Arkiv

Posts Tagged ‘socialdemokratismen’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokratiet lyver

5. februar 2012 33 kommentarer

Socialdemokratiet lyver

Her op til kommunevalget har regeringen (Socialdemokratiet, red.) nu igennem flere uger udtrykt ønske om at pensionerne bliver forbedret. Sådan har Socialdemokratiet gået på barrikaderne i pensionsspørgsmålet, hver eneste gang der har været valg til enten kommunalbestyrelserne eller folketinget. Med Eva Gredal (A)som talerør kører de frem med de sædvanlige løfter om forhøjelser, ens pension for alle og skattefrihed for udbetalte pensioner.

Socialdemokratiet lyver. Det er også denne gang valgflæsk. Derfor skal Eva Gredal og Socialdemokratiet passe på ikke at stikke sig på de politiske stikkelsbærbuske – det kan give en grim blodforgiftning. Socialdemokratiet påstår ofte, at de står uden forståelse for, at pensionister i større og større antal vender det store Socialdemokrati ryggen. Dette er en dum påstand at fremkomme med, idet det ikke er pensionisterne som har vendt ryggen til Socialdemokratiet. Det er derimod Socialdemokratiet, der har vendt ryggen til vore pensionister. Dette er gået op for vore mange pensionister og straffen kommer den 7. marts, hvor pensionisterne vil flytte krydset fra A til Z.

Intet andet parti har som Fremskridtspartiet fremlagt forslag til forbedring af pensionisternes kår. Gang på gang har partiet peget på nødvendigheden og rimeligheden i, at pensionen skal være ens for alle. De offentlige ansatte skal ikke have bedre pensionsvilkår for skattemidler end andre. Ligestillingen skal også gælde for afgående ministre, borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl. Pensionen skal følge velstandsudviklingen og man må ikke straffe ægtefæller eller dem, der gør en ekstra indsats. Hvor hånligt systemet er, kommer klart til udtryk i det svar finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) har givet folketingsmand Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet på et spørgsmål om, hvor mange, der får pensioner fra det offentlige på grund af tidligere medlemskab af regering og folketing. Af svaret fremgår det, at cirka 3½ million kroner om året bliver givet til ministre, deres ægtefæller og børn. Ikke noget at sige til, at den arbejdsmand, som igennem et langt liv har arbejdet hårdt for samfundet, ryster på hovedet og føler sig slet behandlet.

Når et samfund kommer ud i økonomiske vanskeligheder, vil det altid gå ud over nogle særlige svage grupper i samfundet. Vores pensionister har mærket på deres krop, at den uansvarlige økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført igennem de sidste mange år gør utroligt ondt.

Pensionisterne har mærket, at den svigtende beskæftigelse har medført et pres for at få dem til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de havde planlagt det i den tro, at der så blev mange flere jobs til de yngre. At denne teori ikke holder er en anden sag. Men denne indstilling overfor pensionisterne har meget uheldige virkninger til følge, idet de føler, at de ikke mere slår til, at de ikke længere er velkomne til at yde en indsats for samfundet og dermed den arbejdsplads, som de loyalt og trofast har tjent gennem mange år.

Lad os håbe at Socialdemokratiet og andre partier meget snart vil forstå, at det er nødvendigt med en mere positiv indstilling overfor denne gruppe af ældre, som i et langt liv har været med til at opbygge det velfærdssamfund op – som trods alt stadigvæk eksisterer.

Fremskridtspartiets vil altid være at finde i første række, når det gælder om at skabeøkonomisk tryghed og lykke for vore ældre medborgere. En sådan positiv indstilling over for de ældre, er både udtryk for sund fornuft og for en værdig holdning, som for længst burde have indfundet sig hos Socialdemokratiet.

Zmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Kategorier:Social- & sundhedspolitik, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket

18. august 2011 143 kommentarer

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket 

Er det en socialdemokratisk valgstrategi at lade folkestyret degenerere? – spørger medlem af Helsingør lokalforening, Marianne Lorensen, i denne artikel.

Et sundt folkestyre er ikke foreneligt med velfærdsstatens atmosfære. Vælgerens tilslutning til de socialdemokratiske velfærdsforanstaltninger opnås ved, at man appellerer til egensindethed og dumhed og ikke til retfærdighedssans eller den sunde fornuft. Samtidig fører socialdemokraterne meget snedigt ved disse foranstaltninger landet længere herimod PLANSTATEN, hvor det offentlige regulerer og kontrollerer både produktion og planlægning. Derfor hverken kræver eller befordrer den socialdemokratiske velfærdsstat den selvstændighed og handlekraft hos borgerne, uden hvilken et folkestyre bliver en ynkelig parodi. Selvstændighed og handlekraft er uønskede begreber hos den socialdemokratiske elite. De er nemlig farlige for partiets fortsatte eksistens. Den velfærdsstat der er skabt af Socialdemokratiet, er efter alt at dømme kun at betragte som en indledende fase af en uheldig udvikling, som vil ende i en ret systematisk, formynderisk umyndiggørelse af borgerne, hvis den får lov at fortsætte uhindret.

Hvis man er i stand til at sætte sig ned på det socialdemokratiske tankeniveau, hører der ikke ret meget ”rød fantasi” til at forestille sig samfundet i dets næste fase som ”behandlingssamfundet”, hvis helligste opgave er at registrere, behandle og omvende anderledes tænkende højremennesker til ensartede mønsterundersåtter i en socialistisk, formynderisk ”terapistat”.

Hvis dette er de ledende politikeres velvalgte strategi, minder det påfaldende om en socialiseret udgave af Marx’s terminologi, der så via den hule lighedsideologi tager sigte på at udråbe politisk degenererede, indavlede personligheder til normale personligheder.

Det er en ganske snedig måde socialdemokraterne lige så stille – lidt efter lidt – forfører og til sidst ændrer visse folks relativbegreber derhen, at de samme folks opfattelse af, hvad der er normalt bliver ændret i den for partiet ønskede retning. Man kan tale om ”mental krigsførelse”.

Dette skaffer uden tvivl socialdemokraterne en del vælgere blandt den dårligst begavede femtedel af voksenbefolkningen, der således bliver stemmekvæg for en forfejlet lighedsideologi, som de ikke engang selv fatter betydningen og konsekvensen af. ”Fødekæden” fortsætter, idet den socialdemokratiske folkeskole er hofleverandør til næste årgangs politisk, gasforgiftede individer. Ritt (Ritt Bjerregaard, A, red.) gør skam sit arbejde!! Stygt, men sandt!

Fremskridtspartiet ville kunne mase sig hårdt ind på socialdemokraterne til næste valg, hvis man fra en skjult indfaldsvinkel kunne neutralisere denne mentale forgiftning af det, jeg vil kalde den voksenpolitiske risikogruppe med en virksomhed ideologis modgift i form af en utraditionel, letfattelig virksomhedsgørelse af fremskridtsidéen overfor denne gruppe. Man kunne forestille sig en fremskridtsgruppe, der arbejder overfor Danmarks lavest betalte kontornussere.

Marianne Lorensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 6. årgang / 14. august 1978

Kategorier:Folkestyre/demokrati, Fremskridtspartiet, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Udslidte partier

14. november 2010 35 kommentarer

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Frihed eller lighed?

15. august 2010 47 kommentarer

Frihed eller lighed?

Frihed – også i økonomiske sammenhænge – skaber større levefod.

Trods enorme anstrengelser fra de socialistiske planlæggere er den sovjetiske arbejders levefod i dag, som den man fandt i Europa i 1930

Men der findes alligevel mange, der med den ansete amerikanske professor, Ronald Dworkien, mener, ”at et samfund med stor lighed er et bedre samfund, selvom dets borgere foretrækker ulighed”.

Det er netop fordi så mange gammel-radikale, socialdemokrater og venstrefløjsfolk udlægger ”social retfærdighed” som økonomisk lighed, at de har vanskeligt ved at blive forargede på de totalitære socialist-regimer, hvor lighed hyldes og frihed mistænkeliggøres.

Man bør spørge disse ligheds-profeter, om de kan være enige med Fremskridtspartiet om, at hvis vi skal have fællesgoder – og det skal vi naturligvis som alle civiliserede samfund – bør der så ikke være bred enighed om, hvilke fællesgoder de enkelte borgeres arbejdsindsats skal bruges til?

I middelalderen mente man i almindelighed at den vigtigste samfundsopgave var at støtte kirken og præsteskabet. Man tog det som en selvfølge, at den økonomiske aflønning af en biskop var omtrent lige så meget større end en håndværkers, som Jens Otto Krags (A) New York-gage er større end en faglært arbejders.

I Sovjetunionen i dag tvivler ledelsen af landet ikke på, at folket står bag det fællesgode, som en højt betalt officerstand er.

I den socialdemokratiske karikatur af et samfund hvor markedsøkonomien råder, lider folk nød, fordi de der har særlige evner til at skabe værdier, beholder dem for sig selv og lader samfundet sejle sin egen sø.

I den virkelighed vi lever i, står valget ikke mellem et super-kapitalistisk samfund, hvor for eksempel en opfinder, der opdager en metode til at fremstille solenergi for det halve af den nuværende el-pris, kan skaffe sig et monopol på energi med os alle sammen og et dogmatisk (det at fastholde visse påstande uden hensyn til de virkelige forhold, red.) socialistisk samfund, som de mere rabiate socialdemokrater forestiller sig med hele produktionsapparatet i statseje og dirigeret af begejstrede og loyale partikammerater.

Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet vil ofte have samme målsætning. Vi er jo alle danskere og har den samme baggrund. Således er både Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet modstandere af monopoler (Socialdemokratiet naturligvis ikke af statsmonopoler). I princippet er Socialdemokratiet også enige med Fremskridtspartiet, hvad angår vigtige sociale reformer, for eksempel bedre vilkår til pensionister – når Socialdemokratiet ikke i praksis kan gøre noget ved det, skyldes det en erkendelse af, at partiets politik ikke har kunnet skabe den vækst i økonomien, man troede.

Den egentlige forskel mellem de to partier er deres forskellige indstilling til frihed og lighed.

Fremskridtspartiet stræber mod den størst mulige frihed for alle, for den enkeltes ret til at udfolde sig efter evne og lyst. De prioriterer friheden højst og ser dens genindførelse som en national opgave. (Se lederen her i bladet 77-22). Den fribårne vil hellere lide nogle afsavn end se sin frihed beskåret.

Socialdemokratiet på den anden side prioriterer ligheden højere end friheden. De tror fuldt og fast på, at man skaber retfærdighed ved at skabe lighed, – og det er derfor, de bekæmper det frie samfund, der altid vil føre til nogen ulighed.

Tendensen er klar: Lighed er måske det, de kæmper for. Og man skal ikke lade sig narre af, at det er Socialdemokratiet, der har skabt ”den herskende klasse” af vellønnede bureaukrater, der økonomisk er sikrede i alle ender og kanter. Fremskridtspartiet ville også forsvare deres store indtægter, hvis de for eksempel var indtjent ved produktivt arbejde i eksportindustrien eller på anden måde. Hvad der forarger os er ikke at Tjæreborgpræsten, der har gjort det muligt for millioner at rejse tjener gode penge, men at en mand som Jens Otto Krag, der aldrig nogensinde kunne tjene en kæmpeløn, hvis han skulle konkurrer med almindelige mennesker på det frie marked, af sit parti får et ligegyldigt administrativt job til over 900.000 kroner om året – efter skatten er trukket fra.

Man må erkende, at trods de fede ben socialdemokratiske politikere tildeler sig selv, er de idealister i den forstand, at de stræber mod økonomisk lighed, ganske uanset samfundsomkostninger i form af dræbt arbejdsglæde og kvalt initiativ.

Det er altså valget: Fremskridtspartiet, der oprigtigt tror på mennesket og den personlige frihed, og som vil skabe et spraglet, dynamisk samfund med arbejdsglæde, hvor alle er forskellige – og Socialdemokratiets lighedssamfund, hvor alle får de samme rationer og ingen – i al fald udenfor statsadministrationen – har råd til at holde Kjeld Olesens lystyacht eller som Niels Matthiasen kan muntre os andre ved hele tiden at optræde i nye skræddersyede habitter i 4.000 kroners klassen. I lighedssamfund er der ingen plads til en kreaturhandler, der efter en god handel inviterer hele landsbyen på krofest, ingen fisker, der efter en heldig fangst kan købe en flot bil, ingen arbejder, der kan blive rig ved at opfinde en duppedit. Der bliver ingen flotte piger i dyrt tøj og idiotiske udenlandske hatte på gaderne. Det bliver et gråt samfund, som vi i dag ser det fx i Kina. Men socialdemokraterne har ret i, at det også bliver et samfund, hvor der ingen misundelse er!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Kategorier:Fremskridtspartiet, Personlig frihed, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

For hårde ord?

25. juni 2010 27 kommentarer

For hårde ord?

I min post lå en kopi af et brev til Anker Jørgensen:

———————————————————————————

Det er mærkeligt, at der aldrig er nogen, der spørger, – når der skal spares –, hvorfor der ikke skæres ned på ministres løn og pensioner, som er så høje?

Altid fattige borgeres hus og hjem og nu også deres pension.

De sagde i TV, at det ikke var Dem, som havde ført Danmark mod afgrundenJo, det er det nemlig. I er uduelige som ledere alle sammen. I tænker kun på at bjerge jer selv, og I går overhovedet ikke foran med at spare. Dyre biler og rejser som er unødvendige, men så eftertragtede. Ud at se sig om. Lise Østergård (A) tilbringer det meste af sin tid på at se sig om i verden.

Vi kan ikke være tjent med, at:

1. have en skatteminister der snyder i skat

2. have en formand i Folketinget (K.B. Andersen, A, red.), der opfører sig som en klovn, og som også kan lide at se sig om i verden til ingen nytte.

3. vore penge gives til Ulande uden effektiv kontrol.

4. vore penge gives til kommunister og partisaner m.m.

5. der gives penge til alt og alle, bare man går på socialkontoret.

6. der gives kunstnerstøtte. Kan de ikke leve af deres kunst, må de tage andet arbejde. Det må vi alle.

7. folk der ikke går på arbejde, ikke selv kan passe deres børn.

Send alle fremmedarbejdere hjem, deres brødre og søstre og bedsteforældre, som går og nasser på os, som til sidst stikker os en kniv i ryggen.

Hvordan tror De, at en dansker strandet i Tyrkiet eller Pakistan ville blive behandlet? Nul hjælp!

Vi er lede og kede af tykke, fede og uduelige ministre, som sidder og nasser på landet og kører det hele i sænk.

Havde i været kloge og forudseende og hele tiden været med, var det aldrig sket. Chamberlain troede også, han var så klog.

Havde det været Iran, var i for længst blevet destrueret. Det kan nås endnu.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 8. årgang / 21. januar 1980

Kategorier:Økonomi, Mogens Glistrup, Politiske "ben" og skandaler, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokratisk overbudspolitik

27. november 2009 2 kommentarer

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem, økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale (B) ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere, og det gavner ikke de mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne, og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det, og bør gøre det, når chancen byder sig.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang  / august 1991

Jurassic Park og velfærdsstaten

4. november 2009 34 kommentarer

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

%d bloggers like this: