Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter og RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Advertisements
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 18. september 2012 kl. 04:43
  2. 10. september 2013 kl. 04:23
  3. 10. september 2013 kl. 06:21
  4. 1. oktober 2013 kl. 05:22
  5. 17. oktober 2013 kl. 07:25
  6. 22. oktober 2013 kl. 08:31
  7. 26. oktober 2013 kl. 04:20
  8. 26. oktober 2013 kl. 08:23
  9. 26. oktober 2013 kl. 10:21
  10. 28. oktober 2013 kl. 04:35
  11. 29. oktober 2013 kl. 09:05
  12. 29. oktober 2013 kl. 10:04
  13. 14. november 2013 kl. 12:46
  14. 20. november 2013 kl. 13:18
  15. 21. november 2013 kl. 10:40
  16. 21. november 2013 kl. 10:59
  17. 22. november 2013 kl. 08:08
  18. 22. november 2013 kl. 08:55
  19. 25. november 2013 kl. 07:41
  20. 25. november 2013 kl. 13:21
  21. 26. november 2013 kl. 10:48
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: