Til eftertanke

2. august 2008

Til eftertanke

Det var engang en lille høne, som gik og kradsede i jorden ved bondegården. Der fandt den nogle gran hvedekorn. Den kaldte på sine naboer og sagde: ”Hvis vi sår denne hvede, kan vi få brød at spise. Hvem hjælper mig med at så den?”.

”Ikke jeg”, sagde koen.

”Ikke jeg”, sagde anden.

”Ikke jeg”, sagde grisen.

”Ikke jeg”, sagde gåsen.

”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne. Det gjorde den så, og hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn.

”Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?”, spurgte den lille høne.

”Ikke jeg”, sagde anden. ”Ikke mit arbejde”, sagde grisen. ”Jeg ville miste min anciennitet”, sagde koen. ”Jeg ville fortabe min understøttelse”, sagde gåsen. ”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne.

Til sidst kom tiden, da brødet skulle bages. ”Hvem vil hjælpe mig med at bage brødet?”, spurgte den lille høne.

”Det skal jeg have overtidsbetaling for”, sagde koen. ”Jeg ville miste min socialhjælp”, sagde anden. ”Jeg er en social taber og har aldrig lært, hvorledes man gør det”, sagde grisen. ”Hvis jeg skal være den eneste hjælper, så er det diskriminering”, sagde gåsen. ”Så vil jeg gøre det selv”, sagde den lille høne.

Den bagte så fem brød og viste dem frem, så de andre kunne se dem. De ville alle gerne have noget af brødet og forlangte en andel hver. Men den lille høne sagde: ”Nej, jeg kan godt selv spise de fem brød”:

”Profit”, råbte koen. ”Kapitalistiske snylter”, skreg anden. ”Lige ret for alle”, skrålede gåsen. Grisen bare gryntede. Og så malede de plakater med parolen ”Vi kræver vor ret” og marcherede rundt om den lille høne, mens de råbte skældsord.

Da der kom en regeringsembedsmand til stede, sagde han til den lille høne: ”Du må ikke være så grådig”. ”Jamen, jeg har jo selv fremstillet brødet”, sagde den lille høne.

”Lige netop”, sagde embedsmanden, ”sådan er det vidunderlige frie initiativ. Alle på gården kan tjene lige så meget, som de vil. Men i vort moderne reguleringssamfund må de produktive arbejdere dele deres frembringelser med de dovne”.

Og de levede lykkeligt siden. Også den lille høne, som smilede og klukkede: ”Hvor er jeg dog lykkelig, hvor er jeg dog lykkelig”.

Men de andre dyr kunne ikke begribe, hvorfor den aldrig nogensinde mere bagte brød.

The Free Nation

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 4. årgang / 21. oktober 1976

%d bloggers like this: