Arkiv

Posts Tagged ‘genskab væksten i danmark’

Mangel på arbejde?

25. oktober 2011 Skriv en kommentar

Mangel på arbejde?

Det er en misforståelse, at summen af arbejde skulle være konstant. Forholdet er det modsatte: Der er uendelige mængder af arbejde, som trænger sig på for at blive udført.

Problemet er derfor ikke at skaffe arbejde. Problemet er ene og alene prisen på arbejdskraft. Når det er særlig svært at sælge arbejdskraft i Danmark, skyldes det, at der hertillands er lagt en alt for høj skat på arbejde – indkomstskatten. Man solgte mindre snaps, da man indførte spiritusskatten. Tilsvarende vil man sælge mere arbejdskraft – også en overbeskæftigelse –, hvis man sætter indkomstskatten ned.

Fuld beskæftigelse kan kun genvindes ad én vej:

Ved at styrke indkomstskattenedsættelsesparti nummer et – Fremskridtspartiet.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25  / 15. årgang / 14. august 1987

Statstilskud gør ikke erhvervslivet effektivt

3. april 2011 55 kommentarer

Statstilskud gør ikke erhvervslivet effektivt

Tilskud kræver øgede skatter –  og hvad der så gavner den ene, skader den anden, skriver Mogens Glistrup.

Flere statstilskud til dansk eksport har i mange år været en regeringsparole – , og SV-regeringen fremturer med den.

Fremskridtspartiet kan ganske klart slå fast, at det ikke er ved flere statstilskud – og altså mere umyndiggørelse – ,at dansk erhvervsliv gøres mere effektivt. Vi ved alle sammen, at statstilskud kræver øgede skatter. Hvad man derfor måtte gavne hos den, der får tilskuddet, skader man dobbelt hos den, der skal betale merskatten.

Ministerbehandling af tilskudsansøgninger er ikke egnet til at støtte de pioneerproduktioner, som der virkelig er fremtid i. Ny virksomheds fornuft kan sjældent belægges med regnskabstal og anden dokumentation. Den kan først komme til eksistens efter nogen tid. Og i mellemtiden er initiativet måske slået ihjel af statsordninger og skatteplyndring. Dertil kommer, at igangsætterigerningen kræver sin mand 100 %. Han har ikke tid til at nusse med bogholderi og andet papirpjatteri.

De gamle firmaer får mest støtte

Den skatteyderbetalte hjælp tilfalder derfor i overmål de gamle firmaer, som ikke mere er dynamiske, men er kommet ind i en mere stille periode, hvor man har tid til at studere tilskudslovene og tålmodighed og overskudskraft til at køre ansøgningssager for offentlige myndigheder.

Bedst chance har de større foretagender. De har størst politisk pressionsstyrke, og de er i besiddelse af det største kontorapparat til at forsyne ministrene med alle de mange bilag, som udkræves, for at en ansøgning kan gå igennem.

Mest energisk presses der på overfor ministerierne af hensygnende firmaer, som kun kan overleve, hvis de kan få deres snabelsugerør ned i statskassen. Mens andre kan tage det med største påhøjet ro, om de får støtte eller ej, gælder det liv eller død for de virksomheder, som er dårligst ledede, har forældede produktionsapparater og dårlige varer. En aldeles uforholdsmæssig stor del af statsstøtten havner derfor hos virksomheder, der ingen overlevelsesmuligheder havde uden statstilskud.

Et eksempel på internationalt plan – franske og belgiske stålværker – er beskrevet i ”EF med Z” side 24-25. det er godt at få almindelig forstand af.

Hvem er eksportnyttige?

I det virkelige liv er det tilmed nok så svært af finde frem til hvilke firmaer, der bør få stemplet ”eksportnyttig”. Nogle virksomheder er underleverandører til eksportforetagender. Andre har hjemmemarkedsandele af en hvis størrelse. Det er ikke til at sige, om støtten reelt går til privatforbrug eller til at forbedre eksportmulighederne.

Det eneste sikre resultat af at give statstilskud til nogle erhvervsvirksomheder er, at man forvrider konkurrencen. I stedet for at den der arbejder mest rentabelt og lønsomt, også bedst kan sælge sine varer, begunstiger man den, som har den bedste evne til at trykke på de rigtige knapper for at få statspenge.

Dertil kommer så, at statstilskudsordningerne overdrives af udenlandske konkurrenter overfor deres regeringer og parlamentarikere. Resultatet bliver, at de andre landes statskasser så iværksætter repressalier overfor dansk næringsliv – såvel dettes sunde virksomheder som dem, der lever på socialhjælpsnas. Man beskylder danskerne for groft at bryde internationale aftaler – for eksempel inden for GATT, EF eller OECD – og bruger de danske statstilskudsordninger som undskyldning for, at man selv endnu grovere kan overtræde disse regler –, fremmede lande har jo som regel flere penge at gøre godt med i deres statskasser, end vi har i Eva Gredals (A), Ritt Bjerregaards (A), Niels Matthiasens (A) og Lise Østergaards (A) fædreland.

De penge staten har til rådighed, må derfor langt hellere anvendes til at forbedre det almindelige økonomiske klima – allerbedst ved forhøjelse af det skattefri bundfradrag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978 

Lønforhøjelse

7. november 2010 1 kommentar

Lønforhøjelse

De gamle partier vil have et skattefrit bundfradrag for 1980 på 14.800 kroner.

Fremskridtspartiet foreslår 38.000 kroner.

Dette beløb vil være det lykkeligste, når der skal gøres en kraftindsats for hurtigst muligt, at redde Danmarks økonomi. Men det betyder ikke, at vi står stejlt på tallet. Som altid er Fremskridtspartiet rede til i samarbejde at forhandle sig frem til et mellemresultat. Enhver forhøjelse af det skattefri bundfradrag er nemlig så afgjort i landets interesse.

Nås de 38.000 kroner, bliver der 23.200 kroner mere skattefrit til hver enkelt. I lønposen betyder det, at man alt efter hvilken kommune man bor i finder cirka 45 % mere af disse 23.200 kroner. Eller på årsbasis cirka 10.440 kroner. Altså knapt 900 kroner pr. måned.

Hvis man skal nå det samme resultat ved en forhøjelse af månedslønnen, skal den være på cirka 2.000 kroner. På toppen af indtægten beskattes man jo med mere end 50 %.

Punkt 1 i redningsplanen for Danmark fastslår med andre ord en månedlig lønforhøjelse på 2.000 kroner til alle (det dobbelte til ægtepar hvad enten de begge har udearbejde, eller kun en af dem har det).

For at øge mængden af beskæftigelse må prisen på arbejdskraft imidlertid nedsættes. Redningsplanen foreslår en nedsættelse med 5 %.  Har man derfor 8.000 kroner i lån om måneden, bliver der et fradrag på 400 kroner i de 2.000 kroner! Alt inklusive bliver lønforhøjelsen derfor på 1.600 kroner.

Ser man nationaløkonomisk på det, betyder det, at nogle større dele af det vi producerer, skal flyttes over til, at den enkelte i større udstrækning får frit forbrugsvalg, og selv kan disponere over nogle af sine egne midler.

Besparelsen i det offentlige bliver ikke på nogen måde ødelæggende. Der bliver rigeligt med penge tilbage til, at stat, amt og kommuner på god og betryggende vis kan varetage de nødvendige fællesskabsopgaver, og til at der ikke bliver nogen enkeltperson, som bliver ramt uforsvarligt hårdt ved overgangen til den redningsplanspolitik, som er det eneste middel til at klare Danmarks vanskeligheder.

Det skal blot sikres, at vælgerne ikke endnu engang bliver holdt for nar efter den 23. oktober ved at stemme på de augustforligspartier, som har skadet så meget. Den eneste sikre vej til at redde Danmark er at sætte kryds ved liste Z – og også få venner og naboer til at gøre det.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

Mod afgrunden

31. oktober 2010 24 kommentarer

Mod afgrunden

Otte års utrætteligt Fremskridtsoplysningsarbejde har dokumenteret, at Danmark styrer lige lukt mod afgrunden, så længe virksomhedernes konkurrenceevne ikke forbedres massivt.

Men Danmarks Radios og avisernes fordummelsesapparat er stærkere. Derfor lod SV’erne hånt om Z-forslagene om lønfremgang gennem skattenedsættelse. Og gjorde i stedet onde fremtids tider værre. Overenskomstloven betyder endnu større gældstilbagebetalingsbyrde for os alle.

Dette er en udfordring til alle Fremskridtsfolk om at lægge sig endnu stærkere i selen for at forklare, at den enkelte opnår bedre vilkår ved at få rådighed over større dele af sin indtjening. Med andre ord at flere penge får lov at blive i borgernes lommer, og en mindre del af nationalindtjeningen disponeres på den dyre og ofte menneskefjendske facon, som hedder kollektivt forbrug via ministerier og offentlige direktorater. Læs mere…

Hvem er asocial?

22. september 2010 33 kommentarer

Hvem er asocial?

Vore modstandere påstår, at Fremskridtspartiets program skulle være asocialt.

Betegnende nok kan de ikke fremkomme med ét eneste eksempel eller én eneste begrundelse for påstanden.

Det skyldes, at den simpelthen er usand. Det asociale element i valgkampen repræsenteres af SVCQMBF-politikken. Den går som bekendt ud på at blive ved med at vælte nutidens vanskeligheder over på fremtiden ved blot at låne, låne og atter låne. Fremturer vi ad den vej, bliver resultatet om en halv snes år at alt, hvad staten kan skrabe ind i skatter, skal bruges til renter og afdrag på Heinesens (A) statsobligationer og på udlandsgælden. Da de samme penge ikke kan bruges to gange, vil det sige det samme som, at der ikke er midler til rimelig socialpolitik.

Heroverfor står Redningsplanen for Danmark, hvori Fremskridtspartiet påvise, hvordan vi ved at forkæle produktionen kan undgå yderligere gældsætning og tilbagebetale den ved en forfejlet politik allerede pådragne gæld og få en samlet samfundskage, der er stor nok til virkelig at hjælpe dem, som uforskyldt er i nød. Allerede med det samme skal folkepensionen forhøjes til 3.000 kroner om måneden for at modvirke de katastrofale stigninger i varmeudgifterne, som SV-regeringen skabte med afgiftsforhøjelserne i juni 1979. Sygehusområdet skal styrkes efter Fremskridtspartiets plan, og der skal være direkte og hurtigere hjælp til dem, der virkelig kommer i nød.

Dette er overensstemmende med præcise lovforslag, som Fremskridtspartiet til stadighed har fremsat i folketinget i de sidste 5-6 år.  Og vi har vist, hvorfra pengene skal skaffes – fra besparelser på de mindre nødvendige udgifter såsom overflødig administration samt Lise Østergaards (A) og Niels Matthiasens (A) aktiviteter. Ene af alle har vi fremlagt et fuldstændigt alternativt finanslovsforslag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 7. årgang / 5. november 1979

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Arbejdsløshedsbekæmpelse

3. marts 2010 13 kommentarer

Arbejdsløshedsbekæmpelse

Kun et sundt erhvervsliv kan afskaffe arbejdsløsheden.

Folketinget skal sørge for, at der altid er rigeligt med arbejde til alle.

Det sker navnlig ved:

  • Kapitalvindingsskattens øjeblikkelige afskaffelse vil føre til masser af virksomheder – i landbrug som byerhverv – vil overgå fra nuværende opslidte indehavere til unge energiske mennesker. Både direkte og indirekte skaber de nye arbejdspladser.
  • Den offentlige arbejdsformidling nedlægges, så arbejdspladser og arbejdssøgende samtidigt kan finde hinanden som før 1969 – altså stort set gennem fagforeningerne.
  • Den syges lønordning, som afskrækker mange af landets 350.000 virksomheder fra at antage en eller flere nye medarbejdere, ændres og sygesikringen overføres til sociallovgivningen. De 120.000 registrede arbejdsløse, de 50.000 handicappede og de 20.000 fejlbeskæftigede vil herved let kunne opnå nyttig beskæftigelse.
  • Arbejdsløshedsdagpenge skal kunne opnås med ubegrænset størrelse på frivillig forsikringsbasis, hvori statspenge ikke indblandes.
  • Selv i Fremskridtssamfundet med overbeskæftigelse vil det kunne forekomme, at folk uden egen skyld bliver korttidsarbejdsløse, når enkelte virksomheder eller enkelte brancher går ned, og der derfor skal skiftes over til andre arbejdspladser. Inden for sådanne korttidsperioder skal der af offentlige midler ydes rundelige arbejdsløshedsdagpenge.

Derimod bekræfter en række forslag fra de socialistiske partier, at de ikke har indsigt i samfundsøkonomiske sammenhænge:

  • Arbejdsfordeling og overarbejdsforbud virker på blot lidt længere sigt arbejdshedsforøgend. Sandheden er nemlig, at arbejde skaber arbejde og ledighed skaber ledighed. Det er aldeles forkert at tro, at der er en bestemt mængde arbejde, som skal fordeles ud mellem arbejdskraften.
  • Yngre pensionsalder er ønskelig ud fra en social synsvinkel, men ikke ud fra en beskæftigelsesmæssig. Jo færre, der er med til at producere i samfundet, des fattigere bliver det. Og des sværere får det ved at beskæftige folk.
  • Septemberforligetstilskudsdillen betød på blot lidt længere sigt øget arbejdsløshed. Tilskuddene skal nemlig betales af erhvervslivet (der er ikke andre til det) over en forhøjelse af den omkostning, der hedder skatterne og forhøjelsen bliver større end den gavn tilskuddet har givet. Dels skal der betales til administration af tilskudsordningerne, dels betyder tilskudsordninger, at midlerne normalt ikke anvendes så samfundsrentabelt som når virksomheder tvinges til at disponere uden tilskud.
  • Troen på, at det er muligt at formindske ungdomsarbejdsløsheden uden tilsvarende at forøge de midaldrendes og de ældres arbejdsløshed er forfejlet. Arbejdsmarkedet som helhed og arbejdsløshed er en svøbe, hvad enten den rammer den 19-årige, den 32-årige eller den 55-årige. Skal man endelig i en overgangsperiode hjælpe en enkelt gruppe, må de langtidsarbejdsløse først og fremmest begunstiges. Et års påtvungen arbejdsløshed er mindst ti gange så belastende som en tre månedersperiode uden beskæftigelse.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 4. årgang / 17. juni 1976

Arbejdsløsheden

3. februar 2010 4 kommentarer

Arbejdsløsheden

Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke magter at afskaffe arbejdsløsheden.

Et fortsat Anker Jørgensen-styre betyder øget arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden opstod på tre måneder i efteråret 1974. Baggrunden var dels oliekrisens økonomiske omslag, dels at den daværende Hartling-regering (V) sad med hænderne i skødet.

Ved sin tiltræden i februar 1975 erklærede Anker Jørgensen, at det var hans regerings allervigtigste formål at afskaffe arbejdsløsheden igen. Socialdemokraterne kunne simpelthen ikke godtage situationen og ville derfor sætte alt ind på dette punkt frem for noget som helst andet.

Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke evner at nå det af ham selv satte mål. Tværtimod har arbejdsløsheden bidt sig fast, og regeringen (A) må erkende, at en fortsættelse af dens politik snarere vil føre til flere end til færre arbejdsløse.

Der kan absolut ikke søges nogen som helst undskyldning herfor i udenlandske forhold. Ingen nævneværdig modvind ude fra har mødt Danmark i de sidste tre år. At udlandet også har en del arbejdsløse behøver ikke at betyde, at vi skal have folk ubeskæftigede. Danmark er så lille en dråbe. Vi dækker kun godt en tusindedel af verdens befolkning. Ikke flere end der bor i et væld af fremmede storbyer. Arbejdsløshedsproblemet i Danmark angår ca. 300.000 mennesker, som er ubeskæftigede eller fejlbeskæftigede. Intet i udlandet hindrer os i, at sætte dem i gang. der er 2.700 gange så mange købedygtige forbrugere i Vesteuropa, Nordamerika, Japan o.s.v.

Det bestående produktionsapparat skal udnyttes

Danmark har produktionsapparatet stående fra dengang, vi havde overbeskæftigelse for tre år siden. Vi har den uddannede arbejdskraft og er i det hele taget i en fortrinlig position til at frembringe eftertragtede varer.

Det er nødvendigt for os at gå i gang hermed. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af vor valutagæld. Vi må producere nogle varer, som kan sælges i udlandet eller udkonkurrere noget af den alt for store import, der i Hækkerups (A) tid mere og mere er blevet en dødsensalvorlig trussel for Danmarks fortsatte selvstændighed.

Det kan ikke nytte noget, at anskue problemet som om det kun drejede sig om de registrerede arbejdsløse. Skal krafttaget med valutabesværlighederne lykkes, skal mange flere over i den egentlige produktion. For eksempel må denne ikke mere tynges af så dyr en offentlig sektor  og så megen gold administration, som erhvervslivet nu må betale for. Derfor vil Fremskridtspartiet i de næste to år nedlægge 4.300 stillinger i det offentlige pr. måned (der vil kun i meget begrænset omfang være tale om afskedigelser, idet afgangen klares ved naturlig afgang og omrokeringer). Men også mange af de arbejdstimer, der nu i erhvervslivet bruges til regnskaber, ATP-opgørelser, cirkulærelæsning, statistikindberetninger o.s.v. forsvinder ved Z-planens gennemførelse og herfra vil titusinder også strømme over til den egentlige produktion.

Over samme to-årsperiode formindskes antallet af universitetsstuderende fra ca. 59.000 til 28.000.

Ca. en fjerdedel af invalidepensionisterne – eller omkring 35.000 – må have en rimelig tilværelse ved, at de kan få arbejde på normale arbejdspladser og dermed ikke mere føle sig som udstødte af samfundet.

Inden for de næste par år skulle der altså helst skaffes arbejde til godt 300.000 mennesker. Fremskridtspartiet erkender imidlertid, at man ikke kan få arbejdsløshedstallet ned under 25.000, men så langt skulle vi også kunne nå i løbet af nogle få måneder og derefter fastholde dette niveau.

Plan for arbejdsløshedens afskaffelse

Hvordan vil vi dog gøre det?

  • På vore finanslovsforslag har vi fundet plads til, at staten kan betale sygelønnen og 5-ugers reglen altså ophæves. Dette vil utvivlsomt medføre, at mange af Danmarks 350.000 erhvervsvirksomheder vil beskæftige én eller to medarbejdere flere.
  • Kapitalvindingsskatten afskaffes straks. Herved vil landbruget med følgevirksomheder kunne nybeskæftige ca. 18.000 og byerhvervene ca. 10.000 mennesker.
  • Arbejdsformidlingen effektiviseres ved, at den overføres til fagforeningerne og andre private. Dette vil få skønsmæssigt 8.000 flere i arbejde.
  • De høje skatter  og den kunstigt lave pris på daginstitutioner har tvunget mange kvinder ud på arbejdsmarkedet. Når forældrene selv får lov til at bestemme og ved skattenedsættelse får råd til at gøre dette effektivt, forventes omkring 30.000 mødre og/eller fædre, at forlade arbejdsmarkedet.
  • Den omstændighed, at erhvervslivet fremover kan påregne indkomkstskattefrihed og afskaffelse af restriktioner bevirker, at de tidligere og nytilkomne danske arbejdsgivere vil investere i titusindvis af nye arbejdspladser.
  • Udenlandske firmaer bliver tilskyndet til at placere deres europæiske filialer i Danmark, når Danmark bliver pionerlandet med afskaffelse af indkomstskat og restriktioner.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Femskridt nr. 3 / 5. årgang / 10. februar 1977

Træk i arbejdstøjet

28. oktober 2009 Skriv en kommentar

Træk i arbejdstøjet

Folketingets sommerferie – og dermed befolkningens fredningsperiode – er forbi.

Og nu er vi på vej ud i en overenskomstsituation.

Højden af de næste års lønomkostninger bliver afgørende for, hvordan Danmark klarer arbejdsløshed og valutagæld.

Det er ikke fagforeningernes eller arbejdsgiverforeningens sag at redde Danmarks økonomi. De får deres kontingentindtægter for at varetage deres egne medlemmers interesser. Og det handler de da også så ganske klart efter. Derimod er Folketinget valgt til at sørge for, at Danmarks økonomi kommer i orden.

Enhver – som tænker sig lidt om – vil ud fra de sidste 12 års erfaringer vide, hvad der er galt. Skatten på arbejde – også kaldet indkomstskatten – er kommet alt for højt op. Vore virksomheder er blevet bastet og umyndiggjort af statslige barnepigeordninger. Derfor kan de ikke fuldt ud opfylde deres opgave – under de internationalt gældende konkurrencevilkår – at beskæftige landets arbejdskraft og sørge for at produktionen bliver stor nok til stadig levestandardfremgang.

Hverken Dansk Arbejdsgiverforening, LO eller nogen som helst anden organisation kan imidlertid sænke skatterne eller ophæve de mange restriktionslove.

De økonomiske problemer løses kun eet eneste sted. Nemlig der, hvor de er skabt: Folketinget, Christiansborg, 1218 København K.

Men her er der kun eet parti, som konsekvent lader alle sine enkelthandlinger bestemme af, at de skal indgå i nødvendighedens helhedsmønster.

”38.000 kr. skattefri bundgrænse i 1981 og i 1982 60.000 kr. samt enhedsskat på 50 % af indtægt derudover” er Z-nøglen til løsning af overenskomsterne for perioden forår 1981 – nytår 1982/83.

Det kræver nok så store offentlige besparelser. Hæderligt udmønter Z-gruppen i disse uger ajourføringen af vort finanslovsforslag.

Men Fremskridtspolitik kræver mange andre lovændringer. Som noget nyt er gruppen nu i gang med at opstille et lovkatalog.

Her er arbejde for alle Fremskridtsfolk ud over landet. Få katalogmaterialet tilsendt. Giv et nap med at gøre det en tak bedre på det område, du særligt interesserer dig for.

Masser af andre opgaver venter også på den, der vil være med til at redde Danmark: Flere abonnenter og annoncører til FREMSKRIDT ,læserbreve , indlæg på lokale møder,  egen dygtiggørelse ved selvstudium af den omfattende Fremskridtslitteratur, deltagelse i de kurser, FPU arrangerer og skaffe penge til vort kirkerottefattige parti.

Og måske allermest påtrængende: 17. november 1981 er der kommunalvalg. Det er ikke én dag for tidligt, at du i din kommune finder den størst mulige kreds af velanskrevne mennesker, som er villige til Z-opstilling – folk fra alle erhvervsgrupper, alle dele af kommunen, alle aldre og begge køn. Gode folk tryller man ikke op af jorden lige den dag, opstillingsmødet finder sted. Det er et stort slid, som må klares gennem lang tid forinden.

Kommunalvalgskampsforberedelse kræver også, at alle Fremskridtsfolk sætter sig grundigt ind i sin kommunes problemer og på basis heraf sender læserbreve og deltager i møder.

Men lad være at deltage i den navlebeskuende selvoptagethed med at ændre om på Fremskridtspartiets vedtægter.

De kræfter, som spildes herpå, skaber erfaringsmæssigt blot splid og utilfredshed.

Når Danmark stander i våde, er det næsten helt blasfemi at hengive sig til interne Fremskridtskævlerier.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 8. årgang / 13. oktober 1980

Kun et prisspørgsmål

3. oktober 2009 1 kommentar

Kun et prisspørgsmål

Der er masser af plads til danske varer i udlandet.

Derfor kan den danske arbejdsløshed afskaffes på trods af verdenskonjunkturerne.

Naturligvis må vi indrette os efter, hvad der sker i udlandet. Derfor må man imidlertid ikke forfalde til sløvt at godtage den danske arbejdsløshed.

Alene i den vestlige kulturkreds er der over en halv milliard mennesker, som hver dag skal have dækket hundredvis af behov. Mad, drikke, beklædning, varme, husly, underholdning, transport, uddannelse o.s.v., o.s.v. Danmark har kun godt 300.000 i gang med at dække de mange behov ved isolerede danske foranstaltninger, hvis vi vil.

Der kræves blot, at vi kan fremstille gode produkter til en tilstrækkelig billig pris.

Fremskridtspartiet har i enkeltheder vist, hvordan dette kan lade sig gøre. Først og fremmest ved at lette den altdominerende danske omkostning, som hedder kildeskatten. Sker det, kan de danske priser konkurrere. Men kildeskatten kan vi kun formindske, hvis vi får orden på det offentliges udgifter. Stat og kommune må sætte tæring efter næring.

Derfor er Fremskridtspartiets næsten tusind spareforslag til finansloven nøglen til i løbet af få måneder totalt at afskaffe den danske arbejdsløshed. Det kan gøres uanset udlandets arbejdsløshedsproblemer.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 5. årgang / 13. januar 1977

%d bloggers like this: