Arkiv

Posts Tagged ‘vaekst’

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

20. maj 2013 9 kommentarer

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi.

Er udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ———————————————————————————–

Forord

Det danske samfund oplever en ulykkelig situation, hvor arbejdsløsheden er steget uafbrudt siden 1987. I samme periode er beskæftigelsen faldet, hvilket påviser, at arbejdsløsheden ikke alene skyldes aftagende økonomisk vækst og vigende efterspørgsel. Adskillige undersøgelser og analyser har dokumenteret, at ledigheden fortrinsvis skyldes en forkert indretning af vort dagpengesystem kombineret med et skattesystem, som straffer den aktive indsats.

Såvel dagpengesystemet som skattesystemet er indrettet under helt andre forhold end de nuværende i 90´ernes Danmark. Dagpengereglerne er ikke tilpasset en ledighed på over 300.000 helårspersoner. Og skattesystemet er ikke indrettet på den internationalisering, vores økonomi er blevet udsat for.

Der er derfor brug for en grundlæggende revision af den del af de systemer, som i dag udgør en barriere for at få genskabt en kraftig velstandsskabende vækst i vores erhvervsliv og hele samfund.

Politiske forlig i Folketinget er præget af her-og-nu løsninger uden perspektiv og uden vilje til at ændre på grundlæggende forhold.

Mange udvalg har været nedsat, mange rapporter er blevet skrevet, og endnu flere politiske forhandlinger har været ført uden, at det har fået et flertal i Folketinget til at foretage de fornødne ændringer i lovgivningen og den administrative praksis.

Resultatet er blevet, at ledigheden er steget, statens gældsætning er forøget, og det samlede skatteniveau er forhøjet. Det vil Fremskridtspartiet ikke affinde sig med.

Siden Fremskridtspartiet første gang kom i Folketinget den 4. december 1973, har Fremskridtspartiet fremlagt grundige forslag til, hvordan det danske samfund kan rettes op – økonomisk og velfærdsmæssigt. Dette forslag er ikke gammel vin på nye flasker, men derimod en helt ny vækststrategi for det danske samfund. Vækststrategien er dog fortsat baseret på det veldokumenterede rigtige synspunkt, at vejen til mindre arbejdsløshed og mere velfærd går gennem markant lavere personskatter (skat på arbejde) og en kraftigt reduceret offentlig sektor.

Visse skattelettelser giver ikke indkomsttab for det offentlige, eftersom de er så vækstskabende, at de bliver selvfinansierende. Andre skattelettelser giver indkomsttab for det offentlige. I stedet for at kompensere dette tab med andre indtægter (nye skatter og afgifter) foreslår Fremskridtspartiet i dette udspil, at der gennemføres beskæftigelsesneutrale besparelser i den offentlige sektor. Det vil sige, at de offentlige budgetter reduceres betydeligt uden at der, som en netto-betragtning, gennemføres afskedigelser.

Fremskridtspartiet har med interesse læst Socialdemokratiets udspil ”Den gode cirkel” og KV-regeringens udspil ”Vejen til fuld beskæftigelse”. Dette er et udspil fra Fremskridtspartiet, som skal modsvare de to andre udspil. Hvor de andre partiers udspil ikke gør op med den fejlslagne politik, så gør Fremskridtspartiets udspilEn helt ny vækststrategi.

Det er ganske enkelt Dansk dynamik.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 ———————————————————————————————————————————————-

Dansk dynamik

Vejen til øget beskæftigelse går via øget produktion. Denne erkendelse er udgangspunktet for Fremskridtspartiets udspil til løsning af de to helt grundlæggende problemer i det danske samfund: Lav vækst og høj ledighed.

Fremskridtspartiets udspil er et angreb på de væksthæmmende barrierer, som i dag bidrager til at fortrænge produktion og beskæftigelse:

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne, der ikke er i overensstemmelse med virksomhedernes nuværende og fremtidige behov.
  • Dagpengeydelserne, der sammenpresser lønstrukturen på arbejdsmarkedet og i praksis virker som en politisk fastsat minimumsløn.
  • Beskatningen, der både reducerer udbuddet af arbejdskraft, opsparing og investeringer og påvirker virksomhedernes risikovillighed og lokaliseringsovervejelser negativt.
  • Statsgælden, der beslaglægger en stadig større andel af udlånsmassen og bidrager til et højt renteniveau.
  • Reguleringen, der hæmmer den fri etableringsret og erhvervsudøvelse.

Ved at sammenkæde en række politiske tiltag der enten fjernes eller reducerer disse fortrængningseffekter, præsenterer Fremskridtspartiet en helt ny vækststrategi, der sigter mod en grundlæggende forbedring af erhvervs- og beskæftigelsesvilkår i Danmark.

Vækststrategien er et opgør med de myter og forestillinger, der har præget den politiske og økonomiske debat i Danmark i de sidste 30 år. Det er et brud med den økonomiske politik, som har søgt at reducere ledigheden ved at fjerne visse personer fra arbejdsmarkedet, øget beskatningen og belastet erhvervslivet med omfattende detailregulering.

Ambitionsniveauet er højt, men ikke urealistisk. Stort set alle OECD-lande har i 80´erne gennemført samfundsmæssige forandringer, der er lige så vidtgående, som det foreliggende udspil. Og selvom enhver omstilling kræver opofrelse, så behøver det rent faktisk ikke at gøre ondt, før det bliver godt. Det hele afhænger alene af hvilke midler, der tages i anvendelse.

1.1  Alternativet

De fleste politiske partier er bekymrede over den store arbejdsløshed. Det er Fremskridtspartiet også, men vi ønsker at gøre noget ved det. Ikke ved at forøge statens underskud og anvende midlerne til fremrykning af offentlige anlægsinvesteringer, institutionaliseret uddannelse- og erhvervsstøtte, som Folketingets øvrige partier har foreslået. Det er traditionelle instrumenter, som hidtil har vist sig fuldstændig virkningsløse.

Intet tyder på, at de anførte instrumenter er blevet tilført nogen ny magisk kraft – snarere tværtimod.

For det første er offentlige anlægsinvesteringer i dag underlagt EF´s licitationsregler, hvilket på forhånd tilslører den beskæftigelsesmæssige virkning.

For det andet har de hidtidige offentlige uddannelses- og beskæftigelsespolitiske foranstaltninger ikke haft nogen dokumenteret effekt, der berettiger til en forøget indsats. Og endelig er erfaringerne med selektiv erhvervspolitik så dårlige, at påstanden om en mulig beskæftigelsesgevinst kan afvises.

Forventninger om at de traditionelle virkemidler vil resultere i mere beskæftigelse er således grundløse. Men hertil kommer de utilsigtede virkninger af et stadigt større statsunderskud. Det offentliges lånebehov vil føre til rentestigninger, idet en større andel af udlånsmassen skal anvendes til finansiering af statsunderskuddet. Det vil fortrænge ellers rentable private investeringer og derved øge både ledighed og statsunderskuddet yderligere.

KV-regeringens og Socialdemokratiets udspil – ”Vejen til fuld beskæftigelse” og ”Den gode cirkel” – vil således ikke bidrage til øget vækst og beskæftigelse, men nærmere forstærke de problemer, vi står over for i dag. Fremskridtspartiet ønsker med det foreliggende udspil at præsentere et alternativt forhandlingsoplæg, der bygger på velstandsskabelse i stedet for fattigdomsforståelse. Vi har nemlig ikke mistet troen på, at der kan gøres noget effektivt for at reducere den høje ledighed.

1.2  Den nye vækststrategi

Udspillet består af fire hovedhjørnestene, som samlet set vil bidrage til en øget vækst og beskæftigelse, samtidig med, at der tilstræbes balance på statsregnskabet.

– Arbejdsmarkedets strukturelle stivheder nedbrydes og erstattes med mere dynamiske tilpasningsmekanismer. Dagpengesystemet erstattes af understøttelsesordninger, der både hviler på individuelle og kollektive forsikringsprincipper. Det nye dagpengesystem bygger på frivillighed og er omkostningsneutralt for alle virksomhedstyper.

– Personbeskatningen reduceres. Den skattefri bundgrænse øges til 60.000 kr., dels med det formål at give en indkomstforbedring for alle og dels for at eliminere de såkaldte samspilsproblemer. Marginalskatten på 6 % fjernes for at øge arbejdsudbud, opsparing og investeringer. Der etableres en særlig fradragsordning for virksomheder, så alle uddannelsesinvesteringer kan afskrives med 125 %. Og endelig bortfalder de evt. ejendomsbeskatninger som følge af nye vurderinger.

– En række beskæftigelsesneutrale udgifter justeres som følge af de strategiske skattelettelser. Arbejdsmarkedsuddannelserne afvikles og erstattes af virksomhedsrelaterede uddannelsesordninger, ligesom tilbageværende erhvervsstøtteordninger ophæves. På længere sigt – når den private sektors efterspørgsel efter arbejdskraft øges – nedbringes antallet af offentligt ansatte, så der etableres flere permanente besparelser.

– Statslige aktie- og ejendomsbesiddelser afhændes og en række udvalgte statsinstitutioner udbydes til salg. De frigjorte éngangsindtægter og løbende driftsbesparelser anvendes til henholdsvis nedbringelse af statsgælden og til skattelettelser. Samtidig gennemføres der liberaliseringer på en række infrastrukturelle områder. Det drejer sig bl.a. om energi-, transport- og boligsektoren.

Det overordnede motiv bag udspillet er at flytte ressourcer fra den offentlige til den private sektor. Det er her fremtidens vækst og arbejdspladser skal skabes, og derfor er det nødvendigt at reducere skattetrykket væsentligt, så der både er tilskyndelse og fornøden likviditet til beskæftigelseslovende investeringer.

Vækststrategien er imidlertid underlagt en tidshorisont, der strækker sig over flere finansår. For eksempel udskydes reduktionen i antallet af offentligt ansatte, indtil den private sektor kan opsuge den offentlige sektors overkapacitet.

Reklamer

Det dynamiske arbejdsmarked – Dansk dynamik

20. maj 2013 32 kommentarer

2. Det dynamiske arbejdsmarked

Kilde:

DANSK DYNAMIK– En helt ny vækststrategi.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 Må gengives med fuld kildeangivelse

 —————————————————————–

Selv om verdensøkonomien i disse år er præget af global afmatning, så er den høje danske arbejdsløshed langt fra et konjunkturbetinget fænomen. Uanset hvor stort det kommende opsving bliver, vil ledigheden i Danmark forblive på et uacceptabelt højt niveau. Det er derfor helt uansvarligt at indtage en afventende position og håbe på, at arbejdsløsheden langsomt forsvinder.

Arbejdsløsheden forsvinder ikke, blot fordi efterspørgselen øges. For eksempel oplevede vi fra 1984 til 1987 en særdeles gunstig efterspørgselsudvikling, men det bragte kun arbejdsløsheden ned på omkring 8 %. Og det var vel at mærke fra et lavere ledighedsniveau, end de 12 %, vi oplever i dag.

Det understreger med al ønskelig tydelighed, at den høje ledighed skyldes strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Det er her problemerne skabes, og det er her problemerne skal løses. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan det sker.

2.1. Myter om arbejdsløshedens årsager

Først må der gøres op med de myter, der hersker om arbejdsløsheden. Én af de mest sejlivede er forestillingen om, at teknologien overflødiggør den menneskelige arbejdskraft. Myten næres blandt andet af, at der i de seneste år har været en markant produktivitetsfremgang, samtidig med at ledigheden er steget voldsomt. På den baggrund fremsættes ofte forhastede konklusioner om, at teknologien generelt fortrænger arbejdspladser.

Fordi to begivenheder indtræffer samtidigt, er det ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng. I 1960´erne, hvor produktivitetsvæksten var væsentligt større, var der fx næsten ingen arbejdsløshed. Det er muligt at påvise, at teknologien med tiden skaber flere arbejdspladser (1). Produktion, som ikke tidligere var teknisk mulig, er i dag grundlaget for tusinder af arbejdspladser. Alene det faktum at arbejdsstyrken i dag er større end nogen sinde før viser, at teknologien ikke har reduceret beskæftigelsen.

Men den teknologiske udvikling har ikke kun bidraget til flere, men også til bedre arbejdspladser. Arbejdsmiljøet er løbende blevet forbedret ved, at det ensformige og fysisk belastende arbejde er blevet erstattet af procesautomation. I stedet er der opstået arbejdspladser, der er blevet mindre monotone og fysisk krævende.

En anden sejlivet myte er forestillingen om, at der kun eksisterer en given mængde arbejde. I det omfang det måtte være tilfældet, kan arbejdsløsheden kun reduceres, hvis den givne arbejdsmængde fordeles, eller hvis en række personer forlader arbejdsstyrken. Og rent faktisk har myten været grundlag for de sidste 20 års arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Arbejdstidsforkortelsen var fx et forsøg på at fordele arbejdet, mens efterlønsordningen og betalt forældreorlov var forsøg på at reducere arbejdsstyrken. Men på trods af foranstaltninger er ledigheden alligevel fortsat med at stige. Forklaringen er naturligvis, at arbejdsmængden ikke er konstant, men at den nærmere er en funktion af arbejdsstyrken.

At reducere arbejdsstyrken er derfor det samme som at reducere samfundets potentielle produktionskapacitet. Derved afskærer vi os fra den mulige velstand, som kunne opnås under et mere fleksibelt arbejdsmarked. Arbejde avler ganske enkelt arbejde, idet arbejdsindkomster anvendes til køb af ydelser, som andet arbejde har frembragt osv. (2).

Endelig er det en udbredt forestilling, at vi savner en overordnet erhvervspolitisk strategi i Danmark. Derfor fremsættes der lejlighedsvis forslag om, at staten skal spille en større og mere aktiv rolle i udviklingen af bestemte virksomhedstyper. Et krav, der i sig selv er uhåndterligt, fordi det hele tiden skifter form og indhold.

I begyndelsen af 80´erne ønskede man at skabe en såkaldt iværksætterkultur, dvs. fremme underskoven i dansk erhvervsliv. Derefter opstod idéerne om såkaldte industrilokomotiver, der skulle trække underskoven med sig. Og endelig fødtes strategien om at fremme såkaldte servicevirksomheder, der skulle eksporter den offentlige sektors knowhow til underudviklede lande. Fælles for de tre strategier er dog, at de ikke bidrog til skabelsen af én eneste arbejdsplads i den private sektor. Skal der overhovedet drages nogen lære af denne periode, så er det, at erhvervslivets udviklingsmuligheder ikke fremmes i et overflødigt statsligt ilttelt.

2.2 Arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger

De arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger i Danmark er en ren katastrofe. I de sidste 20 år er midlerne til ”aktiv” ledighedsbekæmpelse firedoblet samtidig med, at arbejdsløsheden er eksploderet til et hidtil uset niveau på omkring 323.000 helårsledige (ultimo 1992).

På den baggrund forekommer det bemærkelsesværdigt, at et flertal af Folketingets partier ønsker, at intensivere indsatsen yderligere. Det sker ganske vist ud fra en argumentation om, ar arbejdsløsheden ville have været endnu større uden de pågældende foranstaltninger. Men de sparsomme undersøgelser der er foretaget af de forskellige ordninger viser, at de ikke har nogen dokumenteret beskæftigelseseffekt.

En række arbejdsmarkedsforskere, der har undersøgt de såkaldte arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) når ligefrem til det paradoksale resultat, at kursister med en forudgående høj ledighed stilles beskæftigelsesmæssigt ringere efter deltagelse i et AMU-kursus (3).

Arbejdsmarkedsstyrelsen har foretaget mindre detaljerede undersøgelser af de såkaldte arbejdstilbud (ATB), og også her er resultatet nedslående. Det har nemlig været umuligt at påvise nogen gunstig beskæftigelsesvirkning.

Effekten af den kommunale ledighedsbekæmpelse kendes ikke, idet der ikke foreligger en samlet undersøgelse. Lokale erfaringer viser dog, at de såkaldte løntilskudsordninger ikke bidrager til varig beskæftigelse, men kun tjener som opbevaringspræmie for de private arbejdsgivere.

Ud fra en samlet vurdering kan det altså konstateres, at den såkaldt ”aktive” arbejdsmarkedspolitik er mislykkedes; de mange foranstaltninger skaber ikke nye og varige arbejdspladser. Denne konklusion deles også af det såkaldte Zeuthen-udvalg, som dog er forbløffende konsekvensløst i sine anbefalinger (4). Udvalget forudsætter således grundløst, at det nuværende aktiveringssystem kan smidiggøres og omlægges, så der skabes positive beskæftigelseseffekter.

Aktiveringsordningernes eneste sikre effekt er imidlertid, at de bidrager til usynliggørelsen af den reelle arbejdsløshed. Personer, der deltager i en af de pågældende ordninger, bliver nemlig ikke registreret som ledige i den officielle arbejdsløshedsstatistik. Ved at summere antallet af helårspersoner, der er omfattet af aktiveringsordningerne med den officielle ledighed, fremkommer den mere retvisende bruttoledighed på ca. 400.000 (jf. tabel 2.1.).

Tabel2.1.:

Udviklingen i bruttoledigheden 1988-1992

Officiel ledighed Personer omfattet af aktiveringsordninger Bruttoledighed
1988

244.000

32.100

276.100

1989

265.000

48.100

313.100

1990

272.000

63.500

335.500

1991

296.000

74.600

370.600

1992

323.000

77.000

400.000

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og Zeuthen-udvalget

Tabellen omfatter kun de statslige arbejdsmarkedsforanstaltninger, hvorfor de kommunale beskæftigelsesinitiativer – med ca. 43.000 ledige – er udeladt. Det samme er efterlønsordningen og delpensionen, der også må betragtes som delvis skjult ledighed. Bruttoledigheden er derfor et undervurderet skøn.

Fremskridtspartiet ønsker gradvis at afskaffe de omtalte foranstaltninger; ikke fordi vi er modstander af en beskæftigelsespolitisk indsats, men fordi det nuværende system årligt koster mellem 12 og 14 mia. kroner uden nogen påviselig effekt. Vi er derfor fremmede over for tanken om at intensivere yderligere og peger i stedet på en helt anden vej.

2.3 Virksomhedsrelateret uddannelse (VRU)

Uddannelse er investering i arbejdstagernes produktionsevne. Der er altså en sammenhæng mellem en persons kundskabsniveau og hans relative produktivitet. Hvori denne sammenhæng består, afhænger naturligvis af den arbejdsfunktion, der skal udføres. I de fleste job kræves en række generelle kundskaber, mens der i andre job også kræves specifikke kundskaber. Og det er netop denne sondring, der er udgangspunktet for Fremskridtspartiets forslag om virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU).

Den generelle uddannelse varetages i dag af folkeskolen, tekniske skoler, handelsskoler, gymnasier og de højre læreranstalter. De giver eleverne en række grundlæggende kundskaber, som de kan anvende i deres senere arbejdsliv. Uddannelserne er således ikke i sig selv kompetencegivende.

Når en virksomhed ansætter en medarbejder, sker det med andre ord ikke ud fra den forudsætning, at personen øjeblikkelig vil kunne varetage jobfunktionen. Der er en naturlig oplæringstid, ligesom der løbende kræves efteruddannelse. Og det er vel at mærke uddannelse, som er specifik for den enkelte virksomhed, og som ikke kan varetages i offentligt regi.

I Japan findes der af samme grund ingen formaliserede arbejdsmarkedsuddannelser. Uddannelsen foregår i virksomhederne ved, at ældre medarbejdere oplærer nytilkomne og yngre medarbejdere i de specifikke kundskaber, og de yngre medarbejdere oplærer de ældre medarbejdere i de nye generelle kundskaber. Spørgsmålet er i øvrigt blevet grundigt belyst af Det økonomiske Råd i deres seneste rapport fra november 1992.

Det er en del af forklaringen på AMU-kursernes overflødighed; de imødekommer hverken virksomhedernes krav om generelle eller specifikke kundskaber. Kurserne fungerer oftest som et opbevaringssted, hvor ledige uden udsigt til beskæftigelse behændigt kan gemmes af vejen.

Fremskridtspartiet er modstander af denne form for passiverende arbejdsmarkedsuddannelse. Vi er imidlertid opmærksomme på, at virksomhedernes muligheder for at uddanne deres personale er et omkostningsfølsomt problem. Derfor ønsker vi at etablere en fradragsordning for uddannelse, så virksomhedernes afskrivning af fysisk kapital (maskiner) suppleres med en afskrivningsret for menneskelig kapital (uddannelse).

Virksomhedernes valg mellem køb af nye maskiner eller uddannelse af arbejdskraften vil dermed ikke hvile på et skattemæssigt grundlag, men alene på den mest hensigtsmæssige produktionssammensætning.

En sådan nytænkning betyder, at virksomhederne ikke fraholder sig en udvidelse af medarbejderstaben på grund af oplæringsomkostninger. De vil tværtimod kunne foretage en mere fleksibel personaleplanlægning, der er afstemt efter deres langsigtede behov. Omvendt kan arbejdstagerne koncentrere sig om de generelle kundskabsforbedringer med en forsikring om, at den specifikke jobtræning tilbydes af arbejdsgiverne.

2.4. Dagpengessystemets skadevirkninger

Den høje arbejdsløshed skyldes imidlertid ikke alene manglende kundskaber hos arbejdsstyrken. Det høje ledighedsniveau kan primært tilskrives indretningen af det nuværende dagpengesystem, som på mindst tre afgørende områder fortrænger beskæftigelse.

For det første bidrager den relativt høje dækningsgrad for de lavtlønnede til en sammenpresning af lønstrukturen. Dagpengenes størrelse udgør en nedre grænse for den løn, de arbejdsløse er villige til at acceptere. Det er derfor ikke overraskende, at de seneste års arbejdsmarkedsforskning har påvist en uheldig sammenhæng mellem dækningsgraden og ledighedens varighed (5).

En lavere dækningsgrad for de lavtlønnede ville kunne øge udbuddet af arbejdspladser med et lavere lønindhold. Det høje ydelsesniveau fungerer i praksis som en politisk fastsat minimumsløn. Der kan naturligvis fremføres fordelingspolitiske indvendinger imod en reduktion i dækningsgraden, men det ændre ikke hovedsynspunktet. De lavtlønnedes indkomstnedgang kan nemlig kompenseres ved social- og skattepolitiske tiltag, der neutraliserer virkningerne af en lavere dagpengesats.

For det andet er varighedsperioden betydeligt længere i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det er indlysende, at kombinationen af høj dækningsgrad og lang oppebæringsperiode virker ødelæggende for den enkeltes tilskyndelse til at søge arbejde. OECD har også ved flere lejligheder beskrevet dette forhold som en afhængighedskultur, der stimulerer langtidsledighed og nedbryder den enkeltes selvværdsfølelse (6).

Endelig udgør finansieringen et selvstændigt problem, idet staten alene bærer udgifterne ved en stigning i ledigheden. Den arbejdsløshed, der måtte opstå som følge af omfattende lønstigninger ved overenskomstforhandlinger, afspejles således ikke direkte i øgede omkostninger for den enkelte lønmodtager, men kun indirekte i form af højere skatter.

Det påvirker naturligvis løndannelsen negativt.

Selvom disse tre fortrængningseffekter er velkendte, så kniber det kolossalt med at finde effektive løsninger. Forslagene fra det såkaldte Zeuthen-udvalg imødekommer ganske vist Fremskridtspartiets ønske om en finansieringsform, men vi har stærke reservationer over for de enkelte forslags indhold.

For eksempel finder vi det bemærkelsesværdigt, at Zeuthen-udvalget opererer med modeller, der alene er baseret på øget arbejdsgiverfinansiering. Det vil jo blot forstærke den skadelige adfærd ved overenskomstforhandlingerne, i det lønmodtagerne ikke engang indirekte mærker konsekvenserne af deres lønkrav i form af højere skatter. Virksomhedernes konkurrenceevne svækkes imidlertid mærkbart; de skal både dække de højere løn- og dagpengeudgifter.

Af den grund er det også uforståeligt, at regeringen (V og C, red.) lader dette element indgå i forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform. Det sker ganske vist med den begrundelse, at det vil reducere den ”midlertidige hjemsendelse”. Men det er der ikke det mindste belæg for. Det kan med større ret hævdes, at en øget arbejdsgiverbetaling vil fortrænge de arbejdspladser, som er forbundet med midlertidig hjemsendelse. Forsøget på at begrænse den midlertidige hjemsendelse kan derfor ende med en permanent hjemsendelse. Fremskridtspartiet præsenterer derfor en alternativ finansieringsmodel, der skaber sammenhæng mellem lønkrav og ledighedsrisiko.

2.5. En adfærdsrigtig dagpengemodel

Det er bydende nødvendigt at afpolitisere arbejdsmarkedet. De naturlige tilpasningsmekanismer, som kendes fra de andre markeder skal genskabes, og arbejdsmarkedets socialpolitiske funktion skal afvikles. I det omfang den nuværende indkomstfordeling ønskes fastholdt, må det ske via socialpolitikken og ikke ved politisk indblanding i løndannelsen.

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at der foretages en gradvis privatisering af A-kassesystemet, så det får karakter af en egentlig forsikringsordning. Hovedkravet til en reform må imidlertid være, at erhvervslivets omkostningsniveau generelt forbliver uforandret. Fremskridtspartiet accepterer med andre ord ikke en løsning, der øger omkostningerne for én type virksomhed mod en reduktion for andre typer af virksomheder. Derfor kan vi ikke medvirke til en dagpengereform, der forøger antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage.

Dagpengesystemet bør indrettes på en sådan måde, at de personer der bruger det også finansierer det. Forestår brugerne selv finansieringen af dagpengesystemet igennem en forsikringsordning, vil de personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge uden reelt at være arbejdssøgende blive udskilt fra A-kassen, hvorved den sande ledighed vil fremstå.

Under et privatiseret A-kassesystem vil brugernes bidrag typisk afhænge af den ledighedsrisiko, der er i den for den pågældende A-kasses fagområde. Det skaber en adfærdsrigtig afvejning mellem fremsatte lønkrav og forøget ledighedsrisiko, idet denne sammenhæng mærkes direkte i form af højere eller lavere bidrag. Løndannelsen vil derfor blive præget af en ansvarlighed, der er i overensstemmelse med lønmodtagernes egne interesser.

Privatiseringen af A-kasserne skal imidlertid ske sideløbende med, at der gives overkompenserende skattelettelser. Det vil betyde, at den finansieringsmæssige omlægning opleves som en netto-gevinst af den enkelte lønmodtager. Og i den forbindelse kan de fordelingspolitiske ønsker tilgodeses ved at give lavindkomstgrupperne en relativt større skattekompensation.

Den anførte privatisering af A-kasserne vil være en bevægelse i retning af et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor en hurtig og effektiv tilpasning af arbejdskraften reducerer ledighedsrisikoen. Det er samtidig en bevægelse væk fra den ”afhængighedskultur”, som kontinuerligt ødelægger velstand og begunstiger passivitet. Endelig er det er tilbud om øget vækst og beskæftigelse; ikke blot i de nærmeste år, men helt ind i det nye årtusinde.

Det hele er alene et spørgsmål om vilje, og denne vilje er Fremskridtspartiet i besiddelse af.

Henvisninger

  1. Se fx, ”Produktivitet skaber velstand, ikke arbejdspladser” i Ugebrevet Industrien, 9. november 1992, s. 6-7.
  2. Se fx Niels Blomgren-Hansen, ”Arbejde avler arbejde”, Den Grimme Ælling, nr. 4, november 1991.
  3. Jensen, Peter m.fl., ”Arbejdsmarkedsuddannelserne, evalueringen af effekten på arbejdsløshed og løn”, Working Paper 91-3, Århus Universitet, august 1991.
  4. ”Rapport fra Udredningsudvalget om Arbejdsmarkedets Strukturproblemer 1-5”, Udredningsudvalgets Sekretariat, København, juni 1992.
  5. 5. Jensen, Peter, ”Empirical studies of individual labour market behavior”, Licentiatafhandling, Århus Universitet, 1989.
  6. OECD – Economic Outlook 51, Paris, juni, s. xi.

Strategiske skattelettelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 91 kommentarer

 3. Strategiske skattelettelser

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————–

Danskerne er ubestridt det mest skatteplagede folk i verden. Men desværre er det en udbredt forestilling, at det høje skattetryk modsvarers af meget høje indkomstoverførsler og ”gratisydelser”, der tilnærmelsesvis udligner skattebelastningen. Det forudsættes således, at det der betales i skat kommer tilbage i form af offentlige tilskud. Det høje skatteniveau påvirker således kun vort samlede indkomstniveau i et beskedent omfang.

Men i den seneste undersøgelse fra OECD, der behandler forholdet mellem skat og indkomstoverførsler, punkteres denne myte totalt. En dansk lønmodtager har, som det fremgår af nedenstående tabel, det suverænt laveste rådighedsbeløb ift. bruttoindtjeningen, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.

 

Rådighedsbeløb i procent af bruttoindtjeningen fra 1988-1991

Land

1988

1989

1990

1991

Luxembourg

96,6

98,8

98,9

98,4

Portugal

87,8

91,6

92,4

93,1

Belgien

86,0

90,9

89,9

89,3

Frankrig

90,2

89,1

89,2

88,8

Spanien

89,3

89,2

88,6

87,8

Norge

83,5

83,2

84,1

84,8

Storbritannien

82,8

82,7

83,1

83,5

Italien

84,1

84,2

84,1

83,4

Grækenland

84,1

83,1

Uoplyst

Uoplyst

Sverige

73,4

72,5

75,4

83,0

Irland

77,7

78,6

79,0

79,0

Tyskland

78,1

77,5

78,7

77,6

Holland

73,4

74,5

69,6

68,9

Danmark

67,3

67,6

67,5

67,6

Undersøgelsen er en bekræftelse af, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem skatternes størrelse, og den modydelse den enkelte borger modtager fra det offentlige; og det er en underkendelse af velfærdsstatens økonomiske legitimitet. Men bag de sørgelige tal skjuler der sig et mere fundamentalt problem: Hvorledes påvirker det høje skatteniveau Danmarks vækst- og beskæftigelsesmuligheder?

Hvis man forsøger at danne sig et overblik over den skattepolitiske udvikling i Danmark, er jagten på et større provenu et gennemgående træk. Hensynet til finansieringen af de offentlige udgifter har været så tungtvejende, at forbehold over for skatternes utilsigtede virkninger konsekvent er blevet tilsidesat. Det kan vi imidlertid ikke tillade os mere; beskatningen har nemlig udviklet sig til et realøkonomisk problem, der truer vor nuværende såvel som fremtidige velfærd.

Det er rent faktisk muligt at påvise, at det høje skatteniveau både direkte og indirekte påvirker skatteydernes økonomiske dispositioner.

Deres adfærd er på en lang række områder betinget af skattemæssige betragtninger.

3.1. Arbejdsindsats

Valget mellem arbejde og fritid er en af de beslutninger, der bliver mest forvredet under et højt skatteniveau. Stiger skatten for arbejdsindkomster, er det fx naturligt at reducere arbejdsindsatsen til fordel for mere fritid, der endnu ikke er gjort til et skatteobjekt.

Når Fremskridtspartiet præsenterer dette synspunkt, bliver det ofte fremhævet, at den enkelte lønmodtager kun i beskedent omfang kan bestemme sin arbejdstid, fordi den er reguleret af overenskomster. Denne indvending kan imidlertid tilbagevises på flere punkter.

  1. For det første er det ligegyldig, at valget mellem arbejde og fritid træffes af den enkelte eller af organisationerne ved overenskomstforhandlingerne. Sidstnævntes krav må i en vis udstrækning afspejle medlemmernes ønske, hvorfor valget mellem arbejde og fritid omformes til et kollektivt krav. Den seneste arbejdstidsnedsættelse kan derfor betragtes som et fælles krav, der bl.a. var motiveret den høje skat på arbejdsindkomster.
  2. For det andet er det i en lang række tilfælde muligt at foretage individuelle justeringer af arbejdsudbuddet i form af deltidsbeskæftigelse, overarbejde og ekstrajob. Og de fleste undersøgelser viser, at der sker betydelige bevægelser på dette område selv ved en beskeden skattestigning eller – reduktion. For eksempel har en norsk arbejdsmarkedsforsker påvist, at det især er kvindernes arbejdsindsats, der øges markant, når der gennemføres en beskeden lettelse i personbeskatningen(7)
  3. Endelig kan den store gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende selv bestemme deres arbejdstid, og deres arbejdsindsats vil derfor være meget følsom over for skattestigninger. En skattestigning gør det nemlig relativt billigere at befinde sig på golfbanen i stedet for i virksomheden.

Ud fra en politiske betragtning er det uinteressant, om en person vælger mere fritid frem for arbejde, men det er ikke uinteressant, på hvilken måde det sker. Beslutningen skal ikke hvile på skattemæssige forhold, men udelukkende på de individuelle ønsker og behov.

Det er derfor nødvendigt med reduktioner i marginalskatterne eller med andre ord i skatten af den sidst tjente krone. Det er truende for den fremtidige velstand, at arbejde fravælges til fordel for fritid af rent skattemæssige årsager.

3.2  Samspilsproblemer

Kombinationen af indkomstskat og indtægtsbestemte sociale ydelser fører ofte til marginalskatter på omkring 100 % og i særlige tilfælde mere. Der er med andre ord tale om en fattigdomsfælde, der indebærer, at mange familier er afskåret fra at skaffe sig bedre økonomiske vilkår ved at gøre en ekstra indsats. Det er et klassisk eksempel på, hvorledes det politiske system skaber mismod og frustrationer.

At problemet berører en meget stor gruppe i det danske samfund dokumenteres bl.a. af de beregninger, som Lovmodelrådet har udarbejdet(8). Heraf fremgår det, at den såkaldte marginalgruppe, der er ramt af samspilsproblemerne i 1990 udgjorde ca. 302.900 personer. Det understreges samtidig, at 53 % at disse personer er dagpengemodtagere, og at ca. 29 % er kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle der befinder sig i denne marginalgrupper er, at de ikke har nogen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.

I en undersøgelse foretaget af tværministerielt udvalg (9) blev dette problem behandlet mere indgående. Desværre er udvalgets analyse og forslag til løsninger præget af, at der er tale om et særdeles følsomt emne. Samspilsproblemerne kan nemlig kun løses ved, at der gennemføres en kombineret reduktion i indkomstskat og sociale ydelser.

Men det vil også bidrage til at deres økonomiske situation kan forbedres markant. Den indtægtsforøgelse der kan opnås ved at komme i beskæftigelse vil mere end udligne tabet at sociale ydelser. Samtidig vil personer uden beskæftigelse stadig befinde sig i en rimelig indkomstposition.

3.3 Opsparing

Valget mellem opsparing og forbrug er også betinget af skatteniveauet; dels via beskatningen af kapitalafkast og dels via den velfærdspolitik der ligger bag beskatningen.

Beskatningen af kapitalafkast reducerer den kompensation, som skatteyderen modtager for sin opsparing eller investering. Når det ses i sammenhæng med at renteudgifter er fradragsberettigede, er tilskyndelsen til at spare op i stedet for at forbruge yderst beskeden. Dette er ikke et angreb på rentefradragsretten, men et ønske om at få beskatningen af kapitalafkast reduceret. Vi mener, at der er en sammenhæng mellem afkast og opsparing på trods af, at visse økonomer påstår det modsatte.

Årsagen skulle ifølge disse økonomer være, at opsparingen er bestemt af mere fundamentale faktorer. Hvis beskatningen af kapitalafkast øges, bliver den enkelte skatteyder således nødt til at øge sin opsparing for at opnå et ønsket rådighedsbeløb i fremtiden. Det øger opsparingen. På den anden side reduceres tilskyndelsen til at spare op, når beskatning af kapitalafkastet øges. Og det reducerer opsparingen. Deraf sluttes det helt urealistisk, at de to modsatte effekter udligner hinanden.

Ovenstående argumentation er kritisk afhængig af, at opsparing ikke er overflødiggjort af andre forhold. Hvis det offentlige i større omfang finansierer pension, uddannelse, samfundsydelser og boligudgifter, bortfalder tilskyndelsen til at spare op. I det omfang der finder en opsparing sted, er den derfor yderst følsom over for ændringer i kapitalbeskatningen.

Nyere analyser har da også vist, at en stigning i realafkastet på blot et par procent fører til en stigning i opsparingen på mellem 10 og 20 % (10). Meget tyder altså på, at de politiske ønsker om en højere opsparing kunne nås selv ved en beskeden nedsættelse af kapitalbeskatningen. Det ville overflødiggøre forbrugsbegrænsende indgreb i stil med ”kartoffelkuren”.

3.4. Investeringer

Skatternes indvirkning på investeringsomfanget er primært dikteret af opsparingens størrelse, hvorfor der er tale om en indirekte effekt. Men der er også mere direkte effekter:

  1. Skatternes forvridning af investeringsmønstret eller sammensætningen af de aktiver, som opsparingen skal finansiere og
  2. Visse afgiftstyper der direkte reducerer investeringsomfanget.

Investeringsmønstret forvrides, fordi der er en uensartet beskatning af forskellige former for kapitalafkast. Nogle investeringer beskattes således mildt eller slet ikke, mens andre investeringer brandbeskattes. Forvridningen forstærkes endvidere af, at beskatningen følger forskellige principper fx med eller uden inflationskorrektion.

Disse forhold tilskynder den enkelte investor til at placere sin opsparing i lavt beskattede aktiver. Og det er helt i overensstemmelse med den sunde fornuft, men det er ulykkeligt ud fra en samfundsmæssig betragtning. Det betyder nemlig, at en bestemt type af investeringer, der før skat er realøkonomisk rentable, fortrænges til fordel for investeringer, der før skat er mindre rentable.

Endelig bidrager en række afgiftsformer til at hæmme eller fortrænge private investeringer, der i en afgiftsfri situation vil blive iværksat. Det er fx tilfældet med den såkaldte aktieomsætningsafgift på 1 %. Det lyder måske ikke af så meget, men det har alligevel en markant effekt på fondsbørsens omsætning(11). Den politiske målsætning om at gøre København til et finansielt kraftfelt forudsætter, at denne afgift fjernes helt.

Det samme gælder for kapitaltilførelsesafgiften på 1 %, der både er hæmmende for oprettelsen af selskaber og udvidelse af egenkapital. Derfor bør denne afgift også fjernes, evt. i forbindelse med ophævelsen af selskabernes kapitalkrav, der virker som en katalysator for de mest besynderlige selskabskonstruktioner.

3.5. Lokalisering

Skatterne påvirker også beslutningen om, i hvilket land personer og virksomheder skal placere deres erhvervsaktivitet. I 80´erne opstod der ligefrem konkurrence på skatteområdet, hvor hvert land forsøgte at tilbyde det bedst mulige erhvervsklima. Selvom vi i Danmark gennemførte en skattereform med virkning fra 1987, så blev den aldrig et konkurrencedygtigt modstykke til de øvrige europæiske landes skattereformer; på visse områder var der nærmere tale om en forværring.

Det er derfor ikke overraskende, at gennemsnitlig 30.000 af den mest kvalificerede del af arbejdsstyrken årligt forlod Danmark i 80´erne, toppende med 32.000 personer i 1991. En ikke ubetydelig del af denne fraflytning var begrundet af skattemæssige overvejelser, og intet tyder på, at billedet vil ændre sig i 90 ´erne, hvis der ikke sker en markant skattereduktion. Når det sammenholdes med, at Danmark samtidig oplever en nettotilflytning af personer med et meget beskedent kvalifikationsniveau, er der grund til bekymring. Ikke fordi vi skal frygte mobilitet mellem forskellige lande, men fordi årsagen til mobiliteten er skadelig for vor nuværende og fremtidige velstand.

Hvis den uheldige tendens skal stoppes, er det nødvendigt at personskatterne og de sociale ydelser reduceres væsentligt, så tilskyndelsen til at flytte ind og ud af Danmark ikke hviler på skatte- eller forsorgsmæssige beslutninger. Men det er også nødvendigt at rette opmærksomheden mod de forhold, der påvirker virksomhedernes lokaliseringsovervejelser.

Her er Danmarks engang på miljøområdet særdeles skadelig. Mens de øvrige europæiske lande har valgt at føre en afbalanceret miljøpolitik, har et politisk flertal i Danmark valgt at spænde buen så hårdt, at en lang række virksomheder overvejer at flytte til udlandet inden for den nærmeste fremtid. Meget tyder på, at CO2-afgiften kan blive anstødsstenen. Den har påført virksomhederne en økonomisk belastning, der slet ikke står i relation til de miljømæssige skader, CO2´en påstår at forvolde. Og selvom virksomhederne skulle afholde sig fra at ”stemme med fødderne”, så vil mange arbejdspladser være truet som følge af indskrænkninger. Derfor må CO2-afgiften fjernes samtidig med, at der generelt etableres en mere afbalanceret miljøpolitik.

3.6. Skattelettelser med et strategisk sigte

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Det gør vi også i år. Men vores forslag til skattelettelser for 1993 er udformet med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke det omtalte adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Vi har derfor sammensat skattelettelserne på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.

60.000 kroner skattefrit

Den skattefri bundgrænse eller personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat stiger fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overensstemmelse med Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst, man ikke kan leve af.

Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på ca. 53 mia. kr., som der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr. til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne. Den endelige fordeling af provenutabet vil blive fastsat under forhandlinger med amter og kommuner.

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse vil opfylde to væsentlige formål:

  1. Det private forbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel, byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye arbejdspladser i 1993. For hver person der går fra ledighed over i beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt vil skabe 75.000 nye jobs alene som følge af en stigende økonomisk vækst i samfundet.
  2. Skattelettelsen vil – kombineret med en justering af de indtægtsbestemte sociale ydelser – bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en permanent indkomstforbedring.

Marginalskattelettelse:

Den såkaldte 6 % skat, der betales af indkomster over 162.330 kr., fjernes med virkning fra skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en rigmandsskat, idet godt 1,5 million lønmodtagere hvert år når over den omtalte indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 % at de samlede offentlige udgifter,hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger, skatten forvolder.

En fjernelse af 6 % skatten vil således kun medføre et bruttoprovenutab på 7 mia. kr., som stort set er selvfinansierende på grund af følgende dynamiske effekter:

  • Arbejdsindsatsen øges hvorved der sker en direkte forbedring af skattegrundlaget.
  • Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere højindkomsttagere opgiver planer om emigration og flere vender hjem fra udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.
  • Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.

Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.

Fradragsret for menneskelig kapital

Som led i en afvikling af det nuværende aktiveringssystem, etableres en fradragsret på 125 % for alle udgifter afholdt ifm. de virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU). Ordningen skal gælde for al intern uddannelse etc.). Provenuvirkningen kendes ikke på forhånd, idet VRU-ordningen ikke tidligere har været afprøvet. Men i princippet vil ordningen kunne benyttes af de ca. 30.000 selskaber og 160.000 personligt ejede erhvervsvirksomheder, der i 1992 havde et overskud. Det givne provenutab skal dækkes af en løbende reduktion i de bevillinger, som de såkaldte AMU-centre og andre erhvervsuddannelsessteder får tilført.

VRU-systemet vil opfylde følgende formål:

  • Skabe sammenhæng mellem uddannelsen og virksomhedernes langsigtede behov, fordi uddannelsen afholdes af virksomheden selv.
  • Gøre det attraktivt for virksomheden at oplære langtidsledige med henblik på et permanent beskæftigelsesforløb.
  • Mindske udsvingene i beskæftigelsen fordi virksomhedernes personaleplanlægning får en mere langsigtet profil.
  • Sikre, at de beskæftigede ikke fejluddannes inden for områder, hvor de ikke kan opnå beskæftigelse.

Afgiftsfjernelser:

Aktieomsætningsafgiften på 1 % afvikles. Provenutabet andrager sig kun til ca. 0,7 mia. kr. og er således en ubetydelig indtægtskilde. Til gengæld er afgiften særdeles hæmmende for aktieomsætningen på Københavns Fondsbørs.

Afviklingen af omsætningsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Øge aktieomsætningen på fondsbørsen og tiltrække udenlandske investorer hvilket vil fremme Københavns stilling som Nordens finansielle knudepunkt.
  • Forbedre erhvervslivets finansieringsvilkår idet en øget andel af risikovillig kapital vil tilflyde det danske aktiemarked.

Kapitaltilførselsafgiften på 1 % skal også afvikles. Provenutabet andrager sig her til beskedne 4 mia. kr., og er ligeledes en ubetydelig provenukilde. Til gengæld påvirker afgiften selskabernes adfærd i en uheldig retning.

Afvikling af tilførselsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Lette oprettelsen og omdannelsen af selskaber og fremme selskabernes udvidelse af egenkapitalen.
  • Gøre det økonomisk fordelagtigt for selskaberne at placere hovedsædet i Danmark i stedet for at placere den egentlige ledelse i udlandet. Afgiften foreslås afviklet ifm., at selskabernes kapitalkrav reduceres fra de nuværende 250.000 kr. til de oprindelige 80.000 kr.

Ejendomsvurdering:

Offentlig ejendomsvurdering bygger i dag på et forfejlet system. Senest har den 19. al, vurdering i 1992 medført skattestigninger på over 14 mia. kr. Konsekvenserne af vurderinger af alle ejendomme betyder, at ejendomsskatterne stiger, lejeværdien af egen bolig stiger, formueskatten stiger m.v. I en situation med økonomisk afmatning, kan nye højere vurderinger derfor medføre, at mange ejendomme sættes på tvangsauktion. Den kortsigtede løsning er at neutralisere virkningen af nye ejendomsvurderinger.

Neutraliseringen af nye vurderinger har følgende formål:

  • At reducere antallet af forventede tvangsauktioner som følge af de nye vurderinger. Og dermed undgå nye milliardudgifter til boligpakker.
  • At imødegå de problemer som opstår – fx da pensionister skulle betale for hjemmehjælp – ,når formueopgørelsen øges som følge af de stigende ejendomsvurderinger.
  • At forhindre stavnsbinding på boligmarkedet som følge af skattemæssige mobilitetsbarrierer og undgå huslejestigninger og øgede udgifter til boligstøtte.

At fastfryse tidligere ejendomsvurderinger er dog langtfra en permanent løsning. Det var det heller ikke, da Folketinget for år tilbage fastfrøs den 17. almindelige vurdering. Men det kan fungere som en midlertidig løsning, indtil der er etableret en helt ny opgørelsesmetode, der erstatter den vilkårlighed, som præger det nuværende offentlige ”vurderingssystem”.

3.7. Personbeskatningen før og efter

To af de foreslåede skattelettelser ændrer på en række afgørende punkter ved den personlige marginalbeskatning. Forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse bevirker, at yderligere 500.000 personer helt undgår at betale indkomstskat.

Fjernelsen af 6 % skatten betyder, at den højeste marginalskattesats reduceres fra de nuværende 68 % til 62 % fra og med skatteåret 1993.

De omtalte personskattelettelser vil være et vigtigt skridt i retning af et mere dynamisk samfund, hvor vækst og beskæftigelse er sat i højsædet. Men det er overordentlig vigtigt, at processen videreføres, så det samlede beskatningsniveau reduceres yderligere.

Fremskridtspartiets mål er, at de foreslåede skattelettelser for 1993 følges op af yderligere lettelser i finansårene 1994 og 1995.

  • Kommuneskatterne, de amtskommunale skatter og statsskatten skal reduceres, så proportionalsatsen kun udgør 40 % mod de nuværende ca. 52 %. Det kan dels ske ved at reducere statsskatten på 22 % til 10 %, dels ved at sænke skatteloftet for de kommunale skatteprocenter. Skattelettelsen kan bl.a. finansieres ved en privatisering af A-kassesystemet og en nedlæggelse af amterne.
  • Kapitalindkomstbeskatningen skal også reduceres fra de nuværende 56 % til 40 % således, at der skabes symmetri mellem beskatning af henholdsvis arbejds- og kapitalindkomst. Det vil endvidere fremme både arbejdsindsats, opsparing og investeringer.
  • Endelig skal 12 % skatten reduceres til 10 %, så den højeste marginalskattesats bliver 50 % med en uændret indkomstgrænse på 230.000. Det vil øge gennemsigtigheden i skattesystemet og bidrage til yderligere dynamiske effekter.

Gennemføres disse skattelettelser i forlængelse af Fremskridtspartiets udspil for 1993, vil der kun være to marginalskattesatser tilbage: Én på 40 % for indkomster under 230.000 kr. og én for indkomster over 230.000 kr. Altså et enkelt og overskueligt skattesystem. Det er dog fortsat Fremskridtspartiets mål at afvikle indkomstskatten helt.

3.8. Skatteomlægninger og skatteillusion:

Skattereformer uden ægte skattelettelser er som en solferie uden sol. Forsøg på at omlægge beskatningen fra ét skatteobjekt til et andet løser ikke det grundlæggende problem, at beskatningsniveauet er alt for højt i Danmark. Befolkningen lider ikke af nogen form for skatteillusion, der berettiger til en udgiftsneutral omlægning af skatterne. Den samlede skattebyrde opleves stadig som det, den er: Uforandret.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke tilslutte sig de forslag, som Udvalget om Personbeskatning har præsenteret i deres nyligt aflagte rapport (12). Ikke fordi vi mener udvalgets rapport indeholder forkerte oplysninger, men fordi rapporten alene er udarbejdet ud fra udgiftsneutrale forudsætninger. Forslagene giver således ikke en samlet skattelettelse, idet de foreslåede personskattelettelser udlignes af fradragssanering, miljøskatter, skærpet kapitalgevinst, skærpet ligning etc. Det er – uanset om udvalget hævder det modsatte – betydningsløs kosmetik.

Det er overvejelserne om et bruttoskattesystem imidlertid ikke. Det vil nemlig indebære, at den skattepligtige nettoindkomst ikke længere opgøres som summen af alle skattepligtige indkomster fratrukket summen af fradragsberettigede udgifter. Under et bruttoindkomstprincip trækkes fradragene ud af beregningen af den skattepligtige indkomst, hvilket automatisk vil udhule fradragenes skatteværdi. Det er helt i strid med skatteevneprincippet og må alene betragtes som et forsøg på at skabe en skatteskrue med et endnu større gevind. Og det er lige det modsatte, vi har brug for.

Ægte skattelettelser kræver ægte udgiftsbesparelser eller privatiseringer. Der findes ikke andre alternativer. Men ægte skattelettelser er også det middel, der er nødvendigt, hvis der skal skabes øget vækst og beskæftigelse. Og det vil pr. automatik forbedre skattegrundlaget.

Henvisninger:

(7)Koren Charlotte, ”Progressiviteten och lonebeskattningen”, Nordiska skattenvetenskabliga forskningsrådets skriftsserie, NSFS 25, 1990, s. 221-231. Se også ”Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992, s. 126-130.

(8) Økonomiministeriet, Lovmodel ”Kan det betale sig at arbejde?”, København, juni 1992, s. 16-50

(9) Boligministeriet m.fl., ”Beskrivelse af samspilsproblemerne”, København, marts 1991.

(10) Peter Birch Sørensen, ”Formueskat, indkomstskat og opsparing”, bilagE i betænkninger nr. 1136, ”Beskatning af formuer”, København 1988. Se også ”Privat opsparing”, Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing, Økonomiministeriet, København, august 1989.

(11) Stockholms Børs har fx udarbejdet et studie over virkningerne af aktieomsætningsafgiften og beskrevet resultatet efter afgiftens bortfald. Se Stockholm Stock Exchange, ”The Swedish Turnover on Share Trading”, Stockholm, july 1992.

(12)Udvalget om Personbeskatning, “Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992.

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 152 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Privatisering – Dansk dynamik

20. maj 2013 42 kommentarer

5. Privatisering

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————-

For at forstå privatiseringens bidrag som finansieringskilde er det nødvendigt at understrege, at der ikke tale om en entydig model. Teknisk set er der tale om et utal af metoder, men i denne sammenhæng behandles kun tre former:

  • Total-privatisering.
  • Frasalg af aktie- og ejendomsbesiddelser.
  • Udlicitering.

5.1. Total-privatisering

Den mest direkte form for privatisering er et regulært salg af statslige institutioner og virksomheder. Som eksempel kan nævnes salg af Statsanstalten for Livsforsikring, som blev afhændet til Baltica i 1990 og indbragte 4,2 mia. kroner i statskassen. Denne total-privatisering behøver dog ikke blive et isoleret tilfælde. Der eksisterer en lang række offentlige institutioner, som kan privatiseres efter tilsvarende mønster.

I den kommunale sektor findes en række virksomheder, der fungerer som fælleskommunale selskaber. Det gælder fx Kommunekemi A/S, Kommunernes gensidige forsikringsselskab, Tarco A/S, Kommunedata A/S, Kommunal Leasing A/S. I de enkelte kommuner optræder også en lang række aktiviteter, som i fuld form kan overlades til private virksomheder. Det drejer sig fx om el- vand- og varmeforsyning, biografer, campingpladser, haller, havne, konferencefaciliteter, vandlande, golfbaner osv.

I den statslige sektor er der lignende privatiseringsmodne aktiviteter.

Det drejer sig om bl.a. om følgende institutioner:

  • Statens Planteavlsforsøg
  • Statens Husdyrbrugsforsøg
  • Statens Jordbrugsøkologiske Institut
  • Statens forstlige Forsøgsvæsen
  • Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium
  • Kort- og Matrikelstyrelse
  • Statshavnene
  • Forbrugerrådet
  • Eksportkreditrådet
  • Statens Bilinspektion
  • Retsinformation
  • Statens Filmcentral
  • Det Kongelige Teater
  • Forsvarets Bygningstjeneste
  • Dansk Tipstjeneste (Idag Danske Spil, red,)
  • Danmarks Statistik
  • DSB (helt eller delvist)
  • Post og Telegrafvæsenet

Fælles for de nævnte institutioner er, at de uden nævneværdige problemer kan overgå til fuldstændig privat drift. I det omfang det offentlige har brug for den service, de enkelte institutioner udbyder, kan de købe dem på lige vilkår med andre brugere.

Den form for total-privatisering giver mindst to fordele:

  • Der opnås en varig driftsbesparelse på offentlige budgetter, som finansierer skattelettelser.
  • Der opnås en éngangsindtægt, som kan finansiere de statslige og kommunale gældsafdrag.

 

5.2 Frasalg af statslige aktie- og ejendomsbesiddelser

Den anden type af privatisering er slag af offentlige aktiver, dvs. bygninger, jordarealer og materiel såvel som aktier og andre værdipapirbeholdninger. Kommunerne har således betydelig jord- og ejendomsbesiddelser, der udmærket kunne sælges som led i en sanering af den kommunale økonomi.

Staten har siden 1989 frasolgt jord og bygninger for om mod 4 mia. kroner. Det er imidlertid helt utilstrækkeligt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få nedbragt statsgælden på 633 mia. kroner. Derfor skal frasalget af ejendomsbesiddelser intensiveres i finansåret 1993.

Det samme skal frasalget af den statslige aktie- og værdipapirbeholdning i følgende selskaber:

  • Det Danske Luftfartsselskab (SAS)
  • Det Danske Stålvalseværk A/S
  • Bella Center A/S
  • A/S Storebæltsforbindelsen
  • Dansk Olie og Naturgas A/S
  • GiroBank A/S
  • TeleDanmark A/S
  • Københavns Lufthavn A/S
  • Padborg Godsregistrereing A/S
  • Crown Tours ApS
  • A/S Regnecentralen
  • Dyrehavsbakken A/S
  • Dampskibsselskabet Øresund
  • TV2-Reklame A/S

Afhændelsen af de statslige aktier i disse virksomheder vil kunne indbringe et milliardbeløb, der også kan anvendes til gældsafdragelse. Samtidig vil der være tale om en liberalisering for de pågældende selskaber, idet staten ikke længere har bestemmende indflydelse på deres drifts- og ledelseskultur.

5.3. Udlicitering

Den sidste type af privatisering er såkaldt udlicitering, hvor finansieringen stadig er offentlig, mens private virksomheder i fri konkurrence tilbyder at løse opgaverne for det offentlige. Der er med andre ord tale om en privatisering af udbuds- eller produktionssiden.

En række af de opgaver, som i dag løses i kommunalt regi, vil umiddelbart kunne udbydes i fri licitation. For eksempel brandslukning, gaderenovation, kantinedrift, bespisningsordningen, miljøforanstaltninger, parkvæsen, reparation, vedligeholdelse, rengøring og rensningsanlæg. Inden for staten eksisterer de samme muligheder for at udlicitere opgaver til privat drift:

  • Statens Indkøb
  • Fængselsvæsnet
  • Miljøopgaver
  • Rengøring
  • Besejling af småøer
  • Statens Informationstjeneste
  • Sundheds- og uddannelsesinstitutioner
  • Trykkeriopgaver
  • Affaldshåndtering
  • Skovdrift
  • EDB-opgaver
  • Etc.

I Udliciteringsudvalgets rapport er der opført i alt 260 mulige licitationsopgaver (16).

Formålet med at udlicitere de omtalte opgaver er at opnå en effektivitetsgevinst. Ifølge ”Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter” vil der kunne opnås en gennemsnitlig driftsbesparelse på 20 % (17). Det er også i overensstemmelse med de hidtidige erfaringer.

5.4. Fordele ved privatisering

Ud over at være provenukilde til finansiering af skattelettelser og gældsnedbringelse, er privatisering forbundet med en række meget væsentlige fordele, der i sig selv gør dem attraktive.

  • Privatiseringer øger den personlige frihed, både hvad angår forbrugsvalg og produktion. Dels fordi forbruget er baseret på en selvvalgt efterspørgsel, og dels fordi udbuddet er mere differentieret ift. de standardiserede ydelser, det offentlige tilbyder.
  • Privatiseringer øger effektiviteten, hvilket er en betingelse for overlevelse i den internationale konkurrence. Privatiseringer vil således gøre dansk økonomi modstandsdygtig over for den konkurrencesituation, som åbningen af det europæiske marked vil medføre.
  • Privatiseringer øger spredningen af ejendomsretten, idet alle principielt kan etablere en virksomhed, som det offentlige tidligere havde monopol på at drive. Det svækker koncentrationstendenserne og fremmer decentrale løsninger.
  • Privatisering er bedre end besparelser, fordi aktivitetsniveauet opretholdes. Besparelser rammer derimod ofte ”kødet” i stedet for ”fedtet”.

5.5 Opnåeligt provenu ved privatiseringer

Det er meget svært at foretage en tilnærmelsesvis præcis vurdering af de forskellige privatiseringsforslags provenu, idet der ikke foreligger konkrete værdifastsættelser af de offentlige aktiviteter. Men Fremskridtspartiet har det grundsynspunkt, at de foreslåede privatiseringer bør gennemføres på trods af den usikre værdifastsættelse.

Statens situation er i den forbindelse ikke forskellig fra en virksomheds beslutning om at sende et produkt på markedet; den ved ikke på forhånd, om produktet kan afsættes og til hvilken pris. Staten må derfor – ligesom virksomheden – udbyde sine opgaver til salg og derefter søge at opnå det størst mulige provenu. Under et offensivt frasalg af offentlige aktiviteter, vil der sagtens kunne opnås et provenu på de 25-30 mia. kroner, der ud over de beskæftigelsesneutrale besparelser er forudsætningen for budgetbalance i 1993.

Henvisninger

16. Finansministeriet, ”Udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver”, København. Oktober 1991.

17. Finansministeriet, Budgetdepartementet, ”Offentlig eller privat, Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter”, marts 1990.

Liberaliseringer – Dansk dynamik

20. maj 2013 51 kommentarer

6. Liberaliseringer

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

———————————————————————————

Regulering af virksomhedernes etableringsret og erhvervsudøvelse er en af de mest undervurderede statslige aktiviteter. Da der endnu ikke eksisterer et kvalificeret mål for det samlede reguleringstryk, er det yderst vanskeligt at danne sig et samlet billede af reguleringens rækkevidde og de samfundsøkonomiske konsekvenser.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse – foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Co. – fremhæves den statslige regulering ligefrem som den værste trussel mod produktivitetstilvæksten (18). Undersøgelsen anfører, at det netop kan forklare den relative produktivitetsforskel mellem USA og de europæiske lande.

Undersøgelsen påviser, at den fri etableringsret og erhvervsudøvelse er dét produktivitetsforhold, der har den største betydning for et lands konkurrenceevne. Det interessante ved den omtalte undersøgelse er, at uddannelse ikke figurerer som et afgørende produktivitetskriterium. Der var i 80´erne en international konkurrence, der gik ud på at tiltrække så mange virksomheder som overhovedet muligt. Desværre indtog Danmark en tilbagetrukket rolle i denne konkurrence med en mindre liberalisering af lukkeloven som det mest kreative højdepunkt.

Skal de danske virksomheders konkurrenceevne sikres, skal der foretages mere omfattende liberaliseringer. Ellers vil de danske virksomheder flytte til de steder i Europa, hvor etableringsretten og erhvervsudøvelsen er mindst reguleret.

Fremskridtspartiet har i denne forbindelse valgt at fokusere på tre områder:

  • Energisektoren
  • Transportsektoren
  • Boligsektoren

6.1. Energisektoren

Fremskridtspartiet foreslår, at der foretages en gennemgribende liberalisering af energisektoren, der ophæver el-selskabernes monopol. Derved vil de billigste energiformer fortrænge de dyreste og skabe et optimalt energimarked, der er i overensstemmelse med virksomhedernes langsigtede behov. Forudsætningen er imidlertid, at den offentlige regulering af el-priserne bringes til ophør. Staten skal således stoppe favoriseringen af en energiform frem for en anden.

6.2. Transport og Kommunikationssektoren

Liberaliseringen skal dels ske ved, at private virksomheder får adgang til at operere på det samlede europæiske jernbanenet, dels ved at staten umiddelbart overlader det til private entrepriser at etablere faste forbindelser over Øresund og Femernbælt.

Private skal desuden inddrages i udbygning og drift af det danske motorvejsnet.

Fremskridtspartiet foreslår også, at dereguleringen af luftfarten intensiveres. Formålet er at gøre flytrafikken til en mere konkurrencedygtig transportform – både for person- og cargoflyvning. I den forbindelse er det nødvendigt, at monopolrettighederne på indenrigsflyvningen fjernes, samtidig med at statens aktiebeholdning i De Danske Luftfartsselskaber A/S (SAS) afhændes.

Inden for kommunikationssektoren er der allerede foretaget væsentlige liberaliseringer; fx er apparat- og mobiltelefonområdet i dag underlagt en konkurrence, der både sikre et frit forbrugsvalg og prisbillige løsninger. Sammenlægningen af telefonselskaberne under TeleDanmark A/S ved tvangsindløsning af private investorers aktiebeviser i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab, red.) og JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, red.), var en bevægelse i forkert retning med øget statskontrol og monopolisering. Derfor skal TeleDanmark A/S udbydes til salg samtidig med, at retten til at drive televirksomhed liberaliseres.

6.3. Boligsektoren

Et af de områder, hvor reguleringens konsekvenser har været mest synligt, er inden for boligsektoren. Det er nærmest en tilsnigelse at tale om et marked, for intet sted er forholdet mellem udbud og efterspørgsel mere forvredet af planøkonomi.

Huslejekontrollen har fx medvirket til:

  • at fastlåse den eksisterende beboelsesstruktur, idet besiddelsen af et lejemål, der har en større værdi end den betalte husleje, har fjernet tilskyndelsen til at flytte.
  • at reducere arbejdskraftens geografiske mobilitet, hvilket kan forklare en del af den såkaldte strukturarbejdsløshed.
  • at skabe en ineffektiv udnyttelse af boligmassen, idet midaldrende mennesker sjældent fraflytter deres lejlighed, selvom børnene har forladt hjemmet. Boligvalget er således betinget af økonomiske forhold og ikke af kapacitetsmæssige behov.
  • at ejendomssaneringen er blevet nedprioriteret, idet udlejerne ikke har fundet det lønsomt at opretholde dets beboedes værdi.
  • at mindske byggeaktiviteten og dermed reducere udbuddet af lejligheder.

Disse negative ´virkninger kan bedst imødegås ved en ophævelse af huslejekontrollen. Fremskridtspartiet er opmærksom på, at en sådan liberalisering – i en overgangsperiode – kan få alvorlige følger for enkelte familiers privatøkonomi. Men vi vil hellere medvirke til en midlertidig finansiering af disse enkelte lejeres forhøjede boligudgifter end at fortsætte med den helt uacceptable forvridning af boligmarkedet.

De samme problemer optræder på erhvervslejeområdet, hvor reguleringen også forvrider den naturlige prisdannelse. Her kan der dog ikke argumenteres for forholdet mellem en stærk og svar part, idet der altid er tale om stort set jævnbyrdige parter. Derfor bør aftale- og kontraktfriheden genskabes og reguleringsbestemmelserne i erhvervslejeloven udgå.

Henvisninger:

18. Undersøgelsen af konsulentfirmaet McKinsey & Co. er gengivet i ugeskriftet Mandag Morgen; ”Regeringen spænder ben for høj produktivitet”, nr. 38 – 2. november 1992, s. 10-13.

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: