Arkiv

Posts Tagged ‘Danmark’

CO2 afgiften – socialisternes nye påfund

13. januar 2012 16 kommentarer

CO2 afgiften socialisternes nye påfund 

I anledning af at et folketingsflertal er ved at gennemføre en CO2-afgift her i landet – og i erkendelse af, at drivhuseffekten er blevet gjort til noget, ”alle” er imod, mener Kim Behnke, der er behov for at få rokket lidt ved holdningerne, inden de gror fast og bliver til dogmer

Hvis udgangspunktet for indførelsen af en CO2-afgift er efter forslagsstillerne (Radikale (B) og Socialdemokratiet) bemærkninger at dømme et ønske om at få reduceret den samlede produktion af CO2 her i landet. Formålet med en sådan reduktion skal være at reducere den såkaldte ”drivhuseffekt”. Drivhuseffekten påstås at ville medføre en generel opvarmning af kloden, hvorved polerne smelter, og ørkener udvides. Drivhuseffekten påstås at opstå derved, at et stigende CO2-indhold i atmosfæren får den betydning, at solens stråler bruger længere tid på at tilbagelægge turen fra indgangen i atmosfæren ned til spejling i vand og retur til det ydre rum. Jo længere tid solens stråler opholder sig i atmosfæren, jo mere varme når strålerne at afgive – og så opstår drivhuseffekten.

Det er min opfattelse, at denne teori ikke er korrekt. Flere og flere af de mest respekterede forskere og videnskabsmænd udtaler tvivl om drivhuseffektens rigtighed, og i fald den er rigtig, hvor hurtigt den opstår.

Der er en urimelig tendens til, at blot fordi moderne måleinstrumenter og – metoder kan registrere marginale udsving, så bruges det som dokumentation. Hvis meteorologer skal udtale sig om vejret, så bruger de registreringer over kort tid. Men skal de udtale sig om klimaet, skal der 30 års målinger til.

Drivhuseffekt-disciplene har ikke haft teknisk mulighed for at foretage målinger i ret lang tid, eftersom det tekniske udstyr er af nyere dato – alligevel tillader man sig uvidenskabeligt at drage hastige konklusioner på baggrund af det spinkle kildemateriale.

Tilhængere af drivhuseffekten vælger totalt at se bort fra det faktum, at mange ikke-menneskeskabte hændelser giver mange flere CO2-problemer, end vi nogen sinde kan præsterer. F.eks. vil vulkanudbrud og solpletaktivitet give CO2-variationer, der er ekstreme sammenlignet med menneskelige aktivitet.

”Drivhus-folket” vælger at se bort fra åbenlyse forhold som det, at en stigende atmosfæretemperatur betyder stigende vandfordampning, stigende evne for luften til at optage dampen og dermed flere skyer, som afviser sollys, hvorved temperaturen falder igen. Denne geniale naturskabte termostatvirkning ser man helt bort fra.

Når drivhus-fanatikerne ”glemmer” de mange forbehold skyldes det givet, at deres mål er et ganske andet end bekymring for jordens fremtid. Hvis de virkeligt ville begrænse CO2-emissionen, måtte de ubetinget støtte nuklear energi, der uden forurening skaber billig elektricitet – men det gør det som bekendt ikke. Det uudtalte formål med drivhusspøgelset er at bremse menneskets udvikling – at lave nulvækstsamfund.

Det er de samme folk, der i ´68 sang ”Flowerpower”, siden spiste de mikro-makromad, så skulle vi have kommunisme, så var de imod A-kraft, så kæmpede de for fred, og nu er det drivhuseffekten, der er ”in” for 68-erne.

Det Socialdemokratiske-Radikale (B) forslag (nr. B 52) har så den yderligere dimension, at man ønsker at opkræve nogle flere skatter fra befolkningen. Alle erkender, at man ikke kan dreje indkomstskatteskruen længere rundt, hvorfor man opfinder andre skatter og afgifter til finansiering af den fortsat stigende offentlige sektor.

Jeg må ud fra alle forhold totalt afvise en CO2-afgift og kan kun appellere til alle andre om at gøre det samme. Forslag B 52 vil have samme effekt det danske samfund og den danske økonomi, som amerikanske B 52 bombemaskiner havde på Irak under Golfkrigen.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 19. årgang / maj 1991

Der er brug for os mere end nogen sinde

12. december 2011 1 kommentar

Der er brug for os mere end nogen sinde

Resultatet af det seneste folketingsvalg blev jo desværre, at Poul Nyrup og hans Socialdemokrati vil skulle regere vores land i endnu en periode. Vi kan håbe, at perioden bliver så kort som muligt – men det er nok ikke realistisk at forvente et folketingsvalg igen før ved årsskiftet 1996-97.

Hvad skal vi så gøre i denne periode? Skal Fremskridtspartiet blot læne sig tilbage og erkende, at vi nok ikke får den store politiske indflydelse, eftersom regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) ministre kun meget nødtvunget inviterer Fremskridtspartiet til forhandlinger? Nej, det skal vi selvfølgelig ikke. Vi skal udnytte de 11 mandater, vi har til at være befolkningens repræsentanter i Folketinget.

Utrætteligt skal vi afsløre alle de fupnumre, de andre politikere laver. Utrætteligt skal vi være vælgernes stemme, der råber vagt i gevær og forlanger, at der bliver ført en anstændig politik. Og vigtigst af alt så skal tiden frem til næste folketingsval bruges til meget aktivt at få åbnet vælgernes øjne for, at det var et FEJLVALG, de foretog, da de gav regeringspartierne mandater nok til at fortsætte.

I det daglige arbejde møder vi mange vælgere, som klager over det ene og det andet. Et meget udbredt tema er vælgere, som klager over den danske udlændingepolitik, det er dog ikke nok bare at give dem ret. Vi skal konfronterer dem med det faktum, at de ved en stemme på Socialdemokratiet, SELV har bedt om den udlændingepolitik, som bliver ført.

Også på en række andre områder må vi ”tvinge” vælgerne til at åbne øjnene for det faktum, at så længe de bliver ved med at stemme på de socialistiske partier, da vil der være grund til at klage over, at Danmark bliver misregeret.

Fremskridtspartiet får (desværre) ikke 90 mandater ved det næste valg. Men sammen med andre ikke-socialistiske partier – her primært V og K – vil det forhåbentligt være muligt at få Poul Nyrups regeringstid bragt til ophør. Det bliver kun muligt, hvis der bliver flyttet stemmer ”over midten”. Det er vi gode til i Fremskridtspartiet. Vi kan langt bedre end V og K hente stemmer hos Socialdemokratiet. De fleste socialdemokrater skal imidlertid have tingene præsenteret, så de kan forstå dem. De skal overvinde al misinformation om Fremskridtspartiet. Og vi skal hjælpe dem til at forstå, at der faktisk er mere fremtid i at støtte os end det store mølædte socialdemokrati med pamperi, pengemisbrug og et totalt forældet samfundssyn. Vi skal bruge de små sager fra hverdagen til at anskueliggøre, hvorfor Fremskridtspartiets politik er bedre end sygehusventelisternes groteske længde eller modstand mod, at danske soldater skal dø i Bosnien, så må vi bruge disse sager til at flytte stemmer.

Venstre og Konservative (C) bliver ikke alene et flertal efter næste valg. Der er brug for os, og der er brug for, at vi får vippet magtbalancen i Folketinget. Og husk: Et valg bliver ikke vundet med 3 ugers aviskampagner! Det er det daglige slid med læserbreve, snak med familiemedlemmer, debat i kantinen eller på arbejdspladsen eller diskussioner ved grønthandleren, som giver mest. Gå ud til vælgerne med oprejst pande og fortæl dem, at KUN ved at stemme på liste Z, vil de få ændret i de daglige tåbeligheder.

De andre partier har haft magten – og vil ikke gøre noget.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2 / 23. årgang  / februar 1995

Ulykkes Danmark

2. oktober 2011 Skriv en kommentar

Ulykkes Danmark 

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!”, sagde Storm P. engang. Noget lignende kan siges om Danmarks ulykkelige situation med stigende gæld, større og større skatter og voksende offentlige forbrug.

Men ved det kommende valg kan der gøres noget ved Danmarks situation, og her må det bemærkes, at det kan ske ved blot en lille ændring at stemmetallene.

At det forholder sig således er helt klart idet et parti eller partier, der kan give en regering et flertal også har mulighed for at præge regeringsudøvelsen (V, C, CD og KrF, red.).

Fremskridtspartiet har ikke haft denne indflydelse, men ved nogle få procents fremgang er muligheden for dette tilstede.

Det er derfor vigtigt, at Fremskridtspartiet styrkes, hvis udviklingen skal vendes i retning af mindre gæld, lavere skattetryk og en begrænsning af et bureaukratisk offentligt forbrug, – og her kan vælgerne ikke være i tvivl, såfremt de ønsker en sådan udvikling og vil fremme den mest muligt, – da skal der sættes kryds ved Fremskridtspartiet, – partiet der er ganske fri af særinteresser, og derfor altid har haft den politik som sit program – for et frit og bedre Danmark!

B. Schmidt 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15  / 15. årgang / 1. maj 1987

Tre af kravene til vælgerne

28. august 2011 Skriv en kommentar

Tre af kravene til vælgerne 

  1. Du skal have basisviden om de problemer, som de valgte skal løse.
  2. Du skal være alsidigt orienteret.
  3. Du skal gennemsyres af vilje til at lade dit valg bestemme a.h.t. helheden på lang sigt og ikke af kortsynet varetagelse af dine egne interesser eller specielle kæpheste.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 8. årgang / 27. oktober 1980

Samfundsgavnlig undervisning

23. juni 2011 19 kommentarer

Samfundsgavnlig undervisning 

Kun en veluddannet befolkning kan fortsat skabe høj levestandard og gode sociale kår

Den danske befolkning ønsker en høj levestandard og en god omsorg for syge, nødstedte og ældre.

Da vore naturlige rigdomme imidlertid er meget begrænsede, må vi selv skabe værdierne, men dette forudsætter at vi kan lave specialiserede og højt udviklede produkter og hertil kræves en høj arbejdsmoral og en god uddannelsesmæssig baggrund. Derfor er uddannelsessystemet af vital betydning for vor fremtid.

I de sidste 10-15 år har vort undervisningssystem gennemgået en drastisk ændring. Begrundelsen har været, at undervisningen skulle være samfundsudviklende, men i virkeligheden var bagtanken at ændre selve samfundssystemet gennem påvirkning af børn og unge.

Socialdemokratiet og de øvrige socialistiske partier har – med god hjælp fra partiet Venstre – fået gennemført, at alle uanset evner, lyst og vilje skal modtage samme skoleundervisning, hvorved indlæringsniveauet som helhed er blevet sænket.

På denne måde har man fjernet forudsætningerne for de unge, der i fremtiden skal skabe de store værdier, som er nødvendige for det samfund, befolkningen ønsker, og i stedet har vi fået en generation af rodløse nedbrydere.

Først efter Fremskridtspartiets blotlæggelse af disse socialistiske overgreb med indoktrinering fra vuggestue til universitetet, er store dele af befolkningen vågnet af deres døs under arbejdsræs og skattetryk.

Vi må stædigt fastholde troen på, at denne Fremskridts-erkendelse ikke er kommet for sent.

Redaktionen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9  / 4. årgang / 6. maj 1976

Demokratiet i opbrud

16. juni 2011 12 kommentarer

Demokratiet i opbrud

Græsrodsbevægelserne består af små aggressive grupper i samfundet. De har aversion mod så forskelligartede ting som: Elmaster i naturen, løn- og arbejdsforhold, kønsroller, bilisme, EF, kernekraft og meget andet. Det eneste de har tilfælles er, at de virker samfundsnedbrydende, idet de ikke vil acceptere det parlamentariske samfunds spilleregler og uden hensyn til andre grupper i samfundet, tiltager de sig magt. De gør det gennem vold, fysiske blokader og med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser. Nogle af dem har på det seneste fremkaldt borgerkrigslignende tilstande i de større byer. Deres overblik over samfundsproblemerne svarer præcis til det niveau, græsrødder befinder sig på!

Selv i de bedste samfund – hvortil Danmark endnu en stakket stund hører –, er der splittelsestendenser og evigt utilfredse medborgere. Det er godt, for de holder politikerne oppe på mærkerne og medvirker til en stadig forbedring af samfundsforholdene. Til gengæld er det katastrofalt, hvis man ikke holder dem under kontrol, og at de bliver de dominerende kræfter. De har nemlig hverken evne eller lyst til samarbejde og koordination, vægtning og vurdering af de mange hånde og modstridende interesser i et kompliceret samfund. De har kun én ting i hovedet: Trivsel for deres egne ideer!

Samfundet er meget sårbart overfor minoriteters anslag. En håndfuld edb-operatører kan lamme bank- og handelsverdenen, nogle få postarbejdere, der bliver vrede over ikke at få deres vilje kan med et par stykker madpapir sabotere det elektroniske apparatur, så teknikere i timevis må søge efter fejlen. Typografer og journalister har tit standset nyhedsformidlingen i både radio, tv og pressen. Havnearbejdere og rengøringsfolk kan i lunefulde sindsstemninger bringe vort samfund tilbage til forholdene omkring århundredeskiftet til skade for den majoritet af befolkningen, som overhovedet intet har med problemstillingerne at gøre.

Det er tragikomisk, at først dannede det arbejdende folk – og med god grund – faglige organisationer til at varetage sine interesser. Sidenhen blev almindelige mennesker slaver af dette system, som de tidligere havde været det af benhårde arbejdsgivere og ridefogeder.

Og nu underkender medlemmerne de forhandlingsresultater, deres repræsentanter har forhandlet sig frem til. Det synes åbenbart, at folkeskolen har forsømt en af sine vigtigste opgaver: At forklare børnene og de unge om samfundets kontinuitet, at det ikke er højere løn, som sikrer materiel velstand, men produktion, at lønposens tal og købekraften ikke hænger sammen. Vi kan med lethed bevilge hinanden svimlende lønninger, men resultatet er kun svimlende priser! Vi kan nedsætte arbejdstiden til 20 timer om ugen og give hinanden længere ferier. Så bliver produktionen så dyr, at vi ikke kan konkurrere med udlandet og afsætte vore varer, vi bliver fattigere!

Desværre er Fremskridtspartiet det eneste parti i Folketinget, som med rette kan kalde sig folkets parti, idet det ikke hytter en enkelt samfundsklasse på de andres bekostning, men ser på nationens interesser og søger at træffe de bedst mulige afgørelser for Danmark som et hele –, en politik der ulykkeligvis ikke tiltaler de kortsynede masser, og som det er et hestearbejde at komme igennem med.

Vi lever i et såkaldtrepræsentativt demokrati, som indebærer, at vi vælger vore ledere og bør kunne have tillid til, at de sørger for Danmarks vel – og dermed for os alle.

Kører hver samfundsgruppe sit eget race, ender samfundet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever –, den der kan true med og gennemføre de værste skurkestreger. En tilstand vi er på vej imod. Vore folkevalgte har svigtet vor tillid, de har nedbrudt landets økonomi, ødelagt udlandets respekt for Danmark på så at sige alle områder: Moralsk, forsvarspolitisk og kulturelt. Og nu – for at sætte kronen på værket – smuldrer de Danmark ud til mågerne ved at åbne grænserne for alverdens ulykkelige, som hellere skulle blive i deres egne lande og kæmpe for bedre levevilkår. Sådan som danskerne har gjort det i århundreder!

Danmarks velfærd blev jo ikke opbygget på udnyttelse af kolonier eller ved social bistand fra omverdenen, men gennem hårdt og målbevidst arbejde af flittige mennesker, der samarbejdede i stedet for at slå hinanden ihjel.

Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987

Idealerne – borte med blæsten

22. maj 2011 4 kommentarer

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Socialforskningsobjekt?

17. april 2011 Skriv en kommentar

Socialforskningsobjekt? 

Siden 1814 har vi haft folkeskolen der forpligtige børn mellem 7 og 14 år at lære skrivning og læsning. Undervisningen er udbygget med gymnasier, universiteter, højskoler og talrige kurser, der lod os være stolte af dansk folkeoplysning. Når det så alligevel i dag står ringe til med den, kan vi måske bedre forstå, at verden ser ud som den gør – søden for Kongeåen og øst for Skåne. For slet ikke at tale om de talrige lande hvor man slet ikke kan være nyttige.

Det er et meget interessant emne, vi her skal beskæftige os med, som burde appellere til sociologisk nysgerrighed dette, at vi danskere er så skrappe til mangt og meget. Til at bygge broer, komplicerede vejanlæg og klare os find ude i verden, mens vi overhovedet ikke kan se simple sammenhænge i vort samfund og overskue dagligdagens problemer end ikke, når de bliver klippet i pap og bukket i neon for os. Blinde muldvarpe som løser rumfartsproblemer – en interessant konstellation.

Min saglige far berettede engang for mig, at han som lille dreng en juleaften havde fået et indianertelt af den slags med en stang i midten. Han ville rejse det på gulvtæppet med det samme. Det mislykkedes naturligvis, fordi stangen ikke ville stå. Det udløste skrig og skrål, til han med et klaps i enden blev beordret i seng. Logik var ikke hans stærke side i otteårsalderen. Om end på et højere niveau, men med samme mangel på logik bevæger vi os som folk i dag. Tingene skal hænge sammen og fungere uanset, hvor meget de strider mod naturlovene. Vi er ret tungnemme.

Lad os se på et par eksempler.

1.      Fortiden jamres over et tiltagende fattigdomsproblem. Det siges, at omkring 150.000 er fattige. Heraf ca. 30.000 så elendigt stillede at selv Mother Teresa ville knibe en tåre, hvis hun hørte om deres trængsler. En af hendes disciple hastede tilbage til Bombays slum, da han ikke kunne udholde synet af de lidende danskere.

Smertelig berørt søger socialministeren (Mimi Jakobsen, CD, red.) at fremskaffe 10 millioner kroner til at lindre den værste nød. Forskellige muligheder prøves, hedder det.

Samtidig ansøger udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) om finansudvalgets godkendelse af yderligere 700 millioner kroner til asylsøgende og flygtninge. Foruden 120 millioner kroner til at udbedre hullede veje (!) i Kenya og Tanzania. Sidstnævnte land ville også være glad for at få godt 27 millioner kroner til forbedring af transportsystemet. Det er for resten også en erkendelse af, at ca. 400 bevilgede millioner til projekter i Indien er spildte, hvilket dog ikke forhindre, at der bedes om 400 mere. Formanden for ulandsstyrelsen (et ret ironisk navn) – socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen – siger i den forbindelse, at vi må lære at forstå mentaliteten i de lande, vi ønsker at hjælpe. Der er ikke den samme forståelse af begrebet tid, og effektivitetskravet har man også svært ved at efterkomme. Det er jo sandt nok og velsagtens årsagen til den elendighed, vi så gerne vil afhjælpe. Det at man ikke rigtig forstår noget og kræver hjælp på sine egne præmisser, at vi ikke kan sige: Så fatter vi skovlen venner og tager fat!

2.      Vi har svært ved at se sammenhængen mellem vor egen sociale deroute, manglen på penge til sygehuse, operationer, vanskeligt stillede medborgere, boliger og anlægsarbejde og det faktum, at vi forærer pengene bort hurtigere, end vi kan tjene dem.

Nuvel, men så kan vi i det mindste glæde os over de mange venner, vi får ude i verden, ikke sandt? Tja, det kan måske diskuteres.

Dagbladet Information bragte for nogle dage siden udtalelser fra en libaneser, som talte på egne og andres vegne. Han kritiserede asylcentret Sandholmlejren og havde sandelig noget at skrive hjem om. Politiet var racistisk, personalet sjusket og de fysiske forhold sammenlignede han med Hitlers koncentrationslejre. Det er nærliggende at formode, at de kurdere som iført håndjern blev ført bort af politiet efter deres happening i København deler disse meninger, iranerne gør det i stor udstrækning som palæstinenserne også.

Mon ikke snart en rimelig portion nationalegoisme kunne være påkrævet i stedet for det daglige vås om, at vi er et af verdens rigeste lande?

Claus frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang  / 21. august 1987

%d bloggers like this: