Arkiv

Posts Tagged ‘dansk kultur’

8.000 underskrifter mod moskébyggeri

15. oktober 2012 8 kommentarer

8.000 underskrifter mod moskébyggeri

Kim Behnke har afleveret de 8.000 underskrifter mod moskébyggeriet Amager til forsvarsminister Knud Enggaard (V).

Kim Behnke siger:

– Indsamlingen af underskrifter viser med al tydelighed, at der er modstand mod statsstøtte til bygning af en stormoské. Statsstøtten til muslimerne bliver på 450.000 kr. pr. år i 40 år. Det påtænkte byggeri har allerede medført uoverensstemmelser mellem forskellige muslimske fraktioner i Danmark. Hvis nærdemokratiet skal have en mening, må de i alt over 12.000 protester blive hørt.

Kim Behnke slutter:

– Røret omkring det planlagte moskébyggeri viser, at der nationalt – såvel som lokalt – er stærk utilfredshed mod byggeriet. Folk finder det simpelthen ikke rimeligt, at der med statsmidler placeres så stor en bygning centralt i København, der ikke er beslægtet det fjerneste med dansk kultur og religion.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

”Hva´ mæ´ kulturen?”

21. marts 2012 Skriv en kommentar

”Hva´ mæ´ kulturen?” 

Inden for det sidste halve års tid er det lykkedes regeringen (Socialdemokratiet, red.) ved hjælp af den almindeligt accepterede form for ”partnerbytte” – at få diverse forlig samt finansloven i hus. Specielt det økonomiske forlig, der har båret regeringen igennem overenskomstfornyelsesproblemerne.

I alle andre spørgsmål derimod kan Anker Jørgensen og hans udvidede regering og folketingsgruppe forlige sig frem til venstre eller højre for midten efter forgodtbefindende.

I denne kendsgerning ligger valgets mest dystre perspektiver, specielt hvad angår kultur- og uddannelsespolitik.

I Folketinget har Socialdemokratiet + SF + VS + kommunister og radikale (B) – 90 mandater. Det må med føje befrygtes, at regeringen vil forsøge at anvende dette flertal til nye rosenrøde lovgivningsinitiativer samt åbne mulighed for – med det flertal i ryggen – en mere venstredrejet administration af de allerede eksisterende love på disse områder.

I en sådan situation hjælper hvide knappenåle og verbale kanonader kun lidet. Det er derfor på tide, at de liberale politikere gemmer lommeregnerne og de indbyrdes uoverensstemmelser væk for en stund og i stedet samler alle kræfter om en offensiv kultur- og uddannelsespolitik.

I perspektiverne for en sådan ligger – dybest set – vor eneste mulighed for på længere sigt at overleve som et ikke-socialistisk samfund.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 5. årgang / maj 1977

Den bagvendte nationalisme

17. maj 2011 3 kommentarer

Den bagvendte nationalisme 

Idiotiske danskere… de helt store, blafrende tåber og idioter… et grænseland, hvortil kloge, dygtige mennesker kom rejsende fra syd for at udvikle og hjælpe de primitive nordboere… selv vort såkaldte nationalsprog er et mixmax af påvirkning fra plattysk, hollandsk og en masse europæiske sprog. Hvad er en dansker? Og hvad er det dog, vi bilder os ind? – hva´ faen er det for et land mit skib har fortøjet til?.

Eder og injurier mod danskerne

Hvem har sagt det? Det har skuespilleren Erik Wedersøe, hjemvendende fra sin jordomsejling i et skumsprøjt af eder og forbandelser rettet mod danskernes holdning til fremmedpolitikken. Han fik sine gloser trykt i Berlingske Tidende – og udnævntes hurtigt derefter til propagandafører for ”Flygtning 86”. Hr. Wedersøe er på linje med andre personligheder i den anskuelse, at indvandrerne kan tilføre os meget af det, vi så åbenbart mangler.

For eksempel gav professor Joh. Sløk nogenlunde samtidig udtryk for i Jyllands-Posten, at man ikke skal være stolt af sin danske nationalitet, for hvad er ”den danske, kristne, traditionsrige kultur… andet end selvbedrag… selvglad i sin egen usselhed, fedladen… pylret”. Nej, ”indbyd alle og hvem som helst… lad os se, hvor langt vor vidunderlige kultur i grunden holder”.

Andre kommentatorer med tække hos medierne har ligefrem brugt udtrykket: Tilførsel af frisk blod og taler om velsignelserne ved ”folkeblanding”, så det nærmest minder om faglige erklæringer fra en stutteriejer.

Prisværdige fremmede

Gennem de sidste 4-5 år har en lille mediedominerende klike systematisk nedrakket danskerne, deres kultur og historie, alt imens samme klike har hyldet indvandrernes kvaliteter – herunder i realiteten deres traditions- og ”farverige” kvindeundertrykkelse, som end ikke hærdede rødstrømper har vovet at udtrykke betænkelighed ved. Man skal jo stikke fingeren i jorden…

Til denne gode vane bekender også lederen af Tv-showet ”Flygtning 86”, Dirckinck-Holmfeld, der over for Ekstra Bladet priste, hvad han anser for muhamedanernes vigtigste egenskaber: Beskedenhed, ydmyghed, trofasthed, et fasttømret familieliv – i kontrast til danskernes hovedegenskaber der er: Rodløshed, rastløshed, pengegriskhed; – tænk på, hvad vi kan lære af muslimerne. Jeg synes, vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser og labbe al deres kultur i os.

Hvad er det egentlig for et fænomen, vi står overfor med den slags udtalelser? I nyere dansk historie ses der ikke at være helt noget sidestykke hverken i politik eller medier til denne offentlige degradering af og diskriminering mod befolkningens flertal og dets troskyldige opfattelse af at være danske med ære såvel som med fuld uantastelig ret.

Det klør i fingrene…

Ej heller ses paralleller til den åbenlyse, ekstreme og ubeherskede ondsindethed, som den lille klike lægger for dagen i personlige angreb på befolkningsflertallets fortalere.

Det kan således næppe betegnes som helt normalt, når Politikens medarbejder Bettina Heltberg i en TV-anmeldelse skrev, at det klør i hende efter at lange den suffisante præst (Krarup) en på tæven – ,og når hun i en senere anmeldelse har beskrevet sin uovervindelige kulturradikale lede ved hans ”ubetydelige lillepurk-ansigt”.

Det kan ikke undre, hvis sådanne signaler skulle virke opmuntrende på gadens parlament, som på det sidste synes oplagt til også at tage den direkte vold i brug mod fremmedpolitikkens modstandere.

Et tilsvarende forkrøblet had har formanden for Flygtningehjælpen – med nogle nuanceforskelle – ladet komme til udtryk.

På indlandsisen

At det ikke har drejet sig om en blot kort periodes drastiske forløbelser – på fremmedinvasionens højdepunkt – fremgår blandt andet af en artikel skrevet af Weekendavisens kulturredaktør (Berlingske Hus) så sent som 1. maj i år:

”Redaktøren kan heller ikke lide den folkelige uvilje mod udlændingestrømmen. Han vil derfor ”pille de tåbelige meninger ud af hovedet” på ”ignoranterne”; de skal AFPROGRAMMERES for deres ”fladpandethed… kynisme… såkaldte kristendom og danskhed”. Redaktøren kunne derfor tænke sig til det formål at internere de stædige på indlandsisen ”uden mad og drikke, uden bolig, uden tilstrækkeligt med tøj… uden papirer, ejendele… berøvet deres værdighed” etc. etc.

Det ville gøre ”hjernen fri for åndelig svamp og flødeskum”… thi; en overvejende del af dansk hjernemasse fremstilles hos bageren”.

Orwells diagnose

Man kunne nøjes med at notere sig at sådanne anskuelser og advare folk mod at nærme sig de ærede talere og medier, der betjener dem så villigt. Men fænomenet fortjener alligevel at blive fastholdt til en nærmere analyse, og til den ende kan man finde nyttig vejledning hos den velkendte engelske forfatter og politiske iagttager Georg Orwell. Ganske vist har han nok aldrig haft noget for øje, der i udbredelse og skamløshed kunne måle sig med den danske klikeforrykthed, men i princippet er fænomenet ham særdeles bekendt, og han har især fundet det vidt og bredt blandt mennesker, der ynder at se sig selv som ”intellektuelle”. Den diagnose han stiller og redegør for i et essay, benævner han ”transfereret nationalisme”.

Det ytrer sig ved at den angrebne personer overfører al den loyalitet, han normalt ville have forbeholdt sit land eller sin folkegruppe eller en udenlandsk folkegruppe, eventuelt begge dele under ét. Det er vigtigt at bruge glosen nationalisme til beskrivelse af fænomenet, for det drejer sig – i modsætning til fædrelandskærlighed / patriotisme, der er en ikke-aggressiv følelse – om en højligt aggressiv attitude. Den så at sige ”bagvendte nationalist” forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve sin udvalgte nations eller folkegruppes egenskaber og berettigede interesser på den mest angrebslystne måde og omvendt at nedrakke sin fædrene nation / folkegruppe med tilhørende kultur, historie, politiske interesser m.v.

Den bagvendte nationalist – siger Orwell – er i den særlige position, at han kan beskrive den udvalgte ”enhed” i bombastiske og romantiske vendinger, som han ville være den første til at håne, hvis modstandere brugte dem om deres mere traditionelle loyalitetsvalg. Han betragter desuden den mindste ytring, der kan udlægges som vendt mod hans loyalitet som et personligt angreb, der må imødegås på det skarpeste, og han tillader sig selv til det formål at være ”mere vulgær, mere stupid, mere ondsindet, mere uærlig, end han nogensinde kunne være på sit fædrelands vegne. Han svælger netop i de nationalistiske følelser, han mener at have frigjort sig for”.

Det er slående, fremhæver Orwell i sin konklusion, at visse politikere også er blevet så inficeret af denne ”bagvendte nationalistiske” sult efter prestige for den udvalgte ”enhed”, at det viser sig næsten umuligt at gennemføre en ægte rational debat med dem.

Med dette – et kort resumé af dagens henholdsvise nedrakning og lovprisning af danskere og udlændinge samt en diagnose til vejledning gennem skældsordenes labyrint – vil vi overlade til læseren at drage sine egne slutninger og eventuelt nikke genkendende, når de af Orwells beskrevne tilfælde gestikulerer på den danske scene.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 15. årgang / 12. juni 1987 

Staten forskelsbehandler

15. maj 2011 13 kommentarer

Staten forskelsbehandler 

Knopskydningen i den offentlige sektor har skabt et vildnis af specialmyndigheder.

To mennesker behandles ofte helt forskelligt alt efter, hvilken forvaltningsgren de kommer ind under.

Den narkokriminelle modtager et væld af skatteyderbetalte hjælpetilskud, som ikke forundes hans nabo-jævnaldrende, der blot må gå rundt som ufaglært undgomsarbejdsløs. Den, som har fået studiestøtte efter SU-loven fritages for kartoffelkurskat modsat den, som har anden formel basis for sin studiegæld. Driver man skibsværft, får man langt rigeligere erhvervstilskud, end hvis man er i hundredevis af andre krisekonjunkturramte brancher. Den, som er asbestforgiftet eller LSD-offer får meget, meget større offentlig hjælp end den, der har tilsvarende handikap af andre grunde.

På internationalt plan gentager historien sig, når fattigdomsbundløsheden i ulandene bekæmpes. For eksempel ved at den, der kalder sig flygtning får overstrømmende hjælp fra alskens TV-sentimentale indsamlinger.

Eller for palæstinenserne som er den mest veluddannede befolkningsgruppe i araberverdenen, fordi der i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 blev etableret hobevis af særlige hjælpeorganisationer for netop den gruppe.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24  / 15. årgang / 7. august 1987

Socialforskningsobjekt?

17. april 2011 Skriv en kommentar

Socialforskningsobjekt? 

Siden 1814 har vi haft folkeskolen der forpligtige børn mellem 7 og 14 år at lære skrivning og læsning. Undervisningen er udbygget med gymnasier, universiteter, højskoler og talrige kurser, der lod os være stolte af dansk folkeoplysning. Når det så alligevel i dag står ringe til med den, kan vi måske bedre forstå, at verden ser ud som den gør – søden for Kongeåen og øst for Skåne. For slet ikke at tale om de talrige lande hvor man slet ikke kan være nyttige.

Det er et meget interessant emne, vi her skal beskæftige os med, som burde appellere til sociologisk nysgerrighed dette, at vi danskere er så skrappe til mangt og meget. Til at bygge broer, komplicerede vejanlæg og klare os find ude i verden, mens vi overhovedet ikke kan se simple sammenhænge i vort samfund og overskue dagligdagens problemer end ikke, når de bliver klippet i pap og bukket i neon for os. Blinde muldvarpe som løser rumfartsproblemer – en interessant konstellation.

Min saglige far berettede engang for mig, at han som lille dreng en juleaften havde fået et indianertelt af den slags med en stang i midten. Han ville rejse det på gulvtæppet med det samme. Det mislykkedes naturligvis, fordi stangen ikke ville stå. Det udløste skrig og skrål, til han med et klaps i enden blev beordret i seng. Logik var ikke hans stærke side i otteårsalderen. Om end på et højere niveau, men med samme mangel på logik bevæger vi os som folk i dag. Tingene skal hænge sammen og fungere uanset, hvor meget de strider mod naturlovene. Vi er ret tungnemme.

Lad os se på et par eksempler.

1.      Fortiden jamres over et tiltagende fattigdomsproblem. Det siges, at omkring 150.000 er fattige. Heraf ca. 30.000 så elendigt stillede at selv Mother Teresa ville knibe en tåre, hvis hun hørte om deres trængsler. En af hendes disciple hastede tilbage til Bombays slum, da han ikke kunne udholde synet af de lidende danskere.

Smertelig berørt søger socialministeren (Mimi Jakobsen, CD, red.) at fremskaffe 10 millioner kroner til at lindre den værste nød. Forskellige muligheder prøves, hedder det.

Samtidig ansøger udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) om finansudvalgets godkendelse af yderligere 700 millioner kroner til asylsøgende og flygtninge. Foruden 120 millioner kroner til at udbedre hullede veje (!) i Kenya og Tanzania. Sidstnævnte land ville også være glad for at få godt 27 millioner kroner til forbedring af transportsystemet. Det er for resten også en erkendelse af, at ca. 400 bevilgede millioner til projekter i Indien er spildte, hvilket dog ikke forhindre, at der bedes om 400 mere. Formanden for ulandsstyrelsen (et ret ironisk navn) – socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen – siger i den forbindelse, at vi må lære at forstå mentaliteten i de lande, vi ønsker at hjælpe. Der er ikke den samme forståelse af begrebet tid, og effektivitetskravet har man også svært ved at efterkomme. Det er jo sandt nok og velsagtens årsagen til den elendighed, vi så gerne vil afhjælpe. Det at man ikke rigtig forstår noget og kræver hjælp på sine egne præmisser, at vi ikke kan sige: Så fatter vi skovlen venner og tager fat!

2.      Vi har svært ved at se sammenhængen mellem vor egen sociale deroute, manglen på penge til sygehuse, operationer, vanskeligt stillede medborgere, boliger og anlægsarbejde og det faktum, at vi forærer pengene bort hurtigere, end vi kan tjene dem.

Nuvel, men så kan vi i det mindste glæde os over de mange venner, vi får ude i verden, ikke sandt? Tja, det kan måske diskuteres.

Dagbladet Information bragte for nogle dage siden udtalelser fra en libaneser, som talte på egne og andres vegne. Han kritiserede asylcentret Sandholmlejren og havde sandelig noget at skrive hjem om. Politiet var racistisk, personalet sjusket og de fysiske forhold sammenlignede han med Hitlers koncentrationslejre. Det er nærliggende at formode, at de kurdere som iført håndjern blev ført bort af politiet efter deres happening i København deler disse meninger, iranerne gør det i stor udstrækning som palæstinenserne også.

Mon ikke snart en rimelig portion nationalegoisme kunne være påkrævet i stedet for det daglige vås om, at vi er et af verdens rigeste lande?

Claus frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang  / 21. august 1987

Landsformanden har ordet…februar 1994

18. april 2010 Skriv en kommentar

Landsformanden har ordet

Februar 1994

Kære partifæller!

En kold østlig februarvind står i skrivende stund ind over landet, og i dens kølvand satte et udenlandsk skib forleden 36 flygtende tamiler i gummeflåder helt uantastet ud i dansk farvand. Presset på vore asylcentre vokser dag for dag, og rygtet om det gavmilde Danmark løber vidt omkring. Fremskridtspartiets flygtninge- og indvandrerpolitik er derfor mere aktuel og nødvendig end nogensinde.

Med baggrund i en lovvedtagelse den 30. juni 1993 blev der forleden udnævnt en formand for “Nævnet for etnisk ligestilling”. Uden at ville argumentere for forskelsbehandling må det være tilstrækkeligt at fastslå, at der her i landet er ligeret for loven. Vi må ikke glemme at forudsætningen for et land – en nation – netop er, at folkets nationalitet har en klar særstilling, ellers forsvinder grundlaget for det danske sprog, for folkekirken, folkeskolen, vor grundlov og dansk kultur i det hele taget.

Der er solgt nok ud af dansk selvbestemmelsesret de seneste år, og med den voksende strøm af indvandrere og flygtninge vi nu oplever, er faren for at vort land gøres til et multietnisk område overhængende stor.

Fredag den 4. februar 1994 blev MF Kirsten Jacobsen (Z) fuldt fortjent af Erhvervssammenslutningen G1930 kåret som årets politikere i 1993. Kirsten Jacobsen blev valgt for hendes store og ihærdige indsats mod kreditforeningernes overbelåninger og for hendes “råben vagt i gevær” om Himmerlandsbanken. Stort tillykke til dig Kirsten! Din vedvarende og dybdeborende kritik af en lang række skandaløse store sager har været med til at give Fremskridtspartiet og dig meget positiv omtale – tak for det!

Det er ikke første gang, at kendte Fremskridtspolitikere er blevet kåret som årets politiker, den 26. januar 1990 fik vor politiske ordfører, Pia Kjærsgaard, også denne ærefulde titel. -Hvem bliver den næste?

Selv om statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.) forleden fyrede et par ministre (da de lige var blevet ministerpensionsberettiget), rokerede lidt om og udnævnte en ny CD-minister, så går det jo just ikke godt. Arbejdsløsheden er – opsvinget til trods – stadig stigende og rekord stor.

De helt tåbelige orlovsordninger og andre såkaldte beskæftigelsesordninger er mere end uansvarlig ødslen med skatteborgernes penge. At arbejdsløse nu kan gå på orlov i et til to år og, at sygeplejersker og børnehavepædagoger tager orlov i så stort omfang, at der tales om ansættelse af svensk arbejdskraft på disse områder understreger, sammen med det forhold at forældre på orlov har ret og krav på en halvdags plads i en offentlig børnepasningsordning, at hele orlovsordningen er rablende tåbelig og uigennemtænkt.

Ja, der er sandelig stadig væk og i voksende grad brug for Fremskridtspolitik.

Sammen med Fremskridtspartiets kommunalpolitiske forening har vort kursusudvalg planlagt nogle regionale kurser. Det er mit håb at disse kurser – sammen med de kurser, der tilbydes vore folkevalgte i kommunalt regi – må medvirke til at dygtiggøre vore fremskridtsfolk til gavn for fremskridtspolitikkens udbredelse.

De kommende budgetlægninger for 1995 bliver meget vanskelige, og der skal mange steder foretages en meget kraftig udgiftsnedskæring. I sådanne situationer er Fremskridtspartiets grundlæggende politik en stor støtte til den enkelte fremskridtspolitiker i amts- eller byråd.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 22. årgang / februar 1994

Arme Riddere

20. maj 2009 1 kommentar

”Arme Riddere”

Tre arme riddere venter for tiden utålmodigt på opfordring til at indtage deres pladser i den socialdemokratiske slagstyrke.

Det er forstemmende at iagttage den Schlüteriske (C) leflen for det socialdemokrati, der har bragt Danmark til afgrundens rand – at være vidne til Hartlings (V) voksende svaghed. Ved forrige valg gav vælgerne ham på overbevisende måde mandat til at danne en ikke-socialistisk regering, men han fattedes mod og lagde ansvaret fra sig. Er Venstre – med Hartling – så langt ude, at det må holde Socialdemokratiet i hånden for at turde tage del i regeringsansvaret? Ikke mindre forstemmende, men mere selvfølgelig er unge Helvegs radikale tilbøjeligheder til af to onder at vælge dem begge.

Hvorfor anbringer disse tre riddere ikke deres hoveder på den for hoveder naturlige plads og anvender dem efter deres bestemmelse i stedet for at fremstå som en hovedløs trojka – ”et nyt borgerligt fundament” som Schlüter foretrækker at kalde det – hvis eneste funktion i en eventuel regeringskoalition med Socialdemokratiet vil være at danse efter den Anker Jørgensenske balalajkamusik?

Hvorfor tør de ikke indse, at der både KAN OG SKAL REGERES UDENOM SOCIALDEMOKRATIET, hvis Danmark skal overleve økonomisk, politisk og kulturelt som et ikke-socialistisk samfund?

Er de så svage og bange for at tage selvstændigt ansvar for tingenes orden, at de ikke længere tør ”fægte med åben pande for, hvad de for alvor tror”?

Det håber vi – af hjertet – ikke og anmoder dem derfor om:

Giv ikke Anker Jørgensen flere chancer,

men GIV DANMARK EN CHANCE

– MED FREMSKRIDTSPARTIET

Sammen med os kan jeres hoveder endog forblive på rette plads og anvendes efter deres bestemmelse til sikring og udveksling af den personlige frihed og en reel social ansvarlighed og omsorg i et ikke-socialistisk Danmark. Fremskridtspartiet spiller nemlig ikke på balalajka”.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 5. årgang  / 26. september 1977

%d bloggers like this: