Skatteyderne skal betale

20. oktober 2010

Skatteyderne skal betale

Pensionen skal følge flygtninge – selv når de rejser hjem – sådan lyder et forslag fra Ole Espersen (A) og Lilly Gyldenkilde (SF).

Med andre ord: Danskerne skal betale til disse flygtninge i al evighed – selv mange, mange år efter de har forladt Danmark. Det er ganske enkelt et tåbeligt forslag og bliver det fremsat i Folketinget – må man håbe, at KV-regeringen tager et folketingsvalg på flygtningespørgsmålet.

Socialdemokrater, SF´ere og Radikale har altid haft travlt med at beskylde andre for fremmedhad/racisme. Desværre er det disse partier, som bærer den største del af årsagen til, at der i Danmark findes racisme. Disse partier har ikke villet lytte til, hvad den danske befolkning mener om flygtningepolitikken, men blot gennemtrumfet den ene beslutning efter den anden, som fordeler flygtninge og indvandrere. Hvorfor skal de f.eks. modtage større ydelser end vore egne pensionister, hvorfor skal vi betale for hjemrejsen, de havde råd til den lange rejse hertil og med de ydelser, de har modtaget, kunne der vel blive råd til hjemrejsen.

Det kan undre, at de partier, som så gerne vil fråse med skatteborgernes penge, ikke vil lytte til vælgerne. Det kan selvfølgelig hænde, at de føler, at de handler i overensstemmelse med befolkningens ønsker – i så fald har de jo ikke noget at frygte ved en folkeafstemning omkring flygtningepolitikken.

Der er visse partier, som dækker sig ind under betegnelsen arbejderparti, men faktum er, at deres politik i praksis ikke er det. Det bekræftes af holdningen i flygtningespørgsmålet og for den sags skyld også omkring skattepolitikken i Danmark.

Vi i Fremskridtspartiet er den eneste tilbageværende garant for hele det danske folks velvære.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang / august 1991

%d bloggers like this: