Arkiv

Posts Tagged ‘begræns velfærdsstaten’

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

5. juli 2012 68 kommentarer

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 18. november 1976 

Reklamer

Det brede parti

17. november 2010 Skriv en kommentar

Det brede parti

De gamle partier har deres rod i hver sin befolkningsgruppe: Socialdemokraterne hos arbejdere, de radikale (B) hos husmænd, de konservative (C) hos funktionærer og selvstændige og Venstre hos bønder.

Selv om disse partier til en vis grad rekrutterer deres vælgere på tværs af de gamle klasseskel, har de dog bevaret deres tilhørselsforhold til f.eks. LO, Industrirådet og landbrugsorganisationerne.

Fremskridtspartiet varetager derimod ikke nogen gruppes særinteresser, men ønsker blot, at folk skal have lov til, at få deres belønning for det arbejde de udfører, hvad enten det består i det daglige slid ved samlebåndet, igangsættelse af nye initiativer eller anden sund udfoldelse.

Til gengæld skal det offentlige ikke føde på samfundsnassere, men begrænse sig til det, der er nødvendigt for et sundt samfunds beståen. Kun herved skabes de store værdier, som de fleste ønsker sig, og kun herved kan der ydes rundhåndet hjælp til de gamle, de syge og til dem, der uforskyldt er i økonomisk nød.

Med disse tanker står Fremskridtspartiet som det virkelige folkeparti, der med sin respekt for folks arbejde er i stand til at hente sine vælgere jævnt fordelt fra næsten alle dele af samfundet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 4. årgang  / 21. oktober 1976

Fejhed – et dansk symbol

10. november 2010 12 kommentarer

Fejhed – et dansk symbol

Lederskabet i Danmark er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper, skriver dyrlæge A. Th. Riemann, der er EF-kandidat.

At vide, hvad der er ret og rigtigt og ikke gøre det, er fejhed. Definitionen er klar, enkel og indlysende og – desværre – betegnende for den danske nation. Et folkekaraktertræk brænder sig i disse år fast og udvisker konturen af det samfund, der for et par menneskealdre siden var præget af stærke personligheder indenfor kirke, skole, andelsbevægelse og politik.

Lederskabet er overtaget af middelmådige politikere opfostret i og af snævre fagegoistiske udklækningsgrupper. Folket ser passivt på, at opkomlinge i fagbevægelsen, småpaver, der ved teknikkens hjælp og skæbnens tilskikkelser er blevet placeret på tekniske nøgleposter, terroriserer befolkningen. Ja, politikerne, hvoraf de fleste kommer fra samme kredse og hylder samme socialistiske og samfundsskadelige idéer, opgejler tilmed ofte deres socialistiske meningsfæller til samfundsødelæggende aktioner.

Selvfølgelig ved de udmærket, hvad der er ret og rigtigt, men de gør det modsatte. Danmark regeres og terroriseres af feje personer.

Aktionerer for særfordele

Gruppe efter gruppe aktionerer for at opnå særfordele. Akademikere, lærere, postbude, politibetjente, chauffører, journalister, børnehavepædagoger, læger og sygeplejersker, alle vil have mere i løn, uanset om de i dag aflønnes med 100.000 eller 300.000 kroner årligt. Man arbejder ”efter reglerne”, som man selv fortolker, holder faglige møder, stormer rundt med opråb og skilte eller aktionerer fysisk med trusler og psykisk vold mod sagesløse mennesker.

Aktivisterne er alle feje personer. De ved, at arbejdet ikke kan bære højere løn og at de, hver gang de tiltvinger sig en ekstra krone, tages den fra en anden. De ved således inderst inde, at deres krav er urimelige og alligevel forlanger de mere og mere. Det er fejt.

For nylig solgtes en færgerute på den danske ø Rømø til tyskerne. Ingen danskere turde købe den af frygt for matroserne og styrmændenes fagforeningsterror. De ansatte blev af den nye ejer tilbudt fortsat arbejde til den løn og på de vilkår, tyske søfolk har, men de foretrak i stedet den høje, danske arbejdsløshedsunderstøttelse. De er feje, for de ved, at det ikke er rigtigt at være naboerne, skatteyderne, ja, hele det danske samfund til byrde, når man har mulighed for at klare sig selv. Også de politikere, der har lavet regler for arbejdsløshedsunderstøttelse, så de frister Rømø-matroserne og 100.000 andre til misbrug, er feje, for de ved, at reglerne ikke er rigtige.

”Velfærdsstaten” – et misfoster

Den såkaldte ”velfærdsstat” i Danmark er et sørgeligt misfoster og følgerne er, at store dele af befolkningen lider af depression og psykisk trauma, medens 700.000 embedsmænd og socialarbejdere udplyndrer de offentlige kasser, samtidig med, at de øver åndelig, økonomisk og legemlig vold mod børn, unge og gamle. De professionelle embedsmænd og socialhjælpere sikrer sig selv, medens de med andres egoistiske indstilling invaliderer de nødstedte og skaber sociale tabere.

Under alt dette tappes erhvervslivet naturligvis for arbejdskraft. Det er ikke ”in” at arbejde med materielle ting eller fremme ”profit” og fortjeneste. Derfor er Danmark arbejdsmæssigt et underudviklet land med tusindvis af ”arbejdsløse” og masser af ugjort arbejde i landbruget, industrien, ja, i hele erhvervslivet.

Det er ikke ”meningsfyldt”, at skabe værdier, velstand og frodighed, ej heller tilfredshed og arbejdsglæde. I stedet appellerer politikere, skoler, uddannelsessteder, radio og TV til slaphed, arbejdsvægring og dovenskab. Det er fejhed mod den opvoksende slægt, der skal råde bod på og afdrage vor tids udskejelser og gæld.

Tidens samtaleemne er energipolitik. Skal vi have vindkraft, termoenergi fra sol og jord eller kernekraft, siger mange, for se bare, hvordan det er gået i Amerika! Selvom politikerne ved, at uheldet i Pennsylvania netop beviser, at teknikerne er i stand til at forhindre et uheld i at udvikle sig til en ulykke, søger man, at slå politisk mønt af tildragelsen. Med stramme miner tales alvorsord og fiskes letkøbte stemmer på urigtige påstande. Fejheden er åbenbar! Man søger at bilde befolkningen ind, at Danmark kun kan klare sig med de såkaldte ”alternative energiformer” og skyder igen et problem, der skal løses, over på efterkommerne.

Lever på nas

Vi praler af at være et af verdens rigeste lande og lever alligevel på nas, samtidig med, at vi dækker os, hvor andre træder modigt frem. Hvornår lærer vi at se op og ikke ned, at se frem og ikke tilbage, at se ud og ikke ind? Vi bilder os selv ind, at danskerne er specielle, værdifulde skabninger, der i langt højere grad skal beskyttes mod naturens, teknikkens og arbejdets risiko og farer, end andre folk, organisationer, fagforeninger og selvbestaltede ”sundhedspaver” pylrer om børn, voksne og gamle. De gør, med evindeligt sludder om risikoen ved at trække vejret, nyde maden og bruge hænderne, sunde og stærke mennesker til sygelige svæklinge, hvilket i høj grad er fejt!

Også blandt vore søstre og brødre i EF sakker vi agter ud. Vi har i de fem år, hvor vi har været tilknyttet det europæiske fællesskab, modtaget dobbelt så store beløb, som vi selv har ydet. At vore ministre rejser rundt i de såkaldte Ulande og falder vore hvide racefæller i ryggen, mens de agerer ”julemænd” for de lånte penge, gør bare situationen endnu mere barok. Metoden er fejhed i renkultur!

En folkerejsning er nødvendig

Hvorfor kommer der dog ikke en folkerejsning mod al denne fejhed og uduelighed? Hvorfor finder vi os i, at vore egne ledere nedrangere Danmark til en andenrangs nation, derhygger sig i smug, medens energiske, vågne og modige folk i nabolandene påtager sig både arbejdet, risikoen og de økonomiske byrder, – vi bør ikke fortsat lade os gøre til feje mennesker.

Det er måske skæbnes ironi, at vi selv har valgt de ledere, der i den sidste menneskealder har demoraliseret folket, gældsat landet og sat den nationale værdighed over styr.

Har velfærdsstatens dvaskhed og umoral paralyseret os? Eller er vi vanemennesker helt ud i det parodiske? Der er ingen tvivl om, at de fleste ved, hvad der er ret og rigtigt. De gør det bare ikke – heller ikke på valgdagen.

Fejheden er blevet en dansk folkesygdom.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 7. årgang / 7. maj 1979

Erhvervsstøtte

17. oktober 2010 14 kommentarer

Erhvervsstøtte

De glade 60 ´ere, blev af Folketinget benyttet til en påbegyndelse af erhvervsstøtte. På et tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor erhvervslivet blomstrede, hvor ordrene strømmede ind til os fra udlandet, og hvor dansk industri år for år øgede såvel produktion som overskud, anså Folketingsflertallet tiden inde til at give erhvervslivet støtte.

De to mest kendte former er skibskreditfonden og egnsudviklingsstøtten.

Skibskreditfonden blev oprettet som en konsekvens af den forfejlede rentepolitik som Danmark har ført indenfor de sidste 12-15 år. Skibsværfterne kan her optage lån til en rente, som ligger på linje med deres konkurrenter i for eksempel Japan. Man har altså i konsekvens af en forfejlet finanspolitik ønsket, at gennemføre en selektiv støtteordning for at redde en del af erhvervslivet, hvor mange tusinde er beskæftiget. At skibsværfterne overhovedet har kunnet reddes indtil nu hænger formentlig sammen med den kendsgerning, at de store skibsværfter er ejet af skibsrederne:

  • Lindøværftet således af A. P. Møller
  • Nakskov-værftet af Ø. K.
  • Helsingør- og Aalborg-værftet af D.F.D.S.

Det er vanskeligt nøjagtigt at gøre støtten op pr. arbejdstime, men ifølge beregninger foretaget af Handelsministeriet udgjorde det i 1977 ca. 27 kroner pr. arbejdstime. Beregningen er foretaget på basis af, at Nationalbanken ved løbende overtagelse til pari af obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond på overtagelsestidspunktet har konstateret et kurstab i forhold til de på Københavns Fondsbørs noterede kurser på 776 millioner kroner. Da der i 1977 udførtes i alt ca. 29 millioner arbejdstimer på værfterne, når man altså frem til beløbet 27 kroner pr. arbejdstime. Det anførte kurstab er udtryk for den merudgift, skibskreditfondens låntagere ville have haft, såfremt obligationerne skulle have været afhændet på det danske obligationsmarked.

Kunne rederne i stedet være gået ind på det internationale kapitalmarked, havde Statens Skibskredit Fond været overflødig. Statens Skibskredit Fond er således et godt eksempel på, hvorledes en restriktion medfører at specielle grene af erhvervslivet har kunnet få særordninger.

Imidlertid er det jo en kendsgerning, at særordninger, der indføres betales af andre og i dette specielle tilfælde har Nationalbanken altså båret et tab på 776 millioner kroner.

For at gøre sagen til ende, må man gøre opmærksom på, at de 776 millioner kroner fremkommer som skattefri gevinst hos de velhavende skatteborgere, der har haft mulighed for at købe statens skibskredit obligationer og som er pengestærke nok til at have dem liggende indtil de udbetales til pari. Med andre ord en skattefri gevinst til velhavende danskere.

Egnsudviklingsstøtten blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedsøer var et begreb. Nu,  hvor der er arbejdsløshed over hele landet, skulle man tro, at baggrunden for lovgivningen var borte og at man derfor ville sløjfe den.

Egnsudviklingsstøtten har i et par tilfælde direkte været misbrugt og kostet skatteyderne mange penge, således som for eksempel tilfældet Balling Engelsen på Lolland viste.

Her var en stor fabrik dukket op på basis af lån fra det offentlige. Fabrikkens succes, der var baseret blandt andet på en lav rente, medførte at ordentlige, veldrevne firmaer i samme branche måtte lukke, således som det var tilfældet med tre.

Da fabrikken lukkede, manglede det offentlige over 20 millioner. Pengene kan jo kun komme et sted fra og erhvervslivet må altså se i øjnene, at det via skat til det offentlige må finansiere, at staten medvirker som igangsætter at firmaer, som via lav rente går i konkurrence med de bestående virksomheder.

Det erhvervslivet har brug for er ikke støtte, som mere eller mindre tilfældigt gives til grene af erhvervslivet eller som i tilfældet med erhvervsudviklingsstøtten til enkelte firmaer, som har dygtighed til at få de forskellige statsinstitutioner til at finansiere dem. Det erhvervslivet har brug for, er en total ændring af Danmarks finanspolitik, som vil medføre dels et lavere omkostningsniveau. Fremskridtspartiet har gennem vore ændringsforslag til finansloven vist vejen til et bedre Danmark, hvor velstand og frihed kan gå hånd i hånd og hvor de støtteordninger, som gives i flæng på uretfærdigt grundlag er fjernet. Et samfund, hvor såvel erhvervslivet som den enkelte i langt højere grad er ansvarlig for sin egen skæbne. Et samfund, der får langt bedre råd til at værne om de grupper af befolkningen, der virkelig trænger til støtte, således som for eksempel vore gamle, vores syge eller andre, som af en eller anden grund ikke kan beskytte sig selv.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 7. årgang / 2. april 1979

Den svenske advarsel

1. april 2009 2 kommentarer

Den svenske advarsel

På baggrund af udviklingen i Sverige og England er det meget betydningsfuldt at Fremskridtsfolkenes faglige gruppe slår igennem.

Svenskeren Erik Anners har påtaget sig det brydsomme slid at afdække Socialdemokratiets infiltration af mangfoldige samfundsområder. Gennem misbrug af lovgivningsmagten og administrationen har man forskaffet skatteyderpenge til at skabe og styrkeDen socialdemokratiska maktapparaten”.

Sådan er titlen på Anners 272 siders dokumentarafsløring. I juni 1976 er bogen udsendt i 2. Udgave på Askild og Kärnekulls forlag.

Smugsocialisering

Ligesom Jens Otto Krags (A) Fremtidens Danmark” gik også de svenske socialdemokraters efterkrigsprogram ud på en hurtig massiv socialisering. Snart indså de imidlertid, at dertil fik de ikke vælgerstøtte. I stedet satte de så ind sammen med LO ad mere gedulgte og tilsyneladende spredte veje at smugsocialisere. Stadig større dele af det svenske samfund fastlåstes i partiets skruestik: ØD, sociale boligselskaber, oplysningsforbund, lejer-, forbruger- og pensionistsammenslutninger o.s.v., o.s.v. Og ”Partiet” er i virkeligheden ensbetydende med nogle få snese partiledere. At tilfredsstille deres magtbegær og styrke deres organisationsapparater på bekostning af den enkeltes dispositionsfrihed er blevet det reelle hovedindhold i snakken omsocial retfærdighed”. ”Når det politiska läget varit ogynnsamt har socialdemokraterna visserligen tillfälligt lättat på skruven. Men så snart det blivit politisk möjgligt har skruven dragits åt igen”.

I Danmark

På de fleste punker er skræmmebilledet advarende for, hvad der vil ske i Danmark, hvis vi ikke i tide får brudt med, at et parti, hvis visioner er gennemført og som nu kun har magten tilbage at leve for, årti efter årti skal være Folketingets største. På nogle områder – for eksempel retsvæsen og fjernsyn – har socialdemokraterne endda været fermere her i landet end i Sverige til at nedbryde den lighedsgrundsætning, som de med så stor urette pynter sig med.

Der er hårdt brug for en dansk Erik Anners. Hvor finder vi ham? Vore universiteter er for depraverede (åndeligt fordærvede, red.). Radiojournalisten Helge Andersen vil næppe skrive nogen ”Hvem behersker Danmark?” Og fremskridtsfolkene er så ophængte med at berigtige de løgnehistorier, som de andre udslynger om os, at der ikke bliver tid til store tidsrøvende projekter.

Får vi fremskridtshøjskolen op at stå, er her et nærliggende studieemne. Indtil da må vi betragte Erik Ammers indgående analyser som et værdigt svar på Erling Olsens (A) og Robert Petersens (A) overfladiske, usandfærdighedsfyldte bog om Fremskridtspartiet.

Mens den bog slutter med nogle skrupforkerte regnskabstal for syn konstruerede familier i fremskridtssamfundet, er Anners afslutning 40 afbildede pampere med opregning af hver enkelt vidtforgrenede sammenfiltrede ben.

Fordærvelsesprocessen

Det er overmåde vigtigt at få en indgående analyse af den fordærvelsesproces, det danske samfund udsættes for fra de teknokrater, som nu har bemægtiget sig Sabroes og Borgbjergs gamle parti og som reelt først og fremmest virker for større magt for sig selv og de andre i kystbanesocialistbrødrelauget.

Men endnu vigtigere end skriftlige analyser er aktiv handling. Gennem vedtægtsformuleringer og på utallige andre måder har socialdemokraterne sikret sig selv magten i de mange organisationer. Derfor er det et tusindfold hårdere slid end det, Anners har udfoldet, at erobre indefra alle de mange foreninger. Det må imidlertid gøres. Nok var det fortjenstfuldt, at Eggert Petersens Mentalforening blev klaret, men der er unægteligt vigtigere opgaver.

Trediveårskrigen

Vil det kræve en trediveårskrig for fremskridtsbevægelsen at opnå flertallet på LOs kongres, så skal kampen kæmpes. Og når sejren er vundet, skal den ikke bruges til at knægte og forfølge anderledes tænkende, som socialdemokraterne nu gør. Intet LO-medlem skal tilpligtes at betale til en politisk overbevisning, der ikke er hendes eller hans.

Arbejdet er begyndt med oprettelsen af Fremskridtspartiets faglige gruppe. Indsatsen her er så vigtig, at mange bør melde sig, selv om de derved får det mere brydsomt og mindre velbetalt, end hvis de i stedet havde valgt for eksempel at gå ind i folketingsarbejdet. Det er imidlertid landets frelse og ikke den enkeltes velbehagelighed, det gælder.

Er Englands ulykke ikke tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, hvad fortsat dansk pamperi fører os ud i?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 29. januar 1976

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

23. februar 2009 6 kommentarer

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

 

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

 

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

 

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

 

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme  regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

 

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

 

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

 

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

 

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

 

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

 

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

 

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

 

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel“. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

 

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Uncategorized, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: