Forside > EU/EF, Folkestyre/demokrati > Landsformanden har ordet juni 1992

Landsformanden har ordet juni 1992

21. november 2010

Landsformanden har ordet

Juni 1992

Kære partifæller!

Folkeafstemningen om EF den 2. juni blev en historisk dag. Tak til folketingsgruppen og de mange andre aktive Fremskridtsfolk der så dygtigt og aktivt medvirkede til, at det blev et nej.

Afstemningsresultatet er særligt bemærkelsesværdigt på baggrund af den massive og store indsats, der fra det store folketingsflertal, indenlandske og udenlandske toppolitikere, den skrevne og æterbårne presse, reklamebureauer, ledende fag- og erhvervsledere samt enorme beløb til reklamer og skrækkampagner for at få vælgerne til at stemme ja.

Valget var først og fremmest en sejr for vort danske demokrati, hvor folket gav flertallet af Christiansborg-politikerne en ordentlig begmand.

Taber blev reklamebureauer, der til trods for den enorme reklameindsats ikke formåede at købe og banke vælgerne nok til et ja.

En anden stor taber er meningsmålingsinstitutterne, der tog helt fejl. I øvrigt burde meningsmålinger ikke være tilladt de sidste 2-3 uger før et valg eller en folkeafstemning.

Det danske folks nej til en europæisk union og dens følgevirkninger vil sikkert sætte store og betydelige spor i det fremtidige europæiske samarbejde. Allerede i skrivende stund er det vedtaget, at der skal holdes folkeafstemning i Frankrig og i England, rører mange politikere på sig.

Det danske nej bliver ikke en katastrofe for Danmark – forhåbentlig tværtimod, og meget tyder på, at vort nej vil medvirke til en betydelig bedre og meget mere demokratisk udvikling af det fremtidige europæiske samarbejde.

Selvom vi i Fremskridtspartiet havde 69 % af vore vælgere som nej-sigere, så kan det naturligvis ikke undgås, at enkelte af vore medlemmer, og vælgere ikke er glade for resultatet af folkeafstemningen. Som gode demokrater bør vi på god demokratisk vis tage resultatet til efterretning og sammen arbejde for at styrke dansk produktion og afsætning, samt bekæmpe bureaukrati, pamperi og unødig statsdirigering.

Som vi forud for folkeafstemningen ofte fremførte, så siger Fremskridtspartiet fortsat ja til europæisk samarbejde om handel mv., men ligeså klart nej til Den Politiske Union.

Vor præsentationsfilm og den efterfølgende krydsild var god og ægte dansk. Det var virkelig god Fremskridtsreklame.

Med Fremskridtsvenlig hilsen

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 20. årgang / juni 1992

Advertisements
%d bloggers like this: