Archive

Posts Tagged ‘dansk vækst’

Det dynamiske arbejdsmarked – Dansk dynamik

20. maj 2013 32 kommentarer

2. Det dynamiske arbejdsmarked

Kilde:

DANSK DYNAMIK– En helt ny vækststrategi.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 Må gengives med fuld kildeangivelse

 —————————————————————–

Selv om verdensøkonomien i disse år er præget af global afmatning, så er den høje danske arbejdsløshed langt fra et konjunkturbetinget fænomen. Uanset hvor stort det kommende opsving bliver, vil ledigheden i Danmark forblive på et uacceptabelt højt niveau. Det er derfor helt uansvarligt at indtage en afventende position og håbe på, at arbejdsløsheden langsomt forsvinder.

Arbejdsløsheden forsvinder ikke, blot fordi efterspørgselen øges. For eksempel oplevede vi fra 1984 til 1987 en særdeles gunstig efterspørgselsudvikling, men det bragte kun arbejdsløsheden ned på omkring 8 %. Og det var vel at mærke fra et lavere ledighedsniveau, end de 12 %, vi oplever i dag.

Det understreger med al ønskelig tydelighed, at den høje ledighed skyldes strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Det er her problemerne skabes, og det er her problemerne skal løses. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan det sker.

2.1. Myter om arbejdsløshedens årsager

Først må der gøres op med de myter, der hersker om arbejdsløsheden. Én af de mest sejlivede er forestillingen om, at teknologien overflødiggør den menneskelige arbejdskraft. Myten næres blandt andet af, at der i de seneste år har været en markant produktivitetsfremgang, samtidig med at ledigheden er steget voldsomt. På den baggrund fremsættes ofte forhastede konklusioner om, at teknologien generelt fortrænger arbejdspladser.

Fordi to begivenheder indtræffer samtidigt, er det ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng. I 1960´erne, hvor produktivitetsvæksten var væsentligt større, var der fx næsten ingen arbejdsløshed. Det er muligt at påvise, at teknologien med tiden skaber flere arbejdspladser (1). Produktion, som ikke tidligere var teknisk mulig, er i dag grundlaget for tusinder af arbejdspladser. Alene det faktum at arbejdsstyrken i dag er større end nogen sinde før viser, at teknologien ikke har reduceret beskæftigelsen.

Men den teknologiske udvikling har ikke kun bidraget til flere, men også til bedre arbejdspladser. Arbejdsmiljøet er løbende blevet forbedret ved, at det ensformige og fysisk belastende arbejde er blevet erstattet af procesautomation. I stedet er der opstået arbejdspladser, der er blevet mindre monotone og fysisk krævende.

En anden sejlivet myte er forestillingen om, at der kun eksisterer en given mængde arbejde. I det omfang det måtte være tilfældet, kan arbejdsløsheden kun reduceres, hvis den givne arbejdsmængde fordeles, eller hvis en række personer forlader arbejdsstyrken. Og rent faktisk har myten været grundlag for de sidste 20 års arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Arbejdstidsforkortelsen var fx et forsøg på at fordele arbejdet, mens efterlønsordningen og betalt forældreorlov var forsøg på at reducere arbejdsstyrken. Men på trods af foranstaltninger er ledigheden alligevel fortsat med at stige. Forklaringen er naturligvis, at arbejdsmængden ikke er konstant, men at den nærmere er en funktion af arbejdsstyrken.

At reducere arbejdsstyrken er derfor det samme som at reducere samfundets potentielle produktionskapacitet. Derved afskærer vi os fra den mulige velstand, som kunne opnås under et mere fleksibelt arbejdsmarked. Arbejde avler ganske enkelt arbejde, idet arbejdsindkomster anvendes til køb af ydelser, som andet arbejde har frembragt osv. (2).

Endelig er det en udbredt forestilling, at vi savner en overordnet erhvervspolitisk strategi i Danmark. Derfor fremsættes der lejlighedsvis forslag om, at staten skal spille en større og mere aktiv rolle i udviklingen af bestemte virksomhedstyper. Et krav, der i sig selv er uhåndterligt, fordi det hele tiden skifter form og indhold.

I begyndelsen af 80´erne ønskede man at skabe en såkaldt iværksætterkultur, dvs. fremme underskoven i dansk erhvervsliv. Derefter opstod idéerne om såkaldte industrilokomotiver, der skulle trække underskoven med sig. Og endelig fødtes strategien om at fremme såkaldte servicevirksomheder, der skulle eksporter den offentlige sektors knowhow til underudviklede lande. Fælles for de tre strategier er dog, at de ikke bidrog til skabelsen af én eneste arbejdsplads i den private sektor. Skal der overhovedet drages nogen lære af denne periode, så er det, at erhvervslivets udviklingsmuligheder ikke fremmes i et overflødigt statsligt ilttelt.

2.2 Arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger

De arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger i Danmark er en ren katastrofe. I de sidste 20 år er midlerne til ”aktiv” ledighedsbekæmpelse firedoblet samtidig med, at arbejdsløsheden er eksploderet til et hidtil uset niveau på omkring 323.000 helårsledige (ultimo 1992).

På den baggrund forekommer det bemærkelsesværdigt, at et flertal af Folketingets partier ønsker, at intensivere indsatsen yderligere. Det sker ganske vist ud fra en argumentation om, ar arbejdsløsheden ville have været endnu større uden de pågældende foranstaltninger. Men de sparsomme undersøgelser der er foretaget af de forskellige ordninger viser, at de ikke har nogen dokumenteret beskæftigelseseffekt.

En række arbejdsmarkedsforskere, der har undersøgt de såkaldte arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) når ligefrem til det paradoksale resultat, at kursister med en forudgående høj ledighed stilles beskæftigelsesmæssigt ringere efter deltagelse i et AMU-kursus (3).

Arbejdsmarkedsstyrelsen har foretaget mindre detaljerede undersøgelser af de såkaldte arbejdstilbud (ATB), og også her er resultatet nedslående. Det har nemlig været umuligt at påvise nogen gunstig beskæftigelsesvirkning.

Effekten af den kommunale ledighedsbekæmpelse kendes ikke, idet der ikke foreligger en samlet undersøgelse. Lokale erfaringer viser dog, at de såkaldte løntilskudsordninger ikke bidrager til varig beskæftigelse, men kun tjener som opbevaringspræmie for de private arbejdsgivere.

Ud fra en samlet vurdering kan det altså konstateres, at den såkaldt ”aktive” arbejdsmarkedspolitik er mislykkedes; de mange foranstaltninger skaber ikke nye og varige arbejdspladser. Denne konklusion deles også af det såkaldte Zeuthen-udvalg, som dog er forbløffende konsekvensløst i sine anbefalinger (4). Udvalget forudsætter således grundløst, at det nuværende aktiveringssystem kan smidiggøres og omlægges, så der skabes positive beskæftigelseseffekter.

Aktiveringsordningernes eneste sikre effekt er imidlertid, at de bidrager til usynliggørelsen af den reelle arbejdsløshed. Personer, der deltager i en af de pågældende ordninger, bliver nemlig ikke registreret som ledige i den officielle arbejdsløshedsstatistik. Ved at summere antallet af helårspersoner, der er omfattet af aktiveringsordningerne med den officielle ledighed, fremkommer den mere retvisende bruttoledighed på ca. 400.000 (jf. tabel 2.1.).

Tabel2.1.:

Udviklingen i bruttoledigheden 1988-1992

Officiel ledighed Personer omfattet af aktiveringsordninger Bruttoledighed
1988

244.000

32.100

276.100

1989

265.000

48.100

313.100

1990

272.000

63.500

335.500

1991

296.000

74.600

370.600

1992

323.000

77.000

400.000

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og Zeuthen-udvalget

Tabellen omfatter kun de statslige arbejdsmarkedsforanstaltninger, hvorfor de kommunale beskæftigelsesinitiativer – med ca. 43.000 ledige – er udeladt. Det samme er efterlønsordningen og delpensionen, der også må betragtes som delvis skjult ledighed. Bruttoledigheden er derfor et undervurderet skøn.

Fremskridtspartiet ønsker gradvis at afskaffe de omtalte foranstaltninger; ikke fordi vi er modstander af en beskæftigelsespolitisk indsats, men fordi det nuværende system årligt koster mellem 12 og 14 mia. kroner uden nogen påviselig effekt. Vi er derfor fremmede over for tanken om at intensivere yderligere og peger i stedet på en helt anden vej.

2.3 Virksomhedsrelateret uddannelse (VRU)

Uddannelse er investering i arbejdstagernes produktionsevne. Der er altså en sammenhæng mellem en persons kundskabsniveau og hans relative produktivitet. Hvori denne sammenhæng består, afhænger naturligvis af den arbejdsfunktion, der skal udføres. I de fleste job kræves en række generelle kundskaber, mens der i andre job også kræves specifikke kundskaber. Og det er netop denne sondring, der er udgangspunktet for Fremskridtspartiets forslag om virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU).

Den generelle uddannelse varetages i dag af folkeskolen, tekniske skoler, handelsskoler, gymnasier og de højre læreranstalter. De giver eleverne en række grundlæggende kundskaber, som de kan anvende i deres senere arbejdsliv. Uddannelserne er således ikke i sig selv kompetencegivende.

Når en virksomhed ansætter en medarbejder, sker det med andre ord ikke ud fra den forudsætning, at personen øjeblikkelig vil kunne varetage jobfunktionen. Der er en naturlig oplæringstid, ligesom der løbende kræves efteruddannelse. Og det er vel at mærke uddannelse, som er specifik for den enkelte virksomhed, og som ikke kan varetages i offentligt regi.

I Japan findes der af samme grund ingen formaliserede arbejdsmarkedsuddannelser. Uddannelsen foregår i virksomhederne ved, at ældre medarbejdere oplærer nytilkomne og yngre medarbejdere i de specifikke kundskaber, og de yngre medarbejdere oplærer de ældre medarbejdere i de nye generelle kundskaber. Spørgsmålet er i øvrigt blevet grundigt belyst af Det økonomiske Råd i deres seneste rapport fra november 1992.

Det er en del af forklaringen på AMU-kursernes overflødighed; de imødekommer hverken virksomhedernes krav om generelle eller specifikke kundskaber. Kurserne fungerer oftest som et opbevaringssted, hvor ledige uden udsigt til beskæftigelse behændigt kan gemmes af vejen.

Fremskridtspartiet er modstander af denne form for passiverende arbejdsmarkedsuddannelse. Vi er imidlertid opmærksomme på, at virksomhedernes muligheder for at uddanne deres personale er et omkostningsfølsomt problem. Derfor ønsker vi at etablere en fradragsordning for uddannelse, så virksomhedernes afskrivning af fysisk kapital (maskiner) suppleres med en afskrivningsret for menneskelig kapital (uddannelse).

Virksomhedernes valg mellem køb af nye maskiner eller uddannelse af arbejdskraften vil dermed ikke hvile på et skattemæssigt grundlag, men alene på den mest hensigtsmæssige produktionssammensætning.

En sådan nytænkning betyder, at virksomhederne ikke fraholder sig en udvidelse af medarbejderstaben på grund af oplæringsomkostninger. De vil tværtimod kunne foretage en mere fleksibel personaleplanlægning, der er afstemt efter deres langsigtede behov. Omvendt kan arbejdstagerne koncentrere sig om de generelle kundskabsforbedringer med en forsikring om, at den specifikke jobtræning tilbydes af arbejdsgiverne.

2.4. Dagpengessystemets skadevirkninger

Den høje arbejdsløshed skyldes imidlertid ikke alene manglende kundskaber hos arbejdsstyrken. Det høje ledighedsniveau kan primært tilskrives indretningen af det nuværende dagpengesystem, som på mindst tre afgørende områder fortrænger beskæftigelse.

For det første bidrager den relativt høje dækningsgrad for de lavtlønnede til en sammenpresning af lønstrukturen. Dagpengenes størrelse udgør en nedre grænse for den løn, de arbejdsløse er villige til at acceptere. Det er derfor ikke overraskende, at de seneste års arbejdsmarkedsforskning har påvist en uheldig sammenhæng mellem dækningsgraden og ledighedens varighed (5).

En lavere dækningsgrad for de lavtlønnede ville kunne øge udbuddet af arbejdspladser med et lavere lønindhold. Det høje ydelsesniveau fungerer i praksis som en politisk fastsat minimumsløn. Der kan naturligvis fremføres fordelingspolitiske indvendinger imod en reduktion i dækningsgraden, men det ændre ikke hovedsynspunktet. De lavtlønnedes indkomstnedgang kan nemlig kompenseres ved social- og skattepolitiske tiltag, der neutraliserer virkningerne af en lavere dagpengesats.

For det andet er varighedsperioden betydeligt længere i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det er indlysende, at kombinationen af høj dækningsgrad og lang oppebæringsperiode virker ødelæggende for den enkeltes tilskyndelse til at søge arbejde. OECD har også ved flere lejligheder beskrevet dette forhold som en afhængighedskultur, der stimulerer langtidsledighed og nedbryder den enkeltes selvværdsfølelse (6).

Endelig udgør finansieringen et selvstændigt problem, idet staten alene bærer udgifterne ved en stigning i ledigheden. Den arbejdsløshed, der måtte opstå som følge af omfattende lønstigninger ved overenskomstforhandlinger, afspejles således ikke direkte i øgede omkostninger for den enkelte lønmodtager, men kun indirekte i form af højere skatter.

Det påvirker naturligvis løndannelsen negativt.

Selvom disse tre fortrængningseffekter er velkendte, så kniber det kolossalt med at finde effektive løsninger. Forslagene fra det såkaldte Zeuthen-udvalg imødekommer ganske vist Fremskridtspartiets ønske om en finansieringsform, men vi har stærke reservationer over for de enkelte forslags indhold.

For eksempel finder vi det bemærkelsesværdigt, at Zeuthen-udvalget opererer med modeller, der alene er baseret på øget arbejdsgiverfinansiering. Det vil jo blot forstærke den skadelige adfærd ved overenskomstforhandlingerne, i det lønmodtagerne ikke engang indirekte mærker konsekvenserne af deres lønkrav i form af højere skatter. Virksomhedernes konkurrenceevne svækkes imidlertid mærkbart; de skal både dække de højere løn- og dagpengeudgifter.

Af den grund er det også uforståeligt, at regeringen (V og C, red.) lader dette element indgå i forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform. Det sker ganske vist med den begrundelse, at det vil reducere den ”midlertidige hjemsendelse”. Men det er der ikke det mindste belæg for. Det kan med større ret hævdes, at en øget arbejdsgiverbetaling vil fortrænge de arbejdspladser, som er forbundet med midlertidig hjemsendelse. Forsøget på at begrænse den midlertidige hjemsendelse kan derfor ende med en permanent hjemsendelse. Fremskridtspartiet præsenterer derfor en alternativ finansieringsmodel, der skaber sammenhæng mellem lønkrav og ledighedsrisiko.

2.5. En adfærdsrigtig dagpengemodel

Det er bydende nødvendigt at afpolitisere arbejdsmarkedet. De naturlige tilpasningsmekanismer, som kendes fra de andre markeder skal genskabes, og arbejdsmarkedets socialpolitiske funktion skal afvikles. I det omfang den nuværende indkomstfordeling ønskes fastholdt, må det ske via socialpolitikken og ikke ved politisk indblanding i løndannelsen.

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at der foretages en gradvis privatisering af A-kassesystemet, så det får karakter af en egentlig forsikringsordning. Hovedkravet til en reform må imidlertid være, at erhvervslivets omkostningsniveau generelt forbliver uforandret. Fremskridtspartiet accepterer med andre ord ikke en løsning, der øger omkostningerne for én type virksomhed mod en reduktion for andre typer af virksomheder. Derfor kan vi ikke medvirke til en dagpengereform, der forøger antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage.

Dagpengesystemet bør indrettes på en sådan måde, at de personer der bruger det også finansierer det. Forestår brugerne selv finansieringen af dagpengesystemet igennem en forsikringsordning, vil de personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge uden reelt at være arbejdssøgende blive udskilt fra A-kassen, hvorved den sande ledighed vil fremstå.

Under et privatiseret A-kassesystem vil brugernes bidrag typisk afhænge af den ledighedsrisiko, der er i den for den pågældende A-kasses fagområde. Det skaber en adfærdsrigtig afvejning mellem fremsatte lønkrav og forøget ledighedsrisiko, idet denne sammenhæng mærkes direkte i form af højere eller lavere bidrag. Løndannelsen vil derfor blive præget af en ansvarlighed, der er i overensstemmelse med lønmodtagernes egne interesser.

Privatiseringen af A-kasserne skal imidlertid ske sideløbende med, at der gives overkompenserende skattelettelser. Det vil betyde, at den finansieringsmæssige omlægning opleves som en netto-gevinst af den enkelte lønmodtager. Og i den forbindelse kan de fordelingspolitiske ønsker tilgodeses ved at give lavindkomstgrupperne en relativt større skattekompensation.

Den anførte privatisering af A-kasserne vil være en bevægelse i retning af et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor en hurtig og effektiv tilpasning af arbejdskraften reducerer ledighedsrisikoen. Det er samtidig en bevægelse væk fra den ”afhængighedskultur”, som kontinuerligt ødelægger velstand og begunstiger passivitet. Endelig er det er tilbud om øget vækst og beskæftigelse; ikke blot i de nærmeste år, men helt ind i det nye årtusinde.

Det hele er alene et spørgsmål om vilje, og denne vilje er Fremskridtspartiet i besiddelse af.

Henvisninger

  1. Se fx, ”Produktivitet skaber velstand, ikke arbejdspladser” i Ugebrevet Industrien, 9. november 1992, s. 6-7.
  2. Se fx Niels Blomgren-Hansen, ”Arbejde avler arbejde”, Den Grimme Ælling, nr. 4, november 1991.
  3. Jensen, Peter m.fl., ”Arbejdsmarkedsuddannelserne, evalueringen af effekten på arbejdsløshed og løn”, Working Paper 91-3, Århus Universitet, august 1991.
  4. ”Rapport fra Udredningsudvalget om Arbejdsmarkedets Strukturproblemer 1-5”, Udredningsudvalgets Sekretariat, København, juni 1992.
  5. 5. Jensen, Peter, ”Empirical studies of individual labour market behavior”, Licentiatafhandling, Århus Universitet, 1989.
  6. OECD – Economic Outlook 51, Paris, juni, s. xi.

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 152 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Privatisering – Dansk dynamik

20. maj 2013 42 kommentarer

5. Privatisering

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————-

For at forstå privatiseringens bidrag som finansieringskilde er det nødvendigt at understrege, at der ikke tale om en entydig model. Teknisk set er der tale om et utal af metoder, men i denne sammenhæng behandles kun tre former:

  • Total-privatisering.
  • Frasalg af aktie- og ejendomsbesiddelser.
  • Udlicitering.

5.1. Total-privatisering

Den mest direkte form for privatisering er et regulært salg af statslige institutioner og virksomheder. Som eksempel kan nævnes salg af Statsanstalten for Livsforsikring, som blev afhændet til Baltica i 1990 og indbragte 4,2 mia. kroner i statskassen. Denne total-privatisering behøver dog ikke blive et isoleret tilfælde. Der eksisterer en lang række offentlige institutioner, som kan privatiseres efter tilsvarende mønster.

I den kommunale sektor findes en række virksomheder, der fungerer som fælleskommunale selskaber. Det gælder fx Kommunekemi A/S, Kommunernes gensidige forsikringsselskab, Tarco A/S, Kommunedata A/S, Kommunal Leasing A/S. I de enkelte kommuner optræder også en lang række aktiviteter, som i fuld form kan overlades til private virksomheder. Det drejer sig fx om el- vand- og varmeforsyning, biografer, campingpladser, haller, havne, konferencefaciliteter, vandlande, golfbaner osv.

I den statslige sektor er der lignende privatiseringsmodne aktiviteter.

Det drejer sig om bl.a. om følgende institutioner:

  • Statens Planteavlsforsøg
  • Statens Husdyrbrugsforsøg
  • Statens Jordbrugsøkologiske Institut
  • Statens forstlige Forsøgsvæsen
  • Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium
  • Kort- og Matrikelstyrelse
  • Statshavnene
  • Forbrugerrådet
  • Eksportkreditrådet
  • Statens Bilinspektion
  • Retsinformation
  • Statens Filmcentral
  • Det Kongelige Teater
  • Forsvarets Bygningstjeneste
  • Dansk Tipstjeneste (Idag Danske Spil, red,)
  • Danmarks Statistik
  • DSB (helt eller delvist)
  • Post og Telegrafvæsenet

Fælles for de nævnte institutioner er, at de uden nævneværdige problemer kan overgå til fuldstændig privat drift. I det omfang det offentlige har brug for den service, de enkelte institutioner udbyder, kan de købe dem på lige vilkår med andre brugere.

Den form for total-privatisering giver mindst to fordele:

  • Der opnås en varig driftsbesparelse på offentlige budgetter, som finansierer skattelettelser.
  • Der opnås en éngangsindtægt, som kan finansiere de statslige og kommunale gældsafdrag.

 

5.2 Frasalg af statslige aktie- og ejendomsbesiddelser

Den anden type af privatisering er slag af offentlige aktiver, dvs. bygninger, jordarealer og materiel såvel som aktier og andre værdipapirbeholdninger. Kommunerne har således betydelig jord- og ejendomsbesiddelser, der udmærket kunne sælges som led i en sanering af den kommunale økonomi.

Staten har siden 1989 frasolgt jord og bygninger for om mod 4 mia. kroner. Det er imidlertid helt utilstrækkeligt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få nedbragt statsgælden på 633 mia. kroner. Derfor skal frasalget af ejendomsbesiddelser intensiveres i finansåret 1993.

Det samme skal frasalget af den statslige aktie- og værdipapirbeholdning i følgende selskaber:

  • Det Danske Luftfartsselskab (SAS)
  • Det Danske Stålvalseværk A/S
  • Bella Center A/S
  • A/S Storebæltsforbindelsen
  • Dansk Olie og Naturgas A/S
  • GiroBank A/S
  • TeleDanmark A/S
  • Københavns Lufthavn A/S
  • Padborg Godsregistrereing A/S
  • Crown Tours ApS
  • A/S Regnecentralen
  • Dyrehavsbakken A/S
  • Dampskibsselskabet Øresund
  • TV2-Reklame A/S

Afhændelsen af de statslige aktier i disse virksomheder vil kunne indbringe et milliardbeløb, der også kan anvendes til gældsafdragelse. Samtidig vil der være tale om en liberalisering for de pågældende selskaber, idet staten ikke længere har bestemmende indflydelse på deres drifts- og ledelseskultur.

5.3. Udlicitering

Den sidste type af privatisering er såkaldt udlicitering, hvor finansieringen stadig er offentlig, mens private virksomheder i fri konkurrence tilbyder at løse opgaverne for det offentlige. Der er med andre ord tale om en privatisering af udbuds- eller produktionssiden.

En række af de opgaver, som i dag løses i kommunalt regi, vil umiddelbart kunne udbydes i fri licitation. For eksempel brandslukning, gaderenovation, kantinedrift, bespisningsordningen, miljøforanstaltninger, parkvæsen, reparation, vedligeholdelse, rengøring og rensningsanlæg. Inden for staten eksisterer de samme muligheder for at udlicitere opgaver til privat drift:

  • Statens Indkøb
  • Fængselsvæsnet
  • Miljøopgaver
  • Rengøring
  • Besejling af småøer
  • Statens Informationstjeneste
  • Sundheds- og uddannelsesinstitutioner
  • Trykkeriopgaver
  • Affaldshåndtering
  • Skovdrift
  • EDB-opgaver
  • Etc.

I Udliciteringsudvalgets rapport er der opført i alt 260 mulige licitationsopgaver (16).

Formålet med at udlicitere de omtalte opgaver er at opnå en effektivitetsgevinst. Ifølge ”Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter” vil der kunne opnås en gennemsnitlig driftsbesparelse på 20 % (17). Det er også i overensstemmelse med de hidtidige erfaringer.

5.4. Fordele ved privatisering

Ud over at være provenukilde til finansiering af skattelettelser og gældsnedbringelse, er privatisering forbundet med en række meget væsentlige fordele, der i sig selv gør dem attraktive.

  • Privatiseringer øger den personlige frihed, både hvad angår forbrugsvalg og produktion. Dels fordi forbruget er baseret på en selvvalgt efterspørgsel, og dels fordi udbuddet er mere differentieret ift. de standardiserede ydelser, det offentlige tilbyder.
  • Privatiseringer øger effektiviteten, hvilket er en betingelse for overlevelse i den internationale konkurrence. Privatiseringer vil således gøre dansk økonomi modstandsdygtig over for den konkurrencesituation, som åbningen af det europæiske marked vil medføre.
  • Privatiseringer øger spredningen af ejendomsretten, idet alle principielt kan etablere en virksomhed, som det offentlige tidligere havde monopol på at drive. Det svækker koncentrationstendenserne og fremmer decentrale løsninger.
  • Privatisering er bedre end besparelser, fordi aktivitetsniveauet opretholdes. Besparelser rammer derimod ofte ”kødet” i stedet for ”fedtet”.

5.5 Opnåeligt provenu ved privatiseringer

Det er meget svært at foretage en tilnærmelsesvis præcis vurdering af de forskellige privatiseringsforslags provenu, idet der ikke foreligger konkrete værdifastsættelser af de offentlige aktiviteter. Men Fremskridtspartiet har det grundsynspunkt, at de foreslåede privatiseringer bør gennemføres på trods af den usikre værdifastsættelse.

Statens situation er i den forbindelse ikke forskellig fra en virksomheds beslutning om at sende et produkt på markedet; den ved ikke på forhånd, om produktet kan afsættes og til hvilken pris. Staten må derfor – ligesom virksomheden – udbyde sine opgaver til salg og derefter søge at opnå det størst mulige provenu. Under et offensivt frasalg af offentlige aktiviteter, vil der sagtens kunne opnås et provenu på de 25-30 mia. kroner, der ud over de beskæftigelsesneutrale besparelser er forudsætningen for budgetbalance i 1993.

Henvisninger

16. Finansministeriet, ”Udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver”, København. Oktober 1991.

17. Finansministeriet, Budgetdepartementet, ”Offentlig eller privat, Rapport om privatisering og markedsføring af offentlige aktiviteter”, marts 1990.

Liberaliseringer – Dansk dynamik

20. maj 2013 51 kommentarer

6. Liberaliseringer

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

———————————————————————————

Regulering af virksomhedernes etableringsret og erhvervsudøvelse er en af de mest undervurderede statslige aktiviteter. Da der endnu ikke eksisterer et kvalificeret mål for det samlede reguleringstryk, er det yderst vanskeligt at danne sig et samlet billede af reguleringens rækkevidde og de samfundsøkonomiske konsekvenser.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse – foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Co. – fremhæves den statslige regulering ligefrem som den værste trussel mod produktivitetstilvæksten (18). Undersøgelsen anfører, at det netop kan forklare den relative produktivitetsforskel mellem USA og de europæiske lande.

Undersøgelsen påviser, at den fri etableringsret og erhvervsudøvelse er dét produktivitetsforhold, der har den største betydning for et lands konkurrenceevne. Det interessante ved den omtalte undersøgelse er, at uddannelse ikke figurerer som et afgørende produktivitetskriterium. Der var i 80´erne en international konkurrence, der gik ud på at tiltrække så mange virksomheder som overhovedet muligt. Desværre indtog Danmark en tilbagetrukket rolle i denne konkurrence med en mindre liberalisering af lukkeloven som det mest kreative højdepunkt.

Skal de danske virksomheders konkurrenceevne sikres, skal der foretages mere omfattende liberaliseringer. Ellers vil de danske virksomheder flytte til de steder i Europa, hvor etableringsretten og erhvervsudøvelsen er mindst reguleret.

Fremskridtspartiet har i denne forbindelse valgt at fokusere på tre områder:

  • Energisektoren
  • Transportsektoren
  • Boligsektoren

6.1. Energisektoren

Fremskridtspartiet foreslår, at der foretages en gennemgribende liberalisering af energisektoren, der ophæver el-selskabernes monopol. Derved vil de billigste energiformer fortrænge de dyreste og skabe et optimalt energimarked, der er i overensstemmelse med virksomhedernes langsigtede behov. Forudsætningen er imidlertid, at den offentlige regulering af el-priserne bringes til ophør. Staten skal således stoppe favoriseringen af en energiform frem for en anden.

6.2. Transport og Kommunikationssektoren

Liberaliseringen skal dels ske ved, at private virksomheder får adgang til at operere på det samlede europæiske jernbanenet, dels ved at staten umiddelbart overlader det til private entrepriser at etablere faste forbindelser over Øresund og Femernbælt.

Private skal desuden inddrages i udbygning og drift af det danske motorvejsnet.

Fremskridtspartiet foreslår også, at dereguleringen af luftfarten intensiveres. Formålet er at gøre flytrafikken til en mere konkurrencedygtig transportform – både for person- og cargoflyvning. I den forbindelse er det nødvendigt, at monopolrettighederne på indenrigsflyvningen fjernes, samtidig med at statens aktiebeholdning i De Danske Luftfartsselskaber A/S (SAS) afhændes.

Inden for kommunikationssektoren er der allerede foretaget væsentlige liberaliseringer; fx er apparat- og mobiltelefonområdet i dag underlagt en konkurrence, der både sikre et frit forbrugsvalg og prisbillige løsninger. Sammenlægningen af telefonselskaberne under TeleDanmark A/S ved tvangsindløsning af private investorers aktiebeviser i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab, red.) og JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, red.), var en bevægelse i forkert retning med øget statskontrol og monopolisering. Derfor skal TeleDanmark A/S udbydes til salg samtidig med, at retten til at drive televirksomhed liberaliseres.

6.3. Boligsektoren

Et af de områder, hvor reguleringens konsekvenser har været mest synligt, er inden for boligsektoren. Det er nærmest en tilsnigelse at tale om et marked, for intet sted er forholdet mellem udbud og efterspørgsel mere forvredet af planøkonomi.

Huslejekontrollen har fx medvirket til:

  • at fastlåse den eksisterende beboelsesstruktur, idet besiddelsen af et lejemål, der har en større værdi end den betalte husleje, har fjernet tilskyndelsen til at flytte.
  • at reducere arbejdskraftens geografiske mobilitet, hvilket kan forklare en del af den såkaldte strukturarbejdsløshed.
  • at skabe en ineffektiv udnyttelse af boligmassen, idet midaldrende mennesker sjældent fraflytter deres lejlighed, selvom børnene har forladt hjemmet. Boligvalget er således betinget af økonomiske forhold og ikke af kapacitetsmæssige behov.
  • at ejendomssaneringen er blevet nedprioriteret, idet udlejerne ikke har fundet det lønsomt at opretholde dets beboedes værdi.
  • at mindske byggeaktiviteten og dermed reducere udbuddet af lejligheder.

Disse negative ´virkninger kan bedst imødegås ved en ophævelse af huslejekontrollen. Fremskridtspartiet er opmærksom på, at en sådan liberalisering – i en overgangsperiode – kan få alvorlige følger for enkelte familiers privatøkonomi. Men vi vil hellere medvirke til en midlertidig finansiering af disse enkelte lejeres forhøjede boligudgifter end at fortsætte med den helt uacceptable forvridning af boligmarkedet.

De samme problemer optræder på erhvervslejeområdet, hvor reguleringen også forvrider den naturlige prisdannelse. Her kan der dog ikke argumenteres for forholdet mellem en stærk og svar part, idet der altid er tale om stort set jævnbyrdige parter. Derfor bør aftale- og kontraktfriheden genskabes og reguleringsbestemmelserne i erhvervslejeloven udgå.

Henvisninger:

18. Undersøgelsen af konsulentfirmaet McKinsey & Co. er gengivet i ugeskriftet Mandag Morgen; ”Regeringen spænder ben for høj produktivitet”, nr. 38 – 2. november 1992, s. 10-13.

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

17. september 2012 7 kommentarer

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.

I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.

Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:

1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.

2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.

3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.

4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).

5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.

6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.

7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.

8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.

9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.

10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.

11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.

12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol friheden undermineres gradvist.

13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.

14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.

Fortsat risiko

Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.

Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.

Børsen og

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 12. årgang / 16. november 1984

Løsning kan være et Dansk Internationalt Transportregister

14. september 2009 4 kommentarer

Løsning kan være et Dansk Internationalt Transportregister

Løsningen for den danske transportbranche kan være et Dansk Internationalt Transportregister (DIT), som på samme tid kan forhindre udflagning af danske lastbiler og skabe en god konkurrencesituation for erhvervet. Det vil gavne hele det danske samfund i form af indtjening og flere arbejdspladser, mener Fremskridtspartiets Kim Behnke, der i denne kronik lover, at han nok skal fremsætte lovforslag om DIT i dette efterår, hvis regeringen (V og C, red.) ikke gør det.

I årerne 1985 til 88 var landets aviser fyldt med beregninger om hvor mange rederier, der valgte at lade deres skibe udflage. Resultatet var både tab af arbejdspladser og indsejlet valuta. Problemet for rederierne var nok en række afgifter og andre konkurrenceforvridende forhold i Danmark, som konkurrenterne i udlandet ikke skulle beregne, men den afgørende forskel var spørgsmålet om lønudgifter til søfolkene.

Rederierne opnåede en meget betydelig omkostningsnedgang ved at udflage, idet søfolkene derved kunne indhyres til udenlandske overenskomster, der er afstemt efter udenlandske personskatteniveauer.

Folketinget gik på banen i 1988 og vedtog to væsentlige love. Den ene var indførelsen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister). Den anden var afskaffelsen af sømandsskatten.

DIS blev succes

I dag er alle enige om, at indførelsen af DIS har haft en meget væsentlig andel af den positive udvikling inden for søfarten. I perioden 1985-88 faldt den danske handelsflåde fra ca. 5 til under 4 mio. bruttoregisterton. I antal skibe var der et fald på over 100 skibe! Prognoser fra Danmarks Rederiforening viser, at i 1995 vil vi være oppe på 1985-niveauet med hensyn til antal skibe, nemlig ca. 600. Derimod vil disse skibe repræsentere over 6 mio. bruttoregisterton.

Rederiforeningen kunne i april i år oplyse, at de begynder at få problemer med at skaffe et tilstrækkeligt antal danske søfolk! DIS kan med andre ord uden forbehold udnævnes til at være en succes.

Nok har staten mistet nogle skatteindtægter, men de opvejes til fulde – og meget mere af den vækst, rederibranchen oplever.

Nu gælder det lastbilerne

Efterårets store problem bliver ikke søfarten, men derimod den landbaserede transport. Vognmændene udflager i øjeblikket i foruroligende omfang.

De seneste folketingsinitiativer med reduceret dieselafgiftsrefusion, CO2-afgift og andre konkurrenceforringelser har naturligvis sat yderligere skub i virksomhedernes overvejelser. Efter min mening er vognmandserhvervet i det moderne samfund særdeles vitalt, hvorfor vi ikke passivt skal acceptere, at danske chauffører bliver arbejdsløse, og at bilerne kommer på udenlandske nummerplader.

Skatteministeren (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) skrev i Transport nr. 12, at ændringerne på dieselafgiften er nødvendig EF-harmonisering og at der derfor ikke er tale om konkurrenceforvridning.

Det er nok meget muligt, at dieselafgiften isoleret set harmoniseres, men ministeren glemmer, at danske vognmænds bruttolønudgift er langt højere end i de andre EF-lande. Det samlede resultat – og det er det eneste, der tæller, når man sidder om aftenen med regnemaskinen og skal gøre sine overvejelser – er at danske vognmænd har fået konkurrencesituationen ødelagt.

Må sikres

For ikke at skabe yderligere usikkerhed i erhvervet om, hvad regeringen og EF kan finde på af ”ubetydelige” harmoniseringer, så må vi én gang for alle sikre, at vognmændene kan overleve.

Mit forslag er derfor, at man indfører Dansk Internationalt Transportregister (DIT) efter samme model som DIS. Altså at personskatten reduceres for chaufførerne mod, at overenskomsterne ændres. Således at chaufføren får den same samme nettoløn mens vognmændenes bruttolønudgift reduceres betydeligt. Det vil give en helt ny og langt mere konkurrencefornuftig situation for det danske vognmandserhverv.

Fremsætter lovforslag

Hvis ikke andre vil fremsætte et sådant lovforslag (læs regeringen), så vil jeg gøre det til efteråret.

Jeg håber, at man fra vognmandsside vil være behjælpelig med idéer og inspiration. Sådan, at vi om få år kan fejre DIT som en succes på linje med DIS.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / september 1991 / 19. årgang

%d bloggers like this: