Arkiv
Ny sejr for fagforeningsdiktaturet
Ny sejr for fagforeningsdiktaturet
Beskæmmende, siger Z-gruppeformanden om regeringens afværgeværk.
“Folketinget udtaler, at ingen mod sin vilje kan tvinges til at bidrage økonomisk til partier, de ikke sympatiserer med”.
Så enkelt og indlysende var ordene i det dagsordensforslag Fremskridtsgruppen fremsatte ved Folketingets afslutningsdebat i forrige uge.
Men selv det var for meget for tøsedrengene i firkløverregeringen og dens partier (V, C, CD og KrF, red.). Der måtte en afværgedagsorden til. Så sølle var det.
– Det har været beskæmmende og deprimerende at opleve først HT-konflikten og nu senest uroen på hospitaler, siger gruppeformand Helge Dohrmann. Vi danskere har altid med henvisning til Grundloven påstået, at vi har foreningsfrihed i landet. Den sidste tids begivenheder, hvor der nærmest er sket en legalisering af organisationernes tyveri af medlemmernes penge, vidner om noget andet.
Ny sejr
– Desværre kom vores dagsorden ikke til afstemning i Folketinget. Regeringens ynkelige afværgeværk blev, med hjælp af en grønlænder, en færing og en løsgænger, vedtaget. Dermed har fagforeningsdiktaturet i realiteten vundet en ny sejr, slutter Helge Dohrmann.
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 12. årgang / 8. juni 1984
Ministergagen nu oppe på over 300.000 kroner (1974)
Ministergagen nu oppe på over 300.000 kroner
Fire af ministrene må dog “nøjes” med 276.624 kroner i årsløn.
Efter den sidste dyrtidsregulering er flere af landets ministre nu oppe på en årsgage over de 300.000 kroner. Det drejer sig om de ministre, der samtidig er medlem af Folketinget og som har bopæl udenfor Sjælland. Det nøjagtige tal for lønnen er 303.776 kroner. Bor en minister i Københavnsområdet kan det kun blive til en årsindtægt på 285.439 kroner.
For ikke at de ministre, der ikke samtidig er medlem af Folketinget (det drejer sig i øjeblikket om syv) skal føle sig forfordelt, modtager de et ekstra vederlag som tilskud til ministerlønnen, så brutto-tallet kommer op på stort set det samme beløb, som for de folkevalgte ministre.
Her er minister Hartlings ny regulerede årsløn:
Poul Hartling, Statsminister:285.439 kr. plus 64.314 kr. i et skattefrit repræsentationstillæg.
Ove Guldberg, udenrigsminister: 285.439 kr. plus 85.752 i et skattefrit repræsentationstillæg.
Anders Andersen, finansminister:303.776 kr.
Johan Philipsen, Arbejds- og socialminister: 276.024 kr.
Niels Anker Kofoed, Fiskeri- og landbrugsminister: 276.024 kr.
Erling Brøndum, Forsvarsminister: 276.024 kr.
Poul Nyboe Andersen, Handels- og økonomiminister: 285.439 kr.
Jacob Sørensen, Indenrigs- og socialminister: 276.024 kr.
Nathalie Lind, Justits- og kulturminister: 285.439 kr.
Kresten Damsgaard, Trafik- og kirkeminister: 276.024 kr.
Holger Hansen, Miljø- og Grønlandsminister: 276.024 kr.
Tove Nielsen, Undervisningsminister: 276.024 kr.
27.700 skattefrit
Også folketingsmedlemmernes vederlag – som lønnen her hedder – er blevet reguleret i opadgående retning.
Et folketingsmedlem med bopæl i Jylland får nu 133.723 kr. eller 11.143 kr. om måneden.
Heraf er de 27.752 kr. et skattefrit omkostningstillæg. For de af tingets medlemmer, der bor i hovedstatsområdet er tallene 105.971 kr. om året – eller 8.830 kr. om måneden.
Vederlaget for folketingsmedlemmer følger i øvrigt lønnen for en ekspeditionssekretær i 28. lønramme, 3. trin.
Om det så er ekspeditionssekretæren, der får for meget og folketingsmedlemmerne, der får for lidt – eller omvendt – skal vi lade være usagt. Det kan jo da forresten også være begge kategorier, der får for meget.
Pedant
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 2. årgang / 19. november 1974
8.000 underskrifter mod moskébyggeri
8.000 underskrifter mod moskébyggeri
Kim Behnke har afleveret de 8.000 underskrifter mod moskébyggeriet på Amager til forsvarsminister Knud Enggaard (V).
Kim Behnke siger:
– Indsamlingen af underskrifter viser med al tydelighed, at der er modstand mod statsstøtte til bygning af en stormoské. Statsstøtten til muslimerne bliver på 450.000 kr. pr. år i 40 år. Det påtænkte byggeri har allerede medført uoverensstemmelser mellem forskellige muslimske fraktioner i Danmark. Hvis nærdemokratiet skal have en mening, må de i alt over 12.000 protester blive hørt.
Kim Behnke slutter:
– Røret omkring det planlagte moskébyggeri viser, at der nationalt – såvel som lokalt – er stærk utilfredshed mod byggeriet. Folk finder det simpelthen ikke rimeligt, at der med statsmidler placeres så stor en bygning centralt i København, der ikke er beslægtet det fjerneste med dansk kultur og religion.
Kim Behnke
Pressemeddelelse
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991
Radioavisen løb videre med avisand
Radioavisen løb videre med avisand
Radioavisen (Danmarks Radio, red.)har endnu engang vist sig at være upålidelig når det gælder formidling af nyheder, der berører Fremskridtspartiet. Radioavisen undlod at kontrollere meddelelse, der kunne skade Fremskridtspartiet.
En god del af sidste uges tirsdag kværnede monopolavisen løs med en yderst aparte historie.
Det fremgik, at Fremskridtspartiets folketingsgruppe på Christiansborg sammen med Socialdemokratiet, de radikale (B) og firkløverpartierne (V, C, CD og KrF, red.) skulle have tilsluttet sig et syvkantet forlig, hvis hovedindhold skulle være at tvangsudskrive yderligere ca. 150 millioner kr. – skatteyderkroner til Civilforsvaret.
Nyhedsformidlere – med blot det svageste kendskab til dansk indenrigspolitik gennem de seneste 11 år – bør ikke være uvidende om, at Fremskridtspartiet – ikke mindst i forbindelse med de årlige finanslove – er gået imod forøgede bevillinger af den art, som der her var tale om.
Der var da også tale om en ægte “and”.
Meget uheldigt
Fremskridtspartiets John Arentoft, der er medlem af indenrigsministerens udvalg, der behandler og forhandler civilforsvarsspørgsmål siger:
Der er intet forlig indgået, og på nuværende tidspunkt er der berammet to nye møder i udvalget, så enhver kan sige sig selv, at Radioavisens meddelelse om at der sådan i al stilhed skulle være enighed om et femårigt civilforsvarsforlig har intet på sig. Vi har end ikke drøftet mulighederne i folketingsgruppen.
Jeg synes, det er meget uheldigt, at såvel Radioavisen som Kristeligt Dagblad, som Danmarks Radio opgav som kilde, foruddiskonterer på den måde, slutter John Arentoft.
Kilde eller ikke kilde, så bør Danmarks Radios medarbejdere være så velinformerede, at en sådan gang pølsesnak ikke kan slippe igennem til lytterne. Skulle man være i tvivl på Radioavisen, ville det være let at foretage en hurtig kontrolopringning til et af partiets folketingsmedlemmer, der nemt kunne give de rigtige oplysninger.
g-mand
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 12. årgang / 29. juni 1984
O.B.S. – Hr. Schlüter!
O.B.S. – Hr. Schlüter!
FREMSKRIDT 1979-13 side 15 dokumenterede, at Henning Christophersen (V) og Anders Andersen (V) erkender, at de i mange år ikke har evnet, at klare landets problemer fornuftigt, dengang vanskelighederne var langt mindre end nu.
I Børsens kronik for den 10. august 1979 er det Poul Schlüters (C) tur til at skrifte fortidens synder.
Han var med i det største parti i VKR-regeringen, og som har været aktiv i augustforlig m.v., skriver nu:
Det er mange års letsindig ledelse i dansk politik og organisationsliv, vi nu skal betale regningen for.
Skylden er vor egen og kun i ringe grad en følge af den internationale lavkonjunktur og energifordyrelsen.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Hvordan kan vælgerne dog betro en sådan umulius indflydelse på at helbrede de meget alvorlige sygdomme for Danmark, som er blevet resultatet af blandt andet hans uduelighed?
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 14 / 7. årgang / 3. september 1979
Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”?
Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”?
Velfærdskommissionens oplæg er jf. mediers omtale netop nu til afsluttende politisk behandling. I løbet af kort tid må der derfor forventes et forlig, idet det bredest mulige forlig er regeringens (V og C, red.) mål. Et forlig, der ifølge regeringens politiske udmeldinger vil føre til en række stramninger af betingelser for morgendagens og fremtidens velfærdsydelser.
Med udgangspunkt i artiklen “Aftenlandets undergang”, skrevet af Klaus Wivel og bragt i denne uges udgave af Weekendavisen, synes hele basis for velfærdsreformen at være et politisk bedrag af de ganske store.
Udgangspunktet for artiklen er Bruce Bawer´s bog “While Europe slept – How radical Islam is destroying the West from within”. I artiklen anføres, at Bawer, der også mestrer det danske sprog, har fundet frem til, at de europæiske storbyer kendetegnes ved ressourcetunge “indvandrerghettoer, som for det meste består af muslimer“.
Det anføres, at disse muslimer udgør en typisk befolkningsandel af størrelsesordenen 5% med en ret omfattende beslaglæggelse af velfærdsforbrug, idet dette forbrug angiveligt er af størrelsesordenen 40% af de samlede velfærdsressourcer.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Når dertil kommer ubændig tildeling af ydelser som ulandshjælp og lignende ydelser i form af en meget omfattende dansk militær deltagelse i fjern-operationer af (kultur-) politisk natur, synes det lidt malplaceret, at fjerne danskerens velfærd for at tækkes opgaver, der ikke er folkeligt belæg for.
Fremskridtspartiet noterer sig derfor, at folketingets partier, der måtte indgå et velfærdspolitisk forlig, vil skaffe sig selv dels et alvorligt forklaringsproblem, dels en besværlig fremtid.
Regeringens udmeldinger om, at problemerne løses ved dialog samt sikring af beskæftigelse af de fortsat overrepræsenterede ubeskæftigede indvandrere, må betragtes som ønsketænkning, baseret tillige på en meget omfattende fortielse af den politiske løgn, der har styret den danske politiske debat og beslutningstagen gennem nu mere end 20 år.
Velfærden i Danmark bør gerne fastholdes og om muligt udbygges, medens den “udviklingens bremseklods”, som en hysterisk forsvaret urealistisk og tillige ufolkelig tilvandringspolitik udgør, straks underkastes en afviklingsproces gennem tilbagevisning af personer med muslimsk baggrund og uden reel opfyldelse af indvandrerkriterier til disse personers oprindelige hjemlande.
Politikere og implicerede myndigheder, deltagende i den negativt befolkningsforandrende proces, skal efterfølgende i det danske folks navn underkastes den for sådanne van-styringer af samfundet hjemlede rettergangsaktivitet. Et retsopgør, som før set i Danmarks historie, men uden de pletter, der prægede retsopgøret efter befrielsen i maj 1945.
J. Herkild, Landsformand
Pressemeddelelse
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 34. årgang / juli 2006
Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag
Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag
Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:
Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”.
Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.
Z-oplæg
Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:
- Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
- Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
- Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
- Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
- Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.
400.00 vælgere
Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.
VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976
Z kræver debat i Folketinget om organisationsfrihed
Z kræver debat i Folketinget om organisationsfrihed
Forespørgsel til arbejdsministeren skal afsløre regeringens (V, C, CD og Krf, red.) holdning til frit valg af faglig organisation.
Fremskridtspartiets folketingsgruppe kræver nu en debat i Folketinget om begrebet organisationsfrihed. Det sker på baggrund af den seneste tids sager, hvor ansatte efter aktioner er blevet fjernet fra deres job, fordi de har valgt at være medlem af en fri fagforening – fri for LO-tyranniet og tvangsbetalingen til Socialdemokratiet. Debatten får form af en forespørgsel til arbejdsminister Grethe Fenger Møller (C): “Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?”.
Initiativtager er Pia Kjærsgaard:- På papiret har vi organisationsfrihed i Danmark, men den ret er efterhånden ikke det papir værd, loven er trykt på. Eksempler med uroligheder og arbejdsnedlæggelser i forbindelse med fagforeningernes mere eller mindre heldige forsøg på at tvinge folk ind i LO-tyranniet og et bestemt fagforbund, til trods for at de pågældende ikke har ønsket det, men har været godt tilfreds med deres medlemskab af en fri fagforening.
Regeringen passiv
Senest har vi oplevet, hvorledes hjemmehjælpere i Odense lod patienter være uden hjælp, fordi man ved en sådan aktion ville tvinge en kollega ind i Husligt Arbejderforbund. Og fra København huskes sagerne om en leder af en børneinstitution og brandmanden Max Blicher-Hansen, der begge blev chikaneret – og derefter fjernet fra deres arbejdsplads. Ene og alene på grund af deres valg af faglig organisation.
Den slags beviser jo, at loven om organisationsfrihed tilsidesættes på det groveste.
Og arbejdsministeren, og med hende hele regeringen, har været utrolig passiv, når den slags hændelser har fundet sted. Derfor er det efter vor opfattelse på høje tid at høre, hvad ministeren i Folketinget kan fortælle om firkløverregeringens holdning til organisationsfriheden, slutter Pia Kjærsgaard.
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17 / 13. årgang / 3. maj 1985
Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger”
Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger”
I et ”åbent brev” i Fremskridt nr. 20 til CD påstår den såkaldte folkebevægelse, at man er ”chokeret over CD`s forræderi imod den personlige frihed”. Det drejer sig naturligvis om eksklusivaftalerne.
Jeg skal derfor oplyse, at CD stemte for den lov, der skulle hindre eksklusivaftaler i fremtiden. Jeg gentager: Centrum Demokraterne (D) stemte for, således som vi hele tiden havde sagt, vi ville gøre.
Der er derfor ikke noget holdningsskift, ikke noget forræderi og ikke noget at blive chokeret over.
Vi stemte derimod ikke for den dagsorden, der skulle pålægge regeringen (Socialdemokratiet, red.) at udarbejde et forslag om denne sag.
Vedtagelsen af en sådan dagsorden havde udelukkende til formål at genere regeringen, og det er noget helt andet end at fjerne eksklusivaftalerne. Disse ville ikke blive fjernet et hak ved vedtagelse af den nævnte dagsorden. Snarere tværtimod. Hvis regeringen skulle fremlægge et forslag om den sag, som den er imod, så ville et sådant forslag selvsagt ikke kunne tilfredsstille de partier, der ønsker dem fjernet.
Hele ”folkebevægelsens” kampagne er usaglig, fræk og partitaktisk. I årerne 1968-71 var Venstre og Konservative i flertalsregering med de radikale (B). Denne regering rejste ikke det vigtige spørgsmål om eksklusivaftaler.
Hele 1974 havde Venstre regeringsmagten. Partiet rejste stadig ikke spørgsmålet.
I 1978-79 sad Venstre i 14 måneder i regering med Socialdemokratiet. Spørgsmålet blev stadig ikke rejst. Hvor er kampagnen imod Venstre blevet af?
CD`s holdning til sagen har været klar og konsekvent.
Jeg stempler det på denne baggrund som usandhed, når ”folkebevægelsen” kalder sin kampagne for tværpolitisk.
Arne Melchior, MF.
Centrum Demokraterne
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 24 / 9. årgang / 26. juni 1981
Er pråsen ved at gå op for Venstre?
Er pråsen ved at gå op for Venstre?
Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.
I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.
Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup
Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:
1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.
2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.
3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.
4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).
5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.
6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.
7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.
8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.
9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.
10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.
11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.
12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol – friheden undermineres gradvist.
13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.
14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.
Fortsat risiko
Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.
Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.
Børsen og
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 40 / 12. årgang / 16. november 1984
Fremskridtdk's Weblog 