Arkiv

Archive for oktober 2010

Mod afgrunden

31. oktober 2010 24 kommentarer

Mod afgrunden

Otte års utrætteligt Fremskridtsoplysningsarbejde har dokumenteret, at Danmark styrer lige lukt mod afgrunden, så længe virksomhedernes konkurrenceevne ikke forbedres massivt.

Men Danmarks Radios og avisernes fordummelsesapparat er stærkere. Derfor lod SV’erne hånt om Z-forslagene om lønfremgang gennem skattenedsættelse. Og gjorde i stedet onde fremtids tider værre. Overenskomstloven betyder endnu større gældstilbagebetalingsbyrde for os alle.

Dette er en udfordring til alle Fremskridtsfolk om at lægge sig endnu stærkere i selen for at forklare, at den enkelte opnår bedre vilkår ved at få rådighed over større dele af sin indtjening. Med andre ord at flere penge får lov at blive i borgernes lommer, og en mindre del af nationalindtjeningen disponeres på den dyre og ofte menneskefjendske facon, som hedder kollektivt forbrug via ministerier og offentlige direktorater. Læs mere…

På AV-fødselsdagen

27. oktober 2010 26 kommentarer

AV-fødselsdagen

AV-regeringens 1-års fødselsdag kan vi konstatere, at den opreklamerede baggrund for dannelsen af AV-koalitionen – at rette dansk økonomi op, at få et sporskifte i dansk økonomi – holdt ikke. Valutaunderskuddet på maksimalt 6,5 milliarder kroner i 1979 bliver omtrent dobbelt så stort. Udenlandsgælden vokser til svimlende højder (hvem fatter, hvad 70 tusinde millioner kroner i gæld egentlig vil sige for det danske samfund?).

Renten stiger som følge af stigende inflation og skatter. Nogle af AV-regeringens kunstgreb er indførelsen af førtidspension – også kaldet efterløn. Arbejdsløshedsministeren (Svend Auken, red.) har kaldt det succes. Et hvilket som helst menneske er sikker på succes, hvis han eller hun er i stand til at give naboen 80.000 kroner om året. Arbejdsløshedsministeren er særlig succesrig, for han tager genboens penge for at give dem til naboen!

Valutareservens vækst er også et kunstgreb. Vi låner D-mark og dollars i udlandet og putter nogle af dem ned i valutakassen, så har vi vækst. Det hele går så godt, at kronen er ved at falde ud af bunden af valutaslangen. Til gengæld har AK- og V indført prisstop, momsforhøjelse, skærpet indkomstbeskatning, højere afgifter på cigaretter, charterrejser, olie, benzin, gas og el. og endelig må vi jo ikke glemme, at ikke alene har AV ansvaret for stigende skatter og afgifter vedtaget af folketinget, men den samme koalition har ansvaret for stigende skatter i amter og kommuner, som AV-politikere i amter og kommuner gør alt, hvad de kan for at lægge ansvaret for over på deres partifæller i folketinget.

Denne dobbeltmoral er kun dikteret af AV-politikernes frygt for befolkningens reaktion ved det kommende kommunevalg. Det er så nemt, at skubbe ansvaret over på folketinget, når AVs amts- og kommunalpolitikere bygger paladser til sig selv. De gør det i håb om, at befolkningen glemmer, at AV-politikernes er de samme, hvad enten de sidder i folketinget eller i kommunen.

Overfor denne politiske ørkenvandring, hvor befolkningen er ved at gå i knæ på grund af de stigende byrder, må Fremskridtspartiet fastholde sin politik, som er det eneste alternativ til AV-regeringens politik. Men vi må samtidig erkende, at vi er nået til et tidspunkt, hvor vore kendte politiske synspunkter ikke overrasker eller giver fornyet styrke til vores politiske arbejde. Selv om intet i udviklingen har gjort, at vore synspunkter og forslag vil ændre landets dårlige økonomiske situation, er de ikke mindre rigtige i dag, end de var for seks år siden og vi må vedblive med at søge nye perspektiver i vort politiske arbejde.

De sidder på magtmidlerne

AV-partierne sidder på magtmidlerne TV, radio og dagspressen. Dette gør, at landets vanskeligheder ikke bliver alment kendt af befolkningen. I Radio og TV får man nærmest indtrykket af, at udlandet har vanskeligheder og at de er ufine folk nok til at overføre vanskelighederne til os. Fremskridtspartiet er i den situation, at vi ikke kan råbe de andre partier op – de andre partier vil ikke stoppe den katastrofale udvikling. Udviklingen skal løbe så langt og bliver så katastrofal, at vi får kniven på struben – så folk vågner op og forstår, at såfremt vi ikke slutter os sammen og gennemføre en politik, som medfører, at det igen kan betale sig at arbejde, så ender det med den rene katastrofe.

Vort politiske virke må derfor koncentrere sig om oprustning, der gør det muligt for os at bevare det moralske mod, der skal til for at gennemføre partiets politik, når sammenbruddet er en kendsgerning for gammelpartierne.

I den periode, vi befinder os i, er der rig lejlighed til indbyrdes ævl og kævl, der kun svækker partiets slagkraft. Vi må lære, at ønsker vi en bred tilslutning til partiet – en folkebevægelse, der skal samle mere end 500.000 vælgere – så må vi acceptere en spredning af synspunkter om, hvordan vi når vore politiske mål. Alle, som kan slutte op om partiets hovedsynspunkter er velkomne i det politiske arbejde. Vi har ikke råd til at afvise en eneste fremskridtsstemme på grund af indbyrdes uoverensstemmelser. Vi må være parate til at tage en bred debat om midlerne indbyrdes, men det må ikke udarte til angreb på vore egne, der kan bruges af vore politiske modstandere.

Fri os for den diskussion, om fremskridtsfolk, der stemmer på liste Z, er rigtige fremskridtsfolk. Alle tjener sagen og partiet efter bedste evne, når de erklærer sig som fremskridtsfolk. Blot det, at man erklærer at støtte Fremskridtspartiet kræver mod og viser, at man vil være med til at ændre den førte politik.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 7. årgang / 24. september 1979

Ord af Mogens Glistrup

24. oktober 2010 4 kommentarer

Ord af Mogens Glistrup

En af grundene til, at de gamle partier har bevaret deres næsten-monopol er, at de for længst er etablerede, så de ikke oplever de splittelser og fraktionsdannelser, som normalt slår nye partier ihjel eller i al fald får næsten hele befolkningen til at vende sig fra dem med afsky: Hvordan skal de dog kunne styre landet, når de ikke kan styre sig selv, men blot bruger deres kræfter på indbyrdes persondolkninger i stedet for at samle sig om, at gøre noget godt for det Danmark, der lever uden for de snævre partikredse.

Fra første Fremskridtsfærd har jeg været fuldt opmærksom på denne kæmpefare. Den har bestemt min holdning til organisation, og den har for mig understreget, at vidtstrakt indbyrdes tolerance ikke blot er den rigtige holdning, men også enormt nødvendig indadtil for, at et nyt parti overhovedet kan fortsætte med at være stort og vokse sig endnu større.

Men de gamle partier og deres journalister er selvsagt også opmærksomme på tingenes sammenhæng. Derfor har de nu gennem 6½ år pustet kraftigt muligt til splittelsesmuligheden i det Fremskridtsparti, som udgør den alvorligste trussel mod, at de fortsat kan hengive sig til pampermisbrug.

De har opfundet strammer/slapperproblematikken og pustet så kraftigt til den, at der er nogle af vore egne, som tror, at det er en realitet.

Men det er det kun, hvis vi selv lader os overvælde deraf.

Sandheden er, at Fremskridtspolitik er strammerpolitik. Uden en strammerlinje kommer Danmark ikke ud af den misere, hvori gammelpartiernes 20-årige slapsvanse har anbragt os.

Men sandheden er også, at Fremskridtspolitik er realistisk politik. Fremskridtspartiet har bestandig foran i sit program skrevet – og i praksis efterlevet – at partiet ikke er noget alt-eller-intet-parti, men indstillet på at støtte alt, hvad der er Fremskridt – om end det så kun bevæger sig i snegletempo i den rigtige retning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 7. årgang / 20. august 1979

Skatteyderne skal betale

20. oktober 2010 10 kommentarer

Skatteyderne skal betale

Pensionen skal følge flygtninge – selv når de rejser hjem – sådan lyder et forslag fra Ole Espersen (A) og Lilly Gyldenkilde (SF).

Med andre ord: Danskerne skal betale til disse flygtninge i al evighed – selv mange, mange år efter de har forladt Danmark. Det er ganske enkelt et tåbeligt forslag og bliver det fremsat i Folketinget – må man håbe, at KV-regeringen tager et folketingsvalg på flygtningespørgsmålet.

Socialdemokrater, SF´ere og Radikale har altid haft travlt med at beskylde andre for fremmedhad/racisme. Desværre er det disse partier, som bærer den største del af årsagen til, at der i Danmark findes racisme. Disse partier har ikke villet lytte til, hvad den danske befolkning mener om flygtningepolitikken, men blot gennemtrumfet den ene beslutning efter den anden, som fordeler flygtninge og indvandrere. Hvorfor skal de f.eks. modtage større ydelser end vore egne pensionister, hvorfor skal vi betale for hjemrejsen, de havde råd til den lange rejse hertil og med de ydelser, de har modtaget, kunne der vel blive råd til hjemrejsen.

Det kan undre, at de partier, som så gerne vil fråse med skatteborgernes penge, ikke vil lytte til vælgerne. Det kan selvfølgelig hænde, at de føler, at de handler i overensstemmelse med befolkningens ønsker – i så fald har de jo ikke noget at frygte ved en folkeafstemning omkring flygtningepolitikken.

Der er visse partier, som dækker sig ind under betegnelsen arbejderparti, men faktum er, at deres politik i praksis ikke er det. Det bekræftes af holdningen i flygtningespørgsmålet og for den sags skyld også omkring skattepolitikken i Danmark.

Vi i Fremskridtspartiet er den eneste tilbageværende garant for hele det danske folks velvære.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang / august 1991

Erhvervsstøtte

17. oktober 2010 14 kommentarer

Erhvervsstøtte

De glade 60 ´ere, blev af Folketinget benyttet til en påbegyndelse af erhvervsstøtte. På et tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor erhvervslivet blomstrede, hvor ordrene strømmede ind til os fra udlandet, og hvor dansk industri år for år øgede såvel produktion som overskud, anså Folketingsflertallet tiden inde til at give erhvervslivet støtte.

De to mest kendte former er skibskreditfonden og egnsudviklingsstøtten.

Skibskreditfonden blev oprettet som en konsekvens af den forfejlede rentepolitik som Danmark har ført indenfor de sidste 12-15 år. Skibsværfterne kan her optage lån til en rente, som ligger på linje med deres konkurrenter i for eksempel Japan. Man har altså i konsekvens af en forfejlet finanspolitik ønsket, at gennemføre en selektiv støtteordning for at redde en del af erhvervslivet, hvor mange tusinde er beskæftiget. At skibsværfterne overhovedet har kunnet reddes indtil nu hænger formentlig sammen med den kendsgerning, at de store skibsværfter er ejet af skibsrederne:

  • Lindøværftet således af A. P. Møller
  • Nakskov-værftet af Ø. K.
  • Helsingør- og Aalborg-værftet af D.F.D.S.

Det er vanskeligt nøjagtigt at gøre støtten op pr. arbejdstime, men ifølge beregninger foretaget af Handelsministeriet udgjorde det i 1977 ca. 27 kroner pr. arbejdstime. Beregningen er foretaget på basis af, at Nationalbanken ved løbende overtagelse til pari af obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond på overtagelsestidspunktet har konstateret et kurstab i forhold til de på Københavns Fondsbørs noterede kurser på 776 millioner kroner. Da der i 1977 udførtes i alt ca. 29 millioner arbejdstimer på værfterne, når man altså frem til beløbet 27 kroner pr. arbejdstime. Det anførte kurstab er udtryk for den merudgift, skibskreditfondens låntagere ville have haft, såfremt obligationerne skulle have været afhændet på det danske obligationsmarked.

Kunne rederne i stedet være gået ind på det internationale kapitalmarked, havde Statens Skibskredit Fond været overflødig. Statens Skibskredit Fond er således et godt eksempel på, hvorledes en restriktion medfører at specielle grene af erhvervslivet har kunnet få særordninger.

Imidlertid er det jo en kendsgerning, at særordninger, der indføres betales af andre og i dette specielle tilfælde har Nationalbanken altså båret et tab på 776 millioner kroner.

For at gøre sagen til ende, må man gøre opmærksom på, at de 776 millioner kroner fremkommer som skattefri gevinst hos de velhavende skatteborgere, der har haft mulighed for at købe statens skibskredit obligationer og som er pengestærke nok til at have dem liggende indtil de udbetales til pari. Med andre ord en skattefri gevinst til velhavende danskere.

Egnsudviklingsstøtten blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedsøer var et begreb. Nu,  hvor der er arbejdsløshed over hele landet, skulle man tro, at baggrunden for lovgivningen var borte og at man derfor ville sløjfe den.

Egnsudviklingsstøtten har i et par tilfælde direkte været misbrugt og kostet skatteyderne mange penge, således som for eksempel tilfældet Balling Engelsen på Lolland viste.

Her var en stor fabrik dukket op på basis af lån fra det offentlige. Fabrikkens succes, der var baseret blandt andet på en lav rente, medførte at ordentlige, veldrevne firmaer i samme branche måtte lukke, således som det var tilfældet med tre.

Da fabrikken lukkede, manglede det offentlige over 20 millioner. Pengene kan jo kun komme et sted fra og erhvervslivet må altså se i øjnene, at det via skat til det offentlige må finansiere, at staten medvirker som igangsætter at firmaer, som via lav rente går i konkurrence med de bestående virksomheder.

Det erhvervslivet har brug for er ikke støtte, som mere eller mindre tilfældigt gives til grene af erhvervslivet eller som i tilfældet med erhvervsudviklingsstøtten til enkelte firmaer, som har dygtighed til at få de forskellige statsinstitutioner til at finansiere dem. Det erhvervslivet har brug for, er en total ændring af Danmarks finanspolitik, som vil medføre dels et lavere omkostningsniveau. Fremskridtspartiet har gennem vore ændringsforslag til finansloven vist vejen til et bedre Danmark, hvor velstand og frihed kan gå hånd i hånd og hvor de støtteordninger, som gives i flæng på uretfærdigt grundlag er fjernet. Et samfund, hvor såvel erhvervslivet som den enkelte i langt højere grad er ansvarlig for sin egen skæbne. Et samfund, der får langt bedre råd til at værne om de grupper af befolkningen, der virkelig trænger til støtte, således som for eksempel vore gamle, vores syge eller andre, som af en eller anden grund ikke kan beskytte sig selv.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 7. årgang / 2. april 1979

Når hunden bider kæppen

13. oktober 2010 Skriv en kommentar

Når hunden bider kæppen

Når man læser om en meningsløs arbejdsnedlæggelse på Helsingør Skibsværft, som er i økonomiske vanskeligheder og dårligt kan tåle det. Det er en symbolsk strejke. Arbejderne vil protestere imod, at værftets ejer, DFDS chartrer skibe i Japan.

Alle ved, at det ømme punkt ved vor eksport er omkostninger især lønninger, og vi kan naturligvis ikke strejke os til ordrer.

Hvorfor nu dette spark i løgsovsen?

Mon ikke det er en opladning af spændinger, der stadig fortsættes? For et par år siden fortalte pressen om en aktion, skibsværftsarbejderne i Helsingør havde foretaget. Ledelsen – som de har et godt forhold til – havde bedt dem om at tage ekstraarbejde for at få en nybygning færdig til en bestemt tid. I store interview fortalte arbejderne om, hvad det vil sige at ligge i bunden af et skib og nitte i stærk varme eller i iskulde om vinteren. De havde ladet familien alene i kolonihaven og fik jobbet gjort til tiden. De fik naturligvis penge for deres overarbejde, og det var det som var anledningen til, at de forelagde offentligheden deres problem: Værftet have betalt generøst, men alligevel førte dette ekstraarbejde til, at de gik ned i realløn! Dels var skatten højere naturligvis, men de mistede også forskellige goder, nedsat børnehavetilskud og den slags. Det var ikke underligt, at de var harmfulde over at miste penge ved at slide ekstra hårdt. Revisorer sagde god for tallene.

Vore høje lønninger er reelle nok, når der skal kalkuleres i eksportindustrien, men set fra en skibsværftarbejders frøperspektiv, er de hyllede i tåge. Jeg beundrer japanerne både for deres kultur og industri, men jeg har set japanske skibsværftarbejdere i funktion, og de er ikke spor dygtigere end danske arbejdere. De kan ikke være svøbt i den tåge af omser, momser, lovpligtige bidrag og enorme personlige skatter, som gør det vanskeligt at skimte fremtiden fra Helsingørs pynt.

Skattens sorte hånd

Jack London skriver i en af sine socialistiske ungdomsromaner om kapitalismens sorte hånd, der uset stjæler en kartoffel fra husmoderens pose og en klump kul fra sækken. Men her hos os skæres halvdelen af lønnen væk. Bevares af elskværdige og velmenende økonomiske dilettanter. Når skatternes højde kritiseres, er der altid en socialdemokrat, der springer op af æsken og siger noget om, at nu er der igen en, der vil afskaffe hospitaler, så folk kan dø på gaden. Nej, de 2 % af skatterne der går til sundhedsvæsenet, er der ingen, der vil røre. Det er hele det vanvittige bureaukratiske system, der svøber os alle ind i fuglefængslet af paragraffer, som i deres sublime vanvid straffer skibsværftsarbejderne, når de svigter jordbærbedet for – som Jens Vejmand – fra årle gry til aften at svinge hammeren.

Og disse skemaer når man kommer træt hjem: Hvor mange stikkelsbær og ribsbuske har De i haven? Hvor mange nætter har De tilbragt i hytten ved Vesterhavet i fjor? Venter De ikke også som vi, at De tjener 30 % mere til næste år. Her er forskudsansættelsen…

Dyr toldfri parfume

I avisen læser man, at staten nu vil skaffe penge ved at trykke nogle titusinder flere klasselotterisedler. Et lige så uværdigt påfund i en trangssituation som at sælge parfumer på statens færger i udenlandsfart til butikspriser i håb om, at nogle skal lade sig narre til at købe dem i troen på, at de er toldfrie. I statens butik i lufthavnen i Kastrup der betegner sig som afgiftsfri –  i strid med de markedsføringsregler man idømmer private handlende bøder for at overtræde – købte jeg for en måned siden et par pakker pibetobak, som var dyrere, end de kunne købes fortoldet i en dansk butik.

Får de aldrig nok disse lyseslukkere, der suger livsglæden ud af skibsværftsarbejdere og andet godtfolk? Samtidig skal vi ikke blot læse Jens Otto Krags (A) tirader om hans livs indsats med at mindske forskellen mellem rig og fattig, men ind imellem kan vi læse som for nylig i en beskeden opsats i dagbladet Politikken –, det er interessant, at man ikke finder sagen særligt opsigtsvækkende , at Krag af offentlige midler kan hente sig en årsindtægt på 900.000, efter skatten er betalt. Jyllands-Posten har for nogle dage siden brugt to sider til at remse politikeres ben op. Mange af dem nægter at udtale sig om, hvor meget de får – hvorfor det mon, er de ikke stolte af deres indsats? – men bladet skaffer oplysningerne alligevel, der for eksempel kan være 1.000 kroner i timen til en socialdemokratisk folketingsmand for et fritidsjob.

Uvidende politikere

Ved politikerne ikke, hvad der foregår i udlandet – eller bare på danske arbejdspladser? Hvilke tanker gjorde skatteminister Jens Kampmann (A) sig, da han læste om skibsværftsarbejdernes forargelse over skattebehandlingen af dem efter deres strålende eksportindsats? Jo, han har siddet med en stab af embedsmænd og udarbejdet et forslag om, at alle Danmarks hjem skal skrives i mandtal: Alle vores kasseroller, slidte sofaer og malerier med hjorten ved skovsøen skal vi notere ned på skemaer til skattevæsenet, ligesom dem vi allerede udfylder med oplysninger om, hvem vi har sovet med Sankthansaften i sommerhuset. Da forslaget blev offentliggjort, lød der en knurren fra alle hundehuse – og Anker Jørgensen trådte frem i TV og sagde, at han havde opgivet idéen – indtil videre, som han tilføjede.

Genskab arbejdsglæden

Lad os dog få noget konstruktivt. Noget der kan skabe arbejdsglæde blandt folk! Det er ikke nok med at sige, at man vil gøre alt for os – løft lidt af byrden fra skuldrene. På rette sted bør man notere sig de helsingørske skibsværftsarbejderes nervøse reaktion, der gik ud over de forkerte – som hunden, for at bruge Buddhas lignelse om mennesker man har trængt op i en krog – der bider stokken og ikke manden, der fører den.

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Hvorfor netop Svejts?

10. oktober 2010 10 kommentarer

Hvorfor netop Svejts?

Svejts er fra naturen ikke bedre udrustet end Danmark. Landbrugsjorden er vanskelig tilgængelig og de fremragende produkter er resultatet af en flittig og dygtig befolkning på størrelse med Danmarks.

Svejts årlige inflation er verdens mindste: 1,3 %. Arbejdsløsheden er forsvindende lille: 0,07 %. Siden 1970 er svejtserfrancens værdi i forhold til dollars steget mellem to og tre gange. Svejts er det land, der har den største guldbeholdning i forhold til seddelmængden og også den højeste guldbeholdning i forhold til menneskemængden.

Den positive handelsbalance skyldes ikke International Monetary Fund (IMF, red.) eller EF som Svejts ikke er medlem af, men simpelthen, at landet er dygtigt regeret. I modsætning til Danmark, hvor ministrene hele tiden er i forgrunden, endog internationalt, om end ikke for det godes skyld, er der næsten ingen, der ved, hvad Svejts præsident hedder, heller ikke i Svejts (man taler jo heller ikke om gigt i knæet, hvis det er sundt og rask).

Svejtserne er kendt som det fredeligste folk i verden. (Det var dem, der opfandt Røde Kors). Men der er ikke noget i vejen med deres forsvarsvilje. Svejts har Europas næststørste hær. Hver våbenfør mand står i lægdsrullen og har geværer i sit hjem. Der er omfattende befæstningsanlæg i bjergene til beskyttelse mod en eventuel sovjetrussisk invasion.

Levefoden er alligevel høj, landet er stabilt, finansielt, militært, politisk, økonomisk: Intet sted er den politiske frihed større og mistroen til restriktioner er større end i noget andet land.

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 6. årgang / 24. april 1978 

%d bloggers like this: