Arkiv

Archive for the ‘Centrum-Demokraterne’ Category

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

27. oktober 2012 9 kommentarer

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

Beskæmmende, siger Z-gruppeformanden om regeringens afværgeværk.

Folketinget udtaler, at ingen mod sin vilje kan tvinges til at bidrage økonomisk til partier, de ikke sympatiserer med”.

Så enkelt og indlysende var ordene i det dagsordensforslag Fremskridtsgruppen fremsatte ved Folketingets afslutningsdebat i forrige uge.

Men selv det var for meget for tøsedrengene i firkløverregeringen og dens partier (V, C, CD og KrF, red.). Der måtte en afværgedagsorden til. Så sølle var det.

– Det har været beskæmmende og deprimerende at opleve først HT-konflikten og nu senest uroen på hospitaler, siger gruppeformand Helge Dohrmann. Vi danskere har altid med henvisning til Grundloven påstået, at vi har foreningsfrihed i landet. Den sidste tids begivenheder, hvor der nærmest er sket en legalisering af organisationernes tyveri af medlemmernes penge, vidner om noget andet.

Ny sejr

– Desværre kom vores dagsorden ikke til afstemning i Folketinget. Regeringens ynkelige afværgeværk blev, med hjælp af en grønlænder, en færing og en løsgænger, vedtaget. Dermed har fagforeningsdiktaturet i realiteten vundet en ny sejr, slutter Helge Dohrmann.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 12. årgang / 8. juni 1984

Radioavisen løb videre med avisand

12. oktober 2012 3 kommentarer

Radioavisen løb videre med avisand

Radioavisen (Danmarks Radio, red.)har endnu engang vist sig at være upålidelig når det gælder formidling af nyheder, der berører Fremskridtspartiet. Radioavisen undlod at kontrollere meddelelse, der kunne skade Fremskridtspartiet.

En god del af sidste uges tirsdag kværnede monopolavisen løs med en yderst aparte historie.

Det fremgik, at Fremskridtspartiets folketingsgruppe på Christiansborg sammen med Socialdemokratiet, de radikale (B) og firkløverpartierne (V, C, CD og KrF, red.) skulle have tilsluttet sig et syvkantet forlig, hvis hovedindhold skulle være at tvangsudskrive yderligere ca. 150 millioner kr. – skatteyderkroner til Civilforsvaret.

Nyhedsformidlere – med blot det svageste kendskab til dansk indenrigspolitik gennem de seneste 11 år  – bør ikke  være uvidende om, at Fremskridtspartiet – ikke mindst i forbindelse med de årlige finanslove – er gået imod forøgede bevillinger af den art, som der her var tale om.

Der var da også tale om en ægte “and”.

Meget uheldigt

Fremskridtspartiets John Arentoft, der er medlem af indenrigsministerens udvalg, der behandler og forhandler civilforsvarsspørgsmål siger:

 Der er intet forlig indgået, og på nuværende tidspunkt er der berammet to nye møder i udvalget, så enhver kan sige sig selv, at Radioavisens meddelelse om at der sådan i al stilhed skulle være enighed om et femårigt civilforsvarsforlig har intet på sig. Vi har end ikke drøftet mulighederne i folketingsgruppen.

Jeg synes, det er meget uheldigt, at såvel Radioavisen som Kristeligt Dagblad, som Danmarks Radio opgav som kilde, foruddiskonterer på den måde, slutter John Arentoft.

Kilde eller ikke kilde, så bør Danmarks Radios medarbejdere være så velinformerede, at en sådan gang pølsesnak ikke kan slippe igennem til lytterne. Skulle man være i tvivl på Radioavisen, ville det være let at foretage en hurtig kontrolopringning til et af partiets folketingsmedlemmer, der nemt kunne give de rigtige oplysninger.

g-mand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25  / 12. årgang / 29. juni 1984

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer

5. oktober 2012 14 kommentarer

Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer 

Hvorvidt landbruget er det danske samfunds hovederhverv, behøver man ikke at debattere, for én kendsgerning er alle enige om nemlig, at vi danske ikke kan undvære vort landbrugserhverv.

Hvilke betingelser skal vi så give dette vigtige erhverv? Ja, efter Fremskridtspartiets mening er det således at jo mere profit, der er ved at drive landbrug, jo flere vil gøre det.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug, jo større bliver landbrugsproduktionen altså.

Jo mere profit der er ved at drive landbrug i Danmark, jo rigere bliver det danske samfund på grund af landbrugseksporten.

Disse realiteter kan ingen modbevise, og derfor er det ganske besynderligt, at man ikke gør det attraktivt at være landmand i Danmark, men når f.eks. Erhard Jacobsen, (CD) kunne vinde en valgkamp på at skælde ud på VK-planen, fordi denne vil nedsætte højeste understøttelsestakst til kr. 85.000 om året, samtidig med at gennemsnitsindkomsten for landbofamilierne er en tredjedel af højeste understøttelsestakst, ja, så undrer man sig over, at nogle landmænd stemte på Erhard Jacobsen ved det seneste folketingsvalg.

Realiteten er altså, at det brede vælgergrundlag i Danmark på folketingsvalgdagen er mere optaget af at hjælpe Erhard Jacobsen med at holde understøttelsen oppe på kr. 190.000 årligt for et arbejdsløst ægtepar end på at forbedre landbrugets profitmuligheder.

Man kan med rette konkluderer, at vælgernes reaktion er ganske besynderlig, for hvem er det, der har fremlagt en politik, der virkelig nedsætter det danske renteniveau?

Ja, det er ihvertfald ikke Centrum Demokraterne (D) – for Erhard siger jo, at dét med de højrentefremkaldende statsobligationer, dét kan vi ikke gøre noget ved.

Altså, Erhard Jacobsen vandt det seneste folketingsvalg ved at agitere for, at det arbejdsløse ægtepar skal have en indtægt på kr. 190.000 årligt, og de partier, der talte for at hæve landmandsfamiliernes indtægter, de tabte det sidste folketingsvalg. Sådan er det at være politisk parti i Danmark!

Lige såvel som socialdemokraterne holder sig i live ved at købe sig de brede massers stemmer, således har nu også Erhard Jacobsen lært, at de ledige alt i alt tæller mange stemmer på valgdagen.

Hvor længe kan CD holde sig oven vande endda som et stort parti ved at lefle for de uproduktive og blæse dansk landbrug en lang march?

Leder

Må citers med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 10. årgang / 19. marts 1982

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed

22. september 2012 11 kommentarer

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed 

Forespørgsel til arbejdsministeren skal afsløre regeringens (V, C, CD og Krf, red.) holdning til frit valg af faglig organisation. 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe kræver nu en debat i Folketinget om begrebet organisationsfrihed. Det sker på baggrund af den seneste tids sager, hvor ansatte efter aktioner er blevet fjernet fra deres job, fordi de har valgt at være medlem af en fri fagforening – fri for LO-tyranniet og tvangsbetalingen til Socialdemokratiet. Debatten får form af en forespørgsel til arbejdsminister Grethe Fenger Møller (C): “Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?”.

Initiativtager er Pia Kjærsgaard:- På papiret har vi organisationsfrihed i Danmark, men den ret er efterhånden ikke det papir værd, loven er trykt på. Eksempler med uroligheder og arbejdsnedlæggelser i forbindelse med fagforeningernes mere eller mindre heldige forsøg på at tvinge folk ind i LO-tyranniet og et bestemt fagforbund, til trods for at de pågældende ikke har ønsket det, men har været godt tilfreds med deres medlemskab af en fri fagforening.

Regeringen passiv

Senest har vi oplevet, hvorledes hjemmehjælpere i Odense lod patienter være uden hjælp, fordi man ved en sådan aktion ville tvinge en kollega ind i Husligt Arbejderforbund. Og fra København huskes sagerne om en leder af en børneinstitution og brandmanden Max Blicher-Hansen, der begge blev chikaneret – og derefter fjernet fra deres arbejdsplads. Ene og alene på grund af deres valg af faglig organisation.

Den slags beviser jo, at loven om organisationsfrihed tilsidesættes på det groveste.

Og arbejdsministeren, og med hende hele regeringen, har været utrolig passiv, når den slags hændelser har fundet sted. Derfor er det efter vor opfattelse på høje tid at høre, hvad ministeren i Folketinget kan fortælle om firkløverregeringens holdning til organisationsfriheden, slutter Pia Kjærsgaard.

T. Zinglersen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 13. årgang / 3. maj 1985 

Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger”

21. september 2012 Skriv en kommentar

Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger” 

I et ”åbent brev” i Fremskridt nr. 20 til CD påstår den såkaldte folkebevægelse, at man er ”chokeret over CD`s forræderi imod den personlige frihed”. Det drejer sig naturligvis om eksklusivaftalerne.

Jeg skal derfor oplyse, at CD stemte for den lov, der skulle hindre eksklusivaftaler i fremtiden. Jeg gentager: Centrum Demokraterne (Dstemte for, således som vi hele tiden havde sagt, vi ville gøre.

Der er derfor ikke noget holdningsskift, ikke noget forræderi og ikke noget at blive chokeret over.

Vi stemte derimod ikke for den dagsorden, der skulle pålægge regeringen (Socialdemokratiet, red.) at udarbejde et forslag om denne sag.

Vedtagelsen af en sådan dagsorden havde udelukkende til formål at genere regeringen, og det er noget helt andet end at fjerne eksklusivaftalerne. Disse ville ikke blive fjernet et hak ved vedtagelse af den nævnte dagsorden. Snarere tværtimod. Hvis regeringen skulle fremlægge et forslag om den sag, som den er imod, så ville et sådant forslag selvsagt ikke kunne tilfredsstille de partier, der ønsker dem fjernet.

Hele ”folkebevægelsens” kampagne er usaglig, fræk og partitaktisk. I årerne 1968-71 var Venstre og Konservative i flertalsregering med de radikale (B). Denne regering rejste ikke det vigtige spørgsmål om eksklusivaftaler.

Hele 1974 havde Venstre regeringsmagten. Partiet rejste stadig ikke spørgsmålet.

I 1978-79 sad Venstre i 14 måneder i regering med Socialdemokratiet. Spørgsmålet blev stadig ikke rejst. Hvor er kampagnen imod Venstre blevet af?

CD`s holdning til sagen har været klar og konsekvent.

Jeg stempler det på denne baggrund som usandhed, når ”folkebevægelsen” kalder sin kampagne for tværpolitisk.

Arne Melchior, MF.

Centrum Demokraterne

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 9. årgang / 26. juni 1981

Ældrepolitik

15. september 2012 4 kommentarer

Ældrepolitik 

Fremskridtspartiet kræver flere rigtige plejehjem til afløsning for ældreboliger og andre kollektive boligformer for ældre.

Fremskridtspartiet forlanger tryghed og forbedret omsorg for de svageste ældregrupper, herunder de senildemente. Disse grupper har langt mere brug for tryghed end for forkromede boliger.

Fremskridtspartiet kræver derfor, at regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) omgående tager initiativ til, at kommunerne igen kan etablere rigtige plejehjem med fast normeret personale efter bistandslovens regler. Fremskridtspartiet vil ikke længere acceptere, at den svageste gruppe i vort samfund skal nøjes med fjernbetjent hjemmehjælp i stedet for kærlig og omsorgsfuld pleje.

Resolution vedtaget på Fremskridtspartiets landsmøde

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 21. årgang / oktober 1993

Kristeligt Folkeparti og CD har antændt en bombe under privatiseringsforliget

28. august 2012 Skriv en kommentar

Kristeligt Folkeparti og CD har antændt en bombe under privatiseringsforliget 

Som en kommentar til Kristeligt Folkepartis og Centrum-Demokraternes slingrekurs i spørgsmålet om privatiseringen af Kalø, siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke:

– Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne (D) har ved deres aftalebrud i Kalø-privatiseringen lagt en antændt bombe under hele det privatiseringsforlig, der blev indgået med Fremskridtspartiet og regeringen (V, C og B, red.). Dermed optræder de endnu engang som utroværdige aftalepartnere. De er faldet deres forligspartnere i ryggen i et privatiseringsspørgsmål. Begge partier har sammen med regeringen og Fremskridtspartiet gennem det seneste år seks gange sagt JA til privatiseringen af Kalø. Men pludselig hopper de to partier på socialisternes anti-privatiseringsvogn. De logrer for de partier, som modarbejder enhver form for privatisering.

Åndelig Ophav

– Vi må igen konstatere, at Centrum-Demokraterne ikke kan glemme deres åndelige socialdemokratiske baggrund, og at Kristeligt Folkeparti let får kolde fødder, når der endelig skal tages en afgørelse i et privatiserings spørgsmål. Fortsætter de ad samme vej, er det umuligt at gennemføre privatiseringsaftalerne som forudsat. Partiegoismen må tages af bordet, hvis privatiseringsprogrammet ikke skal styrte sammen.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Schlüters sandhedsflugt

26. august 2012 17 kommentarer

Schlüters sandhedsflugt 

Sætter man sig ind i de sidste to års udvikling, får man myrekryb over Poul Schlüters (C) selvforherligende tomme fraser om, hvor meget lettere det er blevet at være dansker på grund af firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). Hvad den sådan rent konkret har foretaget sig omtales ikke.

Men vi får da at vide, at “engang i 90´erne” afdrager vi den sidste krone på milliardgælden. Det var det, som Per Hækkerup (A) for 18 år siden daterede med fuld sikkerhed til “engang i 70´erne”. Dengang var gælden 6 milliarder og årsunderskuddet 1. Nu er gælden 201 milliard kroner og underskuddet 15.

Hvornår tør Danmarks Radio?

Om fortiden siger Schlüter:

Det er jo næsten forbryderisk, at man de sidste ti år har uddannet et tusindtal akademikere og andre med nærmest statsgaranti for arbejdsløshed.

Det var faktisk et hovedpunkt på Z-gruppens sommergruppemøde i 1974, hvor vi påpegede, hvad der skulle ske. Og det blev vi ved med år efter år. Men alle de andre – også daværende folketingsmand, Poul Schlüter, – stemte imod vore mange forslag.

Hvornår tør Danmarks Radio lade Matador- og Poul Hammerich-serierne afløse af konkret vælgeroplysning om hvad, hvilke partier har stemt for igennem de 24½ år, hvor Folketinget ødelagde Danmark?

Så vil det blive afsløret, at firkløveret og socialdemokraterne hele tiden har været og stadig er to alen af præcis det samme usmagelige stykke.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 13. årgang / 1. marts 1985

Forslag om annuitetslån hilses velkomment – men det er bare ikke nok

8. august 2012 Skriv en kommentar

Forslag om annuitetslån hilses velkomment – men det er bare ikke nok 

Regeringens (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) forslag om at genindføre annuitetslån som boligfinansiering og lempe stempelafgiften hilses velkommen af Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Fremskridtspartiet stemte imod de tvungne mikslån, da de blev indført og har siden benyttet alle boligdebatter i Folketinget til at argumentere for genindførelse af annuitetslån. Derfor hilser partiet regeringens nye forslag meget velkomment.

Situationen på det danske boligmarked er imidlertid så alvorlig, at ændrede lånetilbud ikke er nok. Realkreditinstitutionernes forfejlede lånepolitik må ændres markant og regeringens vægelsind og manglende fasthed i skattereformdebatten må afløses af stabilitet og vished. Og regeringen må klart og uden omsvøb erklære rentefradragsretten som hellig og klippefast, siger Kim Behnke.

Først når hele boligmarkedet får genetableret tilliden til fremtiden, vil hushandlerne igen finde sit normale leje.

Fremskridtspartiet opfordrer regeringen til at følge de fornuftige forslag om annuitetslån og lempelse af stempelafgiften op af yderligere forslag til normalisering af boligmarkedet, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 21. årgang / april 1993

Schlüter og Co: Nej til skattelettelser

7. august 2012 12 kommentarer

Schlüter og Co: Nej til skattelettelser

Z-forslag om forhøjelse af bundgrænsen stemt ned af firkløveret og Maisted. 

Det er fantastisk, at firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) der kom til magten ved at love skattelettelser, nu i Folketinget har stemt imod et forslag, der ville have betydet, at den enkelte skatteyder til næste år kunne have set frem til at slippe nogle hundrede kroner billigere i skat.

Hvad mon regeringenspartiernes vælgere mener om et sådant løftebrud?

Det er Fremskridtspartiets skattepolitiske ordfører Ove Jensen, der spørger.

Kort før Folketingets sommerferie var han ved at skaffe flertal for et ændringsforslag til udskrivningsloven, der ville have betydet en samlet skattelettelse i omegnen af 1 milliard kroner.

Ved et dygtigt og gennemført forarbejde i Folketingets skatte- og afgiftsudvalg, havde Ove Jensen sikret sig støtte til milliardbesparelsen hos både Socialdemokratiet, SF og VS, og kun fordi den konservative juntaledelse på Christiansborg brød en clearingsaftale med Socialdemokratiet, og fordi vælgerbedrageren Ole Maisted undlod at stemme(!), gik forslaget i brokkassen.

Ude i tovene

Det skete ved tredje behandling af udskrivningsloven, fortæller Ove Jensen. Regeringen foreslog loven for 1985 vedtaget, så det ville medfører en betydelig skatteforhøjelse. Mit, og dermed Fremskridtspartiets ændringsforslag gik på en forhøjelse af den skattefri bundgrænse og skalatrinet med 4 procent, hvilket svarer til en skattelettelse på samlet ca. 1 milliard kroner.

Regeringen var så langt ude i tovene, at den måtte bede Folketingets formand om at afbryde 3. behandlingen indtil der var kommet styr på tropperne. Der blev simpelthen sendt bud efter medlemmer, der var til møder andre steder.

Så vigtigt var det for Schlüter (C) og hans makkerskab, at gå imod egne valgløfter!

VKR-tragedien

Det må siges, at firkløverregeringen er godt på vej til at blive en tro kopi af VKR-regeringen, der blev berygtet for at gennemføre de største skatteforhøjelser i landets historie.

Det kunne se ud som om Schlüter og Foighel (skatteminister Isi Foighel, C, red.) satser på at slå den rekord.

Det kan ikke hævdes, at Fremskridtspartiets skattelettelsesforslag ville have betyder ruin for regeringens politik, og beløbsstørrelsen var da heller ikke højere, end at såvel Socialdemokratiet som VS og SF stemte for.

Ikke tilfreds

Jeg vil gerne understrege, tilføjer Ove Jensen, at den omstændighed, at vi kun foreslog denne beskedne skattelettelse på 1 milliard kroner naturligvis ikke skal tages som udtryk for, at vi er tilfredse med dette beløb. Vi står naturligvis fast på vort krav om helt anderledes store skattelettelser, men den ene milliard var, hvad vi i øjeblikket havde mulighed for at komme igennem med.

At det så alligevel ikke gik, ja det må firkløverfolkene og deres lejesvend Ole Maisted stå til regnskab for overfor vælgerne.

T. Zinglersen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22  / 12. årgang / 8. juni 1984

%d bloggers like this: