Arkiv

Posts Tagged ‘Firkløverregeringens økonomiske politik’

Schlüters sandhedsflugt

26. august 2012 17 kommentarer

Schlüters sandhedsflugt 

Sætter man sig ind i de sidste to års udvikling, får man myrekryb over Poul Schlüters (C) selvforherligende tomme fraser om, hvor meget lettere det er blevet at være dansker på grund af firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). Hvad den sådan rent konkret har foretaget sig omtales ikke.

Men vi får da at vide, at “engang i 90´erne” afdrager vi den sidste krone på milliardgælden. Det var det, som Per Hækkerup (A) for 18 år siden daterede med fuld sikkerhed til “engang i 70´erne”. Dengang var gælden 6 milliarder og årsunderskuddet 1. Nu er gælden 201 milliard kroner og underskuddet 15.

Hvornår tør Danmarks Radio?

Om fortiden siger Schlüter:

Det er jo næsten forbryderisk, at man de sidste ti år har uddannet et tusindtal akademikere og andre med nærmest statsgaranti for arbejdsløshed.

Det var faktisk et hovedpunkt på Z-gruppens sommergruppemøde i 1974, hvor vi påpegede, hvad der skulle ske. Og det blev vi ved med år efter år. Men alle de andre – også daværende folketingsmand, Poul Schlüter, – stemte imod vore mange forslag.

Hvornår tør Danmarks Radio lade Matador- og Poul Hammerich-serierne afløse af konkret vælgeroplysning om hvad, hvilke partier har stemt for igennem de 24½ år, hvor Folketinget ødelagde Danmark?

Så vil det blive afsløret, at firkløveret og socialdemokraterne hele tiden har været og stadig er to alen af præcis det samme usmagelige stykke.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 13. årgang / 1. marts 1985

Finans- og skattelov

2. juni 2012 39 kommentarer

Finans- og skattelov

Her ved begyndelsen af skattereformens år nr. 1 kunne det være nyttigt at genopfriske, hvordan situationen ville have tegnet sig, såfremt det i stedet havde været Fremskridtspartiets skatteår nr. 1.

Fremskridtspartiets skattepolitik går ud på, at der over en 6-årig periode sker en fuldstændig afvikling af selve begrebet indkomstskat.

Det ville have startet med, at alle fra 1. januar i år havde fået et skattekort med en skattefri bundgrænse på 48.000 kroner samt, at sømandsskatten var blevet ophævet helt lige som kapitalvindingsskatten. Fra næste år ville den skattefrie bundgrænse ligge på 60.000 kroner og med en maksimal skat på 50 % af indkomst derudover.

Fra 1989 vil bundfradraget være 75.000 kroner og i 1990 hele 100.000 kroner samtidig med, at selskabsskatten bliver ophævet. I 1991 hæves bundgrænsen til 125.000 kroner, og endelig i 1992 skal der slet ikke betales indkomstskat. Samme år bliver formueskatten også ophævet. Og så endelig fra 1993 kan skattevæsenet helt nedlægges.

Planen har eksisteret i alle Fremskridtspartiets leveår og er altid blevet kritiseret. Hovedargumentet er: Hvor skal pengene så komme fra? De fleste glemmer for det første, at der ikke længere vil være den samme offentlige sektor, og at der udover indkomstskat er andre former for skat. For Fremskridtssamfundet vil forbrugerafgifter som 22 % moms og punktafgifter være en væsentlig del af finansieringen af skoler, sygehuse, folkepension og de andre opgaver, som det offentlige fortsat skal løse.

En af goderne (set fra det offentliges synspunkt) ved at afvikle indkomstskatten er, at befolkningen får flere penge i hænderne. Det gør igen at forbruget øges eller flyttes til dyre varer og med moms og punktafgifter, vil det give ekstra penge i statskassen.

For finansloven 1987 ville det have set således ud, såfremt Fremskridtspartiet havde bestemt:

Regeringens (V, C, CD og Krf, red.) skatteudskrivning 1987: 350 milliarder kroner. Heraf udgør indkomstskatten de 200 milliarder kroner.

Vi ønsker at afvikle indkomstskatten, og det første år med 48.000 kroner skattefrit ville vi miste 30 milliarder i indkomstskat. Når disse 30 milliarder kommer ud til privatforbrug, vil forbrugsskatterne stige med omkring 8 milliarder kroner. Derudover kommer reaktioner i erhvervslivet m.v. som skatter (selskabs-, ejendoms,- formueskatter o.s.v.), vil komme ca. 6 milliarder yderligere ind til det offentlige. Det giver et samlet resultat på en fremskridtsfinanslov med 334 milliarder kroner for 1987. Fremskridtspartiet har en række forslag til forbedringer i den offentlige sektor. Fjernelse af ventelister, bedre pension o.s.v. Ting der koster ekstra penge. Disse – samt den nævnte mindskelse af indkomstskatten – vil betyde besparelser. Her gælder det i første omgang kulturministeriet, udenrigsministjenesten, statslig ulandsbistand, erhvervstilskud og ikke mindst millioner af blanketter og skemaer, som ikke længere skal trykkes og udfyldes.

For interesserede så giver bogen ”Ud af skattereformfælderne (af Mogens Glistrup, red.) det samlede billede af et lykkeligt 1987 fremskridtssamfund.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Schlüters bogholderiprokurator tricks

28. maj 2012 5 kommentarer

Schlüters bogholderiprokurator tricks

FREMSKRIDT nr. 5, side 4 og side 5 meddelte henholdsvis en oversigt over statsudgiftsvæksten i 1987 og et angreb på dem med sugerør i de offentlige kasser.

Dette suppleres nu af omstående citater fra Berlingske og fra Finanstidende samt af artiklen om Post-skatten. Men der er mangt og meget yderligere at tilføje om, hvordan befolkningen bedrages med påstande om, at den borgerlige regering (V,C, CD og KrF, red.) holder den offentlige sektors vokseværk i stram snor.

De offentlige udgifter er vokset med mindst 30 % fra 1982 til 1986 og stiger med mindst 10 % fra 1986 til 1987. Regeringen har selv regnet ud, at hvis der kommer en gennemsnitlig stigning på 2 % hvert år, vil skattetrykket i år 2010 være vokset fra de nuværende ca. 52 % til ca. 69 %.

Berlingske har blandt andet følgende kommentar:

Faktum er, at det offentlige i dag ”af sig selv” øger sine udgifter med fire-fem milliarder kroner hvert år, hvis ikke der skrides ind. Det skyldes fortrinsvis, at flere og flere pensionister skal forsørges af det offentlige. Hvis Palle Simonsen (C) vil holde sine udgifter på samme niveau som året før, skal han altså starte med at barbere fire-fem milliarder kroner ud af budgettet, uden at det overhovedet kan spores i regnskaberne.

Økonomen Frank Dahlgaard har beregnet, at de offentlige bruttoudgifter i 1986 lå 3 % over 1983-niveauet i stedet for det, som var regeringens hensigt, 3 % under. Det svarer til, siger Dahlgaard, at de offentlige udgifter i 1986 i fast købekraft var 20 milliarder kroner større end oprindelig tilsigtet af Schlüter-regeringen.

Ingen bør lade sig fuppe af at Storebæltsbro, Naturgas, TV-2, Hybridnet, og andre fejlinvesteringer ikke står på finansloven, men posteres over for eksempel A/S´er selvejende institutioner, firmaer eller andre dækfigenblade.

Når staten er økonomisk garant, påvirker projekterne nemlig samfundsøkonomien mindst lige så skadeligt som, hvis folketingsflertallet havde været ærlige og ikke dumsmart søgt at skjule disse frådserier med skatteydernes penge.

Det skyldes at de væsentligste danske produktionsfaktorer består i:

  • 5,1 millioner danskeres arbejdskraft.
  • Råstoffer i jord og hav.
  • Maskinpark m.v.

Når vi diskuterer ændring af den offentlige sektors størrelse, er det vigtigste realøkonomiske problem, om der lægges beslag på færre eller flere af de nævnte produktionsfaciliteter til andet end at fremme styrken hos udlandskonkurrerende virksomheder. Firkløverne prædiker i stedet om bogholderirammer. Samtidig praler de med, at de gennem ”kreativ bogføring” reelt inddrager mere og mere under statens og kommunerne regier.

Med bankerotafgrundstruslen under de danskes fødder er det nu folketingets hovedopgave at sørge for, at disse produktionskræfter i størst mulige omfang bruges til eksportproduktion.

Oftest vil det derfor gavne at flytte en arbejder eller anden produktionsfaktor fra offentlig til privat sektor.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 15. årgang / 8. maj 1987

Kategorier:Økonomi, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Erhvervspolitik, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Statsudgiftsvækst i 1987

26. april 2012 77 kommentarer

Statsudgiftsvækst i 1987

Det er regnskabsfusk, når Palle Simonsen (C) m.fl. påstår, at de offentlige udgifter holdes i ro i disse år. Men det er rigtigt, at firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) anvender alskens Tribini-tricks for at bilde folk ind, at der skulle være offentligt udgiftsstop eller måske endda besparelser.

En af regeringens bedragerimetoder er at tale nettotal: Altså ikke sammenligne de faktiske udgifter, men derimod udgifter med fradrag af, hvad der kommer ind i gebyrer osv. Og det er ikke småting. Ifølge budgetredegørelse 1986 har tallene inden for statens område udviklet sig således i Schlüter-epoken (C):

År Milliarder kroner
1982 31,3
1983 33,5
1984 37,7
1985 40,9
1986 45,1
1987 49,9

I VCQMB-sminkekrukken findes andre ”indtægter på udgiftskonti”. De er kommet op i størrelsesordnen 5-6 milliarder. Energiministeriet er en af topscorerne, når de skal lænse A. P. Møller-selskaberne for kapital, der unægtelig kunne være anvendt langt mere fornuftigt end at forsvinde i den bundløse statskasse. Små 60 milliarder kroner af de samfundsressourcer – som staten beslaglægger – går altså helt uden om det, som Palle Simonsen oplyser som statens samlede udgifter.

Herudover kommer en række andre narreværker: Fx at statens renteudgifter konteres som ”negative indtægter”. I 1987 forventes det at blive 52,8 milliarder kroner, hvortil kommer afdragsforpligtigelser m.v. for 105.609.300.000 kroner. Næsten alle disse ca. 160 milliarder statsudgifter stammer fra statsgæld, som de fire partier har stemt for. Det gælder lige fuldt gælden før som efter det formelle statsministerskifte i 1982.

Et tredje bogholderifup – hvormed Palle Simonsen bluffer befolkningen – er først begyndt her i 1987. Det gælder børnetilskud, som nu også skal være med til at være negative indtægter og derfor ikke formelt påvirker det statsudgiftstal, som regeringen foregøgler befolkningen.

For 1987 drejer det sig om 2,9 milliarder kroner, men allerede i 1988 bliver tallet fordoblet.

Kontingentudgiften til EF (6,5 milliarder i 1987) behandles på tilsvarende vis.

Dernæst er femkløversnakken om at holde de offentlige udgifter i ro blændværk, for så vidt staten vælter udgiftsområder over på kommunerne og derefter bryster sig af, at statsudgifterne ikke skulle være steget.

Det, som interesserer såvel samfundsøkonomien som borgernes privatøkonomi er selvfølgelig, hvor meget de samlede offentlige udgifter stiger som følge af det nuværende løsslupne og letsindige folketingsflertals fædrelandsødelæggende frådserier med borgernes penge.

Specielt for 1987 er en af Simonsens julelege bag hans såkaldte udgiftsloft, at den største post vedrørende statsrefusion af de kommunale sociale udgifter kun dækker 11 måneder. Ganske tilsvarende er boligministeriet jonglørekspert. Det øger bestandig det tilskudsberettigede byggeri. Man omlægger de tekniske udbetalingsregler, så staten skyder en voksende udgiftsdyne foran sig, men ministrene foregiver, at de holder deres budget i ro.

De udgiftstal som Palle Simonsen taler om skifter fra artikel til artikel. Men, de er så at sige altid for lave. Også af den grund er de renset for inflation. Men de virkelige udgifter som statskatteyderne skal skrabe sammen til, er de virkelige priser altså inklusive mellemliggende prisstigninger.

En række statsudgifter klares helt uden om Palle Simonsens finanslovstal ved, at regeringen lader nogle formelt statsuafhængige betale som fx Danmarks Radio, DONG, elselskaberne osv. Storebæltsbroen går altså under området. Angiveligt fordi de radikale hellere vil stå til søs, når de skal fra Sjælland til Danmark.

Efter finanslovens vedtagelse myldrer det ind med yderligere statsudgifter, som vi først får det samlede tal på, når tillægsbevillingsloven for 1987 forelægges i 1988. Altså efter valget: Miljøtiltag, arbejderbeskyttelse, EF, lønforhøjelser for offentligt ansatte osv. Finanslovslæseren får unægtelig det modsatte indtryk. Han støder på en post på 1,8 milliarder til endnu ikke fundne besparelser – et tal Palle Simonsen er blevet nødt til at nedfælde, fordi ikke engang summen af hans mange andre tyvetricks har været nok til at skjule, at han ikke har noget som helst styr på statsudgifterne. I lodret modstrid med hvad han selvpralende fremfører, hver gang han får ordet skriftligt eller mundtligt.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 15. årgang  / 13. februar 1987

Schlüters underskud

12. april 2012 1 kommentar

Schlüters underskud 

Schlüters 1986-valutaunderskud på 33 milliarder må ses i sammenhæng med, at han forlods har fået foræret 15 milliarder kroner på olieprisfald og et lignende beløb på andre råstofpriser o.l.

Sandheden er derfor, at firkløveret (V, C, CD og KrF, red.) bare har ladet stå til og overhovedet ikke har magtet at gøre noget som helst for at bedre landets forhold.

Men, svage folketingspolitikere har givetvis optrådt lige så elendigt, hvis det havde været Anker / Ritt / Auken-klanen, som havde siddet på ministertaburetterne.

Humlen er, at Folketinget er sammensat sådan, at Fremskridtsindflydelse for øjeblikket er alt for ringe.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 15. årgang / 13. marts 1987

Rentefradrag

7. april 2012 3 kommentarer

Rentefradrag

Schlüter (C) siger til Jyllands-Posten, at danskerne ikke er ”som eksempelvis vesttyskere og hollændere, der bruger mindre end de tjener. Vi danskere bruger hver en klink”.

Dette er den uundgåelige følge af den måde, hvorpå Schlüter og andre gammelpartister nu uafbrudt i over 20 år har knust folks opsparingsregnestykker med deres evindelige indgreb, når de skal skaffe penge i statskassen til deres stemmekøbsmanipulationer (realrenteafgift, forhøjede skatteprocenter, formueskat osv.).

Herefter bliver konsekvensen, at når man giver folk det indtryk, at det er dyrt at låne (for eksempel gennem kartoffelkur og skattereform), vil danskerne – som de nu engang er flest – måske begrænse deres låneoptagelser. Men næppe deres forbrug.

Virkningen bliver altså, at der købes mindre af dyre varige forbrugsgoder som huse, biler, køleskabe osv. Men så meget mere af de enkelte genstande som man umiddelbart kan betale kontant, fordi de er billige: Bajere, charterrejser, ugeblade osv.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987 

Skatteverdensrekord

14. marts 2012 Skriv en kommentar

Skatteverdensrekord 

Frem til oktober 1982 var det danske skattetryk for nedadgående. Tempoet var dog alt for langsomt.

Det kunne Fremskridtsgruppen have rådet bod på, da vi kom i en nøgleposition efter, at Anker Jørgensen havde smidt statsministertøjlerne.

Men Thorndalisterne (Uffe Thorndahl, red.) agtede ikke på Z-besøgelsestiden.

I stedet hyggede de sig som Schlüterspytslikkere. Med det resultat at skattetrykket steg og steg til højder som ingensinde før.

Lad os lære af erfaringen og ikke gentage fadæsen.

Vi er valgt til at føre Z-politik. Ikke til at være halehængslivvagter for de ”borgerlige” partier. De bare håner os og hundser med os, så snart de ikke lige har brug for, at vore stemmer skal redde deres egne taburetter.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 15. årgang / 19. juni 1987

%d bloggers like this: