Arkiv

Posts Tagged ‘afbureaukratisering’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

15 Fremskridt – for økonomien

14. november 2011 251 kommentarer

15 Fremskridt for økonomien 

  1. Den skattefrie bundgrænse forhøjes til 60.000 kroner. Skattelettelsen betales ved, at:
  2. den offentlige sektor reduceres betydeligt gennem
  3. omfattende privatiseringer, afbureaukratiseringer og færre ansatte ved naturlig afgang, som giver
  4. større erhvervsfrihed og ny vækst i den private sektor, hvorved
  5. flere kommer i arbejde i den private sektor, så de offentlige budgetter aflastes, og
  6. udgifterne til dagpenge og bistandshjælp reduceres som følge af færre modtagere, som giver endnu flere
  7. besparelser, der sammen med indtægter fra privatiseringer kan nedbringe den alt for store statsgæld, hvorved
  8. statens renteudgift kan nedsættes og skabe plads til endnu flere
  9. skattelettelser, herunder nedsættelse af topskatten og bruttoskatten, samt
  10. nedsættelse af afgifter på erhvervslivet, herunder CO2-afgiften, så
  11. den danske befolkning får råd til investeringer og forbrug, der giver
  12. nye arbejdspladser og investeringer således, at
  13. samfundsøkonomien igen bliver sund, og vi kan
  14. tiltrække udenlandske virksomheder og kapital – alt sammen for at opnå
  15. et skattefrit Danmark uden gæld.
 —————————————————————————————————————————————————–

Alt for længe har man søgt at løse landets alvorlige problemer ved at gøre en offentlig sektor større og forhøje skatterne. Det skal være slut nu. De offentlige budgetter skal reduceres, og væksten skal ske i den private sektor. Det er helt absurd med over 500.000 ansatte i det offentlige, da det betyder: verdens højeste skatteniveau * over 300.000 arbejdsløse og * en statsgæld på 700.000 millioner kroner Erhvervslivet kan ikke brødføde så stor en offentlig sektor.

FREMSKRIDTSPARTIET vil vende udviklingen. Der skal fart på den private erhvervssektor og gang i skattelettelserne. Løsningen er derfor at reducere den offentlige sektor gennem omfattende PRIVATISERINGER og udliciteringer.

FREMSKRIDTSPARTIET vil gøre DANMARK til landet hvor arbejde, kreativitet, virkelyst og initiativ belønnes. Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994  

Må citeres med fuld kildeangivelse

Redningsplanen for Danmark

29. december 2010 4 kommentarer

Pantsætningen af Danmark skal omgående stoppes

Det er skandaløst, at alt hvad generationer før os – under afsavn og sparsommelighed – har bygget op, nu nedbrydes og stilles som pant til udenlandske pengeudlånere.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe har derfor gennemarbejdet:

Redningsplanen for Danmark

  • De første 38.000 kroners indtægt skal være skattefri i 1980. Altså en skattelettelse på hen ved 3.167 kroner om måneden.
    • I 1981 får vi 60.000 kroner skattefrit og skatten bliver 50 % af, hvad man tjener derudover.
  • Folkepensionen forhøjes fra 1. januar 1980 til 3.000 kroner om måneden (6.000 kroner for ægtepar).
  • Besparelserne udformes som anført i Fremskridtspartiets ændringsforslag til finansloven for 1979.
  • Fremskridtspartiet siger nej til angreb på rentefradragsretten og nej til værdistigningsafgift.
  • Arbejdsløshedsunderstøttelsen skal være ens for alle, som effektivt er til rådighed for arbejdsmarkedet. I de første 3 måneder skal den være 29 kroner i timen og derefter 26 kroner i timen i de følgende 3 måneder.
  • Efter et halvt år henvises ubeskæftigede til de almindelige sociallovsregler.
  • Fysiske blokader accepteres ikke. Deltagere heri kan ikke få bistand fra det offentlige udover, hvad der måtte være absolut tvingende nødvendigt.
  • Sygedagpenge efter 5 sygedage betales af staten. Lønmodtageren betaler selv de første 2 sygedage, medens virksomheden betaler de følgende 3.
  • I et sundt samfund blander staten sig ikke i løn- og arbejdsvilkår. Når Fremskridtspartiet derfor har fået rettet forholdene op efter mange års katastrofal ledelse af landet, behøver Regering og Folketing ikke på ny beskæftige sig med arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger, sådan som socialdemokrater m.fl. gjorde det i 1975, 1977 og 1979.
  • De må løses i hver virksomhed for sig efter forholdene på den pågældende arbejdsplads.
  • Så længe andre politiske partier rumler med ØD-planer, for eksempel Venstres landsmødeoplæg, jager man danske arbejdspladser væk. Medarbejderne skal finde deres indtægt i lønposen. Ikke hos skatteministeren eller i en eller anden kunstfærdig opsparingsordning – hvad enten denne så tilrettelægges efter Thomas Nielsens (formand for LO, red.) eller efter Henning Christophersens (leder af Venstre, red.) model.

Foranstående redningsplan vil være partiets udgangspunkt i regeringsforhandlinger.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe

September 1979

Korrektion af hvad man påduttede os

5. december 2010 2 kommentarer

Korrektion af hvad man påduttede os

Journalisterne har i sommer haft gevaldig travlt med at påstå, at Poulsgaard og jeg skulle opfordre til blodbad i Danmark. Jyllands-Posten er gået det skridt videre at hævde, at jeg skulle være enig i alt, hvad Erik Haaest har skrevet.

Det absolut eneste i historien er, at vi har holdt os nøje indenfor følgende linjer, som i årevis har stået i, ”Det vil vi i Fremskridtspartiet”:

”Fremskridtspartiet kæmper for fremskridt for alle danske på folkestyrets vilkår. Gammelpartierne har ikke formået at følge den hastige samfundsudvikling. Dalrer folketinget videre med fede ord og skinløsninger, glider skråplanspolitikken ud i kaos. Spændinger mellem befolkningsgrupper kan måske endda udløse voldstilstande.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Progressivismen udspringer af direkte iagttagelse af 1970´ernes Danmark. Det frembyder kæmpemuligheder for, at alle kan leve lykkeligt. Herfor kan vi især takke teknikkens udvikling, den lange fredsperiode, stigningen i det almindelige uddannelsesniveau, nationalgrænsernes nedbrydning og den betydelige enighed, der i virkeligheden råder mellem danskerne, fordi vi hverken har racemæssige, religiøse eller sproglige skel af nogen betydning.

Fremskridtspartiet er ikke noget alt-eller-intet-parti. Opnår partiet ikke folketingsindflydelse stærk nok til at gennemføre alle sine programpunkter, vil livsvilkårene for menigmand i Danmark dog blive bedre, for hvert skridt frem det lykkes at komme med mindskning af indkomstskat, papirvælde og lovforbistring.

Helst skal vi have fjernet den blydyne af paragrafvildnæs, embedsmandspapirraseri og indkomstskattetryk, som er årsagen til samfundets dårligdomme. Tilslutning til partiet er derfor, indtil videre, betinget af – og alene betinget af – at man meget højt vil prioritere kampen ad demokratisk vej mod disse tre samfundsonder. Kun ved deres udryddelse kan vi få bugt med arbejdsløshed, valutaunderskud og livssurhedsfølelse”.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 7. årgang / 20. august 1979 

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

22. august 2010 50 kommentarer

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater (D) har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Personlig frihed, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Landsformanden har ordet januar 1992

7. juli 2010 Skriv en kommentar

Landsformanden har ordet

Januar 1992

Kære partifæller!

Ofte har vi overskredet tærsklen til et nyt år med bange anelser. Hvad vil det nye år bringe af godt eller dårligt? Tør vi håbe og tro på en tryg og god fremtid på verdensplan – nationalt – partipolitisk – familiært og personligt?

1992 bliver på mange områder det sidste år i det nye Europa. Mange gamle grænser falder – nye stater opstår og de næste 12 måneder bliver de sidste inden EFs grænser Indre Marked er på plads. Med ringe økonomisk vækst og udsigt til 25.000 flere arbejdsløse vil 1992 blive et år med store udfordringer, et år, hvor vi skal have en ny hårdt tiltrængt udlændingelov og folkeafstemning om politisk og monetær Union.

En meningsmåling viser, at et flertal af danske tror, at det kommende år vil give os økonomisk fremgang, men samtidig frygter mange at miste deres job i det nye år.

Den påståede bedring i dansk økonomi er jo sket på bekostning af rigtig mange arbejdspladser. På skattefronten er der tilsyneladende intet godt nyt. Regeringschefen (Poul Schlüter, C, red.), der de sidste ni år gentagne gange har lovet skattelettelser, har i en nytårsudtalelse bebudet, at skattelettelser ikke vil kunne gennemføres de første par år.

De seneste meningsmålinger har heldigvis igen vist pæn fremgang for vort parti. Måtte året 1992 blive året, hvor vi formåede at overbevise langt flere vælgere om, at Fremskridtspartiet med sin politik har nøglen til national, familiær og personlig fremgang.

Vi må pågående og sagligt fremføre vor politik om: Skattelettelser, afbureaukratisering, privatisering og offentlige besparelser som den eneste brugbare løsning af de store samfundsproblemer med stigende skattetryk, arbejdsløshed, gældsætning og for ringe afsætning.

Momsforhøjelse og CO2 afgift virker i den forkerte retning. En af mulighederne for store offentlige besparelser har gruppeformand, Aage Brusgaard, påpeget ved Z’s forslag om, at fjerne partistøtten til de politiske partier, et forslag, der naturligvis også burde omfatte millionerne til de politiske ungdomsorganisationer og nu forventer vi så, at Venstres gruppeformand følger Aage Brusgaards opfordring om at være medforslagsstiller. Ellers er det som med de lovede skattelettelser: Loven er ærlig, men holden besværlig!

Med de bedste ønsker om at 1992 må blive et på alle områder godt fremskridtsår.

Godt nytår.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang  / januar 1992

Samfundet og ejendomsretten

9. juni 2010 11 kommentarer

Samfundet og ejendomsretten

Fremskridtspartiets planlægningspolitik går imod politikeres og embedsmænds trang til at blande sig i alt.

Læserne opfordres til at kommentere dette indlæg.

I ”FREMSKRIDT” 1975-14 s. 34 skrev Niels Erik Wium om den dengang netop vedtagne lov om kommuneplanlægning. Nu kæmper kommunerne rundt omkring i landet med at føre den ud i livet og Wiums bange anelser viser sig at holde stik.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

I Jyllands-Postens politikerkommentarer har Glistrup skrevet følgende om dette emne:

”I Danmark sidder der embedsmand ved embedsmand, vel tusind små embedsmænd på rad og tværer farvelader ud over landkortet.

Bliver det mørkegrønt, må den, der ejer ejendom i det område slet ikke foretage sig noget nyt, for så er vi på et sted, hvor man tror, at der for ottetusinde år siden har været en ismoræne eller sådan noget. Det kræver, at jorden puttes i museumsmølpose.

Fortidssentimentalitet skal have forrang for fremtidsvirke.

Er der andre farver, må ejeren nok heller ikke foretage sig noget, medmindre han står ret med sirligt velordnede ansøgningsbilag foran fredningsplanudvalg og andre kontorinstanser. Så kan hver søgende få lov til at udnytte sin grundlovssikrede ukrænkelige ejendomsret til, hvad der behager embedsmændene.

Bedst er chancerne, hvor kortet er hvidt. Her må selv den sorte sværindustri etablere sig.

Til Helge Nielsen og Ejler Koch har befalet, at Aldanmark skal skrives i regions- og kommuneplanlægning og flertallet har hyldet dem med samme taktfasthed, som majoriteten handlede i Kejserens ny Klædeoptog.

Ingen lytter endnu til de uartige fremskridtsdrenge og – piger, der protesterede vildt og voldsomt.

For i det virkelige liv går det nu engang anderledes med den ungskov, hvoraf fremtidens erhvervsliv spirer. Hvis husmandens Mads har snilde til at reparere sin knallert, kommer molbodrengene næste uge og får stillet på deres bremsebånd og hjultræk. Umærkeligt udvikler det sig over, at der kommer lidt løs medhjælp til, at ordrer strømmer ind udensogns fra og måske endda fra fremmede lande. Der opfindes nye metoder og anskaffes grej og værktøj, og en skønne dag er det, som startede ude i en forblæst tom vognport, blevet egnens store arbejdsplads. Måske et nyt Danfoss, Lego eller Grundfos. På vejen frem har der aldrig været sikkerhed for, hvad endemålet ville blive. Mange sammenfaldne tilfældigheder og mange tunge kriser præger udviklingen. Her forlanger så amtsgårdens embedsmænd, der sidder i deres trygge lønkår, at der ved hver korsvej skal ske en indplacering i deres bureaukratplanlægning. Det er simpelt hen dræbende for de initiativtagermennesker, som kommende generationer skal leve af mere end noget andet.

Men det er ikke blot i det store perspektiv, at det er samfundsskadeligt, at socialdemokratismens fysiske planlægningsvanvid har fået tag i de ni af Folketingets partier. Også på mangfoldige andre felter generes den menneskelige trivsel. Pølsevognsplacering, aftægtsboliger, grusgravning, carportbygning og tusinde andre aktiviteter kræver pertentlige papiransøgninger og månedlang uvished, der ofte ender med et brysk menneskeulykkesskabende embedsmandsnej. Småsamfundene kvæles for at de embedsmandsforetrukne centre kan forkæles for skatteydermidler.

Når Fremskridtspartiet får magt, som vi har agt, bliver alt dette lavet om. I ventetiden kan man finde nogen trøst ved at botanisere i vort 152-punkts program og der står der blandt andet at læse:

47. Ejerglæden inspirerer til livslykke og virkelyst. Derfor skal grundlovens ejendomsretsregel efter 60 års pause på ny tages alvorligt.

48. Enhver ejer af fast ejendom skal kunne bruge denne til hvad som helst inden for de rammer, der afstikkes af forureningslovgivningen, sikkerhedsforskrifter, fredningsbestemmelser og kontraktmæssige forpligtelser.

49. Teoretisk er det rigtigt, at den der forurener selv må bære de fulde omkostninger med at rydde op efter sig, men i praksis kommer man i lang tid ikke uden om, at forureningsbekæmpelsen vil koste mere offentlig administration og flere skatteyderpenge, når miljøredningen skal gennemføres med påkrævet hurtighed. Især må der sættes ind mod, at giftstoffer og langsomt nedbrydelige kemiske forbindelser spredes i naturen. Livet i have, vandløb og søer må ikke dræbes, men miljøfolkene skal ikke have lov til at genere erhvervsfolk eller andre for fikse idéers skyld ligesom røg, støj og møg ikke væsentligt må nedsætte andre menneskers velbefindende.

50. Lovene om by- og landzone samt om lands-, regions- og kommuneplanlægning ophæves. Naturligvis bliver resultatet heraf ikke urimeligt fritliggende byggeri. Det ville være selvplageri med de formidable udgifter til veje, kloakering og forsyningsledninger, bygherrerne herved ville pådrage sig.

51. I moderat omfang bevares naturfredningernesbestemmelser, men fredningsplanudvalgene nedlægges.

52. Bygningsfredninggernes antal indskrænkes til en tiendedel.

54. Udstykning sker ved at ejendommens ejer giver meddelelse herom til tinglysningskontoret bilagt 5.000 kr. i gebyr for hver ejendom. Herved kan Matrikeldirektoratet nedlægges og megen skadeligt tidsspilde undgås.

57. Det private byggeri frigøres for bestandigt for andre lovrestriktioner end de, der er begrundede i miljømæssige og bygningstekniske forhold. Herigennem sikres rigeligt udbud af boliger til rimelige priser. Det er den hidtidige gå/stop-politiks evindelige pendulrytme af opgange og nedgange, som har hindret byggebranchen i at opnå fornøden arbejdsro til industrialisering og stordrift og bragt den boligsøgende fra købere til sælgers marked.

Fællesnævneren i fremskridtspolitikken er ønsket om at afvikle indkomstskatten og forenkle lovene og administrationen. Derfor vil de fleste fremskridtsfolk sikkert være enige i store dele af disse programpunkter, men hvad angår paragrafferne 48 og 50 meget vide anvendelsesmuligheder for ens nabos grund, vil meningerne sikkert være delte.

Derfor opfordres læserne til at komme med debatindlæg i overensstemmelse med indledningen til de 152 punkter i hæftet ”Det vil vi i Fremskridtspartiet”: Brug venligst dette hæftes punkter som debatgrundlag, og send os Deres kommentarer – gerne ændringsforslag.

Redaktionen

Artiklen er lavet af Mogens Glistrup, og

den har været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 4. årgang / 3. juni 1976

Landsformanden har ordet…maj 1991

30. maj 2010 1 kommentar

Landsformanden har ordet

Maj 1991

Kære partifæller!

(PS: Nedennævnte er et uddrag)

Medens Socialdemokratiets folk under røde faner og plakater med tekstenFred arbejde og miljøfor 101. gang fejrede 1. maj i Fælled-parken, måtte Trivselspartiets leder, Mogens Glistrup, af tennisketsjerbevæbnede bodyguards beskyttes mod kasteskyts af tomater og rådne æg. De grovere overgreb mod Glistrup og plakaterne fra Trivselspartiet måtte uropatruljen tage sig af.

Ak ja! Med omkring 270.000 arbejdsløse, hvoraf 70.000 har været ledige over 3 måneder uden at have haft en planlæggende samtale på arbejdsformidlingen. Med udpumpning af milliarder af skattekroner i næsten værdiløse uddannelser til de arbejdsløse. Med et skatte- og afgiftssystem, der ødelægger arbejdsglæden og bl.a. har medført, at danske borgere nu skylder det offentlige 35 milliarder kroner – en gæld, der vokser med 5 milliarder kroner om året og øger regningen for dem, der pligttro betaler de stigende skatter og afgifter.

Sammenholdt med mange andre negative sider i vor samfundsudvikling burde det have været let nok for 1. maj arrangørerne, at finde nutids-relevante emner til plakater og taler. Med det pres der i dag er på dansk økonomi og konkurrenceevnen, er det på høje tid at tage positive initiativer til en dynamisk og målrettet politik, der kan sikre dansk selvstændighed, beskæftigelse og udvikling væk fra socialistisk omklamring og barnepigementalitet.

Fremskridtspartiet indgår gerne i konstruktive forhandlinger, der kan skabe grobund for en udvikling frem mod et frit og menneskeværdigt samfund. Regeringen (V og C, red.) bør derfor snarest frigøre sig fra sin utidige flirten med Socialdemokratiet.

Forhandlingerne om en dagpengereform, der er hårdt tiltrængt, burde føres uden den stærke binding til og afhængighed af Socialdemokratiet. Fremskridtspartiet er parat til aktiv medvirken og vi ser gerne, at regeringen stopper hasardspillet på dette vigtige område.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 19. årgang / maj 1991 

Arbejdsløshedsbekæmpelse

3. marts 2010 13 kommentarer

Arbejdsløshedsbekæmpelse

Kun et sundt erhvervsliv kan afskaffe arbejdsløsheden.

Folketinget skal sørge for, at der altid er rigeligt med arbejde til alle.

Det sker navnlig ved:

  • Kapitalvindingsskattens øjeblikkelige afskaffelse vil føre til masser af virksomheder – i landbrug som byerhverv – vil overgå fra nuværende opslidte indehavere til unge energiske mennesker. Både direkte og indirekte skaber de nye arbejdspladser.
  • Den offentlige arbejdsformidling nedlægges, så arbejdspladser og arbejdssøgende samtidigt kan finde hinanden som før 1969 – altså stort set gennem fagforeningerne.
  • Den syges lønordning, som afskrækker mange af landets 350.000 virksomheder fra at antage en eller flere nye medarbejdere, ændres og sygesikringen overføres til sociallovgivningen. De 120.000 registrede arbejdsløse, de 50.000 handicappede og de 20.000 fejlbeskæftigede vil herved let kunne opnå nyttig beskæftigelse.
  • Arbejdsløshedsdagpenge skal kunne opnås med ubegrænset størrelse på frivillig forsikringsbasis, hvori statspenge ikke indblandes.
  • Selv i Fremskridtssamfundet med overbeskæftigelse vil det kunne forekomme, at folk uden egen skyld bliver korttidsarbejdsløse, når enkelte virksomheder eller enkelte brancher går ned, og der derfor skal skiftes over til andre arbejdspladser. Inden for sådanne korttidsperioder skal der af offentlige midler ydes rundelige arbejdsløshedsdagpenge.

Derimod bekræfter en række forslag fra de socialistiske partier, at de ikke har indsigt i samfundsøkonomiske sammenhænge:

  • Arbejdsfordeling og overarbejdsforbud virker på blot lidt længere sigt arbejdshedsforøgend. Sandheden er nemlig, at arbejde skaber arbejde og ledighed skaber ledighed. Det er aldeles forkert at tro, at der er en bestemt mængde arbejde, som skal fordeles ud mellem arbejdskraften.
  • Yngre pensionsalder er ønskelig ud fra en social synsvinkel, men ikke ud fra en beskæftigelsesmæssig. Jo færre, der er med til at producere i samfundet, des fattigere bliver det. Og des sværere får det ved at beskæftige folk.
  • Septemberforligetstilskudsdillen betød på blot lidt længere sigt øget arbejdsløshed. Tilskuddene skal nemlig betales af erhvervslivet (der er ikke andre til det) over en forhøjelse af den omkostning, der hedder skatterne og forhøjelsen bliver større end den gavn tilskuddet har givet. Dels skal der betales til administration af tilskudsordningerne, dels betyder tilskudsordninger, at midlerne normalt ikke anvendes så samfundsrentabelt som når virksomheder tvinges til at disponere uden tilskud.
  • Troen på, at det er muligt at formindske ungdomsarbejdsløsheden uden tilsvarende at forøge de midaldrendes og de ældres arbejdsløshed er forfejlet. Arbejdsmarkedet som helhed og arbejdsløshed er en svøbe, hvad enten den rammer den 19-årige, den 32-årige eller den 55-årige. Skal man endelig i en overgangsperiode hjælpe en enkelt gruppe, må de langtidsarbejdsløse først og fremmest begunstiges. Et års påtvungen arbejdsløshed er mindst ti gange så belastende som en tre månedersperiode uden beskæftigelse.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 4. årgang / 17. juni 1976

Jurassic Park og velfærdsstaten

4. november 2009 34 kommentarer

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

%d bloggers like this: