Arkiv

Archive for the ‘Social- & sundhedspolitik’ Category

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

19. oktober 2012 1 kommentar

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

Glistrup anmelder Lena Vedel-Pedersen.

Lena Vedel-Pedersen har gennem et stort antal radiobrevkassesvar placeret sig som en førstetalsmand for, at den sociale forvaltning er til for klienternes skyld og ikke omvendt.

Dette grundsynspunkt gennembelyser hun på ny i en 178 sider stor bog, som hun har udsendt på Chr. Erichsens Forlag om “RET OG PLIGT FOR PENSIONISTER, som situationen var ifølge de i sommeren 1973 gældende love og bestemmelser.

På et klart og nøgternt – og derfor også smukt – sprog forsyner hus læseren med et væld af præcise oplysninger.

Fremskridtspartiets tilhængere har imidlertid ekstra glæde af bogen.

Ud af næsten hver side stråler, at vi er på rette vej med vore socialpolitiske reformtanker.

Den nuværende ordning er så kompliceret, at alt for mange af socialsektorens skatteydermidler havner hos socialrådgivere og embedsmænd, som skal holde styr på systemet (eller manglen på system). De klienter, som burde have haft disse penge, bliver i stedet forvirrede og utrygge. Det gælder, når sagsbehandlingerne trækker ud – i uger, måneder og år, hvor hurtig hjælp ville have været særlig værdifuld på grund af den trængte situation, ansøgeren typisk står i. Det gælder også, når pensionsbeløb springer op og ned måned for måned på mystisk vis. Det er ikke noget rimeligt krav, at pensionisten til bunds skal kunne forstå skrivebordsfolkenes snak om, at den ene måned er der efterreguleringer med tilbagevirkende kraft, den næste såkaldt normalpension, der tredje en fornyet forhøjelse og den fjerde et ændret skattetræk. Søvnløshed og usikkerhed overfor fremtiden bliver uundgåeligt konsekvensen hos hundredtusindvis af pensionister.

Selv størrelsen af folkepensionen og andre sociale ydelser vil jo utvivlsomt blive markant højere, hvis Fremskridtspartiets synspunkter sejrer over gammelpartiernes bureaukratværk.

Det er imidlertid en udvikling, som vil tage ca. fem år. På vore møder samler interessen sig derfor ofte om de 350 kr., som pensionen efter vort forslag skal udgøre hver onsdag. Vi bliver jo svar skyldig, når man spørger, hvad gammelpartierne vil give i den tilsvarende periode, 1. januar 1975 til 31. marts 1976. De har jo ikke så langtrækkende planer konkret udformet endnu. Det næste spørgsmål til møderne er så ofte: “Hvad er det tilsvarende beløb nu? Heller ikke herpå kan der svares konkret. De mange komplicerede sondringer i nugældende lov giver et alt for flimrende billede. Vi er imidlertid bestemt ikke unfair overfor de andre, hvis vi angiver følgende tre ugebeløb:

  • 260 kr. til en enlig folkepensionist.
  • 170 kr. til en folkepensionist gift med en ikke-folkepensionist.
  • 200 kr. til en folkepensionist gift med en anden folkepensionist.

På vore møder kommer der imidlertid også mange andre forespørgsler om, hvor store pensionsydelserne er i øjeblikket. Da det jo er svært at holde alle disse tal i hovedet, er det nyttigt at have Lena Vedel-Pedersens bog ved hånden og på forhånd at have studeret i den så grundigt, at man nogenlunde hurtigt kan slå op i den. Man må så blot huske, at tallene er fra før 1. oktober 1973, og at der siden da er sket en mindre pristalsregulering.

Gavnligt er det også at læse Lena Vedel-Pedersens bog, hvis man hører til blandt de forhåbentligt mange Fremskridtsfolk, der forbereder mere eller mindre fuldstændige manuskriptudkast til den pjece, som vi gerne i løbet af vinterens løb skulle have udsendt om Fremskridtspartiets socialpolitiske forslag. Det er jo desværre ikke i ringe omfang lykkedes vore modstandere at forvanske og fordreje den kendsgerning, at vore pensionister kan forvente de bedste kår.

Mogens Glistrup

Lena Vedel-Pedersen:

Ret og pligt for pensionister / (178 sider. Chr. Erichsens Forlag, 1973).

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Reklamer

Ældrepolitik

15. september 2012 4 kommentarer

Ældrepolitik 

Fremskridtspartiet kræver flere rigtige plejehjem til afløsning for ældreboliger og andre kollektive boligformer for ældre.

Fremskridtspartiet forlanger tryghed og forbedret omsorg for de svageste ældregrupper, herunder de senildemente. Disse grupper har langt mere brug for tryghed end for forkromede boliger.

Fremskridtspartiet kræver derfor, at regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) omgående tager initiativ til, at kommunerne igen kan etablere rigtige plejehjem med fast normeret personale efter bistandslovens regler. Fremskridtspartiet vil ikke længere acceptere, at den svageste gruppe i vort samfund skal nøjes med fjernbetjent hjemmehjælp i stedet for kærlig og omsorgsfuld pleje.

Resolution vedtaget på Fremskridtspartiets landsmøde

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 21. årgang / oktober 1993

Invalidepension bør være hjælp til selvhjælp

7. september 2012 16 kommentarer

Invalidepension bør være hjælp til selvhjælp 

Fremskridtspartiets forslag vil afskaffe den følelse af nyttesløshed, der nu forpester tilværelsen for mange handicappede. 

Desværre sker debatten omkring samfundets bistand til invalidepensionisterne ofte i en atmosfære af, at hjælpen til de handicappede medborgere skal udkrystalliseres som et resultat af forargelse og had mellem de såkaldte samfundsklasser.

Fremskridtspartiet ligger ikke på denne gammeldags linje. Partiet erkender, at mere end 90 % af den danske befolkning nok er indstillet på, at det offentlige i meget vidt omfang med pengepungen skal være solidarisk overfor de medborgere, som bliver ramt af invaliditetens forbandelser. Dette selvfølgelige fremhæves, fordi et klip TV bragte for nogen tid siden, fejlagtigt har fået nogle til at tro, at Fremskridtspartiet mener noget andet.

21.000 nye invalide

Skal vi imidlertid hjælpe invaliderne må løsningen af denne, som af alle andre arbejdsopgaver, ske på realistisk grundlag. Det slår ikke til med blot at lade følelserne strømmer over. Ifølge tidligere offentliggjort materiale var der i finansåret 1972/73 på ny tale om 21.000 nye invalidepensionister. Da en gennemsnitsårgang i aldersgrupperne 22 til 66 år er på 63.000 danskere, vil det sige, at den stadig stigende tendens af nye invalidepensionstilkendelser er nået op på, at en tredjedel af en normal årgang tilkendes invalidepension.

Uanset, hvor stort et hjerte man har, kan man sige sig selv, at skatteyderne ikke kan blive ved med at bære en byrde af den størrelse, og at der følgelig må gøres noget.

Enhver af os har jo givetvis kendskab til tilfælde, hvor malerarbejde eller andet er blevet udført sort af en person, der havde sit alibi overfor skattevæsenet i orden, fordi han var invalidepensionist, mens han i øvrigt var særdeles habil til at udføre sit arbejde.

Rotteræset

Hele den opdragelse som massemedierne i de senere år har plaget den danske befolkning med har også haft den uheldige virkning, at der findes unge mennesker, som har fundet det rigtigt at stå af rotteræset i foragt for det elendige samfund, vi gamle har givet dem at leve i og i stedet ernære sig ved invalidepension.

Det nytter naturligvis ikke at henvise den slags tilfælde til skærpet kontrol fra lægerne. En læge er til for at hjælpe sin patient. Gør han ikke det, går patienten blot til en anden læge.

Samfundsmagten må derfor få en vis form for styring af tilgangen af nye invalidepensionister. Så længe krige, vulkanudbrud eller lignende ikke er gået hen over vort land, kan tilvæksten af virkeligt invalide i en befolkning som vor ikke være over ca. 10.000 om året. Blandt dem, der er indstillet til invalidepension på et givet tidspunkt, bør pensionen derfor højst tilkendes 60 nye pr. arbejdsdag i invalideforsikringsretten. På den måde opnås i øvrigt som tillægsgevinst en mulighed for, at også denne del af finansloven kan styres budgetteknisk mere hensigtsmæssigt end nu.

Ud i produktionen

Blandt de invalidepensionsberettigede vil der være mange, der kan påtage sig lettere arbejdsopgaver som for eksempel telefonbordspasning, billetsalg, datakodning i Edb-maskiner og vagtopgaver. Både af hensyn til de pågældende selv og af hensyn til samfundet, foreslår Fremskridtspartiet, at de bliver ansat i det offentlige eller i private virksomheder til fuld tarifmæssig løn. I stedet for at udbetale invalidepension gives der så et tilskud til arbejdsgiveren til delvis dækning af denne løn. Dette tilskud bliver faldende år for år, efterhånden som den handicappede opnår rutine i hvervet, og derfor kan gøre sådan fyldest, at produktionen kan bære en fuld løn til ham. I tilslutning til disse tilskudsordninger, vil de sparede penge på invalidepensionens budget også kunne anvendes til særindretning af arbejdsstederne for de handicappede ude på de almindelige produktive arbejdspladser.

Selvrespekten

Blandt andet ved Fremskridtspartiets forslag om afvikling af indkomstbeskatningen, boligsikring og andre indtægtsbestemte indtægtsoverførsler vil vi afskaffe den følelse af nyttesløshed, der under det nuværende system forpester tilværelsen for mange handicappede, fordi de straffes økonomisk så hårdt, hvis de kommer ud i arbejdslivet, uden at det sker skjult for myndighederne. Hjælp til selvhjælp og genskabelse af selvrespekten er ikke det mindst værdifulde, som samfundet kan yde til mange af vore invalider. Desværre har de nuværende revalideringscentre i meget vidt omfang spillet fallit, dels fordi de er blevet så bureaukratiske i deres form, og dels fordi det nok i centrene skorter på forståelsen af, at det at gå på arbejde ikke er nogen byrde for et menneske.

Det er med praktiske realisable forslag som de anførte, at man gør gavn overfor invalidepensionisterne og ikke ved blot at slynge om sig med følelsesladede postulater, som desværre har præget meget af diskussionen om dette emne i den tid, der er hengået, siden Fremskridtspartiet henledte offentlighedens opmærksomhed på, at her ikke var noget, hvor man blot kunne lade stå til.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 1. årgang  / juli 1973

Smertefuld ventetid

5. september 2012 1 kommentar

Smertefuld ventetid 

De forenede Gammelpartiers politik indeholder offentlige besparelser, som gør sygehusenes ventelister længere, end det var nødvendigt.

Så længe denne tilstand hersker, er det hamrende uanstændigt, at anvende én eneste krone at skatteydernes penge til at billiggøre teaterbilletter og til hundredevis af andre formål, hvortil gammelpartierne gramkaster de offentlige penge, som mangler på sygehusbudgetterne.

Alene denne vægtning af om man skal bruge penge det ene sted eller det andet skulle føre til, at alle vælgere fra alle de andre folketingspartier hurtigst muligt flytter deres kryds over til liste Z.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang / 29. maj 1987

EPOXY-ode til Auken

16. juni 2012 3 kommentarer

EPOXY-ode til Auken 

Det er farligt at leve.

Så farligt, at vi alle under alle omstændigheder dør af det. Og mange livsforkortere er endda menneskeskabte: Biler, elektricitet, køkkenknive og tusindvis af andre foreteelser, som er nødvendige for, at vi kan leve det liv, vi har vænnet os til.

Det hører vor tid til, at tilværelsen er blevet spækket med hundredetusindevis af  uforståelige kemiske sammensætninger.

Rædslen for det ukendte medfører, at det er let at skabe ubegrundet frygt.

Det gælder også epoxyforbindelserne. Af dem er der i masser af år forekommet mere end 1.600 slags i den danske hverdag. For eksempel bruger tandlægen epoxy som fyld i vore tænder.

Nogle af epoxypræparaterne er så giftige, at det er fornuftigt at forbyde dem. Men mangfoldige frembyder ikke sådan en risiko. Overfor de ukyndige er det imidlertid let med skræmmekampagner på melodien, at ingen om nye produkter kan bevise, at de ikke under visse forudsætninger kan medvirke til at fremskynde den død, som vi alle før eller senere skal lide.

Når man således forurener debatten, afleder man opmærksomheden fra andre langt større farekilder (som for eksempel at ryge mere end 4 cigaretter om dagen eller at forurene Øresund, fordi det store Lynette rensningsanlæg ikke kan komme i funktion eller at lukke Rigshospitalet på grund af faglige møder eller på Lise Østergaard-facon, (A), at oppuste angrebslystne kræfter i den tredje verden).

Og der er jo altid samfundsgravere parate til, at deltage i hylekoret. For eksempel på diverse offentlige læreanstalter. Det er distanceblænderi, når man kalder sig ”Mutagengruppen på Danmarks farmaceutiske Højskole” eller henviser til de 197 læger, der averterede i Politiken. Faktum er, at ingen af disse har mere sagkundskab på området end en hvilken som helst forløben skoledreng eller andre, der ikke specielt har befattet sig med den rivende udvikling, som der har været på epoxyområdet og som af alle, der har studeret de dele nærmere, bedømmes sådan, at Svend Aukens epoxybekendtgørelse bestemt ikke er for lemfældig, når menneskelig sundhed skal beskyttes.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

Sundhedsvæsenet i en statsopgave

6. juni 2012 12 kommentarer

Sundhedsvæsenet i en statsopgave 

Personer og brancher, som nu om dage kommer ud for modgang klynker, at samfundet har pligt til at klare vanskelighederne.

Jo flere uselvstændige og ansvarsforskydende borgere des dårligere samfund. Des tungere bliver det for Folketinget at løse opgaverne. For besværlighederne gror sig store, mens statsapparatet bruger 5 år og en formiddag på at lægge kursen.

Når det endelig er sket, har den mellemliggende udvikling sørget for, at virkelighedens problemer er blevet helt andre, end hvad Christiansborg sammen med diverse komiteer og organisationer har tærsket langhalm på.

Et samfund der ikke holder fast ved, at ansvaret i næsten alle anliggender ligger hos det enkelte individ tømmes for mange af de kvaliteter, som i fortiden resulterede i mere hensigtsmæssig brug af de til rådighed værende ressourcer.

Men livet er mangfoldigt. Nok er det sund fornuft at henvise raske, arbejdsdygtige mennesker til – ved deltagelse i produktionen – selv at tjene til, hvad de vil forbruge.

Men vi har alle en risiko for, at fremtiden vil påføre os sygdom og invaliditet. Ingen ved, hvem, der rammes, og hvordan det sker. Det offentlige sundheds- og sygesikringsvæsen forøger derfor på praktisk måde den samlede nyttevirkning af samfundets kræfter.

Når indsatsen så endda krones med hel eller delvis helbredelse, er grunden dobbelt: Et bedre liv for vedkommende. Men da også ved, at samfundets arbejdskraftreserve genoprettes.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

Finans- og skattelov

2. juni 2012 39 kommentarer

Finans- og skattelov

Her ved begyndelsen af skattereformens år nr. 1 kunne det være nyttigt at genopfriske, hvordan situationen ville have tegnet sig, såfremt det i stedet havde været Fremskridtspartiets skatteår nr. 1.

Fremskridtspartiets skattepolitik går ud på, at der over en 6-årig periode sker en fuldstændig afvikling af selve begrebet indkomstskat.

Det ville have startet med, at alle fra 1. januar i år havde fået et skattekort med en skattefri bundgrænse på 48.000 kroner samt, at sømandsskatten var blevet ophævet helt lige som kapitalvindingsskatten. Fra næste år ville den skattefrie bundgrænse ligge på 60.000 kroner og med en maksimal skat på 50 % af indkomst derudover.

Fra 1989 vil bundfradraget være 75.000 kroner og i 1990 hele 100.000 kroner samtidig med, at selskabsskatten bliver ophævet. I 1991 hæves bundgrænsen til 125.000 kroner, og endelig i 1992 skal der slet ikke betales indkomstskat. Samme år bliver formueskatten også ophævet. Og så endelig fra 1993 kan skattevæsenet helt nedlægges.

Planen har eksisteret i alle Fremskridtspartiets leveår og er altid blevet kritiseret. Hovedargumentet er: Hvor skal pengene så komme fra? De fleste glemmer for det første, at der ikke længere vil være den samme offentlige sektor, og at der udover indkomstskat er andre former for skat. For Fremskridtssamfundet vil forbrugerafgifter som 22 % moms og punktafgifter være en væsentlig del af finansieringen af skoler, sygehuse, folkepension og de andre opgaver, som det offentlige fortsat skal løse.

En af goderne (set fra det offentliges synspunkt) ved at afvikle indkomstskatten er, at befolkningen får flere penge i hænderne. Det gør igen at forbruget øges eller flyttes til dyre varer og med moms og punktafgifter, vil det give ekstra penge i statskassen.

For finansloven 1987 ville det have set således ud, såfremt Fremskridtspartiet havde bestemt:

Regeringens (V, C, CD og Krf, red.) skatteudskrivning 1987: 350 milliarder kroner. Heraf udgør indkomstskatten de 200 milliarder kroner.

Vi ønsker at afvikle indkomstskatten, og det første år med 48.000 kroner skattefrit ville vi miste 30 milliarder i indkomstskat. Når disse 30 milliarder kommer ud til privatforbrug, vil forbrugsskatterne stige med omkring 8 milliarder kroner. Derudover kommer reaktioner i erhvervslivet m.v. som skatter (selskabs-, ejendoms,- formueskatter o.s.v.), vil komme ca. 6 milliarder yderligere ind til det offentlige. Det giver et samlet resultat på en fremskridtsfinanslov med 334 milliarder kroner for 1987. Fremskridtspartiet har en række forslag til forbedringer i den offentlige sektor. Fjernelse af ventelister, bedre pension o.s.v. Ting der koster ekstra penge. Disse – samt den nævnte mindskelse af indkomstskatten – vil betyde besparelser. Her gælder det i første omgang kulturministeriet, udenrigsministjenesten, statslig ulandsbistand, erhvervstilskud og ikke mindst millioner af blanketter og skemaer, som ikke længere skal trykkes og udfyldes.

For interesserede så giver bogen ”Ud af skattereformfælderne (af Mogens Glistrup, red.) det samlede billede af et lykkeligt 1987 fremskridtssamfund.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

%d bloggers like this: