Arkiv

Archive for april 2012

Skatteyderbetalte udenlandsrejser

30. april 2012 2 kommentarer

Skatteyderbetalte udenlandsrejser

Flertallet af de skatteyderbetale udenlandsrejser er overflødige.

Derfra kan man imidlertid ikke slutte, at Fremskridtsfolk altid skal holde sig hjemme. Nu om dage foregår udviklingen nemlig på den måde, at ganske afgørende beslutninger bliver truffet på internationale kongresser og det, der er blevet besluttet internationalt, bruges så senere hen som mere eller mindre tvingende argumenter i den hjemlige danske debat.

En aktuel illustration – der imidlertid blot er ét eksempel blandt hundreder – er, at der i FNs arbejdsorganisation (ILO) i 1974 blev vedtaget en konvention, hvori tre hovedprincipper blev formet således:

  1. Der skal sikres ret til frihed til uddannelse.
  2. Uddannelsesfriheden skal ikke alene kunne bruges til erhvervsmæssig uddannelse, men også til uddannelse i almene samfundsmæssige emner til uddannelse i fagforeningsvirksomhed.
  3. Der skal under uddannelsefriheden ydes en økonomisk støtte til deltagerne af en sådan størrelse, at deltagerne bevarer deres hidtidige indtægtsniveau gennem fortsat udbetaling af løn eller ved udbetaling af tilstrækkelig kompensation herfor”.

Når specialister på arbejdsområdet sidder i den hyggelige receptionistskåleatmosfære, som præger internationale kongresser, glider den slags skønne udgydelser meget let ned. Der er så meget, der skygger for udsigten til, hvordan de skønne idealer i grunden kan gennemføres i den prosaiske virkelighed indenfor nationens økonomiske bærekraft.

Er der Fremskridtsrepræsentation, er det selvfølgelig ikke således, at man kan forvente en sådan gennemslagskraft, at Fremskridtsfornuften slår igennem til at blive det altdominerende. På den anden side er opgaven med Fremskridtsindflydelse i de afgørende udviklingsfaser ikke så håbløs som man umiddelbart skulle tro. Dels er de fleste andre udsendinge nogle dovne hunde, og derfor kan de flittige Fremskridtsfolk ved internationale konferencer reelt få nok så stor indflydelse på en hel del formuleringer. Dels er der i andre landes delegationer ofte folk, som er mere modtagelige for Fremskridtsargumenter, end de etablerede magthavere er på Anker Jørgensens  og Arne Melchiors (CD) hjemmebane.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 7. årgang / 3. september 1979

Reklamer

Frie borgere

29. april 2012 4 kommentarer

Frie borgere 

I uddrag bringes:

Borgernes første ret er retten til at råde over sit eget arbejde. Næringsfriheden angiver det væsentligste i folkestyret. Imidlertid truer den ekspanderende offentlige forvaltning arbejdets frihed. Individets ret opsluges af statens magt. Navnlig forekommer miljøpolitikken skræmmende. Øvrigheden erobrer beslutningsretten. Et par århundredets frihedsstræben sættes over styr.

De politiske partier og de faglige organisationer beskytter ikke individet mod den nye magtdannelse. Snarere udgør de en del af den. Derfor må nye folkelige sammenslutninger opstå. ”Foreningen for Frie Borgere” skal begribes i dette perspektiv. Foreningen er dannet med henblik på at bære et folkeligt oprør frem udtalte ”Foreningen for Frie Borgere” på et pressemøde den 29. maj på restaurant ”Søens Perle” i Holstebro.

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang / august 1991

De borgerlige svækker rentefradragsretten

28. april 2012 6 kommentarer

De borgerlige svækker rentefradragsretten

Kun Fremskridtspartiet fører en målbevidst politik imod ”salamimetoden” til rentefradragsrettens afskaffelse.

Så længe renter indkomstbeskattes, skal renteudgiften kunne trækkes fra.

Det har stedse været og vil fortsat være Fremskridtspartiets sikre ledetråd.

Rentefradragsretten har imidlertid hårde tider.

Vi kender alle Erhard Jacobsens (CD) kongstanker om at nedbarbere parcelhusfradragene.

Værre blev det, da Venstre-regeringen sidste sommer fandt på, at kun ham med en vis renteudgift (foreløbig over 4.000 kr.) overhovedet skulle have fradragsret.

Dengang var Fremskridtspartiet heldigvis tilstrækkeligt stærkt til at forpurre gennemførelsen.

Ved sit valgkup for et år siden fik Hartling (V) svækket Fremskridtspartiet. Der gik da også kun et par måneder, før Folketinget – med Fremskridtspartiet som eneste opposition – vedtog som en del af den nye parcelhusskattelov, at renter til skattevæsenet ikke mere kunne fratrækkes.

Det eneste forsonende var, at den nye regel først skulle træde i kraft 1. januar 1976.

Så sad vi da en december aften, mens hele resten af Danmark juleforberedte sig og trak tov, time efter time om at redde fradragsretten.

Men modspillet mod Jens Kampmann (A) og Henry Grünbaum (A) var for spinkelt. Der gik råddenskab i de svage træer, ét efter ét: Først frafaldt de radikale, så Kristeligt Folkeparti, så Centrum-Demokraterne og da først kæmpen, Anders Andersen (V), ikke kunne holde stand længere, var også de konservative smuttet ind på holdet til at aflive skattefradragsretten. Alle ni mod Fremskridtspartiet var afstemningsresultatet den 17. december 1975.

Om føje tid har vi så argumentet, at når han, der ikke kan låne i banken, ikke kan fratrække renter, ja så bør kassekreditrenter heller ikke kunne trækkes fra. I alt fald ikke når de vedrører privat gæld.

Alle de andre partier har nemlig også i den forløbne uge solgt deres mulighed for at kæmpe mod, at der kan skelnes mellem privat gæld og forretningsmæssig gæld. Den fik skatteministeren (Svend Jakobsen, A, red.) dem til at hoppe på i forbindelse med valutakurstabsloven. Alternativet var nemlig at stemme for et fremskridtsændringsforslag og det var alligevel for meget at forlange af de konservative og af Danmarks liberale parti (Venstre, red.), for slet ikke at tale om de kristelige centrum-demokrater eller de radikale.

Nej, julegaven i år til skatteministeren skulle ikke være nogen salamipølsemaskine. Den han har fungerer så fortrinligt, at han ikke behøvede nogen ny.

Men hvor er det dog begrædeligt at se vort skattesystem blive yderlige forringet, skive for skive, fordi der stadig ikke er fast modstandskraft mod socialdemokratiske skatteforøgelsesanslag. Hverken i Venstre eller hos nogen af de tre partier, Venstre ville have dannet regering med i februar.

Det hele minder så forbistret meget om udviklingen i 1966, da skattefradragsretten – diget mod statsplyndringen – smuldrede væk, og hvor følgen blev, at verdenshistoriens største skattestigningsflodbølge, væltede ind over Danmark i de følgende år. De offentlige udgiftsbehov var jo lige så ubegrænsede dengang som nu.

Skal en historiegentagelse undgås, er der nogle, der har gode grunde til at have nytårsfortsætter om at forbedre sig i 1976.

Vi bragte en særmelding med hilsen til Hilmer, Jens, Erhard og til Poul og Poul.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. årgang / 29. januar 1976 

Skriften på væggen

27. april 2012 2 kommentarer

Skriften på væggen 

For store offentlige udgifter, høje skatter, store afgifter og indgreb i markedsmekanismen” hvad fortæller alt dette os?

Næh, du tror fejl, dersom du tror, at det er Danmarks situation, jeg beskriver.

Ja, men hvad er det så?

Det er den klassiske beskrivelse af det syndrom, der fører til økonomisk sammenbrud.

Det er netop de ting og forbehold, der førte Weimarrepublikken til økonomisk sammenbrud og nihilisme og dermed banede vejen for nationalsocialismen.

Men ærlig talt – beskrivelsen passer på de danske forhold.

Medicinen?

Jo, den har Fremskridtspartiet!

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2  / 15. årgang / 23. januar 1987

Statsudgiftsvækst i 1987

26. april 2012 77 kommentarer

Statsudgiftsvækst i 1987

Det er regnskabsfusk, når Palle Simonsen (C) m.fl. påstår, at de offentlige udgifter holdes i ro i disse år. Men det er rigtigt, at firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) anvender alskens Tribini-tricks for at bilde folk ind, at der skulle være offentligt udgiftsstop eller måske endda besparelser.

En af regeringens bedragerimetoder er at tale nettotal: Altså ikke sammenligne de faktiske udgifter, men derimod udgifter med fradrag af, hvad der kommer ind i gebyrer osv. Og det er ikke småting. Ifølge budgetredegørelse 1986 har tallene inden for statens område udviklet sig således i Schlüter-epoken (C):

År Milliarder kroner
1982 31,3
1983 33,5
1984 37,7
1985 40,9
1986 45,1
1987 49,9

I VCQMB-sminkekrukken findes andre ”indtægter på udgiftskonti”. De er kommet op i størrelsesordnen 5-6 milliarder. Energiministeriet er en af topscorerne, når de skal lænse A. P. Møller-selskaberne for kapital, der unægtelig kunne være anvendt langt mere fornuftigt end at forsvinde i den bundløse statskasse. Små 60 milliarder kroner af de samfundsressourcer – som staten beslaglægger – går altså helt uden om det, som Palle Simonsen oplyser som statens samlede udgifter.

Herudover kommer en række andre narreværker: Fx at statens renteudgifter konteres som ”negative indtægter”. I 1987 forventes det at blive 52,8 milliarder kroner, hvortil kommer afdragsforpligtigelser m.v. for 105.609.300.000 kroner. Næsten alle disse ca. 160 milliarder statsudgifter stammer fra statsgæld, som de fire partier har stemt for. Det gælder lige fuldt gælden før som efter det formelle statsministerskifte i 1982.

Et tredje bogholderifup – hvormed Palle Simonsen bluffer befolkningen – er først begyndt her i 1987. Det gælder børnetilskud, som nu også skal være med til at være negative indtægter og derfor ikke formelt påvirker det statsudgiftstal, som regeringen foregøgler befolkningen.

For 1987 drejer det sig om 2,9 milliarder kroner, men allerede i 1988 bliver tallet fordoblet.

Kontingentudgiften til EF (6,5 milliarder i 1987) behandles på tilsvarende vis.

Dernæst er femkløversnakken om at holde de offentlige udgifter i ro blændværk, for så vidt staten vælter udgiftsområder over på kommunerne og derefter bryster sig af, at statsudgifterne ikke skulle være steget.

Det, som interesserer såvel samfundsøkonomien som borgernes privatøkonomi er selvfølgelig, hvor meget de samlede offentlige udgifter stiger som følge af det nuværende løsslupne og letsindige folketingsflertals fædrelandsødelæggende frådserier med borgernes penge.

Specielt for 1987 er en af Simonsens julelege bag hans såkaldte udgiftsloft, at den største post vedrørende statsrefusion af de kommunale sociale udgifter kun dækker 11 måneder. Ganske tilsvarende er boligministeriet jonglørekspert. Det øger bestandig det tilskudsberettigede byggeri. Man omlægger de tekniske udbetalingsregler, så staten skyder en voksende udgiftsdyne foran sig, men ministrene foregiver, at de holder deres budget i ro.

De udgiftstal som Palle Simonsen taler om skifter fra artikel til artikel. Men, de er så at sige altid for lave. Også af den grund er de renset for inflation. Men de virkelige udgifter som statskatteyderne skal skrabe sammen til, er de virkelige priser altså inklusive mellemliggende prisstigninger.

En række statsudgifter klares helt uden om Palle Simonsens finanslovstal ved, at regeringen lader nogle formelt statsuafhængige betale som fx Danmarks Radio, DONG, elselskaberne osv. Storebæltsbroen går altså under området. Angiveligt fordi de radikale hellere vil stå til søs, når de skal fra Sjælland til Danmark.

Efter finanslovens vedtagelse myldrer det ind med yderligere statsudgifter, som vi først får det samlede tal på, når tillægsbevillingsloven for 1987 forelægges i 1988. Altså efter valget: Miljøtiltag, arbejderbeskyttelse, EF, lønforhøjelser for offentligt ansatte osv. Finanslovslæseren får unægtelig det modsatte indtryk. Han støder på en post på 1,8 milliarder til endnu ikke fundne besparelser – et tal Palle Simonsen er blevet nødt til at nedfælde, fordi ikke engang summen af hans mange andre tyvetricks har været nok til at skjule, at han ikke har noget som helst styr på statsudgifterne. I lodret modstrid med hvad han selvpralende fremfører, hver gang han får ordet skriftligt eller mundtligt.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 15. årgang  / 13. februar 1987

ØD

25. april 2012 8 kommentarer

ØD 

Regeringen (A og V, red.) gør umådelig skade ved bestandig at dænge truslen om den lønskat, man kalder ØD, over virksomhederne. Så længe man blot rumler dermed, afskrækkes både indenlandske og udenlandske investorer fra danske industrivirksomheder. Derved skabes kapitalflugten. Datterselskaber oprettes andre steder på jordkloden, hvor man er fri for den trussel. Derfor må vi tage afstand fra, at lovgivningen påtvinger økonomisk demokrati. Definitivt, kompromisløst og utvetydigt. Ellers kan dansk industri ikke forvente nogen fremtid, hvor den vil være i stand til at løse sin samfundsopgave. Og det er hjerteløst bagholdsangreb mod maskinarbejder Jensen, om han skulle ombytte den mulighed med en – i bedste fald – mikroskopisk ligegyldig anpart i en stor central fond.

Erhvervsvirksomheder kan simpelthen ikke fungere fornuftigt under det, man kalder medarbejderdemokrati. I praksis betyder nemlig en ulidelig uendelighed af møderier. Og intriger og uvenskaber i de enkelte aktives kamp for at få et flertal for et eller andet mere eller mindre virksomhedsundergravende socialistforslag, som flertallet er evigglade med. De fleste gider derfor ikke sagligt, at sætte at sætte sig ind i de længere rækkende konsekvenser af, hvad der stemmes om. Men ufred og kævlerier og usundt arbejdsklima er de sikre følger af mødedilleraseriet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 7. årgang / 21. maj 1979

Æterfrihed

24. april 2012 8 kommentarer

Æterfrihed

At Socialdemokratiet, Arne Melchior (CD) og Frode Nør Christensen (Centrum Demokraterne (D) – ud fra deres socialistiske grundholdning – ønsker at forstærke Post- og Telegrafvæsenets monopol kan vel ikke komme som den store overraskelse. Mere påfaldende var det sikkert, at både Venstre og Det konservative Folkeparti – uden kritiske kommentarer – stemte ja til indgrebet mod den personlige frihed om frit at kunne modtage TV fra satellitterne.

Speciel hvad angår Venstres folketingsgruppe, er det efterhånden påfaldende, så ofte dette partis medlemmer stemmer ja til de love, der vedtages for så kort tid efter at sole sig i medierne med afvigende synspunkter. Ivar Hansen (V) og Svend Heiselbergs (V) kritiske holdning til hybridnettet er fuldt ud berettiget. Men hvorfor i alverden reagerede de to venstrefolk da ikke, før de selv var med til at stemme ja til lovforslaget?

Hvad angår selve hybridnettet – set i relation til TV –, er det en kendt sag, at de mange milliarder kroner, der skal anvendes til nedlæggelse af kabler er en total fejlinvestering. Private husejere og antenneselskaber kan via parabolantenner hente signalerne direkte ned fra satellitterne.

Loven om hybridnettet er således alene vedtaget for, at statsdirigerede smagskontrollører kan bestemme, hvad folk allernådigst må se eller ikke se. Derudover indebærer loven naturligvis også, at man ud over den sædvanlige licens vil opkræve ekstra skatter til etableringen og senere en hybridlicens.

Ifølge ordbogen betyder hybrid krydsning eller bastard. Fremskridtspartiet vil gøre alt for, at denne udanske bastard-lovgivning bliver ophævet igen. Uden at drage direkte sammenligning minder forbuddet mod at se direkte TV alt for meget om Hitler-tiden, hvor det såvel i Tyskland som i de besatte lande var forbudt at aflytte udenlandske radiostationer som fx BBC.

Derfor skal man ikke bøje nakken og stiltiende acceptere lovmagernes henvisninger til enten det ene eller det andet cirkulære. Frit at kunne læse aviser, høre radio, udtale sig og se TV er fundamentale demokratiske rettigheder. Disse rettigheder forsøger et folketingsflertal at knægte.

Adlyd dem ikke!

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987

%d bloggers like this: