Forside > EU/EF > Unions-propagandaen er en del af bedraget

Unions-propagandaen er en del af bedraget

4. august 2008

Unions-propagandaen er en del af bedraget


I formiddagsbladet BT den 30. september 1996 forsøgte Jens David Adler på 3/4 side at redegøre for:

Nu kommer tømmermændene ved vort nej til euroen, “Danmark ryger helt ud i kulden.


“Den tyske forbundsbank modsætter sig det sikkerhedsnet for kronen, som økonomiminister, Marianne Jelved (B), ellers var ved at skaffe sig aftale om. Kohl og Chirac klar med helt ny strategi.


Det bliver værre end de værste skræk-scenarier med Danmark uden den fælles euro, kan man læse”.  (BT´s læsere forventes at være rystede).


Den tyske forbundsbank har nægtet at sikre den danske krone ved kort-sigts-uligevægts-problemer med betalingsbalancen og ved støtteopkøb, når spekulationssalget måtte sætte ind mod DK-kronen uden for pengefællesskabet, kan en økonom oversætte de “kloge, mystificerede betragtninger i BT”.


Hertil skal det for god ordens skyld oplyses, at Sverige fik spekulationslussingen samme år som danskerne sagde nej. Denne lussing kom, fordi Tyskland ikke ville overtage den svenske gæld på godt 1,3 billion. Året før havde Sverige et samhandelsunderskud på hen ved 100 mia. Sv. kr. Desuden kunne svenskerne blot vove at sige nej som danskerne. Det var forsmagen på, hvad som kunne hænde. Et par år forinden havde daværende økonomiminister, Niels Helveg Petersen (B), slået til lyd for, at Danmark atter skulle efterligne Sverige, også med den økonomiske politik.


Nu er Sverige bankerot og har devalueret med 30 %. IMF (Valutafonden, red.) styrer Sveriges økonomi nu. Var det sådan du ville, Niels? Når det måtte blive stormvejr på pengemarkederne ville Marianne godt have haft et sikkerhedsnet, selvom Danmark har taget forbehold ligesom England mod den fælles euro-møntenhed. Hun fik ikke dette sikkerhedsnet – i første omgang. Kronen bliver helt alene, den får en meget mere ensom tilværelse, end vi hidtil har slået os til tåls med, kan man læse i Adlers artikel. Sverige og Finland er med fra starten, selvom Sverige ikke uden hjælp fra IMF kan honorere det sidste økonomikrav, der er tilbage af de fire optagelsesbetingelser i ØMU-indretningen: Underskuddet på statens husholdningsbudget – de offentlige finanser – må ikke i 1997 udgøre mere end 3 % af bruttonationalproduktet.


I tilfældet Frankrig er man parat til fra tysk side, at “se igennem fingre med, at Frankrig får lov til at fifle med pensionsmilliarderne i France Telecom for at nå ned på de tre pct. på næste års budget”, beretter David Adler i BT.


Der er det kedelige problem, at lande uden for den fælles pengeordning kan finde på at devaluere for at opnå konkurrencefordele i forhold til området med den fælles pengeordning, kan man læse. Ja og et spekulationspres kan tvinge nogle lande, herunder Danmark, til en devaluering på 50-80 % skal det oplyses.


Der er også problemer med Italien og Spanien. Disse kan slet ikke klare økonomikravet – heller ikke det sidste, men deres valutaer er umulige at beskytte p.g.a. deres samlede størrelse, såfremt de står udenfor. Så vidt denne famøse artikel til de intetanende danskere i BT den 30/9:  “Danmark ryger helt ud i kulden”. (Husk det på afstemningsdagen (!), kunne han have skrevet). Sandheden er, at skiftende danske regeringspolitikere med skiftende farver igennem generationer har opbygget en mamut-statsgæld i Danmark. Tyskerne har overtaget og dækket det meste ind, for så vidt angår lånegælden, som den rettelig bør benævnes.


Lånt velfærd i stedet for velstand, lån til lønninger og pensioner for de offentlige ansatte o.m.a. Den stærke danske økonomi er vildt opreklameret. Den faste kronekurspolitik føres ikke i Danmark, men i Tyskland – ikke vi – de, har klaret den mod “at få os med på vognen”. Sådan er det. Dette holder Tyskland op med at sikre, hvis vi står af. Alle europæiske lande – på nær Schweiz og Norge – er helt vildt statsgældsatte. Tyskland med mere end 2 billioner DM, Danmark med mere end 850 mia. kr. ved udgangen af 2. kvartal 1996.


Vi skal da ikke til at devaluere og dermed miste tillid til vore samhandelspartnere, selvom vi så kunne opnå en kortsigtet eksportfordel.


Vi er meget importafhængige. Denne fordel vil hurtigt blive ædt op og så gør det endnu mere ondt.


Vi skal da heller ikke modtage devaluerede valutaer som betaling. Det er simpelthen svindel.


Den nemme løsning

Alt vedrørende økonomien i Danmark er siden Den anden Verdenskrig blevet kørt efter kortsigtede betragtninger opfundet til formålet af John Maynard Keynes. Han kreerede også det internationale betalings-, clearings- og statslånesystem. Et system, der fristede alle svage regeringspolitikere til blot at låne og trykke sedler i stedet for at klare ærterne på den hårde måde.


Samlet bliver alle korte sigt i længden til det lange sigt. Det er præcis dertil vi er nået. Så enkelt er det.


Keynes havde én sand betragtning, som hovedforudsætningen for al sin heksekunst: “På langt sigt er vi alle døde”.


Nu er der bare det, at vi fortsat er et par stykker, for hvem Danmark og de kommende danske generationer spiller en rolle. Mange af os kan vanskeligt overbevises om sandheden i Mönchhausens myter. Jovist, de er underholdende.


Desværre tror mange andre – for en tid de fleste – på myterne, når de bruges i økonomibetragtninger. For eksempel den med, at han som rytter på en hest, der var endt i en sump, var i stand til at trække sig op ved at trække i sit eget hår.


For at blive en økonomiprofessor nogen gad lytte til i det gode selskab, skulle man følge Keynes´ betragtninger i efterkrigstiden. Det var der så nogen, der gjorde. Deraf misforståelserne.


Nu skal det siges, at Keynes rigtignok selv gik ind for Den nye Verdensorden – som EU-konstruktionen er den ene tredjedel af. Han mente dog ikke, man med fordel kunne skjule planen for vælgerne/borgerne i hen ved to generationer. Dette kan man bl.a. læse hos Anthony Sampson i bogen: “Den skjulte magt”. Sampson var sekretær i Brandt-kommissionen, den med Nord-Syd-dialogen.


Alle landene i EU er stærkt gældsatte. De skylder netto til de internationale grosistbanker, den muslimske og den internationale højfinans.


Kun ved at få dækket gælden ordentligt ind og så fremover lade være med at bruge flere penge, end der er samhandelsproduktionsdækning for, kan vi undgå, at intermagten leger med os som med en flok forvildende mus.


Tilskuds-Europa med orlovscamouflage (hilses velkomment i Europa af Bilderberggruppe-medlem, tidligere kommissionsformand i EF/EU, Jacques Delors, i bladet “Europa” nr. 9, september 1996, fra Europa Kommissionen). Offentligt sekunda arbejdsmarked er det blevet til (med vore stemmer), efterhånden som tilstrækkeligt nyt ikke betaler sig på privat initiativ.


Det betaler sig ikke, fordi vor samfundsindretning er for forbrugskrævende i forhold til produktionen. Derfor gælden i dag.


Det er uanset “de europæiske herres” betragtninger om stabilitet og “et socialt Europa” (Delors´ udtrykte ønske) gennem den tyske forbundsbank nemmere at gældsætte 15-18 lande på én gang med én valuta end 15-18 lande, der konkurrerer om vareproduktionen og om at finansiere de indbyrdes kortsigts-samhandelsubalancerne.


Tror man tilliden til Tyskland eller euro-valutamarkedets størrelse vil forhindre dette, så har man ikke sans for internationale talstørrelser.


Der er intet i vejen med ØMU´ens konvergens krav (at være rettet mod det samme punkt), heller ikke med dem, der er opgivet.

De skal blot være nedfældet i en dansk grundlov, ligesom den maksimale skatteopkrævning skal fastbindes i grundloven. Danmark skal nemlig regeres fra Danmark.


Indtil dette kan ske, må vi prøve med etikken, med ubehaget efter det store ædegilde, prøve med sandheden. Lære folk sandheden, efter de er blevet fyldt med løgn i 40 år. Intet er umuligt. Men intet hjælper med nye fælles penge i EU.

Jo.., ansvarsforflygtigelsen kunne fortsætte.


Og når det igen føles af folk, at det bliver skidt eller værre, så kan de gamle politikere, der til den tid er nærmest afskaffet sammen med demokratiet sige: “Det er sandelig ikke os, det er de andre, dem i EU-kommissionen, dem i den fælles europæiske-centralbank“.


En aftale med Norge, som er gældfri, om olieudvinding i de danske felter kombineret med, at Norge måske så vil dække os aftalt ind i stormvejret, der kommer under alle omstændigheder i din eller dine børns tid, ville ikke være det værste.


Heksekunsternes tid er forbi.


Sandheden er den nemmeste, selv for de svage i troen, har det vist sig. Den bestemmer nemlig i sidste ende.


Har du ledige danske penge, så er det ingen dårlig idé at placere dem i norske værdier inden udgangen af 1997.

J. Vig

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Reklamer
%d bloggers like this: