Arkiv

Posts Tagged ‘den private sektor’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Lavere skatter = flere jobs

20. december 2011 3 kommentarer

Lavere skatter = flere jobs

Fremskridtspartiet vil under forhandlingerne om næste års finanslov stille krav om skattenedsættelser. Med nye beregninger fra EU-Kommissionen i hånden der viser, at det skaber tusindvis af arbejdspladser i den private sektor at sænke skatten med 1 % af BNP, vil regeringen (A og B, red.) få svært ved at afvise kravet. Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

– Ifølge beregningerne kan der skabes 41.000 nye jobs, hvis det samlede skattetryk sænkes med ti milliarder kroner. Det beviser, hvad Fremskridtspartiet hele tiden har sagt. Og de ti milliarder kroner kommer rigeligt tilbage. Blandt andet i form af store besparelser på bistand og dagpenge og løn til tusinder af offentligt ansatte, der blandt andet administrerer dagpengeordninger og diverse beskæftigelseskurser, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 25. årgang / oktober 1997

Besparelser må ikke længere være tabu

11. december 2011 2 kommentarer

Besparelser må ikke længere være tabu 

– Regeringen (A, B og CD, red.) har med sin nye budgetredegørelse dokumenteret, at der er behov for betydelige ændringer i finanslovsforslaget, siger Fremskridtpartiets finansordfører, Kim Behnke, i anledning af budgetredegørelsen.

– Regeringens krampagtige kamp for at opretholde et urealistisk højt afgiftsniveau må afløses af vilje til at få bragt orden i økonomien. Det er komplet uforsvarligt med over 40 milliarder kroner i underskud på statsfinanserne i 1995. Særligt det manglende fald i ledigheden peger på, at underskuddet kan blive meget større. Underskuddets størrelse er desuden tæt bundet op på forventninger om øgede indtægter i 1995. Men da det er indtægter, som skyldes højere privatforbrug og ikke sunde erhvervsinvesteringer, bygger regeringen på kviksand. Forbrugsfesten vil brat ende, når nye grønne afgifter og højere bruttoskat tager fat – derefter vil regeringen stå med et kæmpe hul i statens finanser, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Regeringen må aktivt få genskabt investeringslysten i den private sektor. Det sker ikke med klapjagt erhvervslivet, men med lavere skatter og administrative lempelser.

Fremskridtspartiet opfordrer regeringen til aktivt at medvirke til rentefald og lavere inflation gennem betydelig opstramning af finanslovsforslaget, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11-12 / 22. årgang / december 1994 

15 Fremskridt – for økonomien

14. november 2011 251 kommentarer

15 Fremskridt for økonomien 

  1. Den skattefrie bundgrænse forhøjes til 60.000 kroner. Skattelettelsen betales ved, at:
  2. den offentlige sektor reduceres betydeligt gennem
  3. omfattende privatiseringer, afbureaukratiseringer og færre ansatte ved naturlig afgang, som giver
  4. større erhvervsfrihed og ny vækst i den private sektor, hvorved
  5. flere kommer i arbejde i den private sektor, så de offentlige budgetter aflastes, og
  6. udgifterne til dagpenge og bistandshjælp reduceres som følge af færre modtagere, som giver endnu flere
  7. besparelser, der sammen med indtægter fra privatiseringer kan nedbringe den alt for store statsgæld, hvorved
  8. statens renteudgift kan nedsættes og skabe plads til endnu flere
  9. skattelettelser, herunder nedsættelse af topskatten og bruttoskatten, samt
  10. nedsættelse af afgifter på erhvervslivet, herunder CO2-afgiften, så
  11. den danske befolkning får råd til investeringer og forbrug, der giver
  12. nye arbejdspladser og investeringer således, at
  13. samfundsøkonomien igen bliver sund, og vi kan
  14. tiltrække udenlandske virksomheder og kapital – alt sammen for at opnå
  15. et skattefrit Danmark uden gæld.
 —————————————————————————————————————————————————–

Alt for længe har man søgt at løse landets alvorlige problemer ved at gøre en offentlig sektor større og forhøje skatterne. Det skal være slut nu. De offentlige budgetter skal reduceres, og væksten skal ske i den private sektor. Det er helt absurd med over 500.000 ansatte i det offentlige, da det betyder: verdens højeste skatteniveau * over 300.000 arbejdsløse og * en statsgæld på 700.000 millioner kroner Erhvervslivet kan ikke brødføde så stor en offentlig sektor.

FREMSKRIDTSPARTIET vil vende udviklingen. Der skal fart på den private erhvervssektor og gang i skattelettelserne. Løsningen er derfor at reducere den offentlige sektor gennem omfattende PRIVATISERINGER og udliciteringer.

FREMSKRIDTSPARTIET vil gøre DANMARK til landet hvor arbejde, kreativitet, virkelyst og initiativ belønnes. Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994  

Må citeres med fuld kildeangivelse

Den offentlige sektor år 2000

30. august 2008 2 kommentarer

Den offentlige sektor år 2000

 

Finansministeriet har udgivet en moderniseringsredegørelse ved navn “Den offentlige sektor år 2000″, hvori beskrives en offentlig sektor som regeringen (V og C, red.) kunne forestille sig den.

 

Kim Behnke gennemgår her redegørelsen:

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er en flot overskrift, man har valgt, ikke sådan rent opsætningsmæssigt, men vi har jo tidligere fået disse moderniseringsredegørelser, som blot gjaldt for et enkelt år frem. Denne gang har finansministeren (Henning Dyremose, C, red.) i sandhed taget munden fuld: Nu skal det gælde helt frem til år 2000.

 

Derfor var det med overordentlig stor spænding, at jeg satte mig til at læse redegørelsen 4-5 dage efter, at pressen havde fået den og haft anledning til at kommentere den. Men jeg synes nok, at i betragtning af de store overskrifter er det er et meget magert resultat, man er kommet frem til. Ser man bagerst i bogen, i selve handlingsdelen, side 4, vil man kunne konstatere, at finansministeren under overskrifterne “Større regelfrihed” og “Måling af regelmassen” konkluderer, at det, der skal ske, altså det, der nu skal være handlingen er:  “Regeringen vil løbende måle den samlede regelmasse og udviklingen heri fordelt på ministerområder”.

 

Jamen det gør man vel allerede i forvejen. Jeg ser ikke megen handling og aktivitet i den halvanden sætning. Jeg synes, at det er alt, alt for upræcist og alt for tyndt, og da i allerhøjeste grad, hvis det er noget, der skal være gældende for den offentlige sektors udvikling helt frem til år 2000.

 

Jeg mener også, der er nogle punkter, hvor man fra finansministerens side fuldstændig undlader at få ind og debattere. Det drejer sig om spørgsmålet om den offentlige sektors egentlige størrelse og spørgsmålet om antallet af offentlige ansatte. Jeg noterede mig da, at man fra Socialdemokratiets side glædede sig over, at regeringen var holdt op med at markere det synspunkt, at den offentlige sektor hvert år skulle reduceres med 10.000 ansatte. Vi glæder os ikke over, at man er holdt op med at markere det synspunkt.

 

Mislykket politik

Rent faktisk må vi i dag – her i 1991 – konkludere, at den politik, man fra Venstres og de Konservatives side, som primus motor i regeringerne siden 1982, har lagt for dagen, er slået fejl. Man har haft en politik, der gik ud på, at hvis den bare sørgede for, at den offentlige sektor ikke voksede mere, håbede man på, at en ekspansion i den private sektor ville overhale den offentlige sektor procentvis mindre, end den var i 1982. Det er ikke sket, den offentlige sektor er vokset.

 

Ikke kun inden for staten, men i sandhed også inden for kommunerne og amterne er sektoren vokset kraftigt siden 1982, hvad angår både udgifter og antal af personer, der er ansat dér.

 

Og hvad så med den private sektor, den, der skulle have ekspanderet Danmark ud af problemerne? Ja, det er jo desværre heller ikke blevet til noget. Tværtimod må man ud fra de årlige opgørelser fra de forskellige arbejdsgiverforeninger o.s.v. konkludere, at antallet af beskæftigede, er faldende, antallet af virksomheder, der går konkurs, er stigende o.s.v., alt i alt noget, der tyder på, at der bestemt ikke er tale om ekspansion, men tværtimod det modsatte.

 

Det afspejler sig selvfølgelig også i de årlige finanslove. Man må konstatere, at indtægterne falder og udgifterne stiger. Indtægterne falder, fordi der omsættes færre penge i samfundet. Punktafgifter, moms, indkomstskatter, disse indtægter falder, fordi der er mindre omsætning. Det er bestemt ikke tegn på sundhed i den private sektor. Og omvendt kræver de mange ekstra arbejdsløse, at der bliver udbetalt flere dagpenge eller højere bistandshjælp. Lige i øjeblikket kan finansministeren med rædsel konstatere, at også finansloven for 1991 skrider med en 5 milliarder kroners penge, og det undskylder man så med, at man har større arbejdsløshed, som har kostet et par milliarder kroner, og at man ikke har kunnet indhente nogle besparelser på sundhedsområdet.

 

Men det er alt sammen symptombehandling. Årsagen er der ingen, der tør gøre noget ved. Og årsagen ligger i det, som jeg mener, er en væsentlig mangel, nemlig at man ikke længere tør promovere det synspunkt – jeg er tilsyneladende den eneste, der repræsenterer det – at den offentlige sektor er alt for stor; der er for mange offentligt ansatte og der er for mange aktiviteter, som efter salamimetoden systematisk op gennem 1960´erne og 1970´erne er overført, er stjålet, er nationaliseret fra den private sektor. Konsekvensen af det er, at vi har fået en stor arbejdsløshed, men hvad værre er: Vi har en statsgældsætning ud over alle rimelige grænser. Når 1991 går på hæld, vil finansministeren tælle sammen og kunne konkludere, at der efterhånden skal en stor regnemaskine til. Næste år skal der et ciffer mere på, fordi det er ved for alvor, at løbe løbsk, også med rentebetalingerne, som følge af den store gældsætning. 510 milliarder kroner vil statens samlede gæld være, når vi runder dette år, og det betyder, at der skal betales ca. 60 milliarder kr. i renter.

Det er ganske enkelt forrykt. Tænk, hvis man gjorde op, hvad hver enkelt skatteyder kunne spare i skatter og afgifter, hvis man ikke skulle afregne de 60 milliarder kr. Det er en politisk uforskammethed, som nogle vælgere forhåbentlig, på et eller andet tidspunkt, reagerer kraftigt over for.

 

Konkurrenceforvridning

Vi må med det samme erklære os utilfredse med og som modstandere af nogle af de synspunkter, der lægges for dagen i redegørelsen. Det samarbejde, man taler om, mellem offentlig og privat sektor, lyder så flot: Det må ikke være konkurrenceforvridende o.s.v. Men ethvert samarbejde mellem offentlig og privat sektor har en konkurrenceforvridende virkning, fordi samarbejdet betyder, at der udnyttes offentlige ressourcer, som skattefinansieres af andre dele af den private sektor, end dem, der nyder godt af tilskuddene eller joint venture-samarbejdet eller hvad man ellers udnævner det til. Og de andre, som betaler den skatteregning, får deres konkurrenceevne forringet. Det kan godt være, det er en gartner, der går nedenom og hjem, fordi kommunen går sammen med et firma om at lave sociale eksperimenter eller eksport til udlandet af social viden. Så kan man sige: Jamen gartneren får da ingen direkte konkurrence af, at man foretager social eksport. Næh, men gartneren får en større skatteregning og derfor får han ødelagt sin konkurrenceevne.

 

Man vil lempe en hel del på bevillingskontrollen, og det er heller ikke noget, vi bryder os om. Vi er meget opmærksomme på den glidning, der sker i disse år, hvor man i stigende grad laver nettostyring af tingene, klumper kontiene sammen på finansloven og siger, at det må de selv bestemme ude i de enkelte styrelser og direktorater o.s.v. Det er vi ikke tilhængere af, idet Folketinget mister den bevillingskontrol, som det bør have.

 

Man giver endog den begrundelse for det, at det har været en succes med de aftaler, man har haft med kommunerne. Jeg er glad for, at indenrigsministeren (Thor Pedersen, V, red.) er til stede, for netop i disse dage offentliggør man disse kæmpemilliardbeløb, som kommunerne skal tilbagebetale til staten. Jeg synes ikke, det i sig selv vidner om, at det har været et frugtbart samarbejde. Oven i købet har vi fået offentliggjort tal om, at man i kommunerne har anvendt eller båndlagt 3 mia. kr., som ellers er penge, der skulle have været anvendt inden for forsyningsvirksomheden.

 

Nedprioterer de vigtige emner

I det hele taget mener vi, at der er mange steder, hvor man nedtoner de rigtige synspunkter og gør for lidt ud af at beskrive de gode ting og jeg synes, det er en god idé at fortsætte med krav om produktivitetsforbedringer, og vi synes, det er en god idé, at man vil formindske den centrale administration og, at vi selvfølgelig også synes, at det er en god idé at indføre disse såkaldte markedsmodeller inden for skoler, daginstitutioner, sygehuse o.s.v.

 

Men – og det har jeg en bemærkning til, for det er også beskrevet et andet sted – det kan ikke nytte noget at tro, at det at indføre de markedsmodeller i sig selv er særlig værdifuldt. Der skal samtidig ske det, at det offentliges monopol på f.eks. at drive daginstitutioner, det offentliges monopol inden for sundhedssektoren og det offentliges monopol inden for skolevæsenet bliver nedbrudt, så forbrugerne får et reelt alternativ, så forbrugerne får en reel valgmulighed. Er det tilfældet, vil vi fuldt ud være med til at støtte de ting.

 

Endelig vil jeg sige lidt om privatiseringer. Det synes jeg har fået en alt, alt for svag formulering denne gang, og jeg noterede mig også, at den konservative ordfører sagde, at der kun skal privatiseres, hvis der er særlig tungtvejende argumenter for det. Nej, der er to meget væsentlige grunde til, at vi skal privatisere:

Den første er, at man på den måde kan overføre aktiviteter, som i dag foregår i den offentlige sektor, til fortsat at eksistere, men på private, kommercielle vilkår.

Den anden, men desværre mindst lige så vigtige, er den rent fiskale grund. I dag kan vi konstatere, at hvis de betydelige milliardforpligtelser, staten har, skal indfries ved hjælp af højere skatter, vil der sikkert blive oprør her i landet. Derfor er privatiseringer med ekstraordinære indtægter en god måde at skaffe dækning på til at få afdraget på statens gæld.

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: