i skatten af den sidst tjente krone. Det er truende for den fremtidige velstand, at arbejde fravælges til fordel for fritid af rent skattemæssige årsager.

3.2  Samspilsproblemer

Kombinationen af indkomstskat og indtægtsbestemte sociale ydelser fører ofte til marginalskatter på omkring 100 % og i særlige tilfælde mere. Der er med andre ord tale om en fattigdomsfælde, der indebærer, at mange familier er afskåret fra at skaffe sig bedre økonomiske vilkår ved at gøre en ekstra indsats. Det er et klassisk eksempel på, hvorledes det politiske system skaber mismod og frustrationer.

At problemet berører en meget stor gruppe i det danske samfund dokumenteres bl.a. af de beregninger, som Lovmodelrådet har udarbejdet(8). Heraf fremgår det, at den såkaldte marginalgruppe, der er ramt af samspilsproblemerne i 1990 udgjorde ca. 302.900 personer. Det understreges samtidig, at 53 % at disse personer er dagpengemodtagere, og at ca. 29 % er kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle der befinder sig i denne marginalgrupper er, at de ikke har nogen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.

I en undersøgelse foretaget af tværministerielt udvalg (9) blev dette problem behandlet mere indgående. Desværre er udvalgets analyse og forslag til løsninger præget af, at der er tale om et særdeles følsomt emne. Samspilsproblemerne kan nemlig kun løses ved, at der gennemføres en kombineret reduktion i indkomstskat og sociale ydelser.

Men det vil også bidrage til at deres økonomiske situation kan forbedres markant. Den indtægtsforøgelse der kan opnås ved at komme i beskæftigelse vil mere end udligne tabet at sociale ydelser. Samtidig vil personer uden beskæftigelse stadig befinde sig i en rimelig indkomstposition.

3.3 Opsparing

Valget mellem opsparing og forbrug er også betinget af skatteniveauet; dels via beskatningen af kapitalafkast og dels via den velfærdspolitik der ligger bag beskatningen.

Beskatningen af kapitalafkast reducerer den kompensation, som skatteyderen modtager for sin opsparing eller investering. Når det ses i sammenhæng med at renteudgifter er fradragsberettigede, er tilskyndelsen til at spare op i stedet for at forbruge yderst beskeden. Dette er ikke et angreb på rentefradragsretten, men et ønske om at få beskatningen af kapitalafkast reduceret. Vi mener, at der er en sammenhæng mellem afkast og opsparing på trods af, at visse økonomer påstår det modsatte.

Årsagen skulle ifølge disse økonomer være, at opsparingen er bestemt af mere fundamentale faktorer. Hvis beskatningen af kapitalafkast øges, bliver den enkelte skatteyder således nødt til at øge sin opsparing for at opnå et ønsket rådighedsbeløb i fremtiden. Det øger opsparingen. På den anden side reduceres tilskyndelsen til at spare op, når beskatning af kapitalafkastet øges. Og det reducerer opsparingen. Deraf sluttes det helt urealistisk, at de to modsatte effekter udligner hinanden.

Ovenstående argumentation er kritisk afhængig af, at opsparing ikke er overflødiggjort af andre forhold. Hvis det offentlige i større omfang finansierer pension, uddannelse, samfundsydelser og boligudgifter, bortfalder tilskyndelsen til at spare op. I det omfang der finder en opsparing sted, er den derfor yderst følsom over for ændringer i kapitalbeskatningen.

Nyere analyser har da også vist, at en stigning i realafkastet på blot et par procent fører til en stigning i opsparingen på mellem 10 og 20 % (10). Meget tyder altså på, at de politiske ønsker om en højere opsparing kunne nås selv ved en beskeden nedsættelse af kapitalbeskatningen. Det ville overflødiggøre forbrugsbegrænsende indgreb i stil med ”kartoffelkuren”.

3.4. Investeringer

Skatternes indvirkning på investeringsomfanget er primært dikteret af opsparingens størrelse, hvorfor der er tale om en indirekte effekt. Men der er også mere direkte effekter:

  1. Skatternes forvridning af investeringsmønstret eller sammensætningen af de aktiver, som opsparingen skal finansiere og
  2. Visse afgiftstyper der direkte reducerer investeringsomfanget.

Investeringsmønstret forvrides, fordi der er en uensartet beskatning af forskellige former for kapitalafkast. Nogle investeringer beskattes således mildt eller slet ikke, mens andre investeringer brandbeskattes. Forvridningen forstærkes endvidere af, at beskatningen følger forskellige principper fx med eller uden inflationskorrektion.

Disse forhold tilskynder den enkelte investor til at placere sin opsparing i lavt beskattede aktiver. Og det er helt i overensstemmelse med den sunde fornuft, men det er ulykkeligt ud fra en samfundsmæssig betragtning. Det betyder nemlig, at en bestemt type af investeringer, der før skat er realøkonomisk rentable, fortrænges til fordel for investeringer, der før skat er mindre rentable.

Endelig bidrager en række afgiftsformer til at hæmme eller fortrænge private investeringer, der i en afgiftsfri situation vil blive iværksat. Det er fx tilfældet med den såkaldte aktieomsætningsafgift på 1 %. Det lyder måske ikke af så meget, men det har alligevel en markant effekt på fondsbørsens omsætning(11). Den politiske målsætning om at gøre København til et finansielt kraftfelt forudsætter, at denne afgift fjernes helt.

Det samme gælder for kapitaltilførelsesafgiften på 1 %, der både er hæmmende for oprettelsen af selskaber og udvidelse af egenkapital. Derfor bør denne afgift også fjernes, evt. i forbindelse med ophævelsen af selskabernes kapitalkrav, der virker som en katalysator for de mest besynderlige selskabskonstruktioner.

3.5. Lokalisering

Skatterne påvirker også beslutningen om, i hvilket land personer og virksomheder skal placere deres erhvervsaktivitet. I 80´erne opstod der ligefrem konkurrence på skatteområdet, hvor hvert land forsøgte at tilbyde det bedst mulige erhvervsklima. Selvom vi i Danmark gennemførte en skattereform med virkning fra 1987, så blev den aldrig et konkurrencedygtigt modstykke til de øvrige europæiske landes skattereformer; på visse områder var der nærmere tale om en forværring.

Det er derfor ikke overraskende, at gennemsnitlig 30.000 af den mest kvalificerede del af arbejdsstyrken årligt forlod Danmark i 80´erne, toppende med 32.000 personer i 1991. En ikke ubetydelig del af denne fraflytning var begrundet af skattemæssige overvejelser, og intet tyder på, at billedet vil ændre sig i 90 ´erne, hvis der ikke sker en markant skattereduktion. Når det sammenholdes med, at Danmark samtidig oplever en nettotilflytning af personer med et meget beskedent kvalifikationsniveau, er der grund til bekymring. Ikke fordi vi skal frygte mobilitet mellem forskellige lande, men fordi årsagen til mobiliteten er skadelig for vor nuværende og fremtidige velstand.

Hvis den uheldige tendens skal stoppes, er det nødvendigt at personskatterne og de sociale ydelser reduceres væsentligt, så tilskyndelsen til at flytte ind og ud af Danmark ikke hviler på skatte- eller forsorgsmæssige beslutninger. Men det er også nødvendigt at rette opmærksomheden mod de forhold, der påvirker virksomhedernes lokaliseringsovervejelser.

Her er Danmarks engang på miljøområdet særdeles skadelig. Mens de øvrige europæiske lande har valgt at føre en afbalanceret miljøpolitik, har et politisk flertal i Danmark valgt at spænde buen så hårdt, at en lang række virksomheder overvejer at flytte til udlandet inden for den nærmeste fremtid. Meget tyder på, at CO2-afgiften kan blive anstødsstenen. Den har påført virksomhederne en økonomisk belastning, der slet ikke står i relation til de miljømæssige skader, CO2´en påstår at forvolde. Og selvom virksomhederne skulle afholde sig fra at ”stemme med fødderne”, så vil mange arbejdspladser være truet som følge af indskrænkninger. Derfor må CO2-afgiften fjernes samtidig med, at der generelt etableres en mere afbalanceret miljøpolitik.

3.6. Skattelettelser med et strategisk sigte

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Det gør vi også i år. Men vores forslag til skattelettelser for 1993 er udformet med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke det omtalte adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Vi har derfor sammensat skattelettelserne på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.

60.000 kroner skattefrit

Den skattefri bundgrænse eller personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat stiger fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overensstemmelse med Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst, man ikke kan leve af.

Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på ca. 53 mia. kr., som der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr. til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne. Den endelige fordeling af provenutabet vil blive fastsat under forhandlinger med amter og kommuner.

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse vil opfylde to væsentlige formål:

  1. Det private forbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel, byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye arbejdspladser i 1993. For hver person der går fra ledighed over i beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt vil skabe 75.000 nye jobs alene som følge af en stigende økonomisk vækst i samfundet.
  2. Skattelettelsen vil – kombineret med en justering af de indtægtsbestemte sociale ydelser – bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en permanent indkomstforbedring.

Marginalskattelettelse:

Den såkaldte 6 % skat, der betales af indkomster over 162.330 kr., fjernes med virkning fra skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en rigmandsskat, idet godt 1,5 million lønmodtagere hvert år når over den omtalte indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 % at de samlede offentlige udgifter,hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger, skatten forvolder.

En fjernelse af 6 % skatten vil således kun medføre et bruttoprovenutab på 7 mia. kr., som stort set er selvfinansierende på grund af følgende dynamiske effekter:

  • Arbejdsindsatsen øges hvorved der sker en direkte forbedring af skattegrundlaget.
  • Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere højindkomsttagere opgiver planer om emigration og flere vender hjem fra udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.
  • Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.

Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.

Fradragsret for menneskelig kapital

Som led i en afvikling af det nuværende aktiveringssystem, etableres en fradragsret på 125 % for alle udgifter afholdt ifm. de virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU). Ordningen skal gælde for al intern uddannelse etc.). Provenuvirkningen kendes ikke på forhånd, idet VRU-ordningen ikke tidligere har været afprøvet. Men i princippet vil ordningen kunne benyttes af de ca. 30.000 selskaber og 160.000 personligt ejede erhvervsvirksomheder, der i 1992 havde et overskud. Det givne provenutab skal dækkes af en løbende reduktion i de bevillinger, som de såkaldte AMU-centre og andre erhvervsuddannelsessteder får tilført.

VRU-systemet vil opfylde følgende formål:

  • Skabe sammenhæng mellem uddannelsen og virksomhedernes langsigtede behov, fordi uddannelsen afholdes af virksomheden selv.
  • Gøre det attraktivt for virksomheden at oplære langtidsledige med henblik på et permanent beskæftigelsesforløb.
  • Mindske udsvingene i beskæftigelsen fordi virksomhedernes personaleplanlægning får en mere langsigtet profil.
  • Sikre, at de beskæftigede ikke fejluddannes inden for områder, hvor de ikke kan opnå beskæftigelse.

Afgiftsfjernelser:

Aktieomsætningsafgiften på 1 % afvikles. Provenutabet andrager sig kun til ca. 0,7 mia. kr. og er således en ubetydelig indtægtskilde. Til gengæld er afgiften særdeles hæmmende for aktieomsætningen på Københavns Fondsbørs.

Afviklingen af omsætningsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Øge aktieomsætningen på fondsbørsen og tiltrække udenlandske investorer hvilket vil fremme Københavns stilling som Nordens finansielle knudepunkt.
  • Forbedre erhvervslivets finansieringsvilkår idet en øget andel af risikovillig kapital vil tilflyde det danske aktiemarked.

Kapitaltilførselsafgiften på 1 % skal også afvikles. Provenutabet andrager sig her til beskedne 4 mia. kr., og er ligeledes en ubetydelig provenukilde. Til gengæld påvirker afgiften selskabernes adfærd i en uheldig retning.

Afvikling af tilførselsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Lette oprettelsen og omdannelsen af selskaber og fremme selskabernes udvidelse af egenkapitalen.
  • Gøre det økonomisk fordelagtigt for selskaberne at placere hovedsædet i Danmark i stedet for at placere den egentlige ledelse i udlandet. Afgiften foreslås afviklet ifm., at selskabernes kapitalkrav reduceres fra de nuværende 250.000 kr. til de oprindelige 80.000 kr.

Ejendomsvurdering:

Offentlig ejendomsvurdering bygger i dag på et forfejlet system. Senest har den 19. al, vurdering i 1992 medført skattestigninger på over 14 mia. kr. Konsekvenserne af vurderinger af alle ejendomme betyder, at ejendomsskatterne stiger, lejeværdien af egen bolig stiger, formueskatten stiger m.v. I en situation med økonomisk afmatning, kan nye højere vurderinger derfor medføre, at mange ejendomme sættes på tvangsauktion. Den kortsigtede løsning er at neutralisere virkningen af nye ejendomsvurderinger.

Neutraliseringen af nye vurderinger har følgende formål:

  • At reducere antallet af forventede tvangsauktioner som følge af de nye vurderinger. Og dermed undgå nye milliardudgifter til boligpakker.
  • At imødegå de problemer som opstår – fx da pensionister skulle betale for hjemmehjælp – ,når formueopgørelsen øges som følge af de stigende ejendomsvurderinger.
  • At forhindre stavnsbinding på boligmarkedet som følge af skattemæssige mobilitetsbarrierer og undgå huslejestigninger og øgede udgifter til boligstøtte.

At fastfryse tidligere ejendomsvurderinger er dog langtfra en permanent løsning. Det var det heller ikke, da Folketinget for år tilbage fastfrøs den 17. almindelige vurdering. Men det kan fungere som en midlertidig løsning, indtil der er etableret en helt ny opgørelsesmetode, der erstatter den vilkårlighed, som præger det nuværende offentlige ”vurderingssystem”.

3.7. Personbeskatningen før og efter

To af de foreslåede skattelettelser ændrer på en række afgørende punkter ved den personlige marginalbeskatning. Forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse bevirker, at yderligere 500.000 personer helt undgår at betale indkomstskat.

Fjernelsen af 6 % skatten betyder, at den højeste marginalskattesats reduceres fra de nuværende 68 % til 62 % fra og med skatteåret 1993.

De omtalte personskattelettelser vil være et vigtigt skridt i retning af et mere dynamisk samfund, hvor vækst og beskæftigelse er sat i højsædet. Men det er overordentlig vigtigt, at processen videreføres, så det samlede beskatningsniveau reduceres yderligere.

Fremskridtspartiets mål er, at de foreslåede skattelettelser for 1993 følges op af yderligere lettelser i finansårene 1994 og 1995.

  • Kommuneskatterne, de amtskommunale skatter og statsskatten skal reduceres, så proportionalsatsen kun udgør 40 % mod de nuværende ca. 52 %. Det kan dels ske ved at reducere statsskatten på 22 % til 10 %, dels ved at sænke skatteloftet for de kommunale skatteprocenter. Skattelettelsen kan bl.a. finansieres ved en privatisering af A-kassesystemet og en nedlæggelse af amterne.
  • Kapitalindkomstbeskatningen skal også reduceres fra de nuværende 56 % til 40 % således, at der skabes symmetri mellem beskatning af henholdsvis arbejds- og kapitalindkomst. Det vil endvidere fremme både arbejdsindsats, opsparing og investeringer.
  • Endelig skal 12 % skatten reduceres til 10 %, så den højeste marginalskattesats bliver 50 % med en uændret indkomstgrænse på 230.000. Det vil øge gennemsigtigheden i skattesystemet og bidrage til yderligere dynamiske effekter.

Gennemføres disse skattelettelser i forlængelse af Fremskridtspartiets udspil for 1993, vil der kun være to marginalskattesatser tilbage: Én på 40 % for indkomster under 230.000 kr. og én for indkomster over 230.000 kr. Altså et enkelt og overskueligt skattesystem. Det er dog fortsat Fremskridtspartiets mål at afvikle indkomstskatten helt.

3.8. Skatteomlægninger og skatteillusion:

Skattereformer uden ægte skattelettelser er som en solferie uden sol. Forsøg på at omlægge beskatningen fra ét skatteobjekt til et andet løser ikke det grundlæggende problem, at beskatningsniveauet er alt for højt i Danmark. Befolkningen lider ikke af nogen form for skatteillusion, der berettiger til en udgiftsneutral omlægning af skatterne. Den samlede skattebyrde opleves stadig som det, den er: Uforandret.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke tilslutte sig de forslag, som Udvalget om Personbeskatning har præsenteret i deres nyligt aflagte rapport (12). Ikke fordi vi mener udvalgets rapport indeholder forkerte oplysninger, men fordi rapporten alene er udarbejdet ud fra udgiftsneutrale forudsætninger. Forslagene giver således ikke en samlet skattelettelse, idet de foreslåede personskattelettelser udlignes af fradragssanering, miljøskatter, skærpet kapitalgevinst, skærpet ligning etc. Det er – uanset om udvalget hævder det modsatte – betydningsløs kosmetik.

Det er overvejelserne om et bruttoskattesystem imidlertid ikke. Det vil nemlig indebære, at den skattepligtige nettoindkomst ikke længere opgøres som summen af alle skattepligtige indkomster fratrukket summen af fradragsberettigede udgifter. Under et bruttoindkomstprincip trækkes fradragene ud af beregningen af den skattepligtige indkomst, hvilket automatisk vil udhule fradragenes skatteværdi. Det er helt i strid med skatteevneprincippet og må alene betragtes som et forsøg på at skabe en skatteskrue med et endnu større gevind. Og det er lige det modsatte, vi har brug for.

Ægte skattelettelser kræver ægte udgiftsbesparelser eller privatiseringer. Der findes ikke andre alternativer. Men ægte skattelettelser er også det middel, der er nødvendigt, hvis der skal skabes øget vækst og beskæftigelse. Og det vil pr. automatik forbedre skattegrundlaget.

Henvisninger:

(7)Koren Charlotte, ”Progressiviteten och lonebeskattningen”, Nordiska skattenvetenskabliga forskningsrådets skriftsserie, NSFS 25, 1990, s. 221-231. Se også ”Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992, s. 126-130.

(8) Økonomiministeriet, Lovmodel ”Kan det betale sig at arbejde?”, København, juni 1992, s. 16-50

(9) Boligministeriet m.fl., ”Beskrivelse af samspilsproblemerne”, København, marts 1991.

(10) Peter Birch Sørensen, ”Formueskat, indkomstskat og opsparing”, bilagE i betænkninger nr. 1136, ”Beskatning af formuer”, København 1988. Se også ”Privat opsparing”, Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing, Økonomiministeriet, København, august 1989.

(11) Stockholms Børs har fx udarbejdet et studie over virkningerne af aktieomsætningsafgiften og beskrevet resultatet efter afgiftens bortfald. Se Stockholm Stock Exchange, ”The Swedish Turnover on Share Trading”, Stockholm, july 1992.

(12)Udvalget om Personbeskatning, “Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992.

Reklamer

Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

4. september 2012 2 kommentarer

Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

Der er bud efter Fremskridtspolitik. Senest fra det officielle spanske fjernsyn, der har inviteret Mogens Glistrup til at fortælle om indkomstskattens forbandelser.

Spanien står som bekendt på tærsklen mellem 1930´ernes Franco-diktatur og indpasning i 1980´ernes Vesteuropa.

Et af de store problemer er, om man skal indføre indkomstskat i stil med, hvad vi for eksempel i Danmark har haft siden 1903.

Til brug for den store samfundsdiskussion herom har det spanske fjernsyn indbudt Mogens Glistrup til i en spansk TV-Aktuelt for, at redegøre for erfaringerne med indkomstskatten.

Alligevel har Ninn-Hansens (C) forlængede arm i Horserød nægtet Glistrup, at tage imod indbydelsen.

Hvis man har troet, at spanierne i stedet for skulle være interesserede i at høre, hvad partikammerat Foighel mener, gjorde man regning uden vært.

I stedet for Glistrup er det nu Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg, der redegør for de danske erfaringer med indkomstskatten.

De grundlæggende synspunkter

Det sker i udsendelsen “Programa la Clave”, der er spansk fjernsyns svar på Gyngemosens TV-Aktuelt. Programmet sendes i Spanien 10 dage før spaniolerne skal aflevere selvangivelse!

Jeg er jo ikke indkomstskatteekspert, men kan forklare de grundlæggende synspunkter i Fremskridtspartiets skattepolitik, og det er det vigtigste i denne sammenhæng, mener Henrik Warburg.

Gælder det indkomstskattens detaljer skal man enten sidde i Folketingets skatte- og afgiftsudvalg eller, endnu bedre, hedde Mogens Glistrup.

Jeg vil fortælle spanierne, at indkomstskatten er den mest tåbelige måde at skaffe det offentlige indtægter på. Kun simpel lodtrækning ville være en endnu tåbeligere facon. Så tåbelig, at selv socialister måtte kunne se det.

På engelsk

Efter, hvad der før Henrik Warburgs afrejse til Madrid forelå oplyst om selve programmet, skal Warburg være med i en debat, hvor de øvrige deltagere er en tidligere spansk finansminister samt to socialister og to konservative.

Debatten bliver simultantolket og Henrik Warburg vil forsvare Z-politikken på engelsk, et sprog han taler perfekt efter flere års ophold i USA.

Kontakten til Fremskridtspartiet er kommet i stand gennem den spanske ambassade i København.

Warburg er fløjet til Madrid og benytter lejligheden til et par dages ophold i den spanske hovedstad.

Nej fra TV-A

Danske Tv-kiggere skal ikke regne med at få del i det spændende spanske initiativ. End ikke en orientering om, at “Program la Clave” har haft bud efter Danmarks skatteekspert nummer et, Mogens Glistrup, har DR-monopolet planer om at formidle.

Med vanlig arrogance og hovmod, når det gælder saglig orientering om Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, afviser Tv-avisens chef, Lasse Jensen, overfor FREMSKRIDT, at ville beskæftige sig med det spanske program.

Set fra et dansk synspunkt kan det ikke være journalistisk interessant, at en dansker deltager i en spansk fjernsynsudsendelse, der beskæftiger sig med spanske forhold. Jeg tror afgjort ikke, at vi vil gøre noget ved den sag. Omkostningerne ville også blive for store.

Snyder statsmonopolet licensbetalerne vil Fremskridts læsere ikke blive ladt uorienteret. Henrik Warburg har lovet redaktionen at sende en fyldig rapport hjem.

G + Z

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22  / 12. årgang / 8. juni 1984

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Frit samfund med uafhængigt TV

9. august 2012 11 kommentarer

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 6. årgang / 28. august 1978 

Skattelofterne

5. august 2012 2 kommentarer

Skattelofterne 

Hvor meget kan man i værste fald blive plyndret for i indkomstskat?

Direkte har dette spørgsmål interesse for folk, der – som et stjerneskud eller mere varigt – tjener en pæn sum penge (eller af skatteembedsmændene bliver dømt til at tjene godt).

Egentlige velhavere opretholder under alle omstændigheder det privatforbrug, som de har lyst til. Derfor er det reelt opsparingen, der svækkes, hvis de skal spare mere. Og deres lyst til at udvide deres virksomheder, når de kun selv må beholde nogle skallede småprocenter af, hvad de tjener.

Hertil kommer, at netop den gruppe har de største praktiske muligheder for at træffe skattetænkerdispositioner. Jo højere beskatningsprocent, de udsættes for, des større er risikoen for, at de via udenlandstransaktioner eller på anden måde tager deres skattetilsvar i egen hånd.

Fradragsretten

Indirekte har skattelofternes placering også ganske stor betydning for hundredetusinder af mennesker uden topindtægter. Deres beskatningsprocenter fastsættes jo et stykke under skatteloftet. Jo lavere det ligger des mindre skat, vil de i den politiske lovgiverpraksis blive opkrævet.

Frem til og med 1966 var den praktisk vigtigste skatteloftsregel bestemmelsen om, hvad man havde betalt i skat, kunne man fradrage på selvangivelse. Det betød, at en hård beskatning det ene år mildnede skatteluften det følgende.

Da skattefradragsreglen blev afskaffet, fandt man så i stedet på en bestemmelse om, at ingen kunne komme til at betale mere end 70 % i indkomstskat (excl. kirkeskat) af nogen indkomstdel. Ligegyldigt hvor meget man tjente, kunne man altså regne med at beholde 30 øre af hver ekstrakrone, man tjener.  Som skatterne steg, blev det for meget for Folketinget. Og fra og med 1983 er de 30 øre nedsat til 27 øre. Bernhard Baunsgaard (B) m.fl. taler for at forhøje skatteloftet yderligere fra og med 1986.

78 % -værn

Mens 73 % -reglen ikke tager hensyn til formueskatten, er der i relation til denne et 78 % -værn. Det går ud på, at indkomstskat + formueskat ikke må overstige 78 % af den skattepligtige indkomst. Den regel hjælper nok ca. 6000 i 1985.

Langt flere (ca. 65.000) støder mod 73 % -skatteloftet. I 1985 sker det, når man dels har en skattepligtig indkomst på over 182.600 kr., dels bor i en af landets 75 dyreste kommuner.

Fremskridtspartiet foreslår, at skatteloftet fra og med 1986 bliver på 50 %. I vor katekismus er den yderste etiske grænse overskredet, når man kan komme i den situation, at man står over for at kunne tjene nogle penge og så må regne med, at det offentlige tager mere i indkomstskat, end man selv får ud af sin egen indsats.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 32 / 12. årgang / 21. september 1984

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

5. juli 2012 68 kommentarer

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 18. november 1976 

Socialdemokrater og finanslov

24. juni 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 4. årgang / 8. april 1976 

%d bloggers like this: