Arkiv

Posts Tagged ‘konkurrenceevne’

Liberaliseringer – Dansk dynamik

20. maj 2013 53 kommentarer

6. Liberaliseringer

Kilde:

DANSK DYNAMIK – en helt ny vækststrategi.

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

———————————————————————————

Regulering af virksomhedernes etableringsret og erhvervsudøvelse er en af de mest undervurderede statslige aktiviteter. Da der endnu ikke eksisterer et kvalificeret mål for det samlede reguleringstryk, er det yderst vanskeligt at danne sig et samlet billede af reguleringens rækkevidde og de samfundsøkonomiske konsekvenser.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse – foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Co. – fremhæves den statslige regulering ligefrem som den værste trussel mod produktivitetstilvæksten (18). Undersøgelsen anfører, at det netop kan forklare den relative produktivitetsforskel mellem USA og de europæiske lande.

Undersøgelsen påviser, at den fri etableringsret og erhvervsudøvelse er dét produktivitetsforhold, der har den største betydning for et lands konkurrenceevne. Det interessante ved den omtalte undersøgelse er, at uddannelse ikke figurerer som et afgørende produktivitetskriterium. Der var i 80´erne en international konkurrence, der gik ud på at tiltrække så mange virksomheder som overhovedet muligt. Desværre indtog Danmark en tilbagetrukket rolle i denne konkurrence med en mindre liberalisering af lukkeloven som det mest kreative højdepunkt.

Skal de danske virksomheders konkurrenceevne sikres, skal der foretages mere omfattende liberaliseringer. Ellers vil de danske virksomheder flytte til de steder i Europa, hvor etableringsretten og erhvervsudøvelsen er mindst reguleret.

Fremskridtspartiet har i denne forbindelse valgt at fokusere på tre områder:

  • Energisektoren
  • Transportsektoren
  • Boligsektoren

6.1. Energisektoren

Fremskridtspartiet foreslår, at der foretages en gennemgribende liberalisering af energisektoren, der ophæver el-selskabernes monopol. Derved vil de billigste energiformer fortrænge de dyreste og skabe et optimalt energimarked, der er i overensstemmelse med virksomhedernes langsigtede behov. Forudsætningen er imidlertid, at den offentlige regulering af el-priserne bringes til ophør. Staten skal således stoppe favoriseringen af en energiform frem for en anden.

6.2. Transport og Kommunikationssektoren

Liberaliseringen skal dels ske ved, at private virksomheder får adgang til at operere på det samlede europæiske jernbanenet, dels ved at staten umiddelbart overlader det til private entrepriser at etablere faste forbindelser over Øresund og Femernbælt.

Private skal desuden inddrages i udbygning og drift af det danske motorvejsnet.

Fremskridtspartiet foreslår også, at dereguleringen af luftfarten intensiveres. Formålet er at gøre flytrafikken til en mere konkurrencedygtig transportform – både for person- og cargoflyvning. I den forbindelse er det nødvendigt, at monopolrettighederne på indenrigsflyvningen fjernes, samtidig med at statens aktiebeholdning i De Danske Luftfartsselskaber A/S (SAS) afhændes.

Inden for kommunikationssektoren er der allerede foretaget væsentlige liberaliseringer; fx er apparat- og mobiltelefonområdet i dag underlagt en konkurrence, der både sikre et frit forbrugsvalg og prisbillige løsninger. Sammenlægningen af telefonselskaberne under TeleDanmark A/S ved tvangsindløsning af private investorers aktiebeviser i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab, red.) og JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, red.), var en bevægelse i forkert retning med øget statskontrol og monopolisering. Derfor skal TeleDanmark A/S udbydes til salg samtidig med, at retten til at drive televirksomhed liberaliseres.

6.3. Boligsektoren

Et af de områder, hvor reguleringens konsekvenser har været mest synligt, er inden for boligsektoren. Det er nærmest en tilsnigelse at tale om et marked, for intet sted er forholdet mellem udbud og efterspørgsel mere forvredet af planøkonomi.

Huslejekontrollen har fx medvirket til:

  • at fastlåse den eksisterende beboelsesstruktur, idet besiddelsen af et lejemål, der har en større værdi end den betalte husleje, har fjernet tilskyndelsen til at flytte.
  • at reducere arbejdskraftens geografiske mobilitet, hvilket kan forklare en del af den såkaldte strukturarbejdsløshed.
  • at skabe en ineffektiv udnyttelse af boligmassen, idet midaldrende mennesker sjældent fraflytter deres lejlighed, selvom børnene har forladt hjemmet. Boligvalget er således betinget af økonomiske forhold og ikke af kapacitetsmæssige behov.
  • at ejendomssaneringen er blevet nedprioriteret, idet udlejerne ikke har fundet det lønsomt at opretholde dets beboedes værdi.
  • at mindske byggeaktiviteten og dermed reducere udbuddet af lejligheder.

Disse negative ´virkninger kan bedst imødegås ved en ophævelse af huslejekontrollen. Fremskridtspartiet er opmærksom på, at en sådan liberalisering – i en overgangsperiode – kan få alvorlige følger for enkelte familiers privatøkonomi. Men vi vil hellere medvirke til en midlertidig finansiering af disse enkelte lejeres forhøjede boligudgifter end at fortsætte med den helt uacceptable forvridning af boligmarkedet.

De samme problemer optræder på erhvervslejeområdet, hvor reguleringen også forvrider den naturlige prisdannelse. Her kan der dog ikke argumenteres for forholdet mellem en stærk og svar part, idet der altid er tale om stort set jævnbyrdige parter. Derfor bør aftale- og kontraktfriheden genskabes og reguleringsbestemmelserne i erhvervslejeloven udgå.

Henvisninger:

18. Undersøgelsen af konsulentfirmaet McKinsey & Co. er gengivet i ugeskriftet Mandag Morgen; ”Regeringen spænder ben for høj produktivitet”, nr. 38 – 2. november 1992, s. 10-13.

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

17. september 2012 7 kommentarer

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.

I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.

Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:

1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.

2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.

3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.

4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).

5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.

6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.

7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.

8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.

9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.

10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.

11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.

12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol friheden undermineres gradvist.

13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.

14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.

Fortsat risiko

Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.

Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.

Børsen og

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 12. årgang / 16. november 1984

Schlüters bogholderiprokurator tricks

28. maj 2012 5 kommentarer

Schlüters bogholderiprokurator tricks

FREMSKRIDT nr. 5, side 4 og side 5 meddelte henholdsvis en oversigt over statsudgiftsvæksten i 1987 og et angreb på dem med sugerør i de offentlige kasser.

Dette suppleres nu af omstående citater fra Berlingske og fra Finanstidende samt af artiklen om Post-skatten. Men der er mangt og meget yderligere at tilføje om, hvordan befolkningen bedrages med påstande om, at den borgerlige regering (V,C, CD og KrF, red.) holder den offentlige sektors vokseværk i stram snor.

De offentlige udgifter er vokset med mindst 30 % fra 1982 til 1986 og stiger med mindst 10 % fra 1986 til 1987. Regeringen har selv regnet ud, at hvis der kommer en gennemsnitlig stigning på 2 % hvert år, vil skattetrykket i år 2010 være vokset fra de nuværende ca. 52 % til ca. 69 %.

Berlingske har blandt andet følgende kommentar:

Faktum er, at det offentlige i dag ”af sig selv” øger sine udgifter med fire-fem milliarder kroner hvert år, hvis ikke der skrides ind. Det skyldes fortrinsvis, at flere og flere pensionister skal forsørges af det offentlige. Hvis Palle Simonsen (C) vil holde sine udgifter på samme niveau som året før, skal han altså starte med at barbere fire-fem milliarder kroner ud af budgettet, uden at det overhovedet kan spores i regnskaberne.

Økonomen Frank Dahlgaard har beregnet, at de offentlige bruttoudgifter i 1986 lå 3 % over 1983-niveauet i stedet for det, som var regeringens hensigt, 3 % under. Det svarer til, siger Dahlgaard, at de offentlige udgifter i 1986 i fast købekraft var 20 milliarder kroner større end oprindelig tilsigtet af Schlüter-regeringen.

Ingen bør lade sig fuppe af at Storebæltsbro, Naturgas, TV-2, Hybridnet, og andre fejlinvesteringer ikke står på finansloven, men posteres over for eksempel A/S´er selvejende institutioner, firmaer eller andre dækfigenblade.

Når staten er økonomisk garant, påvirker projekterne nemlig samfundsøkonomien mindst lige så skadeligt som, hvis folketingsflertallet havde været ærlige og ikke dumsmart søgt at skjule disse frådserier med skatteydernes penge.

Det skyldes at de væsentligste danske produktionsfaktorer består i:

  • 5,1 millioner danskeres arbejdskraft.
  • Råstoffer i jord og hav.
  • Maskinpark m.v.

Når vi diskuterer ændring af den offentlige sektors størrelse, er det vigtigste realøkonomiske problem, om der lægges beslag på færre eller flere af de nævnte produktionsfaciliteter til andet end at fremme styrken hos udlandskonkurrerende virksomheder. Firkløverne prædiker i stedet om bogholderirammer. Samtidig praler de med, at de gennem ”kreativ bogføring” reelt inddrager mere og mere under statens og kommunerne regier.

Med bankerotafgrundstruslen under de danskes fødder er det nu folketingets hovedopgave at sørge for, at disse produktionskræfter i størst mulige omfang bruges til eksportproduktion.

Oftest vil det derfor gavne at flytte en arbejder eller anden produktionsfaktor fra offentlig til privat sektor.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 15. årgang / 8. maj 1987

Kategorier:Økonomi, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Erhvervspolitik, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

20. maj 2012 1 kommentar

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

FREMSKRIDT 1979-20 gengiver nogle spørgsmål af 8. november 1979 fra Kai Wøldike til folketingets medlemmer. Jeg sendte ham den 12. november følgende svar:

Kan arbejdsløsheden afskaffes eller nedsættes betydeligt ved at nedsætte samtlige lønninger med for eksempel 20 %?

Svar:

Ja – men af hensyn til de enkelte mennesker i Danmark – og det er jo det vigtigste hensyn for folketinget – kan det ikke nytte noget at foretage en så stor nedskæring af den løn, der udbetales folk. Derfor må nedsættelsen ske på indkomstskattedelen, hvorved der opnås det samfundsøkonomisk afgørende nemlig, at der overføres produktive kræfter fra det offentlige til det private.

——————–

 Er det rigtigt, at det ikke betyder en reallønsnedgang, hvis man sikrer, at priserne nedsættes med samme beløb + normal fortjeneste på lønnen + moms af samme lønnedsættelse?

Svar:

Det er ikke muligt at gennemføre en prisnedsættelse m.v. som i spørgsmålet anført. Hvis man vil forsøge på det, gør man ondt værre, fordi man skal etablere et administrationsapparat og et sådant indebærer, at samfundets kræfter anvendes forkert.

——————–

 Er det rigtigt, at man ved afskaffelse af arbejdsløsheden kan nedsætte skatterne med hele nettobeløbet, der udbetales til de arbejdsløse?

Svar:

Staten har et stadigt stigende underskud (I 1980 således knapt fire gange så  meget som arbejdsløshedsunderstøttelsen). Underskuddet finansieres ved låneoptagelse d.v.s. ved, at fremtidens skatter skal forhøjes med de til rente- og afdragsbetaling nødvendige beløb. Dette er selvsagt uholdbart og umoralsk. Blandt andet derfor må sparede arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb først og fremmest bruges til at nedbringe statsunderskuddet. Herved opnås også, at flere af samfundets kræfter sættes ind på den eksport, som er så nødvendig for at få tilbagebetalt gælden til udlandet.

——————–

 Er det rigtigt, at næsten fuld beskæftigelse, skabt ved konkurrenceevne, hurtigt vil forbedre vort økonomiske forhold til udlandet?

Svar:

Ja – der skal i valutaerhvervene beskæftiges langt flere mennesker end de, der er i øjeblikket og de, der er arbejdsløse. Derfor skal der nedlægges et stort antal stillinger i det offentlige og oprettes flere stillinger i valutavirksomheder.

——————–

 Er det rigtigt, at reallønnen, efter en formindskelse af vor udenlandsgæld, kan forhøjes ved nedsættelse af de ekstraordinære forbrugsafgifter, såsom: Forhøjet moms, afgift på spiritus, benzin, tobak o.s.v.?

Svar:

Reallønnen kan forhøjes ved nedsættelse af forbrugsafgifter, men det er langt lykkeligere, at gøre det ved nedsættelse af indkomstskatten jfr. Vedlagte hæfte ”Indkomstskatten… samfundsts skurk”.

——————–

To af landets førende økonomer besvarede sidste år disse fem spørgsmål med et ja. Hvornår kommer den politiske beslutning, hvor det gennemføres?

Svar:

Den politiske beslutning om at forbedre Danmarks økonomi kommer ikke før Fremskridtspartiet er styrket meget væsentligt eller udlandet giver Danmark kniven på struben ved at nægte, at yde os yderligere lån. Erfaringen viser nemlig, at der hos de partier, der selv roser sig som ansvarlige – hvad enten de kalder sig firkløver, Socialdemokrati eller radikale – er en sådan slaphed og manglende mod og handlekraft, at de pågældende partier kun gør landets økonomi værre og værre.

 

Med venlig hilsen

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Trafikskat!

6. april 2012 8 kommentarer

Trafikskat!

IngeMarie Nielsen og Preben kan ikke rigtig blive enige om principperne for en trafikskat. IngeMarie Nielsen vil gøre driften billig af hensyn til konkurrenceevnen. Preben Laugesen vil gøre anskaffelsen dyr for at begrænse import af biler og forbrug af benzin.

Nu er spørgsmålet, hvad er det Danmark lever af? Vi sælger en hel masse produkter, som for en mindre dels vedkommende består af importerede af os bearbejdede råvarer, mens resten er arbejdsløn, energi, skatter, omkostninger og avancer. Råvarerne og energien importerer vi, resten har vi jo selv.

Jo flere råvarer og jo mere energi vi importerer, des mere kan vi eksportere, og des mere kan vi få solgt af vor arbejdskraft, vore omkostninger, skatter og avance.

Det er altså en helt misforståelse, at der skal spares på energi. En landmand ville aldrig finde på at spare på foderet. Og det er også energi.

Vor konkurrenceevne er ikke berørt af de høje råoliepriser til leverandørlandene. Vore konkurrenter må betale samme priser. Men vor konkurrenceevne forringes, når vi selv belægger vor trafik med afgifter, som overvæltes på eksportpriserne, og gør dem unødigt høje. Enhver skat som indgår i varens pris, forsøges nemlig betalt af køberen, ved eksport altså af udlandet. Men udlandet vil ikke betale vore skatter, hvis varen ligesågodt kan købes i et land med lavere overvæltelige skatter.

Det er rigtigt, som Laugesen påpeger, at en del mennesker vil anskaffe store benzinslugende biler. Men gamle udslidte biler er heller ikke benzinbesparende. Men efter IngeMarie Nielsens forslag vil det være meget få, som har råd til den spøg. Det vil også være ganske få, som udskifter de gamle biler, de har med nye registreringsafgiftsfri. Det har de nemlig heller ikke råd til. Men når nye biler kun koster ca. 15.000 kroner fremover, bliver det lettere at etablere sig, afskrivningerne bliver små, presset på bankernes finansiering bliver ca. 3½ milliard kroner mindre pr. år, hvorfor vi kan forvente en lavere rente, så bliver eksporterhvervenes omkostninger sandsynligvis så meget lavere, at de bliver konkurrencedygtige.

Er man konkurrencedygtig, er der ingen ende på, hvor stor eksporten kan blive og derfor heller ingen grænse for, hvor mange mennesker vi kan beskæftige. Det er det, IngeMarie Nielsen har blik for. Alene det kvalificerer hende til finansministerposten.

F. Beyer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang  / 23. januar 1978

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne

24. marts 2012 20 kommentarer

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne

I en kommentar til regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) økonomiske oversigt siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, at den eneste måde at øge den danske konkurrenceevne på er at give skattelettelser.

– Hvis regeringen lover arbejdsmarkedets parter at hæve bundfradraget til gengæld for en opløsning ved overenskomstforhandlingerne, vil dansk erhvervsliv få nedbragt omkostningerne og derved få styrket konkurrenceevnen. Det er samtidig den eneste vej frem, hvis vi skal skabe reelle arbejdspladser, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Regeringen forventer en stigning i inflationen. Også derfor skal der styr på de offentlige budgetter. Inflation er som en tyv om natten. Ingen har gavn af mere i lønningsposen, når priserne også stiger. Derfor skal der gøres alt for at holde inflationen nede.

– Når regeringen siger, at den forventer 10.000 flere i arbejde til næse år, er der tale om et skønmaleri. Kun fordi regeringen har opfundet alle mulige orlovsordninger, kan den få det til at se ud som om, at ledigheden er faldet. Kendsgerningerne viser desværre noget helt andet, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11  / 24. årgang / november 1996

%d bloggers like this: