Arkiv

Posts Tagged ‘Mogens Glistrup om velfærd’

Velfærd

30. juni 2011 1 kommentar

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange lighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge. Fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med, at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Reklamer

Udslidte partier

14. november 2010 35 kommentarer

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialisering nedbryder velfærdsstaten

15. august 2008 23 kommentarer

Socialisering nedbryder velfærdsstaten

Et socialiseret produktionsapparat forarmer den brede befolkning.

En hovedforskel på Fremskridtspartiets og alle de andres politik er, at de andre lukker øjnene for, at stat og kommune ikke kan gribe pengene ud af den blå luft. Sorgløst undlader de, når konkrete udgiftsønsker melder sig at stille det bekymrende spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra?

Ukyndighed og letkøbte mæhæ-attituder hos journalisterne bevirker, at de såkaldte borgerlige partier slipper godt fra at dække under hykleriske fraser, at de i praksis ikke får enderne til at hænge sammen mellem et acceptabelt skatteniveau og alle de støtteforanstaltninger, som de rask væk lover alskens befolkningsgrupper.

De, der bekender sig til socialismen, kommer dog undertiden med et bud på en løsning. De kalder det “den solidariske vej”. Solidaritet betyder, at man selv og ens egne skal nyde, og at de andre skal betale.

Drønende asocial

En grundskavank i vort demokratiske system er, at folkeoplysningen er for lav til at forstå, at lader man de rige svin betale, er man drønende asocial. Det er nemlig som at slagte malkekoen, der ellers ud i en lang fremtid dagligt skulle levere de fattige mælk, smør og ost.

Danmark er meget mere velfærdsstat, hvis det dog bare kunne gå op for folk, at den eneste holdbare og gavnlige socialpolitik er at styrke produktionen. Der kan ikke forbruges mere, end der produceres. Ødelægges produktionensapparatet, forarmes den brede befolkning.

Levestandarden
Og en af måderne at ødelægge produktionsapparatet på er ifølge erfaringens centertunge vidnesbyrd at socialisere det.

Meget, meget langt gælder at jo frier forhold produktionen gives, des mere bliver der produceret, og jo højere bliver levestandarden – også for den tyvendedel af befolkningen, der har det værst.

Frihed for produktionen – for eksempel for indkomstskat og for lovjunglerier – er også frihed for den enkelte. Og intet liv er – for de 95% af befolkningen, der har de bedste forudsætninger – så herligt som det, hvor man kan sætte sin hat, som man selv vil og nyde mangfoldige personlige valgmuligheder.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 33 / 12. årgang / 28. september 1984

Den barske sandhed

2. august 2008 10 kommentarer

Den barske sandhed

Mogens Glistrup svarer enlig mor, der er kommet i klemme i systems mange paragrafurimeligheder.

En enlig mor er kommet i klemme i sammenstødet mellem reglerne om deltids-arbejdsløshedsunderstøttelse, boligsikring, ungdomsydelse, barnets lærlingeløn, forskudsvis udbetaling af børnebidrag, paragrafurimeligheder fra vor lovjungle.

Hun klager sin nød til arbejdsministeren (Grethe Fenger Møller, C, Red.) og beder mig om hjælp.

Da man jo skal holde sig til sandheden, må jeg svare hende som følger: “Når du og så uendeligt mange andre er ude i disse ødelæggende problemer, skyldes det, at de som leder Danmark – i Folketinget og organisationerne – er håbløst gammeldags i deres tankegang. Vi kan ikke opretholde et moderne samfund på Danmarks lilleputstørrelse uden at afpasse vore skatter, omkostninger og offentlige sektor efter, hvad de internationale forhold giver plads til.

Skejet ud for længe

Tilpasningen til disse uomgængelige nationaløkonomiske naturlove kræver handling på tværs af den nedarvede tankegang. Og da vi har skejet ud for længe, vil forholdsreglerne nødvendigvis nu kræve en størrelsesorden, som virker barsk på de fleste. Men jo længere vi fremturer med at holde frikvarter fra kendsgerningerne, des mere ubehagelig bliver samfundets helbredelseskur, når man bliver tvunget til at gå i gang med den.

I øjeblikket kan vi “nøjes” med det, som står i artiklen “Lønpolitik” i FREMSKRIDT for 02 november september 1984.

For dem, der ikke ønsker fast arbejde, skal der skabes muligheder svarende til Fremskridtspartiets lovforslag fra 1980 om “Opfyldelse af grundlovens § 75”.

Ingen vippeposition

Overfor sådan nogle svadaer svarer de fleste i din situation, at det hjælper jo ikke dig her og nu at se nogle forslag, som i det nuværende Folketing vil blive forkastet med 175 stemmer mod 4, og hvor de 4 Fremskridtsmandater er for få til at være i en indflydelsesgivende vippeposition.

Men så længe folketingsflertallet viger tilbage fra at angribe ondet ved dets rod, er det uundgåeligt, at flere og flere af landets borgere kommer ud for større og større urimeligheder. Man kan ikke teknisk administrere et så finmasket arbejdsløshedsunderstøttelsessystem som det nuværende med alle de forskelligheder, der er mellem borgerne, og man kan ikke skaffe penge til at dække alle de behov med skattemidler, som flertalspartierne har ambitioner om at lade det offentlige dække (for at købe sig stemmer til at blive genvalgt).

Christiansborg-tombolaen

Selv om der ikke er megen trøst at hente i mit svar, har du hermed fået den rigtige forklaring på, hvorfor du ikke kan forvente at få noget godt ud af din henvendelse til Grethe Fenger Møller (C). Den enkelte, som klager over lovjunglens absurditeter, kan selvfølgelig være heldig og trække gevinster i Christiansborg-tombolaen, og så er det godt for hende eller ham. Men da det er systemet, som i bund og grund er pilråddent, må de flere få afslag. Når nogen opnår imødekommenhed, koster det nye reguleringer, som får ulykkerne til at bulne ud andetsteds, og som altså går ud over andre.

Hvis dog bare denne tingenes sammenhæng gik op for langt flere, så de satte deres kryds ved liste Z på valgdagene.

Naturligvis ønsker jeg dig al mulig held og lykke, for det er da ikke rart at være én af dem, som de nuværende magthavers tåbeligheder går ud over, og det er en ringe hjælp at få at vide, at man langt fra er den eneste, som bliver aldeles urimeligt behandlet.

Hvis du eller nogen du kender, orker at læse mere om, hvordan den eneste mulige løsning er på landets alvorlige problemer, vedlægger jeg yderligere læsestof. Og er der noget, I ønsker uddybet, skal du blot sige til.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 13. årgang / 22. marts 1985 

%d bloggers like this: