Arkiv

Posts Tagged ‘tvang’

Z kræver debat i Folketinget om organisationsfrihed

22. september 2012 11 kommentarer

Z kræver debat i Folketinget om organisationsfrihed 

Forespørgsel til arbejdsministeren skal afsløre regeringens (V, C, CD og Krf, red.) holdning til frit valg af faglig organisation. 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe kræver nu en debat i Folketinget om begrebet organisationsfrihed. Det sker på baggrund af den seneste tids sager, hvor ansatte efter aktioner er blevet fjernet fra deres job, fordi de har valgt at være medlem af en fri fagforening – fri for LO-tyranniet og tvangsbetalingen til Socialdemokratiet. Debatten får form af en forespørgsel til arbejdsminister Grethe Fenger Møller (C): “Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?”.

Initiativtager er Pia Kjærsgaard:- På papiret har vi organisationsfrihed i Danmark, men den ret er efterhånden ikke det papir værd, loven er trykt på. Eksempler med uroligheder og arbejdsnedlæggelser i forbindelse med fagforeningernes mere eller mindre heldige forsøg på at tvinge folk ind i LO-tyranniet og et bestemt fagforbund, til trods for at de pågældende ikke har ønsket det, men har været godt tilfreds med deres medlemskab af en fri fagforening.

Regeringen passiv

Senest har vi oplevet, hvorledes hjemmehjælpere i Odense lod patienter være uden hjælp, fordi man ved en sådan aktion ville tvinge en kollega ind i Husligt Arbejderforbund. Og fra København huskes sagerne om en leder af en børneinstitution og brandmanden Max Blicher-Hansen, der begge blev chikaneret – og derefter fjernet fra deres arbejdsplads. Ene og alene på grund af deres valg af faglig organisation.

Den slags beviser jo, at loven om organisationsfrihed tilsidesættes på det groveste.

Og arbejdsministeren, og med hende hele regeringen, har været utrolig passiv, når den slags hændelser har fundet sted. Derfor er det efter vor opfattelse på høje tid at høre, hvad ministeren i Folketinget kan fortælle om firkløverregeringens holdning til organisationsfriheden, slutter Pia Kjærsgaard.

T. Zinglersen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 13. årgang / 3. maj 1985 

Fagforenings-terror

12. august 2012 5 kommentarer

Fagforenings-terror 

Politiet bør gribe ind, ballademagere skal ikke kunne ødelægge tilværelsen for uskyldige, mener Helge Dohrmann. 

– Fynske blokader eller andre ulovligheder, der har til formål at forhindre nogen i at udføre deres arbejde bør effektivt stoppes af politiet.

Sådan sagde Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann i en udtalelse, da urolighederne på arbejdsmarkedet omkring påske var på sit højeste.

Og Helge Dohrmann fortsatte: – Uanset hvor uretfærdig og asocial regeringens (V, C, CD og KrF, red.) indgreb end måtte forekomme, kan det ikke accepteres, at yderliggående ballademagere ødelægger tilværelsen for fuldstændig uskyldige mennesker. Måden, man i et demokrati demonstrerer på er ved på valgdagen at sætte sit kryds ved det rigtige parti.

Selvtægt, blokader og ulovlig tvang har kun til hensigt at skabe anarkistiske forhold, og bør derfor ikke tolereres, sluttede Helge Dohrmann.

Fagforenings-terror

I Jyllands-Posten berettede flere om, hvorledes de gennem verbal fagforenings-terror fra arbejds”kammerater” var blevet tvunget til at nedlægge arbejdet. Det fik avisen til under overskriften “Enighed gennem pression“, at skrive blandt andet:

“Else Roed arbejder i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, og de konkrete eksempler hun selv havde oplevet var mildest talt rystende. To andre personer havde lignende historier at berette.

I kort begreb gik presset på de nævnte ud på, at såkaldte fagforenings-kammerater havde mere end antydet, at man aldeles ikke kunne garantere deres sikkerhed, dersom de ikke fulgte parolerne i fagforeningerne og nedlagde arbejdet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den slags beslutninger altid træffes ved håndsoprækning. De hårde bananer i de faglige forsamlinger kan altså nøje se, hvem der er for, og hvem der er imod. Skriftlige afstemninger kendes ikke. Her gælder det altså, at hvis du ikke holder kæft, trit og retning, kan det komme til at ramme både dig og din familie.

Sådan er åbenbart tonen, og den turde dybest set være i skærende modstrid med det, vi normalt forstår ved dansk demokratisk mentalitet”.

Helge Dohrmann og

Morgenavisen Jyllands-Posten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 og 15 / 13. årgang  / 19. april 1985

”Skatteburhøns”

18. april 2012 3 kommentarer

”Skatteburhøns”

Stavnsbåndet blev ophævet i 1788 til stor glæde for de mange bønder, der led under stavnsbåndets svøbe.

199 år senere agter en såkaldt ”borgerlig-liberal” regering (V, C, CD og KrF, red.) at indføre ”skattestavnsbåndet” for de danske borgere, så muligheden for at kunne nyde ”høsten” af sit livsværk under skattevenlige himmelstrøg nu effektivt stoppes, så skattefolket svinestavnsbindes til at fylde det stenalder politikerfyldte gælds-danaidernes kar.

På trods af den misregerende skatteminister Isi Foighel (C) udtalelser om at han ikke vil være med til at omdanne Danmark til en form for skattefængsel, indfører han et 14-punkts program, der skal sikre, at ”malkekøerne” holder sig inde i folden. Trøstende udtaler ”skatteprofessoren” dog, at skattestavnsbåndslovene” ikke skal have tilbagevirkende kraft.

Når det drejer sig om ”burhøns”, er bølgerne jo gået meget højt for at beskytte de stakkels kræ, så de kan få en rimelig tilværelse at leve i.

Når det gælder skattefolket, er der ingen grænser for hvor lille et rådighedsrum, der levnes dem.

Der er i sandhed tale om ”skatteburhøns”.

LO 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 15. årgang / 30. januar 1987

Det bør være lovligt at arbejde

15. april 2012 3 kommentarer

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992

Licenstvang

18. marts 2012 3 kommentarer

Licenstvang

Ind af brevkassen er dumpet et opkrævning på 590 kroner som ”tak” for de udsendelser, seerne er blevet pint med i det forløbne år – egentlig en ganske fantastisk ting, at mediemonopolet – på bedste rideforgedmaner – kan tvangsudskrive sit økonomiske eksistensgrundlag uden, at ”fæstebønderne” kan bryde dette mediestavnsbånd.

El-, gas-, tlf.-, og købmandsregningerne betaler forbrugerne med stor glæde, da de selv har bestemt ”forbruget”. Skatten betaler de fleste med stor glæde, da de jo selv har sørget for at vælge de partier ind på tinge, som bestemmer – suverænt – hvor meget, de mener er passende, der skal være tilbage efter en lang arbejdsdag!

I mediemonopolet – derimod – huserer det venstresnoede ”gyngemosefolk” hæmningsløst ud fra devisen, ”Gyngemosejournalistik er et våben til at ændre samfundet, når vi nu har ytringsmuligheden!”.

Med ord- og billedfiksfakserier udstilles systemrevserne – læs Fremskridtspartiet – på den mest afskyelige måde – uden –, at disse samfundsmanipulationer kan drages til ansvar for noget som helst. Med ”håndplukkede” såkaldte eksperter forsøger man hæmningsløst at indoktrinere seerskaren med mediemonopolets meninger. Forhåbentlig kan vi snart trække udenlandske programmer ned på en ”dyb tallerken” (parabol, red.) og afsige vort tvungne abonnement på mediemonopolets indoktrinerende udsendelser.

JL

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Jurassic Park og velfærdsstaten

4. november 2009 34 kommentarer

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

Udnyt chancen – kast åget bort

23. januar 2009 9 kommentarer

Udnyt chancen – kast åget bort

 

Bag en levedygtig politik må ligge en ideologi. Et sæt ideer om samfundets opbygning og fællesskabets samarbejde.

 

Politiske partier uden ideologi består ikke, derfor er tanker om et “parcelhus-parti”, “pensionist-parti” eller “ungdoms-parti” utopiske.

 

Gammelpartierne

Gammelpartierne i folketinget bygger alle på ideologerne om, “gammelliberalisme”, “socialliberalisme” og “marxisme“, – ideer og tanker, der opstod for mere end 100 år siden, og som helt er ude af takt med vor tids oplyste samfundsmønster, uddannelse og teknik.

 

Gammelliberalismen der danner grundlag for radikale, venstre og konservative bygger på ideen om den enkeltes frihed til at udnytte andre. Den form for frihed er i vor tid en utopi. Den enkelte står ikke – som i gammelliberalismens tid alene -, men er godt beskyttet af modernismens retsudbygning og faglige organisationssystem.

 

Marxismen er endnu mere forældet. Samfundets, statens overtagelse eller dirigering af flere og flere opgaver er fantastisk dyr og ineffektiv. Det er først og fremmest arbejdere og bønder, der økonomisk lider under nutidens halv- og helsocialisme, medens de velbjergede – også indenfor Socialdemokratiet og SF – har forstået at holde sig skadesløse.

Arbejderne har fået stene for brød, idet den privatkapitalisme man ville bekæmpe, er blevet afløst af en endnu brutalere statskapitalisme.

 

Staten forarmer os

Gammelpartierne har ved fortsat og stadigt at bygge på forældede ideologier ført os længere og længere ind i en tvangsstat. Erhvervslivet og den enkelte borger lovbindes, spærres inde og hæmmes af et lovvivar, der truer med at klemme vejret ud af os alle, medens bureaukratismen breder sig over alt og alle.

 

Vi har her i Danmark en uhyggelig hær af “arbejdsløse”, der nok arbejder, men ikke producerer, og som er en utålelig byrde for den producerende del af samfundet. Resultatet er bl.a. at Danmark har verdensrekord i skatteplyndring, og at gammelpartierne gennem deres politik forarmer store dele af befolkningen. Man skaber økonomisk social nød, som man derefter søger at afhjælpe gennem nye mængder af love, endnu mere kontorstyre og stadig stigende skatter. Målet er fuldt! Tiden er inde til, at vi kaster tvangsstyret af os. “Velfærdsstaten” er løbet over gevind. Lovjunglen, embedsmandsvældet og skatteflåningen forarmer os. Det går ikke længere fremad, men stærkt tilbage.

 

Gammelpartier og deres forældede ideer duer ikke mere. Der trænges til udluftning i regering og folketing.

 

Nye tanker – nye folk

Heldigvis har nye tanker og ideer i det sidste år fået tag i befolkningen. “Gammelliberalismens” og “marxismens” mosgroede tid er ved at være forbi. Nu gælder det fremskridtet – progressivismen.

 

Fremskridtspartiet har udformet progressivismens ideer, der – trods stærk modstand fra gammelpartiernes monopolpartier – vinder støt fremgang i befolkningen.

 

Grundlaget for progressivismen er: Oprydning i lovjunglen, afskaffelse af bureaukratiet og afvikling af indkomstskatterne.

 

Valglovens spærreregler skal ophæves og samfundsstyret bygge på følgende hovedregler:

 

· Landet gøres til én valgkreds.

 

· Folketingets medlemstal reduceres til i alt 40.

 

· Folkeafstemningsprincippet udbygges.

 

· Embedsmandsvældet afvikles.

 

Vil i være med til at skabe frihed?

Alle gammelpartierne – også Erhard Jakobsens nye fraktion – bygger på gamle, forældede principper. Tilslutning til Erhard Jakobsens “centrumsdemokrati” vil medføre fortsat socialisme, thi manden har altid været og er stadig socialist.

 

En “borgerlig” regering vil fortsætte, hvor socialisterne slap. Ikke en eneste gang har de lovet at ophæve den nuværende regerings (A) vanvittige love eller ødelæggende skattesystem. Hver eneste gang vi har fået en “borgerlig” regering, har de trolig fortsat i “socialisternes” fodspor.

 

Fremskridtspartiet har vist vejen. Vi har chancen for at kaste åget af os, – hvis vi vil!

 

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973 

Marianne Jelved – en ægte socialist

28. november 2008 5 kommentarer

Marianne Jelved – en ægte socialist

 

Med sit forslag om at pensionsopsparerne ikke må placere deres sparepenge steder, hvor der kan være tale om frynsegoder, afslører økonomiminister Marianne Jelved (B) sig som en ægte socialist.

Det siger Fremskridtspartiets ordfører Kim Behnke, der betegner forslaget som rent galimatias og fuldstændigt uigennemførligt.

Ministeren mener, at man f.eks. ikke må placere sine sparepenge i aktier i Tivoli, fordi det så udløser en rabat på indgangen, eller i fodboldklubben Brøndby, fordi man så kan komme billigt til kampene. Noget sådant skal ministeren overhovedet ikke blande sig i, siger Kim Behnke og fortsætter:

 

Hvis ministeren kommer igennem med sine planer, vil der opstå et rent kaos. Man kan tænke sig en situation, hvor en person har investeret sine pensionsmidler i aktier i et bestemt firma. Hvis firmaet senere vil yde aktionærerne rabat på et produkt, skal vedkommende så sælge sine aktier eller hvad?

 

Ønsker Marianne Jelved også, at folk – før de køber aktier – skal finde ud af om firmaet yder visse fordele til sine aktionærer? Det er bl.a. ting, jeg nu vil have svar på i en række spørgsmål til ministeren i Folketinget.

 

Staten skal ikke blande sig i, hvor folk investerer deres sparepenge. Forslaget er udtryk for ren socialisme, og Fremskridtspartiet vil gøre alt for, at det ikke bliver vedtaget, siger Kim Behnke.

 

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 25. årgang  / marts 1997

Demokratiets rødder

24. august 2008 37 kommentarer

Kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden

Lektor Steen Steensen er med udgivelsen af bogen “Demokratiets rødder” kommet med en imponerende analyse af demokratiet fra det antikke Grækenland til vor tid.

Den eksisterende parlamentarisme, der fungerer som legeplads for levebrødspolitikerne uden plads til og respekt for den almindelige befolkning, er ikke et ægte demokrati, men derimod et politikerstyre, hvor der ikke findes frihed. At politikerne formelt set er valgt, gør ikke formen mere demokratisk.

 

I demokratiets rødder defineres demokratiet som en institution, der respekterer borgerne og beskytter dem mod magtudøvelse fra statens side, og dette er netop, hvad der ikke kendetegner samfundet i dag. For at opnå et samfund med frihed, er oprør i form af civil ulydighedsnægtelse nødvendigt, konkluderer forfatteren.

 

Fremskridtspartiets idealer og grundholdninger udgives sjældent i bogform, men Steen Steensens “Demokratiets rødder” er uden tvivl det, der er kommet tættest på i de senere år i regulær bogform, at give en fyldestgørende begrundelse for de idealer og grundholdninger, som Fremskridtspartiet hviler på.

 

Læs også: Steen Steensen – Klassekamp mod befolkningen

“Fremtiden skabes, den vedtages ikke” var det populære slogan, som det norske Fremskrittsparti i mange år arbejdede under, og det bliver formentlig det norske Fremskrittspartis slogan igen – i hvert fald, hvis bladet Fremskridt er et troværdigt stemningsbarometer. Temaet i Demokratiets rødder er, at samfundet netop ikke kan vedtages, men skabes. Dette angiver forskellen på, hvilke værdier politik og privat arbejde skaber.

 

Præcis som i Fremskridtspartiets politik er det i Demokratiets rødder den lille mand, der hyldes – “sømanden, håndværkeren, fribonden og den frie arbejder var dynamiske personer i det handelskapitalistiske miljø. Nævnte skikkelser bar demokratiet til sejr” (side 397).

 

Historisk set har de intellektuelle sammen med det fødte aristokrati skabt samfund, der hviler på tvang og ufrihed.

 

Det udprægede demokratiske samfund i antikkens Athen og i det gennemgribende individualistiske amerikanske samfund i pionertiden er omdrejningspunktet i Steensens meget flotte værk, der med historiske argumenter begrunder, hvorfor politikernes og embedsmændenes rolle i samfundet skal være så begrænset som muligt og de individualistiske udfoldelsesmuligheder så store som muligt.

 

Demokrati er intimt forbundet med kapitalisme og privat ejendomsret, og hvis kapitalismen eller den private ejendomsret begrænses, så reduceres demokratiet.

 

I det græske demokrati blev embedsmændene udskiftet hvert år, hvilket betød, at embedsmændene ikke kunne nå at bureaukratisere. Desuden undgik grækerne professionalisering af statsorganerne og holdt sig i øvrigt fri af politiske partier og af fagforeninger, de eksisterede nemlig ikke: “På det tidspunkt fungerede det direkte demokrati efter hensigten” (side 83). Demokratiseringen af den græske bystat skabte frihed. Indflydelsen på samfundets udvikling var ikke overladt til bestemte klasser, men til den brede befolkning. Der fandtes ikke professionelle politikere, der kun arbejdede for sig selv og arrogant betragtede befolkningen/vælgerne som et nødvendigt onde. Det enkelte menneske havde mulighed for gennem energisk indsats at forbedre sine sociale kår.

 

Den personlige frihed medfødte vækst i alle dele af samfundet. Kunst og håndværk blomstrede, økonomien nåede nye højder og gav velstand til alle, og der blev grundlagt en frugtbar videnskabelig tradition.

 

Imidlertid varede grækernes individualistiske civilisation ikke ved, den blev løbet over ende af stærkere stater: “Først gjorde Makedonerkongerne det forbi med bystaternes selvstændighed. Derefter tog romerne fat. I år 146 f. Kr. mistede Hellas den sidste rest af suverænitet” (side 86).

 

Det amerikanske demokrati beskrives så malerisk og humoristisk, at man ofte ler spontant. Steensen gennemgår det amerikanske demokratis historie så levende og indsigtsfuldt, at læseren fristes til at tro, at han selv har været til stede med en seksløber i bæltet, da uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia eller sejlende på Mississippi-floden, når hjuldamperne fra de forskellige selskaber konkurrerede så voldsomt, at kedlerne var ved at eksplodere.

 

Demokratiet i Amerika var forskelligt fra demokratiet i antikkens Athen. Det athenske demokrati var først og fremmest anti-elitært, det var folkets styre, derfor blev der indført beskyttelse mod aristokratiets indflydelse. I stedet for énmands- eller fåmandsstyre var der mange, der deltog i den politiske proces.

 

Det amerikanske demokrati var derimod defineret som selvstyre, både nationalt og personligt, der havde karakter af et rettighedsdemokrati; ret til liv, frihed og ejendom. Politik handlede om at garantere og fastholde disse rettigheder. Disse to demokratier havde i sagens natur forskellig baggrund, hvilket indvirkede på deres respektive udformning. I Grækenland havde et aristokrati tidligere domineret alt, hvorimod indvandrerne i Amerika – der ofte var flygtet og emigreret fra undertrykkende stater – skabte et samfund helt fra grunden af.

 

Steensen beskriver, at EU er elitær, fremmedgørende og ufolkelig og videre, at EU repræsenterer den autoritære retning i Europas historie. Beskrivelsen er fortvivlende korrekt og præcis: “Unionen slipper politikkens kræfter løs. Det sociale initiativ springer fra institutionerne. Politikmagerne har travlt. De ser problemer alle vegne og klør på dem. På teleskærmene kan folket iagttage de folkevalgtes aktivisme. Skinnende fly ruller op foran sværmen af journalister og pressefotografer. Ud stiger folkets repræsentanter. Badet i lys vinker demokratiets spidser til kameraerne. Tiden tillader ikke megen snak. Mappemændene haster ind i de sorte limousiner. Sikkerhedsfolk og blinkende politieskorter fører eliten ind i salene. De vidende i magtens udøvelse lejrer sig om mahognibordene. Spillet sættes i gang. Strategier udtænkes. Der flyttes rundt med bønder og springere, soldater og tårne. Det 20. århundredes højheder sjakrer med mennesker og grænser. Toget kører. Kedlerne varmes yderligere op. Nye ruter vedtages. Direktiverne er på vej. Ude ved skærmene sidder den store mængde, hovedrystende og magtesløse. Men karrieremagerne følger godt med. At kende kørselsretningen betyder noget. Det gælder om at være med på toget, at være på forkant med udviklingen.

 

Fyrsterne om mahognibordene rejser sig. Middagen med de celebre vine venter. Der skåles under prismelysekronerne. De professionelle politikere og kommissærerne kender hinanden. Fælles interesse styrker broderskabet. Champagnen drikkes ud. Limousinerne holder foran trappen. Igen er de folkevalgte i luften. Levebrødspolitikerne løber ikke tør for problemer” (side 486).

 

Det er fornuftigt, at Steensen ikke blot overvejer, hvordan den undertrykkende stat kan sættes ud af kraft, men også, hvordan det er muligt at bevare friheden i et nyt samfund, hvor initiativet ikke kommer fra politikerne og embedsapparatet, men fra folket. Det er interessant, at Steensens forslag er meget tæt på Fremskridtspartiets politik. Således peger han på: En ny forfatning, der skærmer mod politiske indgreb og udplyndring; en uafhængig forfatningsdomstol; en afprofessionalisering af politik; ejendomsrettens og en garanti og sikring af boligens ukrænkelighed, arbejdets frihed, etableringsfriheden, produktions- og bevægelsesfriheden samt flere folkeafstemninger.

 

Steensens radikale holdninger til trods, mener han dog alligevel, at der er nogle opgaver, der bør varetages af det offentlige. Han peger på retsvæsenet, forsvaret samt en begrænset socialpolitik over for fysisk og psykisk handicappede.

 

For fremskridtsfolk, der ønsker viden om frihedens og undertrykkelsens historie fra antikken til vor tid, er Demokratiets rødder ikke til at komme uden om. Den må læses. Steensens bog er en kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden. Den er skrevet af en idealist ildsjæl, som river læseren med. Det store engagement og det ukomplicerede og maleriske sprog gør bogen meget nem at læse.

 

Tak for nogle timers spændende og oprivende læsning, Steensen.

Demokratiets rødder er anmeldt af Per Ørum Hansen, der er projektleder i det amerikanske public relationsbureau Crohn & Wolfe. Han har tidligere været økonomisk politisk sekretær i Fremskridtspartiets sekretariat.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 23. årgang / april 1995 

%d bloggers like this: