Velfærd

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge, fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Socialdemokratiet lyver

Socialdemokratiet lyver

Her op til kommunevalget har regeringen (Socialdemokratiet, red.) nu igennem flere uger udtrykt ønske om at pensionerne bliver forbedret. Sådan har Socialdemokratiet gået på barrikaderne i pensionsspørgsmålet, hver eneste gang der har været valg til enten kommunalbestyrelserne eller folketinget. Med Eva Gredal (A)som talerør kører de frem med de sædvanlige løfter om forhøjelser, ens pension for alle og skattefrihed for udbetalte pensioner.

Socialdemokratiet lyver. Det er også denne gang valgflæsk. Derfor skal Eva Gredal og Socialdemokratiet passe på ikke at stikke sig på de politiske stikkelsbærbuske – det kan give en grim blodforgiftning. Socialdemokratiet påstår ofte, at de står uden forståelse for, at pensionister i større og større antal vender det store Socialdemokrati ryggen. Dette er en dum påstand at fremkomme med, idet det ikke er pensionisterne som har vendt ryggen til Socialdemokratiet. Det er derimod Socialdemokratiet, der har vendt ryggen til vore pensionister. Dette er gået op for vore mange pensionister og straffen kommer den 7. marts, hvor pensionisterne vil flytte krydset fra A til Z.

Intet andet parti har som Fremskridtspartiet fremlagt forslag til forbedring af pensionisternes kår. Gang på gang har partiet peget på nødvendigheden og rimeligheden i, at pensionen skal være ens for alle. De offentlige ansatte skal ikke have bedre pensionsvilkår for skattemidler end andre. Ligestillingen skal også gælde for afgående ministre, borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl. Pensionen skal følge velstandsudviklingen og man må ikke straffe ægtefæller eller dem, der gør en ekstra indsats. Hvor hånligt systemet er, kommer klart til udtryk i det svar finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) har givet folketingsmand Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet på et spørgsmål om, hvor mange, der får pensioner fra det offentlige på grund af tidligere medlemskab af regering og folketing. Af svaret fremgår det, at cirka 3½ million kroner om året bliver givet til ministre, deres ægtefæller og børn. Ikke noget at sige til, at den arbejdsmand, som igennem et langt liv har arbejdet hårdt for samfundet, ryster på hovedet og føler sig slet behandlet.

Når et samfund kommer ud i økonomiske vanskeligheder, vil det altid gå ud over nogle særlige svage grupper i samfundet. Vores pensionister har mærket på deres krop, at den uansvarlige økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført igennem de sidste mange år gør utroligt ondt.

Pensionisterne har mærket, at den svigtende beskæftigelse har medført et pres for at få dem til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de havde planlagt det i den tro, at der så blev mange flere jobs til de yngre. At denne teori ikke holder er en anden sag. Men denne indstilling overfor pensionisterne har meget uheldige virkninger til følge, idet de føler, at de ikke mere slår til, at de ikke længere er velkomne til at yde en indsats for samfundet og dermed den arbejdsplads, som de loyalt og trofast har tjent gennem mange år.

Lad os håbe at Socialdemokratiet og andre partier meget snart vil forstå, at det er nødvendigt med en mere positiv indstilling overfor denne gruppe af ældre, som i et langt liv har været med til at opbygge det velfærdssamfund op – som trods alt stadigvæk eksisterer.

Fremskridtspartiets vil altid være at finde i første række, når det gælder om at skabeøkonomisk tryghed og lykke for vore ældre medborgere. En sådan positiv indstilling over for de ældre, er både udtryk for sund fornuft og for en værdig holdning, som for længst burde have indfundet sig hos Socialdemokratiet.

Zmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket 

Er det en socialdemokratisk valgstrategi at lade folkestyret degenerere? – spørger medlem af Helsingør lokalforening, Marianne Lorensen, i denne artikel.

Et sundt folkestyre er ikke foreneligt med velfærdsstatens atmosfære. Vælgerens tilslutning til de socialdemokratiske velfærdsforanstaltninger opnås ved, at man appellerer til egensindethed og dumhed og ikke til retfærdighedssans eller den sunde fornuft. Samtidig fører socialdemokraterne meget snedigt ved disse foranstaltninger landet længere herimod PLANSTATEN, hvor det offentlige regulerer og kontrollerer både produktion og planlægning. Derfor hverken kræver eller befordrer den socialdemokratiske velfærdsstat den selvstændighed og handlekraft hos borgerne, uden hvilken et folkestyre bliver en ynkelig parodi. Selvstændighed og handlekraft er uønskede begreber hos den socialdemokratiske elite. De er nemlig farlige for partiets fortsatte eksistens. Den velfærdsstat der er skabt af Socialdemokratiet, er efter alt at dømme kun at betragte som en indledende fase af en uheldig udvikling, som vil ende i en ret systematisk, formynderisk umyndiggørelse af borgerne, hvis den får lov at fortsætte uhindret.

Hvis man er i stand til at sætte sig ned på det socialdemokratiske tankeniveau, hører der ikke ret meget ”rød fantasi” til at forestille sig samfundet i dets næste fase som ”behandlingssamfundet”, hvis helligste opgave er at registrere, behandle og omvende anderledes tænkende højremennesker til ensartede mønsterundersåtter i en socialistisk, formynderisk ”terapistat”.

Hvis dette er de ledende politikeres velvalgte strategi, minder det påfaldende om en socialiseret udgave af Marx’s terminologi, der så via den hule lighedsideologi tager sigte på at udråbe politisk degenererede, indavlede personligheder til normale personligheder.

Det er en ganske snedig måde socialdemokraterne lige så stille – lidt efter lidt – forfører og til sidst ændrer visse folks relativbegreber derhen, at de samme folks opfattelse af, hvad der er normalt bliver ændret i den for partiet ønskede retning. Man kan tale om ”mental krigsførelse”.

Dette skaffer uden tvivl socialdemokraterne en del vælgere blandt den dårligst begavede femtedel af voksenbefolkningen, der således bliver stemmekvæg for en forfejlet lighedsideologi, som de ikke engang selv fatter betydningen og konsekvensen af. ”Fødekæden” fortsætter, idet den socialdemokratiske folkeskole er hofleverandør til næste årgangs politisk, gasforgiftede individer. Ritt (Ritt Bjerregaard, A, red.) gør skam sit arbejde!! Stygt, men sandt!

Fremskridtspartiet ville kunne mase sig hårdt ind på socialdemokraterne til næste valg, hvis man fra en skjult indfaldsvinkel kunne neutralisere denne mentale forgiftning af det, jeg vil kalde den voksenpolitiske risikogruppe med en virksomhed ideologis modgift i form af en utraditionel, letfattelig virksomhedsgørelse af fremskridtsidéen overfor denne gruppe. Man kunne forestille sig en fremskridtsgruppe, der arbejder overfor Danmarks lavest betalte kontornussere.

Marianne Lorensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 6. årgang / 14. august 1978

Idealerne – borte med blæsten

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

Udslidte partier

Udslidte partier

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (B) har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse.

– 1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.

Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.

Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.

I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.

Tilfældigheden

Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.

Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.

Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.

Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.

Fremtiden

Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).

Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.

Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.

Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.

Ude af trit med 1970´erne

Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.

Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.

Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 4. årgang / 2. september 1976

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Frihed eller lighed?

Frihed eller lighed?

Frihed – også i økonomiske sammenhænge – skaber større levefod.

Trods enorme anstrengelser fra de socialistiske planlæggere er den sovjetiske arbejders levefod i dag, som den man fandt i Europa i 1930

Men der findes alligevel mange, der med den ansete amerikanske professor, Ronald Dworkien, mener, ”at et samfund med stor lighed er et bedre samfund, selvom dets borgere foretrækker ulighed”.

Det er netop fordi så mange gammel-radikale, socialdemokrater og venstrefløjsfolk udlægger ”social retfærdighed” som økonomisk lighed, at de har vanskeligt ved at blive forargede på de totalitære socialist-regimer, hvor lighed hyldes og frihed mistænkeliggøres.

Man bør spørge disse ligheds-profeter, om de kan være enige med Fremskridtspartiet om, at hvis vi skal have fællesgoder – og det skal vi naturligvis som alle civiliserede samfund – bør der så ikke være bred enighed om, hvilke fællesgoder de enkelte borgeres arbejdsindsats skal bruges til?

I middelalderen mente man i almindelighed at den vigtigste samfundsopgave var at støtte kirken og præsteskabet. Man tog det som en selvfølge, at den økonomiske aflønning af en biskop var omtrent lige så meget større end en håndværkers, som Jens Otto Krags (A) New York-gage er større end en faglært arbejders.

I Sovjetunionen i dag tvivler ledelsen af landet ikke på, at folket står bag det fællesgode, som en højt betalt officerstand er.

I den socialdemokratiske karikatur af et samfund hvor markedsøkonomien råder, lider folk nød, fordi de der har særlige evner til at skabe værdier, beholder dem for sig selv og lader samfundet sejle sin egen sø.

I den virkelighed vi lever i, står valget ikke mellem et super-kapitalistisk samfund, hvor for eksempel en opfinder, der opdager en metode til at fremstille solenergi for det halve af den nuværende el-pris, kan skaffe sig et monopol på energi med os alle sammen og et dogmatisk (det at fastholde visse påstande uden hensyn til de virkelige forhold, red.) socialistisk samfund, som de mere rabiate socialdemokrater forestiller sig med hele produktionsapparatet i statseje og dirigeret af begejstrede og loyale partikammerater.

Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet vil ofte have samme målsætning. Vi er jo alle danskere og har den samme baggrund. Således er både Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet modstandere af monopoler (Socialdemokratiet naturligvis ikke af statsmonopoler). I princippet er Socialdemokratiet også enige med Fremskridtspartiet, hvad angår vigtige sociale reformer, for eksempel bedre vilkår til pensionister – når Socialdemokratiet ikke i praksis kan gøre noget ved det, skyldes det en erkendelse af, at partiets politik ikke har kunnet skabe den vækst i økonomien, man troede.

Den egentlige forskel mellem de to partier er deres forskellige indstilling til frihed og lighed.

Fremskridtspartiet stræber mod den størst mulige frihed for alle, for den enkeltes ret til at udfolde sig efter evne og lyst. De prioriterer friheden højst og ser dens genindførelse som en national opgave. (Se lederen her i bladet 77-22). Den fribårne vil hellere lide nogle afsavn end se sin frihed beskåret.

Socialdemokratiet på den anden side prioriterer ligheden højere end friheden. De tror fuldt og fast på, at man skaber retfærdighed ved at skabe lighed, – og det er derfor, de bekæmper det frie samfund, der altid vil føre til nogen ulighed.

Tendensen er klar: Lighed er måske det, de kæmper for. Og man skal ikke lade sig narre af, at det er Socialdemokratiet, der har skabt ”den herskende klasse” af vellønnede bureaukrater, der økonomisk er sikrede i alle ender og kanter. Fremskridtspartiet ville også forsvare deres store indtægter, hvis de for eksempel var indtjent ved produktivt arbejde i eksportindustrien eller på anden måde. Hvad der forarger os er ikke at Tjæreborgpræsten, der har gjort det muligt for millioner at rejse tjener gode penge, men at en mand som Jens Otto Krag, der aldrig nogensinde kunne tjene en kæmpeløn, hvis han skulle konkurrer med almindelige mennesker på det frie marked, af sit parti får et ligegyldigt administrativt job til over 900.000 kroner om året – efter skatten er trukket fra.

Man må erkende, at trods de fede ben socialdemokratiske politikere tildeler sig selv, er de idealister i den forstand, at de stræber mod økonomisk lighed, ganske uanset samfundsomkostninger i form af dræbt arbejdsglæde og kvalt initiativ.

Det er altså valget: Fremskridtspartiet, der oprigtigt tror på mennesket og den personlige frihed, og som vil skabe et spraglet, dynamisk samfund med arbejdsglæde, hvor alle er forskellige – og Socialdemokratiets lighedssamfund, hvor alle får de samme rationer og ingen – i al fald udenfor statsadministrationen – har råd til at holde Kjeld Olesens lystyacht eller som Niels Matthiasen kan muntre os andre ved hele tiden at optræde i nye skræddersyede habitter i 4.000 kroners klassen. I lighedssamfund er der ingen plads til en kreaturhandler, der efter en god handel inviterer hele landsbyen på krofest, ingen fisker, der efter en heldig fangst kan købe en flot bil, ingen arbejder, der kan blive rig ved at opfinde en duppedit. Der bliver ingen flotte piger i dyrt tøj og idiotiske udenlandske hatte på gaderne. Det bliver et gråt samfund, som vi i dag ser det fx i Kina. Men socialdemokraterne har ret i, at det også bliver et samfund, hvor der ingen misundelse er!

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Tusindben og andre flerfodede uhyrer

Tusindben og andre flerfodede uhyrer

Hvor skal man begynde og ende med bengnaveri? Lange lister over implicerede er tørre som en vejviser. Både Jyllands-Posten og dagbladet B.T. har brugt sider på sådanne lister, som dog mangler mange navne og enkeltheder. Billedet forvirres også, når der medtages indtægter, som ikke er ben. Billedet af folketingsmænd der kaster ben til hinanden over hegnet er heller ikke helt korrekt. Det ville være mere rammende at sammenligne dette politiske ukrudt med den tidselart, som kan skyde underjordiske stængler, der er ti meter lange, og luger man et skud et sted, kommer der straks to nye et helt andet sted.

Hvem ville fx have troet, at Niels Mathiasen (A) ville gide tilbyde den afdankede SF-politiker Poul Dam et par fede ben? Selv Poul Dams partifæller indrømmer åbent, at han er umulig i offentlige stillinger, alligevel tilbyder Niels Mathiasen ham 90.000 kroner om året på – hold Dem fast – Kunstfondens beskedne budget! Man kan finde det rimeligt at forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard (B), hvis administrative evner er velkendte, får et ben i Radiorådet til 32.000 kroner om året, men hvorfor i alverden skal Poul Dam have 49.000 kroner for at indfinde sig til nogle møder i Radiorådet? Håber socialdemokraterne at Poul Dam kan levere dem nogle hundrede stemmer af kværulerende SF’er? Det bliver dyre stemmer – for skatteyderne.

Politikerne adopterer Moster Ane

Lad os sige landmand Jensen opfinder et aggregat til at fyre med halm og til trods for skattevæsenets mange forsøg på at standse dette forsøg på at nedbringe olieimporten alligevel kommer i gang og laver et lille selskab.

Advokaten siger, at der må en tredje til, og Jensen beder gamle Moster Ane træde ind i bestyrelsen. Hun får 500 kroner, og har ikke meget forstand på markedsføring. Men der er den forskel, at de penge Jensen betaler sin tante for at sidde i bestyrelsen kommer ud af hans egen lomme, men hver gang politikerne indsætter en Moster Ane i et koncessioneret selskab, en bank eller offentlig virksomhed, er det skatteyderne eller forbrugerne, der må betale.

Det hænder, at der er tale om en fagmand, der kommer på rette plads, men det er slet ikke afgørende for politikerne. Benene er et økonomisk tilskud til en partifælle. Socialdemokraterne Ole Espersen og Erling Olsen er lærde professorer, der skulle være hævet over korruption.

I den blå bog står Ole Espersen (A) opført som indehaver af tre professioner, som hver tager en mands hele arbejdskraft: Han er juridisk professor, medlem af folketinget og medlem af Europa Parlamentet. Lønnet alle tre steder! Hvordan kan en mand, der gerne vil optræde som juridisk – moralsk vejleder tage løn for tre gange 8-timers arbejde i døgnet?

Og så ser vi væk fra, at den høje løn for hvert af disse job undskyldes med, at de kræver ikke 8, men op til 16 timers arbejde i døgnet!

Erling Olsen (A) er også professor ved Roskilde Universitets Center. Han får 75.000 kroner for ikke at vise sig på Centret, mens han er i folketinget, hvor han får 140.247 kroner om året. Som om de 75.000 kroner fra statskassen ikke er nok, får han yderligere 90.000 kroner om året for at møde op til bestyrelsesmøder et par gange om året i Hovedstadsområdets Trafikselskab og drikke et par sjusser og ryge en enkelt cigar. B.T. anslår, at der gennem hans snabel i de offentlige kasser går 335.000 kroner om året.

Politikernes Tante Ane er lige så uvidende om det, de beskæftiger dem med. Som journalisten Leif Blædel der i en kritik af Fremskridtspartiets økonomiske oversigter ikke kender forskel på kredit og debitlisten i statens regnskaber.  Hvad kan man i øvrigt vente af en socialdemokratisk partifunktionær, som kræver lønforhøjelse. og som til sin skræk sættes ind i Statens Jordlovsudvalg til en løn af 95.000 kroner om året?

Finansminister Heinesen (A) alene bestemmer over dette ben, og det er gået til den ellers ukendte partisekretær Karl-Johan Mortensen. Som Moster Ane eller journalist Blædel blader han i regnskabet ved det årlige møde, ser på hver side ordet ”Transport” og han vil jo gerne bidrage med noget til jordudvalgets trivsel og siger: Hør, vi bruger alt for mange penge til transport. Det er vores pligt overfor skatteyderne, at der spares!

Hvor mange Moster Ane jobs?

Det er der næppe nogen, der ved. Tilskuddene skyder op alle vegne. De mere traditionelle er de seks statsrevisor-ben, der er på 80.000 kroner hver om året, men skal sættes op og som pudsigt nok fortrinsvis gives til politikere, der ikke har økonomisk indsigt som fx Poul Møller (C) og Grünbaum (A) – formodentlig ud fra den menneskeligt smukke betragtning: Det er synd for dem. akkurat som man i Danmarks Radio ansætter speakere med talefejl.

Så er der Ligningsrådet, hvor både finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) og tinget kan indsætte gode venner til et arbejdsfrit job til 30.000 kroner om året. I Landsskatteretten er der tolv ben til 30.000 kroner hver. som de gamle partier fordeler blandt deres medlemmer.

Selv i Overfredningsnævnet – en national opgave – undser man sig ikke for at lave ti ben á 24.000 kroner til politikere.

Der er Landsnævnet for Omnibuskørsel. som lyder tilstrækkeligt uinteressant til, at man har kunnet lade det betale 15.000 kroner om året til hver af de seks politikere.

Der er telefonselskaber, bankerne og flyselskaberne, hvor politikerne anbringer hinanden. og det er jo kendt nok, at Socialdemokratiet gør alt, hvad det kan for, at staten skal få lidt eller megen indflydelse i danske selskaber. som det mener tjener nok til, at betale den beskyttelsespræmie som anbringelse af politikerne i ben udelukkende er.

Et firma der fx beskæftiger sig med at udvikle edb-metoder for at konkurrere på det internationale marked får næppe megen teknisk bistand af et socialdemokratisk postbud, der er udset af partiet til posten, fordi han med held har lavet nogle kineser-strejker.

En udvalgt tidselbuket

R. Lysholt-Hansen (A) er med sin halve million i ben stemplet af Ekstra Bladet og andre aviser som landets største bengnaver. Han har frasagt sig dem alle undtagen jobbet som direktør for Indbindingscentralen. og han har vel krav på, at man ikke genoptager angrebene.

Et punkt som dog ikke er omtalt i pressen bør dog nævnes: Igennem mange år var Lysholt-Hansen lønnet som lærer i Nykøbing på ventepenge. Det vil sige. han hævede gennem årene over en halv million for overhovedet intet at bestille! Det morsomste er dog, at Lysholt-Hansen efter en del år som lærer uden arbejde, men med løn blev udnævnt til overlærer ligeledes uden arbejde og med overlærerløn!

Det minder om anekdoten om den amerikanske farmer, der i en periode, hvor regeringen ville standse overproduktion, tilbød ham – som andre farmere – 20 dollar for hver tønde land. de ikke tilsåede med hvede. Da aftalen blev fornyet det næste år, skrev farmeren ind til Washington, at han gerne ville støtte landet mere end hidtil og var villig til ikke at tilså 1.000 tønder land. Hvad der var en revyvittighed i USA blev absurd virkelighed i Danmark.

Lad os se på venstremanden Gustav Holmberg der er landmand. Udover sin folketingsgage på 163.000 kroner har han blandt andet følgende ben, hvortil han har bragt sin kunnen som landmand:

• Bestyrelsesmedlem i det internationale danske selskab Store Nordiske Telegraf-Selskab: 15.000 kroner.
• Det danske Luftfartsselskab: 6.000 kroner
• Jydsk Telefon: 25.000 kroner plus fri telefon og samtaler så han dagligt kan sludre med venner i fjerne verdensdele.

Alene penge-honoraret for Jydsk Telefon svarer til en timeløn på 1.000 kroner for bestyrelsesmøder. Desuden er han også i landsnævnet for Omnibuskørsel (15.000 kroner) og medlem af tilsynsråd for Bikuben (en ikke længere eksisterende bank, red.) sparekasser o.m.a.

Grünbaum (A), som kaldes ”ærlige Henry” af sit parti, har 140.000 kroner som MF’er. Som statsrevisor 80.000 kroner, fra Ligningsrådet: 30.000 kroner. Ministerpension for tiden (stiger hele tiden) 70.000 kroner. Samlet indtægt for ærlige Henry: 320.000 kroner.

Journalisten Knud Damgaard har 140.000 kroner som socialdemokratisk MF. Han er kommitteret for Hjemmeværnet, en hobbybeskæftigelse, der giver ham en kvart million om året – nøjagtigt 248.700 kroner, men det er også en løn, der stiger hele tiden, og den kvarte million vil blive nået i år.

Når socialisme og kristenhed vandrer tilsammen

I Danmarks Radio og i Socialdemokratiet spiller familiebånd en større rolle end dygtighed. Dorte Bennedsen (A), en bleg uvidende politikertype, blev udset til at følge sin mor, Bodil Koch, som kirkeminister. Tidligere hånede socialister de mennesker, der gjorde kristendommen til en levevej, og hvis de tjente fedt, var der ingen ende på socialdemokraternes hån, for står der ikke i skriften, at de rige ikke kan komme i himlen?

Dorte Bennedsen, der er gift med en mand med stor indtægt, nøjes da også med mindre end top-bengnaverne. Hun har 140.247 kroner i folketingsløn. Hun har fået et af de fedeste ben i Radiorådet (kr. 33.858). Hun er forkvinde for Forbrugerrådet, hvor hun bestræber sig på at gøre elektrisk strøm dyrere for forbrugerne (14.000 kroner). Hun hæver ministerpension (30.000 kroner om året ( skal stige) efter i en årrække at have fået fuld miinstergage uden at virke som minister.

Den socialdemokratiske præst Johan Nielsen, der som socialist og kristen i dobbelt forstand er de fattiges tolk, er da også spartansk indstillet. Han nøjes med 140.000 kroner som MF´er – 100.000 kroner i ventepenge fra et præsteembede. Hvorfor skal de ugudelige have al agurkesalaten?

Hans indstilling til mammon er ikke præget af religiøs fanatisme. Han tager sig betalt for at være medlem af Kreditforeningen Danmarks repræsentantskab, som således kan drage nytte af hr. pastorens sikkert indgående kendskab til de vanskelige kreditproblemer i et inflationssamfund. Det er betryggende at vide, at vor økonomiske fremtid er i så erfarne hænder og har Guds støtte.

Retsforbundet og de arbejdsfri indtægter

Ib Christensen, Retsforbundets leder, tordner jo dagligt mod hver lille husmand, der lapper på sin økonomi ved at sælge et stykke jord til sommerhusbebyggelse. Han kræver pengene skal gå i statskassen, fordi det er arbejdsfri indtægt.

Selv henter han en arbejdsfri indtægt på 38.400 kroner om året (det bliver dog heldigvis snart forhøjet) – en tredjedel af lønnen ved en statsstilling han for længe siden har forladt. Men, som han sikkert vil sige: Det er kun bøndernes og husmændenes arbejdsfri indtægter, jeg har noget imod. Jeg befinder mig fortræffeligt med min egen arbejdsfrie indtægt.

Storpampere ønsker ikke elefantordenen, men elefant-ben

Man kunne ved hjælp af en lommeregner komme op på store ben-summer, hvis man slog fx Orla Møller (A) og Winnie Russel’s (A) ben sammen.

Winnie har således i årevis fået 25.000 kroner om året som omsorgskonsulent i Gladsaxe uden at bestille noget som helst. Men da ægteparret nu har forladt de hjemmelige suppeben til fordel for et helt elephantastisk NATO-ben, lader vi det ligge.

Hvad ville de gamle anti-militariske socialdemokrater have tænkt, hvis de havde vidst hvilke skattefri elefant-ben, der er i forsvaret til de rigtige storpampere?

O, ungdom! O, skønne idealer!

Lad os kaste et sidelæns blik på den socialdemokratiske ungdom, der har så mange knubbede ord at sige om Fremskridtspatiets kynisme og manglende forståelse af indkomstudjævning. Har disse unge idealister noget ben at stå på?

Mogens Camre – kendt for at udtrykke sin sympati med de undertrykte og fattige og for at håne os andre for at leve fedt og godt, mens mange ude i verden sulter –  har som MF´ er 140.247 kroner.

Arbejde i Landsskatteretten: 45.600 kroner. Desuden en tredjedel løn fra Finansministeriet (arbejdsfri indtægt). Ifølge B.T. cirka 40.000 kroner om året. Havde han arbejde i Finansministeriet i stedet for Landsskatteretten, ville han have mistet den arbejdsfri indtægt. Ganske fikst af en ung idealist.

Der er den naive Helle Degn, der drømmer om et socialistisk samfund, hvor der hænger chokoladefrøer på alle byens træer til børnene.

Selv får hun 140.247 kroner som MF’er og desuden en tredjedel af sin løn som lærer for ikke at bestille noget. I løbet af nogle år vil hun, hvis det går efter socialdemokratisk recept, kunne få lønnen forhøjet væsentligt for ikke at arbejde som overlærer og sidenhen naturligvis som skoleinspektør udenfor nummer – og efter en lille menneskealders hæves løn uden arbejde ved skolevæsenet, vil hun kunne blive udnævnt til rektor uden for arbejde, men med 2/3 af den fulde gage som pension.

Der er den søde småfnisende Mette Groes (A), hvis indsats har været at foreslå, at sportskonkurrencer bør omfatte både kvinder og mænd i indbyrdes konkurrence. Folketingsløn: 163.636 kroner. Desuden en tredjedel i løn som socialrådgiver ved Aalborg Universitetscenter: Kun sølle 30.000 kroner for at holde den søde pige væk fra arbejdet!

Birthe Weiss (A): 146.564 kroner som MF’er. 25.000 kroner fra Danmarks Radio. Det kongelige Teater tilsynsråd: 12.000 kroner. Det kan jo ikke være mindre, når den unge dame flere gange om året skal bevæge sig op ad alle de gammeldags trapper til direktionslokalet. I alt har den vrisne dame knapt 200.000 kroner i årlig pristalsreguleret indtægt.

Hun har da også meddelt B.T. – grædefærdig? –, at hun har måttet sælge sin eneste aktie, som gav 400 kroner i udbytte. Måske skulle vi indføre Assistenshuset igen, så unge endnu underbetalte socialdemokratiske politikere i en snæver vending kan pantsætte deres få fattige ejendele?

Jimmy Stahr (A) er en af de smarte unge socialdemokrater. Han har kun 146.564 kroner som MF’er (stiger snart), men Danmarks Radio vil alligevel kun give ham halv løn for ikke at bestille noget: Cirka 80.000 kroner anslår B.T. Han har heldigvis andre indtægter.

Må alle det? Eller kun politikerne?

Kommunisterne har fortalt B.T., at deres MF’er får 90.000 kroner om året. Resten går i partikassen. Bernhard Baunsgaard (B) har ligeledes meddelt B.T., at han frivilligt giver afkald på den arbejdsfri indtægt, han kunne have fået som rektor på ventepenge. Det tager vi hatten af for. Desuden fortæller, at hans ben som statsrevisor på 80.000 kroner tilfalder partikassen, bortset fra 10.000 kroner, som han beholder selv.

Det er en personlig gestus, man respekterer, men for skatteyderne, som skal betale pengene uanset om de brugers privat eller til radikale og kommunistiske propagandafremstød, er det jo lige meget: De skal blot skaffe pengene ved at hugge sten eller dyrke korn.

Men denne overførsel af indtægter rejser et interessant spørgsmål: Er det muligt, at overføre en sådan indtægt fra en folketingsmand til partikassen som ikke betaler skat? Vil det sige, at partikassen får det hele beløb og staten således mindre i skat?

Vi ville gerne høre Bernhard Baunsgaards svar på dette spørgsmål.

Selvom beløbet beskattes før det havner i partikassen eller af partiet senere hen, rejser det et spørgsmål, der er af interesse for mange skatteydere: Man kunne forestille sig en skatteyder, som overfører en del af sin lønindkomst til fx en søn, der studerer og derved kommer ned i skat, mens den studerendes søns skat ville være mindre.  Man kunne også forestille sig en pensionist, som under den nye lov overdrager sin eventuelle lønindkomst til sin kone for at undgå at miste folkepensionen. Ved sambeskatning kommer han til at betale det samme men beholder folkepensionen.

Spørgsmålet er altså: Er folketingsmænd mere lige end andre, eller kan almindelige mennesker benytte sig af samme ompostering af indtægter, som rigsdagsmænd fortæller, at de gør?

Det vil vi gerne høre Baunsgaards mening om!

Orbiter

Må citeres med fuld kildenangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 6. årgang  / 3. april 1978