Narrens rolle

15. november 2008

Narrens rolle


Tryksværten fra lovforslagene om jule- og påskepakken er dårligt nok blevet tør, inden regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.) og de radikale (B) igen planlægger nye, store afgiftsforhøjelser.

De udtryk og betegnelser man umiddelbart har lyst til at anvende ved denne konstatering, egner sig absolut ikke til at blive trykt i FREMSKRIDT. Men mon ikke læserne selv finder nogle passende gloser.

Man skulle næsten tro, at regeringspartierne hemmeligt får udbetalt dividende eller bonus af omsætningen syd for den dansk-vesttyske grænse.


Påskepakkens afgiftsforhøjelser, med bl.a. dyrere benzin-, diesel og fyringsolie medførte stribevis af butikslukninger og massefyringer på den danske side af grænsen. De vanvittigt høje priser har bevirket, at kunderne foretager deres indkøb i udlandet. Dette er en af grundene til Danmarks enorme underskud på handelsbalancen, og dermed spiller regeringspartierne og de radikale igen narrens rolle, idet de påstod, at afgifterne skulle forhøjes for at forbedre handelsbalancen.


Som hundehvalpen

Statsminister Poul Schlüter (C) og hans regering minder mere og mere om en hundehvalp, der forvirret drejer rundt, medens den bider sig selv i halen. Nye afgiftsforhøjelser vil yderligere forstærke de negative resultater – uanset om det så bliver en momsforhøjelse, som nogle vil, eller det bliver forhøjede energiafgifter, som andre af regeringspartierne ønsker.


Interessante svar

Var det for resten ikke sønderjyske folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative, der efter påskepakkens vedtagelse fik megen omtale og pæne billeder i aviserne, fordi de erklærede, at disse afgiftsforhøjelser var en fejltagelse?


Hvor alvorligt mente man disse udtalelser?


Er de f.eks. ensbetydende med, at regeringspartiernes sønderjyske folketingsmedlemmer vil stemme imod nye afgiftsforhøjelser? Eller agter man – som sidst – at være glødende tilhængere i København og det modsatte, når valgkredsen skal informeres – eller vildledes?


Ja, jeg spørger bare. Svarerne bliver særdeles interessante, om de nogensinde måtte komme.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29 / 14. årgang / 5. september 1986

Advertisements
%d bloggers like this: