Arkiv

Posts Tagged ‘fagforeningstvang’

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

27. oktober 2012 9 kommentarer

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

Beskæmmende, siger Z-gruppeformanden om regeringens afværgeværk.

Folketinget udtaler, at ingen mod sin vilje kan tvinges til at bidrage økonomisk til partier, de ikke sympatiserer med”.

Så enkelt og indlysende var ordene i det dagsordensforslag Fremskridtsgruppen fremsatte ved Folketingets afslutningsdebat i forrige uge.

Men selv det var for meget for tøsedrengene i firkløverregeringen og dens partier (V, C, CD og KrF, red.). Der måtte en afværgedagsorden til. Så sølle var det.

– Det har været beskæmmende og deprimerende at opleve først HT-konflikten og nu senest uroen på hospitaler, siger gruppeformand Helge Dohrmann. Vi danskere har altid med henvisning til Grundloven påstået, at vi har foreningsfrihed i landet. Den sidste tids begivenheder, hvor der nærmest er sket en legalisering af organisationernes tyveri af medlemmernes penge, vidner om noget andet.

Ny sejr

– Desværre kom vores dagsorden ikke til afstemning i Folketinget. Regeringens ynkelige afværgeværk blev, med hjælp af en grønlænder, en færing og en løsgænger, vedtaget. Dermed har fagforeningsdiktaturet i realiteten vundet en ny sejr, slutter Helge Dohrmann.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 12. årgang / 8. juni 1984

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed

22. september 2012 11 kommentarer

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed 

Forespørgsel til arbejdsministeren skal afsløre regeringens (V, C, CD og Krf, red.) holdning til frit valg af faglig organisation. 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe kræver nu en debat i Folketinget om begrebet organisationsfrihed. Det sker på baggrund af den seneste tids sager, hvor ansatte efter aktioner er blevet fjernet fra deres job, fordi de har valgt at være medlem af en fri fagforening – fri for LO-tyranniet og tvangsbetalingen til Socialdemokratiet. Debatten får form af en forespørgsel til arbejdsminister Grethe Fenger Møller (C): “Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?”.

Initiativtager er Pia Kjærsgaard:- På papiret har vi organisationsfrihed i Danmark, men den ret er efterhånden ikke det papir værd, loven er trykt på. Eksempler med uroligheder og arbejdsnedlæggelser i forbindelse med fagforeningernes mere eller mindre heldige forsøg på at tvinge folk ind i LO-tyranniet og et bestemt fagforbund, til trods for at de pågældende ikke har ønsket det, men har været godt tilfreds med deres medlemskab af en fri fagforening.

Regeringen passiv

Senest har vi oplevet, hvorledes hjemmehjælpere i Odense lod patienter være uden hjælp, fordi man ved en sådan aktion ville tvinge en kollega ind i Husligt Arbejderforbund. Og fra København huskes sagerne om en leder af en børneinstitution og brandmanden Max Blicher-Hansen, der begge blev chikaneret – og derefter fjernet fra deres arbejdsplads. Ene og alene på grund af deres valg af faglig organisation.

Den slags beviser jo, at loven om organisationsfrihed tilsidesættes på det groveste.

Og arbejdsministeren, og med hende hele regeringen, har været utrolig passiv, når den slags hændelser har fundet sted. Derfor er det efter vor opfattelse på høje tid at høre, hvad ministeren i Folketinget kan fortælle om firkløverregeringens holdning til organisationsfriheden, slutter Pia Kjærsgaard.

T. Zinglersen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 13. årgang / 3. maj 1985 

Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger”

21. september 2012 Skriv en kommentar

Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger” 

I et ”åbent brev” i Fremskridt nr. 20 til CD påstår den såkaldte folkebevægelse, at man er ”chokeret over CD`s forræderi imod den personlige frihed”. Det drejer sig naturligvis om eksklusivaftalerne.

Jeg skal derfor oplyse, at CD stemte for den lov, der skulle hindre eksklusivaftaler i fremtiden. Jeg gentager: Centrum Demokraterne (Dstemte for, således som vi hele tiden havde sagt, vi ville gøre.

Der er derfor ikke noget holdningsskift, ikke noget forræderi og ikke noget at blive chokeret over.

Vi stemte derimod ikke for den dagsorden, der skulle pålægge regeringen (Socialdemokratiet, red.) at udarbejde et forslag om denne sag.

Vedtagelsen af en sådan dagsorden havde udelukkende til formål at genere regeringen, og det er noget helt andet end at fjerne eksklusivaftalerne. Disse ville ikke blive fjernet et hak ved vedtagelse af den nævnte dagsorden. Snarere tværtimod. Hvis regeringen skulle fremlægge et forslag om den sag, som den er imod, så ville et sådant forslag selvsagt ikke kunne tilfredsstille de partier, der ønsker dem fjernet.

Hele ”folkebevægelsens” kampagne er usaglig, fræk og partitaktisk. I årerne 1968-71 var Venstre og Konservative i flertalsregering med de radikale (B). Denne regering rejste ikke det vigtige spørgsmål om eksklusivaftaler.

Hele 1974 havde Venstre regeringsmagten. Partiet rejste stadig ikke spørgsmålet.

I 1978-79 sad Venstre i 14 måneder i regering med Socialdemokratiet. Spørgsmålet blev stadig ikke rejst. Hvor er kampagnen imod Venstre blevet af?

CD`s holdning til sagen har været klar og konsekvent.

Jeg stempler det på denne baggrund som usandhed, når ”folkebevægelsen” kalder sin kampagne for tværpolitisk.

Arne Melchior, MF.

Centrum Demokraterne

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 9. årgang / 26. juni 1981

Fagforenings-terror

12. august 2012 5 kommentarer

Fagforenings-terror 

Politiet bør gribe ind, ballademagere skal ikke kunne ødelægge tilværelsen for uskyldige, mener Helge Dohrmann. 

– Fynske blokader eller andre ulovligheder, der har til formål at forhindre nogen i at udføre deres arbejde bør effektivt stoppes af politiet.

Sådan sagde Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann i en udtalelse, da urolighederne på arbejdsmarkedet omkring påske var på sit højeste.

Og Helge Dohrmann fortsatte: – Uanset hvor uretfærdig og asocial regeringens (V, C, CD og KrF, red.) indgreb end måtte forekomme, kan det ikke accepteres, at yderliggående ballademagere ødelægger tilværelsen for fuldstændig uskyldige mennesker. Måden, man i et demokrati demonstrerer på er ved på valgdagen at sætte sit kryds ved det rigtige parti.

Selvtægt, blokader og ulovlig tvang har kun til hensigt at skabe anarkistiske forhold, og bør derfor ikke tolereres, sluttede Helge Dohrmann.

Fagforenings-terror

I Jyllands-Posten berettede flere om, hvorledes de gennem verbal fagforenings-terror fra arbejds”kammerater” var blevet tvunget til at nedlægge arbejdet. Det fik avisen til under overskriften “Enighed gennem pression“, at skrive blandt andet:

“Else Roed arbejder i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, og de konkrete eksempler hun selv havde oplevet var mildest talt rystende. To andre personer havde lignende historier at berette.

I kort begreb gik presset på de nævnte ud på, at såkaldte fagforenings-kammerater havde mere end antydet, at man aldeles ikke kunne garantere deres sikkerhed, dersom de ikke fulgte parolerne i fagforeningerne og nedlagde arbejdet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den slags beslutninger altid træffes ved håndsoprækning. De hårde bananer i de faglige forsamlinger kan altså nøje se, hvem der er for, og hvem der er imod. Skriftlige afstemninger kendes ikke. Her gælder det altså, at hvis du ikke holder kæft, trit og retning, kan det komme til at ramme både dig og din familie.

Sådan er åbenbart tonen, og den turde dybest set være i skærende modstrid med det, vi normalt forstår ved dansk demokratisk mentalitet”.

Helge Dohrmann og

Morgenavisen Jyllands-Posten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 og 15 / 13. årgang  / 19. april 1985

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Til kamp mod organisationstvang

1. september 2008 5 kommentarer

Til kamp mod organisationstvang

Naturligvis er fagforeningerne et gode. Men der må være måde med alt. En af Folketingets opgaver er at værne den enkelte mod, at individets egen bestemmelsesret knuses.

I eftersommeren 1975 var slagmarkerne Bækkelund Papirværk, de fynske amtssygehuse, Info og andre arbejdspladser. Fremskridt var i front med disse angreb på den personlige frihed. Modstanden blev så sej, at Thomas Nielsens tropper derefter længe holdt sig på måtten. Men nu skal vi ruste os igen. Alarmklokkerne ringer fra Telerentsagen og i Vestervig, Harboøre og Lindknud.

Vi kan simpelthen ikke godtage, at mennesker ved boykot, chikane og personlig forfølgelse skal tvinges fra arbejdsplads, virksomhed, hus og hjem, hvis de ikke vil melde sig ind i en ganske bestemt fagforening.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 9. årgang / 16. januar 1981

Det konservative bidrag

23. august 2008 19 kommentarer

Det konservative bidrag

Efter sit brud med Det konservative Folkeparti skriver Max Blicher Hansen:

Jeg meldte mig i sin tid ind i Det konservative Folkeparti, fordi jeg havde opfattelsen af, at det var “partiet”, der stod for et frit samfund og den personlige frihed.

Men nu, efter at jeg har set tingene indefra, har jeg skuffet måttet opdage, at den konservative politik i dag lever på en løgn og udelukkende er floskler, der bliver fremsat for at bevare et vist image overfor partiets kernevælgere.

I dag er partiet blevet så midtsøgende i sin iver efter at blive det største parti, at det faktisk fører det socialistiske flag frem for det konservative. På denne baggrund kunne partiet lige så godt skifte partinavn til Det konservative Socialistparti.

I dag er der stor frustration over den førte politik, og mange vælgere overvejer at skifte parti af samme grund herunder jeg selv. Der er faktisk kun et parti tilbage, der fører en åben og ærlig politik nemlig Fremskridtspartiet.

Både Poul Schlüter og Henning Dyremose står frem og siger, at de vil fremme et frit og uafhængigt samfund med personlig frihed, men det er en stor løgn, de her fremfører. De ønsker ikke et frit samfund.  De ønsker, at arbejdsmarkedets organisationer – DA og LO – skal have del i magtens centrum, og de beskytter disse to organisationer. Det gør de ikke for medlemmernes skyld, men fordi de er afhængige af, hvad disse to organisationer vil. De tør ikke gå imod dem, bl.a. fordi der fra disse organisationer flyder en pengestrøm til visse politiske partier herunder Det konservative Folkeparti.

Det passer fint for ledelserne i DA og LO, at politikerne er bange for dem. Så kan de fortsat udøve deres diktatoriske magt overfor deres respektive medlemmer.

Nægtet ord på landsråd

På det nylig afholdte landsrådsmøde blev jeg nægtet ytringsfrihed. Ledelsen vidste, at jeg ville komme med nogle kritiske bemærkninger, – specielt ang. partiets behandling af spørgsmålet om tvangsmedlemskab af fagforeningerne samtidig. De vidste, jeg ville fremføre, hvordan Henning Dyremose via løgn havde prøvet at få mig overbevist om en anden stillingtagen, end den jeg havde til fagforeningsspørgsmålet. Men jeg fik ikke lov til at komme til orde. Man var bange for at blive konfronteret med sandheden.

Jeg forstår ikke, at det er nødvendigt med fordækte kort i politik. Hvorfor i al verden kan man ikke stå frem og sige tingene, som de er i stedet for al den udenomssnak? Befolkningen ønsker at kende sandheden.

Da jeg ikke vil deltage i dette dobbeltspil og den falskhed, som Det konservative Folkeparti på ovennævnte områder lægger for dagen, må jeg nødvendigvis tage konsekvensen og melde mig ud af partiet og trække mig som partiets folketingskandidat.

Lovforslag vedr. foreningsforhold

Nedenstående udkast til lovforslaget er udarbejdet af Max Blicher Hansen og sendt til arbejdsminister Henning Dyremose.

Vedr. lov nr. 285 af 9. juni 2982 ang. foreningsforhold.

Den nuværende lovs § 2. Stk. 2 og 3 udgår samt hele § 3 og 4. Hele loven ser herefter således ud.

§ 1. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller af en bestemt forening.

§ 2. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.

Stk. 2. Hvis en arbejdsgiver afskediger efter § 1 eller § 2, er han pligtig til at genansætte den afskedigede på samme betingelser som tidligere straks efter påkrav fra den afskedigede herom.

Stk. 3. Skulle en genansættelse medføre kaotiske tilstande på den pågældende arbejdsplads, kan arbejdsgiveren subsidiært vælge at fastholde afskedigelsen, men må da udbetale den afskedigede erstatning svarende til livslang løn.

§ 3. Hvis en fagorganisation stiller som betingelse for arbejdsgiver eller en af de ansatte, at den ansatte skal være medlem af en fagforening, og den ansatte vægrer sig herved, og det derfor resulterer i en afskedigelse af den ansatte, så er det den pågældende fagorganisation, der bliver erstatningspligtig over for den afskedigede og skal udbetale erstatning efter reglen i § 1 stk. 2.

§ 4.Hvis en ansat ved privat som offentlig arbejdsgiver bliver friholdt fra sit hidtidige arbejde, fordi den ansatte ikke vil være medlem af en fagorganisation eller en bestemt forening, og uanset den friholdte ansatte modtager fuld løn, er det arbejdsgiverens pligt stadig efter denne lovs vedtagelse at genindsætte den friholdte ansatte i sit hidtidige arbejde.

Stk. 2. Vil arbejdsgiveren ikke genindsætte efter stk. 1., skal han straks afskedige den friholdte ansatte og udbetale den erstatning efter reglen i § 1 stk. 3.

Selv om arbejdsministeren gentagne gange har bebudet, at ville fremsætte lovforslag af samme sigte som det af Max Blicher Hansen udarbejdede forslag, er der stadig intet sket.

Ministeren har heller ikke besvaret en henvendelse fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger med spørgsmål om, hvornår der vil blive taget de nødvendige initiativer.

Max Blicher Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 42 / 15. årgang / 11. december 1987 

%d bloggers like this: