Arkiv

Posts Tagged ‘skatter’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Frit samfund med uafhængigt TV

9. august 2012 11 kommentarer

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 6. årgang / 28. august 1978 

Bliver folk skræmt, køber de jord op

18. juni 2012 1 kommentar

Bliver folk skræmt, køber de jord op

Og den nuværende økonomi gør befolkningen utryg – og derfor jordspekulationen, siger Mogens Glistrup. 

På et spørgsmål fra en vælger om hvad man kan gøre mod især jordprisstigningerne, har jeg svaret følgende:

Desværre er det ikke korrekt, at man kan løse de samfundsøkonomiske problemer ved at flytte midlerne fra passive investeringer i papirer og jord til produktive investeringer i arbejdspladser.

Hver gang der er en, som investerer sine opsparede midler i jord eller værdipapirer, er der jo en anden, som sælger jorden eller værdipapirerne, og sælgeren skal derefter til at anbringe sine penge et eller andet sted. Enten fra ham eller fra et senere omsætningsled havner midlerne i aktive arbejdspladser eller i forbrug, som skaber arbejde.

Derimod er det da rigtigt, at den nuværende økonomiske politik skaber en sådan utryghed hos befolkningen, at man lader sine penge søge over i faste værdier som jord. Det indebærer en væsentlig ekstra prisstigning på jorden. Med andre ord: Køberen kommer til at betale mere, end han ellers skulle, og sælgeren får mere ud af det. For samfundsøkonomien som sådan spiller dette ikke nogen rolle, men fordelingsmæssigt indebærer det virkninger, som man finder utiltalende.

Der kan ikke rådes bod herpå ved at anvende øgede skatter. En værdistigningsafgift eller anden omsætningsskat vil blot blive lagt på prisen og bevirke, at udbuddet bliver mindre eller i hvert tilfælde forsinket. Dette fører til yderligere skævheder i form af prisstigninger.

Den eneste holdbare vej til at bekæmpe de for store prisstigninger på jord er derfor, at man sørger for, at der bliver ført en sund økonomisk politik, så folks opsparing ikke skræmmes over i jorden i unaturligt stort omfang.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup

29. maj 2012 17 kommentarer

Nyhedsbrev nr. 1

18. marts 1999

Nyhedsbrev over 73 skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup

Nye skatter og afgifter:

Arbejdsmarkedsbidrag for arbejdsgivere (1993)

Goodwillbeskatningen genindført (1993)

Afviklingen af ulandslempelse (1993)

Indgreb mod anpartsprojekter m.m. (1993)

Spildevandsafgift (1993)

Bruttoskatten (1993)

Afgift på bæreposer (1993)

Vandafgift (1993)

CO2-afgifter (1995)

Afgifter på bilbatterier (1996)

Afgift på slam (1997)

Nye bilafgifter (1997)

Passagerafgift på indenrigsfly (1997)

Sygeskat (1997)

Obligatorisk aconto-selskabsskat (1997)

Afskaffelser af erhvervslivets bestikkelsesfradrag (1997)

Pinsepakken: Den midlertidige ATP-opsparing blev permanent

Pinsepakken: Ejendomsværdiskat

Pinsepakken: Aktieskat på pensionsopsparing

Pinsepakken: Regler om tynd kapitalisering

Pinsepakken: Regler om armslængdeprincippet

Stramninger af eksisterende skatter:

Skærpet beskatning af ejendomsavancer (1993)

Forhøjelse af CO2-afgifter på el og kul (1993)

Forhøjelse af diesel- og benzinafgifter (1993)

Forhøjelse af registreringsafgift på varebiler (1993)

Aftrapning af fradrag for varelagernedskrivning og investeringsfond (1993)

Forhøjelse af affaldsafgift (1993)

Reduktion af befordringsfradrag (1993)

Skærpet beskatning på biler og personalegoder (1993)

Udhuling af fradrag generelt (1993)

Skærpet beskatning på investeringsbeviser (1993)

Skærpet beskatning af aktieavancer (1993)

Diverse stramninger af bruttoskatten

Forøgede ATP-bidrag (1993, 1996 og 1997)

Fremrykning af bankernes afregning af pensionsskatter (1996)

Forhøjelse af diverse energi- og CO2-afgifter (1996)

Forhøjede tobaksafgifter (1996)

Forhøjede bilafgifter (vægtafgift og ansvarsforsikring) (1996)

Nye afgiftsforhøjelser på naturgas og bygas (1996 og 1997)

Nye forhøjelser af benzinafgifter (1997)

Forhøjelser af afgifter på øl og vin (1997)

Grøn afgiftspakke: Bl.a. forhøjet stempelafgift (1997)

Forhøjelse af afgift på affald (1997)

Forhøjelse af lønsumsafgift (1997)

Fremrykning af skat på feriepenge (1997)

Fremrykning af betaling af lønsumsafgift (1997)

Fremrykning af momsbetaling for landbrug og fiskeri (1997)

Fremrykning af kommunernes skattebetaling (1997)

Fremrykning af betaling af el-afgifter (1997)

Fremrykning af skattebetaling vedr. kursgevinster i realkreditinst. m.v. (1997)

Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på pesticider og kvælstof

Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på forbrugsgoder, bl.a. tobak, kaffe, is og chokolade

Forhøjelse af afgifter på emballage til fødevarer m.v.

Pinsepakken: Arbejdsmarkedsbidraget faldt ikke som tidligere forudset

Pinsepakken: Rentefradraget reduceres

Pinsepakken: Ligningsmæssigefradrag reduceres

Pinsepakken: Benzinafgiften forhøjes

Pinsepakken: Fradrag for indskud på kapitalpensioner reduceres

Pinsepakken: Hyppigere momsafregning for større virksomheder

Pinsepakken: Højere afgift på olie

Pinsepakken: Højere afgift på naturgas

Pinsepakken: Højere afgift på kul

Pinsepakken: Beregning af registreringsafgiften skærpes (mindsteavancereglen ændres)

Pinsepakken: 3 måneders kredittid på registreringsafgift afskaffes

Pinsepakken: Skatteloftet hæves til 59%

Pinsepakken: Skattepligtig værdi af firmabiler hæves fra 23 til 25%

Pinsepakken: Afgiften på varme fra affald hæves

Pinsepakken: Afgiften på El-varme hæves

Pinsepakken: Afgift på El til andet formål hæves

Pinsepakken: Bygningsafskrivningssatsen ændres til enhedssats

Fremskridtspartiet

Her kan De læse om 15 fremskridt for økonomien.

Skatterekord

23. februar 2012 Skriv en kommentar

Skatterekord 

Den bestandige sætten skattetryksrekord efter det seneste valg bekræfter på ny det gamle ord: Som man reder, så ligger man.

Og opredningen fra VKR-regering nr. 2 har fra første færd været at piske den danske befolkning med endnu flere skatteskorpioner.

Det er, hvad den såkaldte borgerlige regering har gjort. Det må enhver erkende, som vil og tør se sandheden i øjnene. Og at spærre sig ude fra den kommer en nation ikke godt fra i længden.

Schlüter (C) har fået os til at holde fire års pause frikvarter fra kendsgerningerne, men nu nærmer sandhedens time sig forhåbentlig. Der er derfor al mulig grund til at gå ud i åben kamp.

Når der i det næste folketing kommer en indflydelsesrig Fremskridtsgruppe, vil Schlüters muligheder blive stærkt formindsket for at fortsætte skatteplyndringsrekorderne, plagsomme skrankepaverier, forlængede sygehusventelister, fedtede folkepensionsudmålinger, forstærkede muhamedanerinvasioner, fixering af Mor Danmark i ØD-spændetrøjer, og hvad der nu ellers har kendetegnet firkløverregimet (V, C, CD og KrF, red.).

Men det vil udarte langt værre, såfremt Fremskridtsfolket ikke – hver og en – er tilstrækkeligt energisk, vedholdende, veldisciplineret og loyal overfor Fremskridtssagen til, at vi erobrer den afgørende plads i Folketinget.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987

Lånestempelafgiften

6. februar 2012 1 kommentar

Lånestempelafgiften 

Ofte hører man de venstreforvirrede reportere i TV og radio tale om kapitalismens krise og manglende egnethed til at klare problemet.

I virkeligheden burde man udtrykke den allerstørste beundring for, hvad private erhvervsvirksomheder kan præstere til trods for, at staten giver dem usle arbejdsvilkår ved at baste og binde arbejdsmuligheder og arbejdsglæde med skadelige skatter, afgifter og restriktioner.

Disse slag mod Danmarks velstand – og dermed også mod Danmarks velfærd – kommer dumpende et efter et, og offentligheden får aldrig noget sammenhængende overblik over, hvor alvorlig helheden er blevet.

En af de i sig selv små skærpelser er den bebudede forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve til 5 %.

Skal virksomhederne fungere, må blodomløbet – kreditformidlingen – ske uhindret af propper. Hæmmer man kreditformidlingen, gør man det i disse år altafgørende produktionsliv lidt mindre konkurrencedygtig.

Selvfølgelig er et statsunderskud på over 40 milliarder kroner aldeles uacceptabelt, når 1980 bliver sjette år i træk med stigende underskud. Men det skal ikke bekæmpes ved stigende skatter og afgifter, men derimod ved at staten indskrænker sine udgifter til, hvad samfundets bærekraft kan strække til efter, at gammelpartierne i så høj grad år efter år har molesteret den danske samfundsøkonomi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Bureaukratmuldvarpen æder af børnepengene

23. december 2011 3 kommentarer

Bureaukratmuldvarpen æder af børnepengene 

Selvfølgelig skal samfundet sørge for, at alle børn får en ordentlig skoleuddannelse. Og selvfølgelig skal ingen børn helbredsmæssigt lide nød. Men hvorfor i al verden skal borger Petersen betale 1.100 kroner over havehækken til borger Jensens børn og borger Jensen give 1.100 kroner tilbage til borger Petersens afkom?

Tåbeligheden springer skarpt i øjnene, når man erindrer, at dette bytte kræver en stor administration – at der under hækken ligger en bureaukratmuldvarp, som – haps – æder en hundredekroneseddel fra både Jensen og Petersen, så de kun hver for sig får ti hundredekronesedler sendt i børnetilskud, hver gang de betaler 1.100 kroner mere i skat, for at staten kan betale tilskud.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 7. årgang  24 / september 1979

%d bloggers like this: