Arkiv

Archive for maj 2011

Hovsa-Danmark

31. maj 2011 7 kommentarer

Hovsa-Danmark 

Regeringen (V, C, CD og KrF, red.) er p.t. helt ude i tovene med de mest vidtløftige hovsaløsninger i problemerne om grænsehandelen. For at holde ”skuden flydende” endnu et stykke tid er man indstillet på at lade hånt om EF-regler, som fallitpartierne selv har vedgået for år tilbage.

En afgørelse ved EF-domstolen i Luxembourg er en langsommelig affære, men det er særdeles bekvemt og giver respit (udsættelse, red.) for politikerne, som så kan ”træde vande” så længe, og uanset resultatet sker der dem ikke en døjt.

Det hele flyder, og de fleste politikere på Christiansborg er komplet uden jordforbindelse. Denne rodløshed i blandt andet forurenings- og miljøhysteriet blev efterhånden de fornuftige landboere for meget og endte med det største protestmøde af sin art nogensinde.

Omkring 15-16.000 samledes i Herning den 6. april, og det var i sandhed lidet flatterende for regering og folketing, men takket være journalister af den rette observans, blev referaterne fra mødet så floromvundne, at de bedst må betegnes som dårlig journalistik.

Ved gennemgang af syv dagblade måtte man konstatere at Fremskridtspartiets indsats i Folketinget med at bringe miljøkravene til landbruget ned på et fornuftigt plan, overhovedet ikke var nævnt, selv om Dohrmanns (Z) tale herom gav det største bifald sammenlignet med de øvrige politiske talere.

Derimod kunne man i visse blade læse, at ”Uffe Ellemann-Jensen (V) modtog forsamlingens mest velvillige klapsalver,” og ”de mest kontante udsagn kom fra Niels Helveg Petersen fra de radikale”.

Referater af den art virker både komiske og tragiske og må skyldes, at man efterhånden er virkelig skræmt for Fremskridtspartiet. Tilfældet forstærker frygten for uredelig journalistik og i politiske spørgsmål, hvorfor blandt andet Fremskridtspartiets forslag i Folketinget fornylig om direkte transmission fra folketingsdebatterne er højst påkrævet.

Det bør dog – for skams skyld – nævnes, at radioavisen samme dags aften undtagelsesvis ”kom for skade” – ikke alene i oversigten -, men også i kortere indslag gav såvel Fremskridtspartiet som Helge Dohrmann den omtale, som var fortjent.

Sigurd Høy

P.S. 

Ovenstående afvist optagelse i ”Jyllands-Posten”.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 15. årgang / 8. maj 1987

Ninn-nassere fortrængte Hartlings flygtninge

29. maj 2011 1 kommentar

Ninn-nassere fortrængte Hartlings flygtninge 

Der er vitterligt millionvis af ægte flygtninge i verden.

De sidder for eksempel i flygtningelejrene i Pakistan, Thailand og Sudan.

Vil Danmark endelig give flygtningeasyl, var det flygtningesagligt betragtet bedst at tage kvoter derfra.

I stedet påprakkede Ninn-Hansen (C) i 1983 Danmark en flygtningelov, som var en tag-selv-politik for dem, der er velhavende, påtrængende og energiske nok.

Antallet af dem der fra fjerne regioner masede sig foran i køen var før Ninn-Hansen-loven 15-20 årligt. I 1984 blev det over 4.000. i 1985 fordobledes tallet, og i 1986 var vi oppe på at der alene i september måned kom 2.800.

Først derefter kom Folketinget – 17. oktober 1986 – til nogen Fremskridtsfornuft og bremsede (midlertidigt?) invasionen af Danmark.

Som modtræk mod galskaben – efter den nye flygtningelovs ikrafttræden 1. oktober 1983 – nedsattes kvoten af de egentlige flygtninge fra 500 til 250 årligt.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 15. årgang / 12. juni 1987

Krakker verdensøkonomien?

26. maj 2011 1 kommentar

Krakker verdensøkonomien? 

Til den industrialiserede verdens plager – truslen om en atomkrig, den globale forurening og ulandenes foruroligende befolkningstilvækst føjer sig nu en ny bekymring: Muligheden for at verdensøkonomien bryder sammen i et gigantisk krak!

Midt i tyverne udgav den russiske økonom N. D. Kondratieff i Berlin bogen ”Die langen Wellen der Konjunktur” – en langsigtet prognose for de verdensøkonomiske sammenhænge. Han blev hurtigt erklæret for bindegal – som Oswald Spengler, der en halv snes år tidligere havde udsendt sit værk ”Vestens Undergang”, hvor han bl.a. påstod at Rusland, som på dette tidspunkt var svækket af krigen, ludfattigt og endnu rystet af revolutionen – ville blive en dominerende verdensmagt.

Spengler havde med belæg i historien hævdet, at kulturer opstår, modnes, blomstrer og visner bort. Og nu – mente han –, var det vores kultur, der befandt sig i slutningsfasen. Kondratieff mente, at det samme gjorde sig gældende i verdensøkonomien. Han sagde, at den bevægede sig i en cyklus på omkring 55 år, der kan inddeles i sinusformede bølger med op- og nedgangskonjunkturer.

De gamle pessimister blev hurtigt glemt, men i de senere år er man atter begyndt at interessere sig for dem. Som naturligt er, når det opdages, at de havde ret i mange af deres spådomme.

Ifølge Kondratieff var medgangsbølgen begyndt omkring 1920. Det var en grim ting at sige i det nye Sovjet Rusland og medførte hans deportation til Sibirien, hvor han forsvandt. Han oplevede ikke at se sine teorier blive virkeliggjort, men det gør vi!

I bogen siges, det at varepriserne begynder at falde dramatisk samtidig med, at arbejdsløsheden stiger i midten af tyverne. Han forudså at i slutningen af dette årti eller i begyndelsen af trediverne, ville der komme sammenbrud, som udløste depression, konkurser og videre øgning af arbejdsløsheden. Denne tilstand sagde han ville vare en halv snes år og så afløses af begyndende højkonjunkturer. Det slog til. Wall Street krakkene i 1929 rystede hele verden, og trediverne blev en barsk tid for de fleste mennesker.

Efter 2. Verdenskrig bevægede ”bølgen” sig atter opad – til 1973, hvor varepriserne atter begyndte at falde, arbejdsløsheden steg og blev yderligere forstærket af oliekrisen. Det var bogstavelig talt helt efter bogen og passede perfekt ind i de tre foregående cyklusser – adviserede således om begyndelsen på den næste nedgangsbølge

Siden 1974 – skriver Christopher Samuelson fra Valmet International Finansiel Times –, har verdens fondsmarkeder oplevet en utrolig opgangsperiode.

I 12 år er priserne uophørligt steget. Dow Jones Index er eksempelvis gået fra 572 til næsten 2.000 – FT Index (Financial Times) fra 146 til 1425! Et sådant opgangsmarked passer eksakt ind i mønsteret for tidligere perioder og varsler panik og sammenbrud. Det er almen bekendt, at der så at sige overalt i den industrialiserede verden er alt for store udlån. Den 3. Verden har i dag en gæld til industrilandene på omkring 1.000 milliarder dollars. Til at gøre dette utrolige tal forståeligt kan anføres, at USA´s statsgæld – et af de største i dets historie – i 1986 udgjorde godt 172 milliarder. Derfor anser en del økonomer, at et gigantisk økonomisk krak kunne ødelægge verdensøkonomien totalt, hvis en af de store gældsplagede nationer i den 3. Verden en dag erklærer, at den hverken kan eller vil betale sine gældsposter og følges af andre i samme situation. De mener, at en sådan handling vil udløse panik på de internationale børsmarkeder og vover endog det gæt, at nedgangen baseret på tidligere erfaringer kunne ligge på 80 %. Den gamle talemåde om ”så sikkert som fast ejendom” duer ikke mere. Priserne falder i deflationsperioder, og nedgangen er allerede begyndt i USA, hvor jordværdien er faldet drastisk. Der er hen ved 20 milliarder uerholdelige fordringer på landbrugsgæld, som nu må afskrives. I 1985 krakkede 120 amerikanske banker, og i 1986 var der 82, som lukkede. Årsagen var næsten altid udlån med fast ejendom som sikkerhed. I England er jordpriserne fra midten af 1985 til udgangen af 1986 faldet med ca. 40 %.

Både i Europa og i USA har banker og kreditforeninger overbelånt fast ejendom og ydet meget store energilån og forretningskreditter. Protektionisme begynder både i Europa og i USA, – en truende handelskrig mellem EF og USA er stadig en mulighed. Mellem USA og Japan har der været store økonomiske uoverensstemmelser.

Hvorledes man bedst sikrer sin kapital i disse tider, er eksperterne uenige om, men aktiekøb tilrådes ikke.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Bundløs gæld truer Danmarks fremtid

24. maj 2011 3 kommentarer

Bundløs gæld truer Danmarks fremtid

Vi reddes alene i land af øget produktion.

Men den får vi kun, når mindre skatter gør det fornuftigt at knokle løs.

I stedet har de gamle partier misbrugt vælgernes tillid ved bestandig at lade skatter og gæld vokse i stadig vildere tempo.

Kun gennem et stort Z-valg forskrækkes de til at handle mere fornuftigt. Sådan gik det i 1973, 1975, og 1977. Sådan kan det gå igen i 1987.

Men det er op til hver eneste vælger – hver for sig – at vække de andre med et Z.

Vis dem Fremskridtsvejen.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang  / 29. maj 1987

Idealerne – borte med blæsten

22. maj 2011 4 kommentarer

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Den bagvendte nationalisme

17. maj 2011 3 kommentarer

Den bagvendte nationalisme 

Idiotiske danskere… de helt store, blafrende tåber og idioter… et grænseland, hvortil kloge, dygtige mennesker kom rejsende fra syd for at udvikle og hjælpe de primitive nordboere… selv vort såkaldte nationalsprog er et mixmax af påvirkning fra plattysk, hollandsk og en masse europæiske sprog. Hvad er en dansker? Og hvad er det dog, vi bilder os ind? – hva´ faen er det for et land mit skib har fortøjet til?.

Eder og injurier mod danskerne

Hvem har sagt det? Det har skuespilleren Erik Wedersøe, hjemvendende fra sin jordomsejling i et skumsprøjt af eder og forbandelser rettet mod danskernes holdning til fremmedpolitikken. Han fik sine gloser trykt i Berlingske Tidende – og udnævntes hurtigt derefter til propagandafører for ”Flygtning 86”. Hr. Wedersøe er på linje med andre personligheder i den anskuelse, at indvandrerne kan tilføre os meget af det, vi så åbenbart mangler.

For eksempel gav professor Joh. Sløk nogenlunde samtidig udtryk for i Jyllands-Posten, at man ikke skal være stolt af sin danske nationalitet, for hvad er ”den danske, kristne, traditionsrige kultur… andet end selvbedrag… selvglad i sin egen usselhed, fedladen… pylret”. Nej, ”indbyd alle og hvem som helst… lad os se, hvor langt vor vidunderlige kultur i grunden holder”.

Andre kommentatorer med tække hos medierne har ligefrem brugt udtrykket: Tilførsel af frisk blod og taler om velsignelserne ved ”folkeblanding”, så det nærmest minder om faglige erklæringer fra en stutteriejer.

Prisværdige fremmede

Gennem de sidste 4-5 år har en lille mediedominerende klike systematisk nedrakket danskerne, deres kultur og historie, alt imens samme klike har hyldet indvandrernes kvaliteter – herunder i realiteten deres traditions- og ”farverige” kvindeundertrykkelse, som end ikke hærdede rødstrømper har vovet at udtrykke betænkelighed ved. Man skal jo stikke fingeren i jorden…

Til denne gode vane bekender også lederen af Tv-showet ”Flygtning 86”, Dirckinck-Holmfeld, der over for Ekstra Bladet priste, hvad han anser for muhamedanernes vigtigste egenskaber: Beskedenhed, ydmyghed, trofasthed, et fasttømret familieliv – i kontrast til danskernes hovedegenskaber der er: Rodløshed, rastløshed, pengegriskhed; – tænk på, hvad vi kan lære af muslimerne. Jeg synes, vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser og labbe al deres kultur i os.

Hvad er det egentlig for et fænomen, vi står overfor med den slags udtalelser? I nyere dansk historie ses der ikke at være helt noget sidestykke hverken i politik eller medier til denne offentlige degradering af og diskriminering mod befolkningens flertal og dets troskyldige opfattelse af at være danske med ære såvel som med fuld uantastelig ret.

Det klør i fingrene…

Ej heller ses paralleller til den åbenlyse, ekstreme og ubeherskede ondsindethed, som den lille klike lægger for dagen i personlige angreb på befolkningsflertallets fortalere.

Det kan således næppe betegnes som helt normalt, når Politikens medarbejder Bettina Heltberg i en TV-anmeldelse skrev, at det klør i hende efter at lange den suffisante præst (Krarup) en på tæven – ,og når hun i en senere anmeldelse har beskrevet sin uovervindelige kulturradikale lede ved hans ”ubetydelige lillepurk-ansigt”.

Det kan ikke undre, hvis sådanne signaler skulle virke opmuntrende på gadens parlament, som på det sidste synes oplagt til også at tage den direkte vold i brug mod fremmedpolitikkens modstandere.

Et tilsvarende forkrøblet had har formanden for Flygtningehjælpen – med nogle nuanceforskelle – ladet komme til udtryk.

På indlandsisen

At det ikke har drejet sig om en blot kort periodes drastiske forløbelser – på fremmedinvasionens højdepunkt – fremgår blandt andet af en artikel skrevet af Weekendavisens kulturredaktør (Berlingske Hus) så sent som 1. maj i år:

”Redaktøren kan heller ikke lide den folkelige uvilje mod udlændingestrømmen. Han vil derfor ”pille de tåbelige meninger ud af hovedet” på ”ignoranterne”; de skal AFPROGRAMMERES for deres ”fladpandethed… kynisme… såkaldte kristendom og danskhed”. Redaktøren kunne derfor tænke sig til det formål at internere de stædige på indlandsisen ”uden mad og drikke, uden bolig, uden tilstrækkeligt med tøj… uden papirer, ejendele… berøvet deres værdighed” etc. etc.

Det ville gøre ”hjernen fri for åndelig svamp og flødeskum”… thi; en overvejende del af dansk hjernemasse fremstilles hos bageren”.

Orwells diagnose

Man kunne nøjes med at notere sig at sådanne anskuelser og advare folk mod at nærme sig de ærede talere og medier, der betjener dem så villigt. Men fænomenet fortjener alligevel at blive fastholdt til en nærmere analyse, og til den ende kan man finde nyttig vejledning hos den velkendte engelske forfatter og politiske iagttager Georg Orwell. Ganske vist har han nok aldrig haft noget for øje, der i udbredelse og skamløshed kunne måle sig med den danske klikeforrykthed, men i princippet er fænomenet ham særdeles bekendt, og han har især fundet det vidt og bredt blandt mennesker, der ynder at se sig selv som ”intellektuelle”. Den diagnose han stiller og redegør for i et essay, benævner han ”transfereret nationalisme”.

Det ytrer sig ved at den angrebne personer overfører al den loyalitet, han normalt ville have forbeholdt sit land eller sin folkegruppe eller en udenlandsk folkegruppe, eventuelt begge dele under ét. Det er vigtigt at bruge glosen nationalisme til beskrivelse af fænomenet, for det drejer sig – i modsætning til fædrelandskærlighed / patriotisme, der er en ikke-aggressiv følelse – om en højligt aggressiv attitude. Den så at sige ”bagvendte nationalist” forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve sin udvalgte nations eller folkegruppes egenskaber og berettigede interesser på den mest angrebslystne måde og omvendt at nedrakke sin fædrene nation / folkegruppe med tilhørende kultur, historie, politiske interesser m.v.

Den bagvendte nationalist – siger Orwell – er i den særlige position, at han kan beskrive den udvalgte ”enhed” i bombastiske og romantiske vendinger, som han ville være den første til at håne, hvis modstandere brugte dem om deres mere traditionelle loyalitetsvalg. Han betragter desuden den mindste ytring, der kan udlægges som vendt mod hans loyalitet som et personligt angreb, der må imødegås på det skarpeste, og han tillader sig selv til det formål at være ”mere vulgær, mere stupid, mere ondsindet, mere uærlig, end han nogensinde kunne være på sit fædrelands vegne. Han svælger netop i de nationalistiske følelser, han mener at have frigjort sig for”.

Det er slående, fremhæver Orwell i sin konklusion, at visse politikere også er blevet så inficeret af denne ”bagvendte nationalistiske” sult efter prestige for den udvalgte ”enhed”, at det viser sig næsten umuligt at gennemføre en ægte rational debat med dem.

Med dette – et kort resumé af dagens henholdsvise nedrakning og lovprisning af danskere og udlændinge samt en diagnose til vejledning gennem skældsordenes labyrint – vil vi overlade til læseren at drage sine egne slutninger og eventuelt nikke genkendende, når de af Orwells beskrevne tilfælde gestikulerer på den danske scene.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 15. årgang / 12. juni 1987 

Staten forskelsbehandler

15. maj 2011 13 kommentarer

Staten forskelsbehandler 

Knopskydningen i den offentlige sektor har skabt et vildnis af specialmyndigheder.

To mennesker behandles ofte helt forskelligt alt efter, hvilken forvaltningsgren de kommer ind under.

Den narkokriminelle modtager et væld af skatteyderbetalte hjælpetilskud, som ikke forundes hans nabo-jævnaldrende, der blot må gå rundt som ufaglært undgomsarbejdsløs. Den, som har fået studiestøtte efter SU-loven fritages for kartoffelkurskat modsat den, som har anden formel basis for sin studiegæld. Driver man skibsværft, får man langt rigeligere erhvervstilskud, end hvis man er i hundredevis af andre krisekonjunkturramte brancher. Den, som er asbestforgiftet eller LSD-offer får meget, meget større offentlig hjælp end den, der har tilsvarende handikap af andre grunde.

På internationalt plan gentager historien sig, når fattigdomsbundløsheden i ulandene bekæmpes. For eksempel ved at den, der kalder sig flygtning får overstrømmende hjælp fra alskens TV-sentimentale indsamlinger.

Eller for palæstinenserne som er den mest veluddannede befolkningsgruppe i araberverdenen, fordi der i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 blev etableret hobevis af særlige hjælpeorganisationer for netop den gruppe.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24  / 15. årgang / 7. august 1987

Væk med indkomstskatten

12. maj 2011 107 kommentarer

Væk med indkomstskatten 

For længst har man gradvist flyttet skatten over på forbruget, det har vi alle mærket, men alligevel beholdt den helt urimelige indkomstskat til skade for erhvervene og betalingsbalancen og til glæde for de ca. 200.000 offentligt ansatte, der uproduktivt beskæftiger sig med kontrol og statistik af de færre og færre, der endnu prøver at passe deres produktive arbejde trods det, at de godt ved, at en stor del af deres indtjening går til administrationsudgifter.

Det kan undre, at der stadig strejkes og forhandles om større lønninger, der kun medfører flere ansatte i den offentlige sektor i form af flere skattekroner, det offentlige får ind ad denne vej.

Strejkede man for mindre skattetryk, ville nok flere kunne tilslutte sig disse protester.

For den almindelige lønmodtager har man dog fundet en mellemløsning, idet arbejdsgiveren bliver pålagt at tilbageholde den del af lønnen, der beregnes som skat. På den måde ”opdager” lønmodtageren ikke, hvor meget han aflades for, og bortset herfra har han vel fået en vis kompensation for det tilbageholdte i form af opnåede ”lønforhøjelser, så det udbetalte efterhånden tangerer den faktiske løn, og skatten dermed et overset problem.

Men tilbage bliver de selvstændige.

De må stadig betale efter de gamle normer, dvs. har man et nogenlunde år – arbejdsmæssigt set, falder ”straffen” for dette året efter, der måske er mindre godt. Så opstår der skattegæld, som må afdrages sammen med nye tilkommende skatter og besværligheder såsom at skulle føre tilsyn med momsopkrævning, trække skat for de ansatte og i det hele taget være underlagt nye uhyrligheder, som det offentlige pålægger disse selvstændige, der ofte er mindre håndværkere og næringsdrivende med en ikke ubetydelig arbejdsdag sammenlignet med den timenedsættelse, deres personale har opnået. I alles interesse bør en retfærdig skattelovgivning tilstræbes. Den nuværende skattelov er uforståelig for menigmand og meget besværlig at arbejde efter.

Systemet favoriserer de, der via en god revisor eller lignende kan finde ”smuthuller” i form af fradragsberettigede investeringer og andre specielle goder, ligesom den nedværdigende mistanke hele systemet bygger på reduceres ved en revisors mellemkomst.

Lovgivningen forhindrer også mange nye arbejdspladser i at opstå, da den almindelige mening er, at det er for besværligt, og ”dårligt kan betale sig” at tage en unødig risiko med de ulemper, der følger med systemet.

Ved skat på forbrug alene opnås en simplere skattefordeling, idet den enkelte kommer til at råde over egen indtjening.

Herved frigøres en meget stor del af den stab af kontrollanter, der koster mange penge for det uproduktive arbejde, ligesom det skader det private erhvervs mulighed for at beskæftige sig med det, der skal betale landets valutagæld nemlig produktivitet og eksport.

Det er helt sikkert, at man ved at overgå til den reelle forbrugsskat vil se hele prisniveauet og arbejdslønnen dale til det halve af det nuværende provenu eller sagt på en anden måde: Til den reelle varepris som udbud og efterspørgsel bestemmer. Og dermed vil den frie konkurrence igen være herskende på hele markedet til gavn for samfundet som helhed.

En stor del af den offentlige forsorg kan samtidig reduceres, idet enhver – uden alt for store anstrengelser – bør kunne tjene til dagen og vejen i modsætning til nu, hvor man overvejer, om det kan ”betale sig at arbejde”. Der vil igen kunne opstå mindre servicefag, ligesom mange vil finde det attråværdigt at starte egen virksomhed, når ”sort” arbejde er legalt.

Vi skal lære at tænke selvstændigt

Hvad borgerne vil bruge deres penge til, bør være det offentlige uvedkommende. Det nuværende system vil ingen savne. Det koster ikke mindst administration i form af penge, der igen kan omsættes til tid, kræfter og risiko.

Vi har kun ét liv, og det skal udnyttes uden, at andre ”snager” i anvendelsen.

Der vil altid være sociale tabere, det kan man ikke se bort fra, og de må hjælpes, men de bør være undtagelserne.

De ældres pension må naturligvis ikke nedskæres, det har altid været Fremskridtspartiets mening.

Kun med stemmesedlen kan vi ændre systemet.  Det er enhvers ret.

Vi tiltror den danske befolkning så megen sund fornuft, at den kan omstilles til selv at administrere. Det ses tydeligt, hvor megen magt regeringen (V, C, CD og KrF, red.) har til i dag at manipulere med priser og værdier ved at tage fra nogle forbrugsvarer og helt umotiveret at lægge højere pris på andre.

Det gør man kun i nød.

Regeringen er i nød!

Lad os benytte denne konstatering og ændre denne del af tilværelsen til fordel for os selv.

H. Knudsen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

Sund fornuft

10. maj 2011 Skriv en kommentar

Sund fornuft

Hvad tænker de danske folketingspolitikere dog på, hvis de overhovedet tænker? Med den letsindige udlændingelov fra 1983 har de påført befolkningen uløselige problemer, som helt klart vil komme til udtryk i tiden fremover, hvad angår den vanvittige integrering og familiesammenføring.

På tværs af al sund fornuft og direkte imod befolkningsflertallets ønsker, har man ansvarsløst gennem årerne indsluset tusinder af overvejende helt forkerte flygtninge tilsyneladende for primært at vigte sig i internationale kredse som denne verdens virkelige humanister.

I forvejen har man:

Men folkevalgte er som bekendt uden ansvar, og har kun respekt for faldende galluptal.

At komme ind på navne i den forbindelse er uoverkommeligt i et læserbrev, men de pågældende skal ikke blive glemt. Ej heller de hovedansvarlige for pestbylden ”Christianias” bevaring – til trods for at Højesteret allerede i 1978 bekræftede en landsretsdom fra året før om, at området skulle rømmes.

Sigurd Høy

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 15. årgang / 13. november 1987

%d bloggers like this: