Planøkonomi i EF

4. april 2010

Planøkonomi i EF

Den 2. juni sagde de danske vælgere nej til en union, hvis eneste formål var og er at skabe et overnationalt og politisk system, der kan styre og regulere de fleste forhold inden for EF. Når ja-sigerne derfor gang på gang fremhæver unionen som en stor gevinst for det frie marked og markedsøkonomi, må det skyldes, at man bevidst fortrænger kendsgerningerne.

EF-unionens planlæggere ønsker i øjeblikket politisk at opbygge et protektionistisk Europa, der i sin grundsubstans er langt værre end den udvandring, der sker med det indre marked i øjeblikket. Naturligvis forsøger EF-politikerne at overbevise os alle om, at fuldførelsen af det indre marked og EF-Unionen ikke vil blive et påskud til at hæve de fælles toldsatser overfor tredjelande.

Men, hvis den sociale dimension nogen sinde bliver sat i værk vil, det betyde at lønniveauet og dermed omkostningsniveauet for de europæiske virksomheder vil vokse endnu mere, i forhold til de tilsvarende forhold i Japan og USA. Dermed kan der opstå et voldsomt krav om protektionistiske tiltag fra både europæiske producenter, der er bange for konkurrencen og fra de magtfulde europæiske fagforeninger, der ønsker, at ”sikre” beskæftigelsen.

Forbrugerne taber

De protektionistiske ordninger der har været gældende indenfor EF, har imidlertid ikke afhjulpet erhvervslivets problemer. Derimod har disse tiltag beskyttet de enkelte industrier mod konkurrence i et sådant omfang, at de ikke er fulgt med tiden og har gennemført de nødvendige rationaliseringer og effektiviseringer. Det betyder så igen, at de vil være endnu mindre konkurrencedygtige, når og hvis markedsforholdene igen skal indføres. Forbrugerne bliver under alle omstændigheder taberne, der ikke får gavn af de nyeste og billigste produkter.

Konsekvensen af de planøkonomiske og protektionistiske elementer i EF-unionen er kun til skade for de europæiske borgere. Desværre viser de uheldige tendenser sig allerede i den øjeblikkelige situation, hvor man stadig forsørger at få realiseret det indre marked. På vejen til det indre marked har EFs embedsmænd og bureaukrater opfundet et helt nyt begreb indenfor den spontane og fri markedsøkonomi: Harmonisering og standardisering.

Harmonisering og standardisering er ikke begreber, der hører hjemme i en markedsøkonomi. Tanken om at det vil være til fordel for de forskellige landes erhvervsliv, at der findes entydige definitioner af så forskellige ting som agurker, rygtekst på bøger, industrimaskiner, legepladser, kondomer og dørrammer, kan kun tænkes bag en virkelighedsfjern bureaukrats skrivebord. Med faste definitioner af ethvert tænkeligt produkt, skader man igen de enkelte forbrugers interesser. Den frie markedsøkonomi bliver hindret i at udvikle bedre, billigere, mere effektive og mere hensigtsmæssige produkter. Markedet arbejder nu engang efter de signaler, der sendes gennem markedet: Udbud og efterspørgsel.

Men hvis alt er standardiseret og harmoniseret, vil der ikke foregå en udvælgelse blandt forskelligartede produkter, men kun blandt ensartede produkter fra forskellige producenter. Men udbuddets kvalitet er blevet bestemt fra centralt hold af bureaukrater. Og sandsynligvis bliver der snart ,– som det allerede er sket på flere områder – også lavet centrale afgørelser om størrelsen af udbuddet gennem kvoteordninger. Det er den definition af markedsøkonomi, tilhængere af unionen bruger. Unægtelig en noget anden version end den klassiske opfattelse af fri markedsøkonomi.

Og hele tiden er det vigtigt at holde sig for øje, at taberne i denne forbindelse kun kan findes blandt de ”almindelige” forbrugere, der går glip af nye, bedre og billigere produkter. Vinderne er bureaukraterne og politikerne, der med EF-unionen og de planøkonomiske tendenser i det eksisterende EF har en hidtil uset magt over befolkningen.

Ødelæggende landbrugspolitik

På landbrugsområdet har den protektionistiske politik vist sig ødelæggende for den danske økonomi og igen de danske forbrugere. Den europæiske landbrugspolitik er med sine støtte- og kvoteordninger verdens mest effektive og klart største protektionistiske organisation. EFs landbrugspolitik er det eneste, der kan få de tidligere kommunistiske regimers planøkonomi til at virke som moralsk overlegen. De reformerder på det seneste har været i gang i EF har kun ganske svagt skøjtet hen over problemerne med de centraliserede bureaukratiske prisfastsættelser, subsidier, salg til tredjelande med dumping-priser og et hidtil uset omfang af destruktion af madvarer og ikke mindst en voldsom fejlfordeling af økonomiske ressourcer. EFs landbrugspolitik er i direkte modstrid med det frie marked og EFs egne fire friheder.

Under normale omstændigheder er målet for produktion at skabe grundlag for forbrug. I EFs landbrugspolitik er målet at destruere udmærkede madvarer blot for at opretholde en unaturlig høj pris på landbrugsvarer. Forbrugerne betaler høje summer for madvarer – både direkte, men også gennem de store skatter, der går til destruktion af madvarer og samtidig braklægning af landbrugsjord og tomme stalde. Det vil med andre ord sige, at EF både ødelægger store madvareressourcer samtidig med, at man betaler for ødelæggelsen af produktionsapparatet. At støtte EFs landbrugspolitik på det nuværende grundlag er ganske uforenelig med troen på et frit indre marked.

Én europæisk centralbank, fælles valuta, fælles beskatning og et europæisk bureaukrati vil reducere det indre markeds muligheder for at blive realiseret. Formålet med den fælles centralbank og den fælles mønt er, at den økonomiske politik for hele Europa kan styres fra et sted. Det bliver af borgerlige unionstilhængere fremstillet som en af de helt store fordele ved ØMU’en, netop fordi opbygningen af centralbanken skulle foregå efter tysk mønster, – det vil sige uden anden politisk kontrol end, at centralbankens leder udpeges politisk. Der er ingen løbende politisk kontrol eller mulighed for indgreb i den daglige drift. Denne konstruktion skulle sikre imod inflation og skabe en stabil valuta.

En centralbank – med eller uden kontrol – kan ikke garantere, at der ingen inflation vil finde sted. Snarere tværtimod må man sige. Et af argumenterne for den fælles centrale nationalbank i den danske debat har været, at man derved kunne styre den tyske nationalbank. Men den fører ikke inflationær politik. Så hvis man ønsker en antiinflationær pengepolitik, bør man lade tyskerne fortsætte som hidtil.

Ingen garanti

Problemet med den nævnte model for en central nationalbank er imidlertid ikke modellen i sig selv. Problemet er, at bankens konstruktion ikke garanterer en anti-inflaktionær politik. Det hele afhænger af de folk, der leder banken. Det er med andre ord et spørgsmål, om de individuelle ledere lever op til de forventninger, man politisk har stillet om en anti-inflationær pengepolitik. Og i Europa hvor det er sandsynligt, at der indenfor en relativ kort årrække vil være et flertal af socialdemokratisk ledede regeringer, er det ingen utopi at forestille sig, at de udpegede ledere af den centrale nationalbank vil være socialdemokrater, der har som et væsentligt økonomisk middel at øge inflationen.

Den nylig afdøde Nobelpristager i økonomi – Friedrich August von Hayek – havde et forslag i forbindelse med pengepolitikken. Heyek mente, at udstedelsen af penge i en fælles møntunion som ved ECU burde overlades til konkurrerende private firmaer. Ved at fjerne pengeudstedelsen fra regeringernes magt og overlade den til konkurrencens virkemåde vil det misbrug, der har været forbundet med det monopolistiske offentlige system i form af inflationær politik forsvinde.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 20. årgang / august 1992

Reklamer
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 8. juni 2010 kl. 06:24
  2. 17. oktober 2010 kl. 04:52
  3. 9. december 2011 kl. 05:56
  4. 27. december 2011 kl. 05:03
  5. 5. juni 2013 kl. 09:59
  6. 5. juni 2013 kl. 10:01
  7. 5. juni 2013 kl. 10:07
  8. 5. juni 2013 kl. 10:31
  9. 5. juni 2013 kl. 11:11
  10. 12. juni 2013 kl. 09:38
  11. 26. juni 2013 kl. 05:36
  12. 26. juni 2013 kl. 08:31
  13. 26. juni 2013 kl. 08:46
  14. 27. juni 2013 kl. 07:51
  15. 27. juni 2013 kl. 07:59
  16. 25. juli 2013 kl. 05:41
  17. 29. september 2013 kl. 05:30
  18. 4. oktober 2013 kl. 11:33
  19. 5. november 2013 kl. 09:08
  20. 5. november 2013 kl. 09:54
  21. 5. november 2013 kl. 09:57
  22. 8. november 2013 kl. 11:16
  23. 10. november 2013 kl. 06:03
  24. 17. november 2013 kl. 09:39
  25. 21. november 2013 kl. 09:09
  26. 22. november 2013 kl. 08:55
  27. 25. november 2013 kl. 07:41
  28. 26. november 2013 kl. 11:20
  29. 1. december 2013 kl. 08:37
  30. 1. december 2013 kl. 09:24
  31. 8. december 2013 kl. 09:01
  32. 3. april 2014 kl. 08:40
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: