Arkiv

Posts Tagged ‘Firkløverregeringens udenrigspolitik’

Kongerøgelse

2. marts 2012 36 kommentarer

Kongerøgelse

Den radikal-politiske ”gyngehøvding” Niels Helveg Petersen (B) udtaler til Jyllands-Posten den 15. maj, at han lugter kongerøgelse og måske vil stile efter statsministerposten i en eventuel radikal mindretalsregering, hvor han så kan ”gyngetil højre og venstre i folketingssalen for at få sine radikale forslag igennem.

Mens fremtrædende regeringsmedlemmer klart har set skriften på væggen, mener den radikale ”gyngehøvding” ikke, at Fremskridtspartiet er ”salonfæhigt” til at deltage i et regeringssamarbejde fordi – som ”gyngehøvdingen” siger –, sporene skræmmer!

Ja, det tør nok siges, at de radikale spor er skræmmende, for aldrig er skattefolket blevet belemret med større skattebyrder, end når de radikale var tungen på vægtskålen!

Og aldrig har man set en ”ansvarlig” regering (V, C, CD og KrF, red.) fået trukket så mange ”radikalstrikkede” narrehatte ned over hovedet i så alvorligt et spørgsmål som landets sikkerhedspolitik, så vi i vore NATO-partneres øjne fremstår som et i allerhøjeste grad utroværdigt NATO-medlem, som blot vil køre på frihjul og lade de andre trække læsset!

Jo, de radikale fodspor i danske politik er mere end skræmmende. De er faretruende skræmmende.

J.L. 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang / 29. maj 1987

Reklamer

Idealerne – borte med blæsten

22. maj 2011 4 kommentarer

Idealerne – borte med blæsten

Spørger vi os selv, hvorfor alting ser så sort ud i verden, så var det måske en idé, om vi så lidt på de forbilleder, vi har. Måske de kunne trænge til at blive udskiftet.

Under en af de store snestorme sidste vinter lod jeg bilen stå og begav mig til S-togstationen. I Virum – hvor jeg bor –, lå der bjerge af sne på vejene, som var spejlglatte. En gammel herre faldt og kunne ikke rejse sig. Forbipasserende tog sig af ham, medens en dame ringede efter en ambulance. Jeg fortsatte spadsereturen – en travetur på ca. 15 minutter –, og inden jeg var nået til stationen, kunne jeg høre ambulancen tude i det fjerne. Med fuld udrykning pløjede den sig gennem snemasserne. Hvad der videre skete, kan man jo forestille sig, men jeg tænkte en del over tingene og over de djærve Falck folk, der døgnet rundt tjener os alle og ofte under meget vanskelige forhold. Og hvad med alle de andre gode samfundsborgere, som gør deres pligt og lidt til, er de vore idoler? Er der nogle, som skriver digte og sange for dem? Er de forbilleder for ungdommen eller for os andre for den sags skyld?

På ingen måde. De er der bare.

Men for tåbelige popsangere i latterlige antræk – lige slemme om de er klædt ud som omvandrende tøjbunker, præsenterer sig med nøgen overkrop eller i snusket arbejdstøj –, der foredrager idiotiske tekster med skingre stemmer, medens andre hamrer i trommer. Dem ligger vi på maven for – ja, tilbeder!

Verdensberømte forskere – som vi kan takke for menneskehedens store fremskridt – modtages i lufthavnen af nogle få kolleger upåagtet af det store flertal, medens titusinder hujende strømmer til, når en af tidens ”grupper” beærer landet med et besøg. De bliver millionærer på deres pjank og fup.

Foreningen til Kræftens Bekæmpelse kan til gengæld tigge småpenge af os på gader og stræder.

Eller vor regering (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) og Folketinget skænker i tusindvis af millioner til hel- eller halvvilde stater i fjerne verdensdele for slet ikke, at tale om alle de banditchefer og diktatorer verden over som vor ”progressive” regering støtter i menneskehedens og fremskridtets navn.

Respekten for hæderlighed og dygtighed, flid og foretagsomhed er svundet ind til intet i de senere år. Langt mere interesserer man sig i de beslutningsdygtige kredse for samfundets ringeste og mest uduelige mennesker end for dem, der både har evne og vilje til at bringe os ud af vort økonomiske kaos og det åndelige og moralske forfald.

Det er vor egen skyld, når vi lever i et demokratisk samfund. Og når vi ikke sætter de uduelige politikere og deres falske ideer på porten.

Skal Danmark blive en tromme- og dansestat som landene i Afrika eller som de socialistiske lande, hvor selv snørebånd og vaskepulver er mangelvarer for slet ikke at tale om de daglige fødevarer. Eller skal vi igen blive et samfund, som har råd til at tage vare på sine syge, gamle og de unge generationer.

I så fald er det på høje tid, at vi tager skeen i den anden hånd og foretager os andet end blot at jamre.

Faktisk har tilværelsen aldrig været lettere i Danmark, hvis blot vi bruger hovedet til andet end at spise med.

Danmark er et ludfattigt land, så længe vi bruger mere, end vi tjener, og det er strengt, hvis bare vi bruger en anelse mindre, end vi tjener.

Så simpelt er det!

Frost-Hansen 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987 

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

21. november 2008 15 kommentarer

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

Det mest positive der kan siges om statsminister Poul Schlüters (C) nylig afsluttede rejse til Moskva, må vel være, at han ikke, som det ellers er sædvane når danske ministre rejser ud, forærede værtslandet nogle hundrede millioner i såkaldt ulandsbistand.

Bortset fra dette enkeltstående lyspunkt må turen til Rusland betegnes som en total fiasko. End ikke en enkelt udrejsetilladelse til en dansk gift sovjetborger lykkedes det Schlüter at få magthaverne i Kreml til at underskrive. Handelsmæssigt var safarituren også en dyr oplevelse. Ganske vist blev der indgået handelsaftaler om dansk eksport for 90 millioner kroner, men samtidig blev Danmark prakket for 120 millioner kroner russiske varer på. Altså et underskud på ca. 30 millioner kroner.

Hvor er logikken?

Det er meget svært at se logikken i den udenrigspolitik, regeringen fører. I EF, FN og andre internationale forsamlinger optræder Danmark stærkt fordømmende overfor et vestligt orienteret land som Sydafrika. Dagen efter står Danmarks statsminister respektfuldt og bukker for de ledere i Moskva, der blæser på alt, hvad der hedder menneskerettigheder, samtidig med at de myrder løs i Afghanistan.

Lille Danmark kan naturligvis ikke ændre forholdene i hverken Sydafrika eller Rusland, men vi skal heller ikke være hyklere og gå Moskvas ærinde.

I øvrigt er det påfaldende, så ivrige danske regeringer altid bliver efter at optræde på de skrå brædder i udlandet, når de ikke længere magter problemerne herhjemme.

Efter julepakke, påskepakke og kartoffelpesten er det forståeligt, at ingen herhjemme står i vejsiderne og vifter med små dannebrogsflag, når statsministeren passerer.

Det gjorde man i Moskva, hvor rørende…

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 14. årgang / 14. november 1986

%d bloggers like this: