Arkiv

Posts Tagged ‘Mogens Glistrup om dansk økonomi’

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

27. september 2012 20 kommentarer

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

  1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
  2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
  3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
  4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
  5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Parcelhusejernes fremtid

5. marts 2012 68 kommentarer

Parcelhusejernes fremtid

VKR-regering nummer 2 har påført Danmark alle tiders verdensrekord i gælds og skattetryk.

Det bagatelliserer medierne. Men befolkningen kommer til at bøde i mange år for firkløverrets (V, C, CD og KrF, red.) svigtende mod og manglende rygrad.

Om vi piber eller synger, må vi vedgå byrder og gæld efter Schlüter. Men vi kan også lære af vore erfaringer. Sådan gik det, fordi vælgerne ved det sidste folketingsvalg svigtede Fremskridtets parti. Og værre vil det gå, hvis det kommende valgs stemmesedler på ny gør liste Z magtesløs. Skatte- og gældsplyndring vil løbe endnu mere grassat.

Men får Z styrke, vil fremtiden opvise faldende skatter. Og dermed også betalingsbalanceforbedringer.

Folk er slet ikke klar over, hvor langt ned i skidtet det regerende folketing har smidt os. Derfor må Fremskridtskræfter bruges til at oplyse om fakta.

For kun hvis man ind til marv og ben forstår hvor galt, det er fat, kan man som vælger disponere med maksimum af fornuft (og få også andre til at stemme Fremskridt).

Udlandsgælden er røget op i ca. 550 milliarder kroner. Heroverfor står tilgodehavender på ca. 280 milliarder pålydende. Men da en del er rente- og afdragsfrie udlån til Ulande og lignende er det rimeligt at sige, at vi skylder 290 milliarder kroner væk.

Det beløb stiger til langt over 300 milliarder ved en forventede devaluering og ved det underskud der uundgåeligt i det halve års tid, som er mindsteperioden for, at Folketinget kan nå frem til betalingsbalanceoverskud.

Kun de danske som ejer hus eller andre faste værdier har styrke til direkte at betale af på denne gæld. Pro persona skylder de i gennemsnit ca. 300.000 kroner plus renter.

Fortsætter gammelpartiernes samvittighedsløse gældsstiftelse i hidtidige spor, fordobles beløbet ca. hvert femte år.

Når de udenlandske kreditorer erklærer, at Danmark har gået planken ud, ruineres mange danske gennem påførsel af førførsteprioriteter i deres faste ejendom. Der er ikke andre håndfaste værdier, som teknisk kan bruges i en fart.

Sammenlagt blev alle landets faste ejendomme pr. 1. januar 1986 vurderet til 1.516 milliarder kroner. En bankerotrekonstruktion vil nok omfatte beboelsesejendomme m.v. til en værdi af ca. 1.200 milliarder. Da der skal være en vis margen i kreditorernes interesser, og da nye lånefaciliteter bliver nødvendige for, at vi løbende kan klare vore afdragsforpligtelser, bliver før førsteprioriteterne forventeligt på ca. 40 % af vurderingsbeløbet. Er husvurderingen (parcelhus plus sommerhus) fx 1.250.000 kroner, vil det sige, at ejeren påtvinges en ny gældsbyrde på 500.000 kroner at afvikle med lige store afdrag over 5 år med tillæg af en rente i størrelsesordenen 25 % p.a. Så betydelige rystelser vil forplante sig herfra at også Christianitter, socialhjælpsmodtagere, lejere osv., vil få deres familiers velfærd ødelagt med virkning årtier ud i fremtiden.

Men selv før bankerotten vælter alle danskere omkuld, er skattekvælertaget med parcelhusejere uhyggeligt stigende fra år til år, så længe liste Z er magtesløs.

Det begyndte med, at fradragsretten blev taget fra ejendomsskatterne. Man sagde, at så ville ejendomsskatten falde tilsvarende. I stedet er den vokset stærkt. Især her i 1987. Alt er lagt op til, at 1988 bliver endnu værre.

Dernæst gennemførte regeringen 18. almindelige vurderings stigninger i ejendomsvurderingerne. Det forhøjer de lejeværdier, som bevirker, at man i kontanter skal betale skat, selv om tegnebogen ikke har fået flere penge. Sammenligner man selvangivelsens ejerskema over de seneste år, opdager man, hvor slem forringelsen er. Endda har vi heller ikke her endnu set det værste. Selv om vurderingsstigningen ikke fortsætter, vil lejeværdien – med uændret lov – stige 20 % hvert år langt ud i fremtiden.

De høje ejendomsvurderinger betød videre for omkring 100.000 parcelhusejere, at de oven i alle de andre skatter også blev belemret med formueskat (eller kraftig forøgelse af den formueskat, de i forvejen betalte). Hver en øre de herefter sparer op rammes af formueskatten: 10 kroners renteindtægt beskattes med 9,20 kroner. Opsparingsværdien fortæres derudover af inflation, som kun har holdt midlertidig pause i de år, olien og andre importvarer fladt kraftigt i pris.

Omvendt går det den, som gældsætter sig eller bruger løs, indtil han igen er kommet under de 5 kvarte millioner, som ungefähr er formueskattebundgrænsen (det dobbelte hvis man skipper vielsesattesten og er skatteplanlægningsminded). Vil man være lige så røget, som Foighel (Skatteminister Isi Foighel, C, red.) er speget, må man ofte frigøre sig for al god gammeldags opsparingsopdragelse og erkende at den mest varige og urørlige lykke, der kan opnås i Nu-Danmark er forbundet med dyre turistrejser eller andet storforbrug. Som allerede Liva Weel kvad: ”Minderne har jeg da lov at ha´. Dem kan du aldrig, nej aldrig ta´”.

Men værst af alt: Rentefradragsretten er særligt for den yngre generation blevet udhulet på det groveste. Da man lånte penge, kunne man regne med, at hver gang man havde 10.000 kroner i renteudgifter, skulle man kun selv betale 2.700 kroner. Fradragsvirkningen dækkede nemlig de 7.300. Sådan er det sidste gang på de selvangivelser, man afleverer i disse måneder. Derefter vil skattereformen og kartoffelkvaksalveriet (kartoffelkuren, red.) hurtigt komme til at betyde, at de 2.700 kroner bliver til 6.900 kroner – altså mere end en 2½-dobling. Bevares, ofte er det ”kun” 5.000 kroner, og visse overgangsregler vil i de første år mildne skaden lidt.

Men de love som Isi Foighel i 1986 fik vedtaget i Folketinget mod Fremskridtsstemmerne, vil have det nævnte indhold. Også for de mange faste lån med måske 20 års eller længere løbetid som man påtog sig i tillid til firkløvernes gentagne forsikringer og garantier om, at rentefradragsretten ikke ville blive svækket.

Fra regeringsside foreligger allerede udtalelser om, at det ” måske kan blive nødvendigt med yderligere stramninger af rentefradragsretten”.  Man skal ikke være ekspert i fuglenes tale for at oversætte dette til, at det betyder, at der vil ske yderligere udplyndringer, hvis befolkningen ikke ved førstkommende valg iværksætter et nyt Z-skatteopgør.

Fyringsolien er allerede fordyret ved regeringens påskepakke og kartoffelkur. Men nu lurer Schlüter på, hvad der er kaldt en 5-dobbelt påskepakke, så man skal betale for 10 liter, hver gang der kommer én liter i tanken.

Skattens fader og moder er de offentlige udgifter. Når Anker, Schlüter (C), Gert (F), Ellemann (V), Mimi (Centrum Demokraterne, D), Helveg (B) og deres følgesvende lader de offentlige udgifter eksplodere, vil skatten uundgåeligt også stige. Det kan man kun lægge på dem, der har noget at betale med. Altså typisk dem, der har sparet op. Så barsk er realiteternes verden.

Skylden for at det er gået så galt ligger derfor hos de folketingspartier, som i de sidste 27 år har stemt ja til finanslove, som har opbygget den offentlige sektor langt udover, hvad Danmark har råd til.

Hybridødsleri, Ulandshjælpvækst, lønstigninger til offentligt ansatte, de 12 milliarder der smides nytteløst i Kattegat varsler, at spenderingen med skatteyderpenge vil stige meget kraftigt i de kommende år, hvis gammelpartierne ikke forskrækkes hårdt af mange Fremskridtsstemmer. Den kost er den eneste, de overhovedet har respekt for.

Flimmerfordummelseskassen sætter nok lighedstegn mellem højden af social velfærd og offentlige udgifter. Det er én af de helt katastrofale fejlindoktrineringer af befolkningen. Tværtimod er produktionsforøgelse den mest effektive solidaritetsindsats overfor samfundets svage.

Folketinget kan ikke uddele større kage, end den produktionssektoren giver mulighed for at bage.

Skal vi derfor have midler til at tilbagebetale udenlandsgælden og trives i frihed for eksorbitante (enorme, red.) skatter, er der kun én vej: Stærk nedsættelse af de offentlige udgifter.

Og når vi kommer til det kardinalpunkt, er Fremskridtspartiet helt alene på broen. Kun liste Z har fremlagt de fornødne spareforslag. Om nogle af disse skal gennemføres beror alene på, at folketingsvalget 1987 giver en stærk Z-modvægt til det VKR-ødsleri, som befolkningen blev plaget med fra 1968-1971 og nu igen i perioden 1984-87. Hvert eneste Fremskridtskryds hjælper med til at mindske de uanstændige og samfundsskadelige skurkestregsanslag mod personlig frihed i Danmark.

Vælgerne må ikke på ny lade sig narre af skøn forførelsespræk. Det eneste han kan regne med er, hvordan de enkelte folketingspartier betjener folketingssalens afstemningsknapper. Her afslører kendsgerningerne brutalt, at de andre partier stemmer ja til øgede offentlige udgifter som vejrhaner, der slapt og viljeløst registrerer, hvilken vej vinden blæser den dag. Og hver dag byder på nye medieopblæsninger af så det ene, så det andet område, hvor der ønskes yderligere statsstøtte.

Der skal jo sælges aviser hver dag.

De sidste 13 års erfaring bekræfter entydigt, at Fremskridtspartiet ikke lader sig kaste hid og did af oppiskede stemningsbølger, men konsekvent siger nej til ikke absolut nødvendige offentlige udgifter.

Intet tyder på, at A, V, Q, M, B, F´erne ikke igen falder i grøften, hvis der atter kommer til at mangle Z-havkatte i folketingshyttefadet.

At stemme Z er den eneste vej til at undgå yderligere skatteforhøjelser og til at opnå de massive skattenedsættelser, som er så piskende nødvendige i det fallittruede Danmark. Uden på hver eneste parcelhusgadedør hvor der ikke stemmes Z, kan man med sandhed klistre plakaten: ”Her bor de tossede”.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Kategorier:Økonomi, Boligpolitik, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Mogens Glistrup, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Lånestempelafgiften

6. februar 2012 1 kommentar

Lånestempelafgiften 

Ofte hører man de venstreforvirrede reportere i TV og radio tale om kapitalismens krise og manglende egnethed til at klare problemet.

I virkeligheden burde man udtrykke den allerstørste beundring for, hvad private erhvervsvirksomheder kan præstere til trods for, at staten giver dem usle arbejdsvilkår ved at baste og binde arbejdsmuligheder og arbejdsglæde med skadelige skatter, afgifter og restriktioner.

Disse slag mod Danmarks velstand – og dermed også mod Danmarks velfærd – kommer dumpende et efter et, og offentligheden får aldrig noget sammenhængende overblik over, hvor alvorlig helheden er blevet.

En af de i sig selv små skærpelser er den bebudede forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve til 5 %.

Skal virksomhederne fungere, må blodomløbet – kreditformidlingen – ske uhindret af propper. Hæmmer man kreditformidlingen, gør man det i disse år altafgørende produktionsliv lidt mindre konkurrencedygtig.

Selvfølgelig er et statsunderskud på over 40 milliarder kroner aldeles uacceptabelt, når 1980 bliver sjette år i træk med stigende underskud. Men det skal ikke bekæmpes ved stigende skatter og afgifter, men derimod ved at staten indskrænker sine udgifter til, hvad samfundets bærekraft kan strække til efter, at gammelpartierne i så høj grad år efter år har molesteret den danske samfundsøkonomi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

OH – disse Venstremænd

8. september 2011 8 kommentarer

OH – disse Venstremænd 

Henning Christophersen (V) skriver i ”Liberal” juli 1979:

Danmarks økonomiske problemer er opstået gennem mange års uforsigtighed. Fra midten af tresserne og med få afbrydelser frem til slutningen af halvfjerdserne.

Vor udlandsgæld er vokset fra 0 kroner til over 60 milliarder.

Anders Andersen (V) siger til Erhvervsbladet:

Alle – der arbejder med det danske samfunds økonomiske problemer – ved, at fortidens synder er meget tyngende. Dem kan man ikke sådan løbe fra.

Kommentar af Mogens Glistrup:

Hvis folk dog bare ville tænke sig om og spørge sig selv om, hvem det var, der i fortiden disponerede på syndefuld måde alle de mange august- og septemberforlig, VKR-ordninger, buketter o.s.v. er lavet af gammelpartierne, der nu søger at smutte uden om ved bare i ubestemthed at tale om ”fortidens synder”.

Kunne de dog blot nå frem til at erkende, at SVCQMBF´ erne har været uduelige til at løse Danmarks problemer, dengang spørgsmålene var meget lettere at klare end nu, og at de herved har tilvejebragt et så alvorligt miskmask, at der ikke er nogen som helst grund til at formode, at de der ikke var dygtige nok i sin tid – nu, hvor katastrofen nærmer sig – skulle egne sig til at styre landets økonomi.

Derimod har Fremskridtsfolk jo hver evig eneste gang fået ret i vor vurdering af udviklingen. Og vi har et logisk og sammenhængende program, der viser, hvordan vi kan klare opgaverne.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 7. årgang / 20. august 1979

Gældskatastrofen

7. oktober 2008 1 kommentar

Gældskatastrofen


Sangvinikere bagatelliserer ud- og indlandsgælden med, at det kun er henholdsvis 60.000 kr. og 80.000 kr. pr. dansker.


Men over 80 % af befolkningen kan ikke yde nævneværdige betalinger til afdrag. Derfor skal tallene for de resterende ganges med 5. Og når hen ved hver fjerde/femte dansker skal ofre store beløb på kort tid, opstår så store forstyrrelser i hele Danmarksøkonomien, at alle 100 % af befolkningen får deres levestandard nedskåret med 50 % eller mere, hvis Folketinget ikke totalt bryder med det nuværende fråseri med offentlige midler.


Sådan er Schlüterismens(C) perspektiv.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 13. årgang  / 14. april 1989

Mogens Glistrup interviewes 1981

31. august 2008 1 kommentar

Mogens Glistrup interviewes af Fremskridtspartiets landsformand V.A. Jakobsen i anledning af 10-årsdagen for den berømte Focusudsendelse

 

VAJ:

Nu da tiåret er gået, har du da på nogen måde fortrudt, at du trådte frem i Tv’s Focusudsendelse?

 

Mogens Glistrup:

Bestemt ikke. Det er jo så ganske klart gået, sådan som man måtte frygte i 1971. Derfor har Danmark hårdt brug for den fremskridtsbevægelse, der tog sit udgangspunkt den aften.

 

VAJ:

Det vil altså sige, at du ikke kunne forestille dig, at det kunne have været lavet på en anden måde?

 

Mogens Glistrup:

Det kan selvfølgelig altid laves på mange måder, men når man skal gennemføre, hvad der er realistisk at gennemføre, når man ikke har sit udgangspunkt hverken i et andet politisk parti eller i en organisation eller har penge og medier bag sig, så kan det vist faktisk ikke laves mere effektivt, end det blev.

 

VAJ:

Det vil altså sige, at du er godt tilfreds med, at det blev et selvstændigt parti – der var jo blandt andet også et oplæg overfor de Konservative?

 

Mogens Glistrup:

I 1971 sagde jeg, at der ikke er nogen som helst mulighed for et nyt parti for at sprænge spærregrænsen. For erfaringerne fra Christmas Møller, fra Knud Kristensen, fra Liberalt Centrum og fra mange andre tilfælde fortalte os, at det ikke kunne nytte noget at tro man varigt kunne starte et nyt parti. Derfor var mit svar ved den lejlighed jo ganske tydeligt, at kampen for de nye idéer måtte stå indenfor et af de fem partier, ligegyldigt hvilket.

 

VAJ:

Hvor længe tror du, det vil tage vælgerbefolkningen at indse de politiske forhold i dag?

 

Mogens Glistrup:

Hvis det er vælgerbefolkningens udvikling, der skal ventes på, så vil det tage et halvt hundrede år.

 

VAJ:

Hvad skal få folk til at se realistisk på forholdene?

 

Mogens Glistrup:

Sandsynligvis så er det, der sker, at Danmarks forhold m.h.t. at låne i udlandet bryder sammen. Enten som følge af et sammenbrud i det interne nationale banksystem eller som følge af, at der bliver så store et lånebehov fra udenlandske firmaer, at Danmark ikke kan låne. Og så bliver der jo ikke trængsel om at komme op på taburetterne og gennemføre den nødvendige politik, når man fra den ene måned til den anden skal tilbagebetale gælden. Jeg kan glimrende forestille mig, at vi med et Fremskridtsparti med måske 7 mandater kan styre dette land, således at der er 172 stemmer i Folketinget, som undlader at stemme.

 

VAJ:

Nu siger du et halvt hundrede år, men så vil vi jo være totalt socialiseret inden det tidspunkt, hvis det går som det går?

 

Mogens Glistrup:

Ja, men så må man tage udgangspunkt i det, ”som vil være til den tid”.

 

VAJ:

Hvad kan få vælgerbefolkningen til at se, hvordan det står til den tid? Jeg tænker på, om ikke et ikke-socialistisk samarbejde vil hjælpe?

 

Mogens Glistrup:

Det vil så ganske givet kunne hindre, at vi fortsætter med at gå tilbage. Men jeg tror ikke meget på, at vi med Venstre og Konservative vil kunne opnå, at vi virkeligt får skabt et godt og lykkeligt Fremskridts-Danmark, men selvfølgelig er et VKZ-samarbejde væsentligt bedre end en socialistregering, og derfor er det jo det nære mål, men når man ser på langtidsvisionerne, så er Venstre og Konservative jo ikke bedre end Socialdemokratiet. Men indenfor det kortsigtede da må vi da selvfølgelig arbejde på – med støtte fra Venstre og Konservative – få så mange fremskridtssynspunkter som muligt igennem, og det betyder selvfølgelig, at vi må gå på kompromis. Fordi man jo kan ikke forvente at få noget igennem uden at give indrømmelser til de andre.

 

VAJ:

Nogen beskylder dig for at stå i vejen for et sådant samarbejde. Hvad er din kommentar til det?

 

Mogens Glistrup:

Det tror jeg ikke, jeg gør. Hvis man skal have et samarbejde for samarbejdets skyld – altså som i VKR-tiden, hvor det bare gælder om at få ministertaburetter, og man ellers er ligeglad med, hvad det fører til, ja, så står jeg nok i vejen. Skal man have et samarbejde, så skal det være for at man derigennem kan opnå bedre vilkår for den danske befolkning. Ikke at man bliver som VKR-regeringen, der bare i nervøsitet for socialdemokraterne, af frygt for at tabe stemmer eller anseelse i medierne, render rundt og fører en endnu mere socialdemokratisk politik end socialdemokraterne selv gjorde.

 

VAJ:

Vil du i givet fald for sagens skyld – ikke for samarbejdets skyld – men for at få stoppet den fremadskridende socialisering – eventuelt træde lidt tilbage til konsulentens rolle?

 

Mogens Glistrup:

Det, det drejer sig om, er at der bliver bedre levevilkår for menigmand i Danmark, og personer er så flintrende ligegyldige. Min opgave er at være der, hvor jeg gavner levevilkårene for menigmand i Danmark bedst.

 

VAJ:

Man siger bl.a., at Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer er fornuftige i udvalgsarbejde, men når de kommer tilbage i gruppen bliver de blokerede og deres arbejde bliver kuldkastet. Hvad er din kommentar til det?

 

Mogens Glistrup:

Det er noget rent og skært sludder, som man kun har opfundet fuldstændig ud af den blå luft fra Venstre og Konservativ side, fordi man på den måde tror at kunne finde en undskyldning overfor befolkningen for, at den hårdhændede måde, som Venstre og Konservative udelukkende i egen partiegoistisk interesse ønsker at holde Fremskridtspartiet ude på, ikke virker så pæn i befolkningens øjne. Derfor stikker de råt og brutalt sådanne nogle dundrende løgnehistorier.

 

VAJ:

Du bliver også beskyldt for ikke at være interesseret i at Fremskridtspartiet har en organisation. Hvad siger du til det?

 

Mogens Glistrup:

Det, som er målet, er at nå de politiske resultater. Organisationen kan kun være midlet, og derfor skal man hele tiden, når man taler om, hvordan skal organisationen tilrettelægges, så skal man gøre det udfra, hvad der bedst kan fremme det mål at give de bedst tålelige forhold for den menige dansker.

 

VAJ:

Jamen, mener du ikke, at erfaringerne viser, at der i hvert fald skal en organisation til indenfor et parti?

 

Mogens Glistrup:

Organisation kan være så umådelig mange ting. For det første så er det jo et spørgsmål, og derfor må man i meget vidt omfang tage hensyn til, hvad folk nu er vænnet til. Der er så meget nyt, som man skal kapere indenfor fremskridtstanken, at man ikke på mindre væsentlige spørgsmål som dette om en organisation absolut behøver at få folk til at stejle vildt og voldsomt. For det andet, kan man selvfølgelig, så vidt man kan, bidrage med lidt hjælp og få organisationen gjort så effektiv som muligt til sit formål.

 

VAJ:

Når du siger underordnet spørgsmål, må jeg udtale mig totalt uenig med dig, og vil spørge, hvad der skal til, for at få dig til at skifte standpunkt?

 

Mogens Glistrup:

En sandsynliggørelse af, at fremskridtspolitikken vil få bedre kår ved at flytte flere midler og kræfter over til det organisatoriske.

 

VAJ:

Hvornår bliver din skattesag endelig færdig, tror du?

 

Mogens Glistrup:

Endeligt færdig bliver den vist først om 70, 80 år, når der er nogen, der virkeligt får den bearbejdet i form af en doktordisputats. Hvordan den afsluttes indenfor det embedsmandssystem, der kører den i øjeblikket, det afhænger af, hvad der findes politisk opportunt på de forskellige tidspunkter, og der kan jo komme mange svingninger i det politiske billede i de kommende år.

 

VAJ:

Regner du med, at vælgerne vil få lov til at bestemme, hvor længe du er i Folketinget?

 

Mogens Glistrup:

Under alle omstændigheder vil jeg så længe jeg mene, at jeg kan gøre gavn i Folketinget, søge opstilling, uanset om det sker fra et fængsel, eller hvor det sker.

 

VAJ:

Men hvis du sidder i fængsel, så er du jo ikke i Folketinget, og så kan det jo ikke være vælgerne, der får lov til at bestemme, om du skal være her, så er det retten og myndighederne, der afgøre det?

 

Mogens Glistrup:

Der er ikke noget, der forbyder en mand, der sidder i fængsel, at søge opstilling til et folketingsvalg, hvis der f.eks. er et parti, der vil opstille ham. Så kan vælgerne træffe deres afgørelse, og derefter er det rigtigt, at de politiske modstandere i Folketinget kan beslutte at smide manden ud igen, men det må de så gøre.

 

VAJ:

Du ligger ifølge pressen i modsætning til dine forsvarere. Hvorfor det?

 

Mogens Glistrup:

Fordi de er systemets folk. Igennem de 7 år, hvor de har fungeret, har de ikke bidraget til at få fremført de ting, som skal fremføres til støtte for mig, men de har fuldstændigt overladt anklagemyndighederne at føre beviserne på egen hånd, og man har ikke gjort noget som helst positivt. Da jeg så endelig mente, at der var mulighed for at få noget frem, så fik jeg at vide, at der måtte være nul beviser fra min side, fordi forsvareren ikke havde anmeldt det i tide.

 

VAJ:

Mener du, at du kunne have fundet nogen bedre?

 

Mogens Glistrup:

Jeg mener ikke, at jeg kunne have fundet nogen værre.

 

VAJ:

Du beskyldes tit for at være grov i dine udtalelser. Er det din natur eller din taktik?

 

Mogens Glistrup:

Jeg søger at sige sandheden ved enhver lejlighed.

 

VAJ:

Hvordan ser Danmark politisk ud den 30. januar 1991?

 

Mogens Glistrup:

Det afgøres udefra. Hvis man stadigvæk har overflod af udlånskapital, og man stadigvæk har det internationale banksystem fungerende, så har vi på det pågældende tidspunkt en regering Svend Auken.

 

VAJ:

Skulle du ikke slappe lidt af med dine mange forretningsmøder landet over? Jeg kan som landsformand være lidt ængstelig for, hvor længe du holder til det pres, som du udsætter dig for.

 

Mogens Glistrup:

Man må jo gøre sin indsats, medens mulighederne er der. Det vil dog være sørgeligt, hvis man nu havde slappet af og sagt, at nu skal jeg nok gøre en indsats om 10 år, og så fik en tagsten i hovedet, når der var gået 9 år.

 

VAJ:

Held og lykke – ikke med tagstenen, men med arbejdet.

 

Mogens Glistrup:

Tak.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4/ 9. årgang  / 30. januar 1981 

%d bloggers like this: