Arkiv

Posts Tagged ‘Fagforeninger’

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik

31. august 2012 1 kommentar

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik 

Fagforeningernes enormt konservative reaktionærhed viser sig bl.a. i påstanden om, at det er en menneskeret, at staten bevarer de arbejdspladser, som er opstået engang i fortiden. I offentlig eller i privat sektor.

Det stemmer uendeligt dårligt med, at Danmarks velstand beror på hele tiden at være på toppen af den ekspresfartede tekniske udvikling.

Masser af mennesker må finde sig i at tilpasse sig et nyt arbejde, fordi det gamle ikke længere kan give dem deres udkomme.

Fremskridtsfolk går i spidsen med at sige dundrende nej til utilbørlige pres og krævementalitet. Produktionsvirksomheder skal ikke være socialpolitiske opbevaringssteder.

Tværtimod måles deres værdi på, hvor meget summen af de ressourcer der forbruges er mindre end det resultat, som fremkommer. Erhvervsvirksomhedernes sociale forpligtigelse er, at tilvejebringe størst mulig værdiskabelse. Ikke værdireduktioner.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 33 / 14. årgang / 3. oktober 1986

Fagforenings-terror

12. august 2012 5 kommentarer

Fagforenings-terror 

Politiet bør gribe ind, ballademagere skal ikke kunne ødelægge tilværelsen for uskyldige, mener Helge Dohrmann. 

– Fynske blokader eller andre ulovligheder, der har til formål at forhindre nogen i at udføre deres arbejde bør effektivt stoppes af politiet.

Sådan sagde Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann i en udtalelse, da urolighederne på arbejdsmarkedet omkring påske var på sit højeste.

Og Helge Dohrmann fortsatte: – Uanset hvor uretfærdig og asocial regeringens (V, C, CD og KrF, red.) indgreb end måtte forekomme, kan det ikke accepteres, at yderliggående ballademagere ødelægger tilværelsen for fuldstændig uskyldige mennesker. Måden, man i et demokrati demonstrerer på er ved på valgdagen at sætte sit kryds ved det rigtige parti.

Selvtægt, blokader og ulovlig tvang har kun til hensigt at skabe anarkistiske forhold, og bør derfor ikke tolereres, sluttede Helge Dohrmann.

Fagforenings-terror

I Jyllands-Posten berettede flere om, hvorledes de gennem verbal fagforenings-terror fra arbejds”kammerater” var blevet tvunget til at nedlægge arbejdet. Det fik avisen til under overskriften “Enighed gennem pression“, at skrive blandt andet:

“Else Roed arbejder i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, og de konkrete eksempler hun selv havde oplevet var mildest talt rystende. To andre personer havde lignende historier at berette.

I kort begreb gik presset på de nævnte ud på, at såkaldte fagforenings-kammerater havde mere end antydet, at man aldeles ikke kunne garantere deres sikkerhed, dersom de ikke fulgte parolerne i fagforeningerne og nedlagde arbejdet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den slags beslutninger altid træffes ved håndsoprækning. De hårde bananer i de faglige forsamlinger kan altså nøje se, hvem der er for, og hvem der er imod. Skriftlige afstemninger kendes ikke. Her gælder det altså, at hvis du ikke holder kæft, trit og retning, kan det komme til at ramme både dig og din familie.

Sådan er åbenbart tonen, og den turde dybest set være i skærende modstrid med det, vi normalt forstår ved dansk demokratisk mentalitet”.

Helge Dohrmann og

Morgenavisen Jyllands-Posten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 og 15 / 13. årgang  / 19. april 1985

Fed skattetænkning – fagforening vil ikke betale skat

2. august 2012 6 kommentarer

Fed skattetænkning – fagforening vil ikke betale skat

Nyt fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er kommet i besiddelse af dokumentationsmateriale, der afslører, hvad der sker, når fagforeninger, i dette tilfælde Lokomotivpersonalets Afdeling, holder tillidsmandsmøde.

Lokomotivpersonalets Afdeling er en afdeling under Dansk Jernbaneforbund.

Den 14. og 15. april 1988 var Lokomotivpersonalets Afdelings tillidsmænd samlet til et 2 dages møde på Hotel Landssoldaten i Fredericia. Af det skriftlige referat fra mødet fremgår det, at der er en betydelig harme over, at rige organisationer som fagforeninger og deres fonde skal til at betale skat af renteindtægter over et vist beløb. (De første 200.000 kr. er skattefri).

Lokomotivpersonalets Afdeling skal for 1987 betale 146.000 kr. i skat. Men af formanden Ulrik Salmonsens beretning fremgår det, at der har været gang i skattetænkningen.

Ulrik Salmonsen siger: “Hvis ikke vi havde foretaget investeringer i offsetmaskine, renovering af huset m.v. var Schlüters (Danmarks daværende statsminister (C), red.) andel blevet endnu større”, sagde formanden Ulrik Salmonsen og fortsætter: “Det er en streg i regningen, at vi nu skal aflevere disse penge til Schlüter og hans kumpaner. Vi har derfor undersøgt, hvordan vi eventuelt kan undgå at betale denne skat. Det er en mulighed at anskaffe et antal sommerhuse, som kan udlejes billigt til medlemmerne af Lokomotivpersonalets Afdeling. Det er afdelingens holdning, at det er bedre, at medlemmerne får glæde af pengene på denne måde”.

Ovenstående er ordret fra Lokomotivpersonalets Afdelings eget referat.

Kilde: Bladet Nyt fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 16. årgang / 2. december 1988

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Fejhed – et dansk symbol

10. november 2010 12 kommentarer

Fejhed – et dansk symbol

Lederskabet i Danmark er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper, skriver dyrlæge A. Th. Riemann, der er EF-kandidat.

At vide, hvad der er ret og rigtigt og ikke gøre det, er fejhed. Definitionen er klar, enkel og indlysende og – desværre – betegnende for den danske nation. Et folkekaraktertræk brænder sig i disse år fast og udvisker konturen af det samfund, der for et par menneskealdre siden var præget af stærke personligheder indenfor kirke, skole, andelsbevægelse og politik.

Lederskabet er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper. Folket ser passivt på, at opkomlinge i fagbevægelsen, småpaver, der ved teknikkens hjælp og skæbnens tilskikkelser er blevet placeret på tekniske nøgleposter, terroriserer befolkningen. Ja, politikerne, hvoraf de fleste kommer fra samme kredse og hylder samme socialistiske og samfundsskadelige idéer, opgejler tilmed ofte deres socialistiske meningsfæller til samfundsødelæggende aktioner.

Selvfølgelig ved de udmærket, hvad der er ret og rigtigt, men de gør det modsatte. Danmark regeres og terroriseres af feje personer.

Aktionerer for særfordele

Gruppe efter gruppe aktionerer for at opnå særfordele. Akademikere, lærere, postbude, politibetjente, chauffører, journalister, børnehavepædagoger, læger og sygeplejersker, alle vil have mere i løn, uanset om de i dag aflønnes med 100.000 eller 300.000 kroner årligt. Man arbejder ”efter reglerne”, som man selv fortolker, holder faglige møder, stormer rundt med opråb og skilte eller aktionerer fysisk med trusler og psykisk vold mod sagesløse mennesker.

Aktivisterne er alle feje personer. De ved, at arbejdet ikke kan bære højere løn og at de, hver gang de tiltvinger sig en ekstra krone, tages den fra en anden. De ved således inderst inde, at deres krav er urimelige og alligevel forlanger de mere og mere. Det er fejt.

For nylig solgtes en færgerute på den danske ø Rømø til tyskerne. Ingen danskere turde købe den af frygt for matroserne og styrmændenes fagforeningsterror. De ansatte blev af den nye ejer tilbudt fortsat arbejde til den løn og på de vilkår, tyske søfolk har, men de foretrak i stedet den høje, danske arbejdsløshedsunderstøttelse. De er feje, for de ved, at det ikke er rigtigt at være naboerne, skatteyderne, ja, hele det danske samfund til byrde, når man har mulighed for at klare sig selv. Også de politikere, der har lavet regler for arbejdsløshedsunderstøttelse, så de frister Rømø-matroserne og 100.000 andre til misbrug, er feje, for de ved, at reglerne ikke er rigtige.

”Velfærdsstaten” – et misfoster

Den såkaldte ”velfærdsstat” i Danmark er et sørgeligt misfoster og følgerne er, at store dele af befolkningen lider af depression og psykisk trauma, medens 700.000 embedsmænd og socialarbejdere udplyndrer de offentlige kasser, samtidig med, at de øver åndelig, økonomisk og legemlig vold mod børn, unge og gamle. De professionelle embedsmænd og socialhjælpere sikrer sig selv, medens de med andres egoistiske indstilling invaliderer de nødstedte og skaber sociale tabere.

Under alt dette tappes erhvervslivet naturligvis for arbejdskraft. Det er ikke ”in” at arbejde med materielle ting eller fremme ”profit” og fortjeneste. Derfor er Danmark arbejdsmæssigt et underudviklet land med tusindvis af ”arbejdsløse” og masser af ugjort arbejde i landbruget, industrien, ja, i hele erhvervslivet.

Det er ikke ”meningsfyldt”, at skabe værdier, velstand og frodighed, ej heller tilfredshed og arbejdsglæde. I stedet appellerer politikere, skoler, uddannelsessteder, radio og TV til slaphed, arbejdsvægring og dovenskab. Det er fejhed mod den opvoksende slægt, der skal råde bod på og afdrage vor tids udskejelser og gæld.

Tidens samtaleemne er energipolitik. Skal vi have vindkraft, termoenergi fra sol og jord eller kernekraft, siger mange, for se bare, hvordan det er gået i Amerika! Selvom politikerne ved, at uheldet i Pennsylvania netop beviser, at teknikerne er i stand til at forhindre et uheld i at udvikle sig til en ulykke, søger man, at slå politisk mønt af tildragelsen. Med stramme miner tales alvorsord og fiskes letkøbte stemmer på urigtige påstande. Fejheden er åbenbar! Man søger at bilde befolkningen ind, at Danmark kun kan klare sig med de såkaldte ”alternative energiformer” og skyder igen et problem, der skal løses, over på efterkommerne.

Lever på nas

Vi praler af at være et af verdens rigeste lande og lever alligevel på nas, samtidig med, at vi dækker os, hvor andre træder modigt frem. Hvornår lærer vi at se op og ikke ned, at se frem og ikke tilbage, at se ud og ikke ind? Vi bilder os selv ind, at danskerne er specielle, værdifulde skabninger, der i langt højere grad skal beskyttes mod naturens, teknikkens og arbejdets risiko og farer, end andre folk, organisationer, fagforeninger og selvbestaltede ”sundhedspaver” pylrer om børn, voksne og gamle. De gør, med evindeligt sludder om risikoen ved at trække vejret, nyde maden og bruge hænderne, sunde og stærke mennesker til sygelige svæklinge, hvilket i høj grad er fejt!

Også blandt vore søstre og brødre i EF sakker vi agter ud. Vi har i de fem år, hvor vi har været tilknyttet det europæiske fællesskab, modtaget dobbelt så store beløb, som vi selv har ydet. At vore ministre rejser rundt i de såkaldte Ulande og falder vore hvide racefæller i ryggen, mens de agerer ”julemænd” for de lånte penge, gør bare situationen endnu mere barok. Metoden er fejhed i renkultur!

En folkerejsning er nødvendig

Hvorfor kommer der dog ikke en folkerejsning mod al denne fejhed og uduelighed? Hvorfor finder vi os i, at vore egne ledere nedrangere Danmark til en andenrangs nation, derhygger sig i smug, medens energiske, vågne og modige folk i nabolandene påtager sig både arbejdet, risikoen og de økonomiske byrder, – vi bør ikke fortsat lade os gøre til feje mennesker.

Det er måske skæbnes ironi, at vi selv har valgt de ledere, der i den sidste menneskealder har demoraliseret folket, gældsat landet og sat den nationale værdighed over styr.

Har velfærdsstatens dvaskhed og umoral paralyseret os? Eller er vi vanemennesker helt ud i det parodiske? Der er ingen tvivl om, at de fleste ved, hvad der er ret og rigtigt. De gør det bare ikke – heller ikke på valgdagen.

Fejheden er blevet en dansk folkesygdom.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 7. årgang / 7. maj 1979

Pas på pamperne!

7. maj 2009 1 kommentar

Pas på pamperne!

Lad os være taknemmelige for fæhovederne. Uden dem kunne vi socialister ikke få succes.

Denne kyniske udtalelse af en snedig socialist dækker godt over de senere års politiske udvikling. Og nu søger man på ny at narre befolkningen. Man kan ikke komme længere ad skatteplyndringens vej, men der er andre metoder.

Indkomstpolitik, reformer, fordelingstaktik og økonomisk demokrati. Bag etiketterne står det faktum, at vi igen skal plukkes.

Økonomisk demokrati” er misundelse i politisk funktion. Røde og halvrøde politikere søger at bilde os ind, at det er lønmodtagerne, der får medbestemmelsesret, når fagforeningspaver dykker ned i lønningsposen og vil bestemme, hvad ugelønnen skal bruges til.

Fremskridtspartiet siger klart fra, når der ud fra socialistisk side lægges op til konfiskation af produktionsmidlerne i løbet af 10-15 år med tilstande som øst for jerntæppet til følge.

De ansatte skal have del i den formuestigning, der i dag ensidigt kommer erhvervslivets ejere til gode, siger man, og det lyder forjættende i manges ører. Selv såkaldte liberale som Venstre, radikale (B) og de kristelige er hoppet på limpinden og har hver deres forslag om ”økonomisk demokrati”.

Disse borgerlige partier leger med ilden, når de forsøger at præke fornuft, medens de er med til at udbrede galskaben.

Vi må med hænder og fødder, oplysning, propaganda og krav om folkeafstemning sætte os imod det ”økonomiske demokratis” økonomiske diktatur.

Det står enhver dansker frit for at bruge sin ugeløn eller sine sparepenge til at købe aktier for og derigennem få indflydelse på ledelse og udbytte. Det har man imidlertid altid opfordret til i fagforeningen eller Socialdemokratiet. Tværtimod, da bryggerierne for nylig inviterede arbejderne til aktietegning på særdeles gunstige vilkår, gik socialisterne voldsomt imod. Man ville godt lave vrøvl på arbejdspladsen, men ikke tage et medansvar.

Aktionærernes stilling er da heller ikke misundelsesværdig. Udbyttet er sparsomt og der bliver kun lidt tilbage, når staten har været der med sin dobbeltbeskatning. Propagandaen mod erhvervslivet er i bund og grund falsk, når man taler om kæmpeudbytte og arbejderudnyttelse og bliver ikke mere sand af socialisternes voksende og pågående agitation.

Med Jern-Anker og L.O.-Thomas i spidsen lancerer socialisterne deres idé om en ”lønmodtagerfond”. Idéen er kynisk. Man søger at lokke lønmodtagerne til at betale uden at kende noget som helst til værdien af det, man betaler for.

Kapitalisterne skal finansiere fonden, hævder man. De skal nemlig gennem en lønskat købe sig ud af deres egne virksomheder. Med bind for øjnene skal erhvervslivet overlade produktionsapparatet til embedsmænd og socialister. En speciel lønmæssig ”merværdiskat” skal gøre erhvervslivet mørt og modent til offentlig overtagelse.

Små virksomheder, der ikke kan klare lønmodtagerfondens afgifter, må naturligvis lukke og overgive sig til de store statsdrevne foretagender.

”Økonomisk demokrati” har intet med retfærdighed at gøre. Det drejer sig simpelthen om magt til at ekspropriere fabrikker og virksomheder uden erstatning. Uanset navne som ”Ø.D.” eller ”lønmodtagerfond” bliver resultatet afskaffelse af den private ejendomsret og indførelse af statskapitalisme og diktatur.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 4. årgang / 6. maj 1976

Med hvilken ret?

7. september 2008 43 kommentarer

Med hvilken ret?

 

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

 

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

 

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

 

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

 

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

 

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti (C), Venstre og Det radikale Venstre (B) er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

 

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

 

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

 

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

 

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

 

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

 

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

 

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

%d bloggers like this: