Arkiv

Posts Tagged ‘husleje’

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Huslejestigninger i EF

23. marts 2012 Skriv en kommentar

Huslejestigninger i EF 

Danmark havde største huslejestigninger i EF, oplyser EF-kommissionen i en beretning om udviklingen på det sociale område i EF i tiden 1976 til 1977.

Den gennemsnitlige husleje i Danmark steg med 12,1 %. I de øvrige EF-lande svingede huslejestigningerne fra nul procent i Irland til 8,5 % i Belgien.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 6. årgang / 19. juni 1978

Lejeværdi af egen bolig

29. september 2010 2 kommentarer

Lejeværdi af egen bolig

Finansminister Poul Møller fra det konservative folkeparti blev af sine nationaløkonomer bildt ind, at parcelhusstigningen kunne tøjles, hvis man satte lejeværdien op. Så ville folk ikke betale så meget, når de skulle købe hus.

Den 8. december 1969 stod Møller på folketingets talerstol. Han fik det dengang så føjelige gammelpartiting til enstemmigt at vedtage at alle, der købte hus efter den dag skulle belastes med ekstra lejeværdi. Hvad de tabte herved, ville de vinde ind ved at få deres hus billigere.

Betragtningen holdt ikke i det levende liv. Derfor er der al mulig grund for at ophæve strafforanstaltningen over for de familier, der har købt hus efter 1969.

Den 31. januar 1979 sagde Møllers efterfølger, Anders Andersen fra Venstre, Danmarks liberale Parti, imidlertid, at nu skal også husejere fra før 9. december 1969 betale den ekstra høje lejeværdi. Hans ræsonnement var typisk for ministrene, der er i en presset situation, fordi de mangler mange penge i statskassen på grund af eget fråseri. Han sagde nemlig, at sådanne husejere blot må tænke på, at de i årevis har haft fordel af en lav lejeværdisats.

Da Poul Møllers parti – til stor fornærmelse hos Poul Schlüter og partiets andre ledere – ikke har fået lov til at komme med på ministertaburetterne denne gang, kan det konservative Dagens Nyt spydigt kommentere: ”Holdninger er klar: Vælger regeringen at forhøje indkomstskatten med 40 %, kan ministeren blot sige: Nå, ja, men så glæd jer over, at i hidtil har haft så lave skatter”.

Det kan selvfølgelig være nok så underholdende med dette ping-pong-spil mellem VK’ere. Det korte i det lange er imidlertid, at hundredtusindvis af familier nu skal til, hver, at betale en betydelig ekstraskat.

Lejeværdien for 1980 bliver 1,7 % af 135 % af 16. almindelige vurdering. Er den på 675.000 kroner, bliver der som følge af Anders Andersens usmagelige fidus tale om en merlejeværdi på 2.000 kroner. Det betyder oftest er merskat på cirka 1.250 kroner.  For at kunne betale det, må man tjene 3.300 kroner ekstra, idet der af en sådan ekstraindtægt går cirka 2.050 kroner til indtægtsskat.

Med andre ord: De første 275 kroners lønforhøjelse om måneden går bare til at dække Anders Andersens påfund.

Fremskridtspartiet stiller naturligvis ændringsforslag om, at det er husejerne fra efter 8. december 1969, der skal ned på niveauet for de ældre husejere. De har jo i årevis både måttet lide under den høje lejeværdi og måttet betale toppris for deres huse, fordi 1970´ ernes folketingsflertal ikke har evnet at tøjle inflationen og fordi 1969-folketinget ikke kunne gennemskue, at de ministerielle nationaløkonomiers påstande var virkelighedsfjernt skrivebordsfantasi.

Måske vil nogen synes, at 675.000 kroner i ejendomsskyld da nærmest er en millionærvilla.

Sandheden er imidlertid den, at det er svært at finde en byggegrund i hovedstadsområdet til billigere pris end 250.000,00 kroner.

Hvis man bare vil bygge 100 kvadratmeter, må man regne med, at håndværkerudgifter, omkostninger o.s.v. løber op i 300.000,00 kroner.

Dertil kommer så kurstab, der med de nuværende obligationskurser for et normalt prioriteret hus meget let kan være 180.000,00 kroner således, at anskaffelsesprisen for et nyt familieparcelhus uden spor overdrivelse i Københavns omegn, hvor der immervæk bor cirka 30 % af landets parcelhusejere bliver i alt 730.000,00 kroner.

Slagspriserne på ældre huse afhænger selvsagt af anskaffelsespriserne for nyopførte ejendomme, og ejendomsskyldsværdierne følger med disse salgspriser.

Der vil ikke gå mange år, før københavnerniveauet som sædvanlig breder sig ud over hele landet, men til den tid er det for sent at beklage sig over de høje lejeværdipriser, hvis Anders Andersen opnår folketingsflertal her i foråret 1979 for sine skatteforhøjelsesbestræbelser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 7. årgang / 19. februar 1979

Regeringen har ikke ført borgerlig boligpolitik

25. april 2010 9 kommentarer

Regeringen har ikke ført borgerlig boligpolitik

Fremskridtspartiet var aktivt medvirkende til at kvoten for almennyttige boliger i 1990 blev nedsat fra 8.500 til 7.000 enheder og at ungdomsboligernes opførselsantal i 1990 blev nedsat fra 3.000 til 2.500 altså, at der blev 1.500 færre almennyttige boliger og 500 færre ungdomsboliger.

De private andelsboliger bliver der ikke rørt ved for 1990.

Fremskridtspartiets ønske om, at antallet af offentlige støttede boliger blev reduceret i forbindelse med finanslovsforliget, er i overensstemmelse med vore synspunkter angående reduktionen af de offentlige udgifter.

Fremskridtspartiets generelle synspunkt på de offentligt støttede boligers kvoter er, at over en 3-4 år burde der ved lov gennemføres et totalt frit boligmarked, således, at udbud og efterspørgsel bliver bestemmende for antal boligers opførsel samt huslejeniveauet. Så bliver det beliggenhed og størrelse o.s.v., der kommer til at bestemme prisen og ikke hvor stort et tilskud, skatteyderne tvinges til at yde en bestemt gruppe.

Efter behov

Endvidere mener vi, at boligsikring og boligydelse skal udmåles på grundlag af en behovsanalyse for hver enkelt familie ligesom ved andre sociale ydelser altså, hvor de bliver givet til familien og ikke til bygninger, boligselskaber og disses bestyrelse  med det resultat, at en del af de penge, det offentlige lader tilflyde boligselskaber, anvendes til biler, lystejendomme og feriehuse.

Hvis bygge aktiviteten på det offentligt støttede boligområde fortsætter uændret, vil disse udgifter stige med 50 % i de næste 10 år eller 500 millioner kroner om året indtil år 2000. Også dette beløb skal jo betales af parcelhusejerne. Disse er ellers blevet hårdt nok ramt gennem de sidste år med kartoffelkuren og ved at ejendomsskatten ikke længere er fradragsberettiget, samt at der ikke længere er fuldt rentefradrag. Ligeledes er vandlederafgiften steget i mange kommuner til 2.000 kroner om året og det er alt sammen sket samtidig med, at de personlige skatter også er steget.

Kun et sted at tage pengene

På grund af den store vækst i de offentlige udgifter har staten skulle skaffe flere penge – og der har faktisk kun været eet sted at tage dem fra, nemlig den familie, der står op hver morgen og går på arbejde – uanset lidt mave- eller hovedpine. Folk, der gør det, er meget ofte parcelhusejere, for de ved, at der skal tjenes penge. De har ikke for vane at gå på socialkontoret og boligstøtte får de jo heller ikke.

Denne store parcelhusejergruppe har nok i deres arbejde samt at betale renter og afdrag og de orker ikke konstant at protestere mod nye angreb mod dem. Derfor er de blevet tvunget i knæ og er blevet samfundets betalere.

Tvangsauktionerne stiger

En følge heraf er den meget store stigning i tvangsauktioner. Der blev nemlig i de tre første kvartaler af 1989 kundgjort 13.645 tvangsauktioner eller en stigning på 34 % i forhold til samme tidsrum i 1988 – det højeste antal tvangsauktioner nogensinde registreret.

En af hovedårsagerne er det alt for store skattetryk vi har her i Danmark og hvor kun Fremskridtspartiet – tilsyneladende – forsøger, at få det nedbragt.

Det er kun det beløb, som boligejerne har efter skat, de kan betale mad, bil og bolig med, selv om Schlüter (C) sagde i 1982, da han blev statsminister og har gentaget det flere gange siden, at det skulle blive lettere, at være dansker. Men det er gået den stik modsatte vej.

Er det borgerlig politik?

I 1985 blev 86 % af de boliger, der blev bygget i Danmark, opført med offentlig støtte, men her under den borgerlige regering (V, C og B, red.) er antallet steget til 79 % i 1988. Er det at føre borgerlig politik?

Fremskridtspartiets politik er, at så længe renteindtægten er skattepligtig, skal renteudgiften til parcelhuslån også være fradragsberettiget på skatteskemaet. Blandt andet derfor og for at afværge en del tvangsauktioner, fremsatte Fremskridtspartiet den 10. maj 1989 et beslutningsforslag om afværgelse af tvangsauktioner. En vedtagelse ville have afstedkommet, at renteudgifternes fradragsværdi igen ville få fuld vægt på samme måde, som reglerne bestemte før 1. 8. 1987 – altså tilbage før kartoffelkuren.

Man skule tro, det var løgn

En undersøgelse, som Håndværksrådet har foretaget, viser, at siden 1982 er økonomien i en ny ejerbolig i faktiske priser blevet fordyret med 51 %, mens udgifterne i en ny almennyttig bolig i samme tidsrum er steget med blot 1,5 %.

Det er altså fortsat stærkt nødvendigt, at Fremskridtspartiet er i Folketinget til at holde den såkaldt borgerlige regering i ørerne og til, år efter år, at komme med konkrete forslag til finansloven, hvilket trods alt kan givet et vink i den rigtige retning.

Og de parcelhusejere, der vil hjælpe sig selv, kan gøre det ved at bakke op om Fremskridtspartiets politik.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 8. årgang / marts 1990

Kategorier:Boligpolitik, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Hvorfor ikke forenkle ejendomsvurderingen?

4. januar 2009 3 kommentarer

Hvorfor ikke forenkle ejendomsvurderingen?

Vurderingsskemaet skal væk – “Grundtal” og EDB er løsningen.

Ikke kun Fremskridt, men også dagbladet Børsen “varmer” i øjeblikket op til Folketingets kommende og yderst tiltrængte revision af forårets lovgivnings-makværk på jord- og boligområdet.

Som yderligere debatmateriale til drøftelser i Børsen har Mogens Glistrup oplyst bladet om, at Fremskridtspartiets program indeholder følgende om ejendomsskyldsvurdering:

I stedet for individuelle ejendoms- og grundskyldsvurderinger hvert fjerde år tildeles hver enkelt fast ejendom et grundtal svarende til den nuværende vurdering. Derudover opdeles landets ejendomme i en lille snes generelle grupper (ældre udlejningsejendomme, middelstore bøndergårde, omegnsparcelhuse, byggegrunde etc.). Pr. hvert års 15. maj kundgøres for hver gruppe for sig, hvor mange procent grundtallet øges med for det følgende finansår. Den grundejer, som finder forhøjelsen forkert for sin ejendoms vedkommende, kan protestere, således at behandlingen af protester kan være tilendebragt betids til, at der inden 1. februar det følgende år er klaring over, hvor højt ejendomsskylds- og grundskyldsvurderingsbeløbet skal være det påfølgende finansår.

De offentlige myndigheder udskriver på EDB alle oplysninger om hver enkelt ejendom fra tingslysningskontorer, bygningsdirektorater, matrikel o.s.v. Disse oplysningsskemaer, som nogenlunde løbende holdes ajour, tilstilles i kopi ejeren, der så kan gøre indsigelse, hvis han mener, at noget er forkert.

For bredt et udsnit

Hver måned gennemgår ejendomsskattemyndighederne een procent af landets ejendomme med henblik på evt. ændring af grundtallet, idet denne gennemgang dels omfatter de ejendomme, hvor der sker noget afgørende nyt (udstykninger, omfattende bygningsarbejder etc.) og dels de ejendomme, for hvilket det er længe siden, at der har været individuel grundtalsrevision. Nye grundtal får virkning for beskatningen fra og med den 1. april, der følger mere end 7 måneder efter, at grundtallet er meddelt vedkommende ejer.

Ved den anførte ordning undgås arbejdet med udfyldelse af vurderingsskemaer tillige med, at der sker en væsentlig administrativ forenkling af hele ejendomsvurderingsadministrationen. I videre omfang endnu kan man herefter beskæftige virkeligt sagkyndige mennesker i stedet for, at man med de store vurderinger hvert fjerde år må forlade sig på et alt for bredt udsnit af vurderingsfolk.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 1. årgang / oktober 1973

Momsgavens pris

1. december 2008 54 kommentarer

Momsgavens pris


Finansministerens (Henry Grünbaum, A, red.) desperate foranstaltninger fører kun til nye kriser.


I Fremskridt nr. 3 blev det belyst, at den fordyrelse af nye parcelhuse på 24-30.000 kr. pr. stk. som er en følge af momsrefusionens bortfald, i løbet af få år vil forplante sig til de allerede eksisterende ca. 700.000 parcelhuse og derved give de nuværende ejere en gave på ikke under 18 milliarder kr. – Denne gang skal vi se på nogle af de mest iøjnefaldende vanskeligheder, det vil medføre for staten selv:


Når en ejendoms værdi bliver 50.000 kr. højere, vil den årlige husleje stige med ikke under 10 % heraf, altså med mere end 3.000 kr. årligt. Det gælder de fremtidige nybygninger. Det har også været meningen, idet man derigennem vil tilstræbe en vis balance mellem parcelhuse og det sociale byggeri. – Men fra første ejerskifte af at regne, kommer det også til at gælde de tidligere byggede parcelhuse. Den nye ejer af et tidligere bygget hus kommer til at give en kvadratmeterpris, som stiger på linje med kvadratmeterprisen på de nybyggede.


2 milliarder

Efterhånden som de tidligere byggede parcelhuse på grund af ejerskifte kommer på nye hænder, vil huslejen som følge af momsrefusionens bortfald stige støt og roligt fra år til år. Når en 15-års periode er udløbet, vil den samlede huslejeudgift for parcelhuse alene på denne konto være steget ca. 2 milliarder kroner årligt i forhold til i dag. – Det er prisen for, at staten skal kunne spare 900 millioner årligt i en kort årrække.


Det er klart, at udgiftsstigninger i dette format ikke kan finde sted, uden det får indflydelse på såvel pristal som lønninger. Dertil kommer de virkninger, de øvrige huslejestigninger medfører, de stigninger ligningsloven sætter i gang og endelig de huslejestigninger, som bliver den direkte følge af den 15. almindelige vurdering.


Intet budget er mere følsomt overfor løn- og prisstigninger end det offentliges. Det offentlige er såvel landets største arbejdsgiver, som den største aftager af industriens frembringelser. Derfor er det offentlige også den første, der rammes af stigninger. Det er en hævdvunden regel, at de sociale tabere får de såkaldte sociale kompensationer for pris- og skattestigninger. Det er man ganske simpelt nødt til at give dem, da de jo skal leve. Et eksistensminimum kan ikke beskattes. – Men alle lønmodtagere får i virkeligheden sociale kompensationer. Det sker ikke altid lige med det samme. Men alle budgetter er stramme og domineret af faste udgifter. Det gælder ikke mindst parcelhusejerne. Og når mange mennesker kommer i økonomiske vanskeligheder, vil fagforeninger og andre organisationer mase på for at få lønstigningerne så højt op, at levefoden kan opretholdes, som den var før stigningerne i udgifterne.


Det vil erfaringsmæssigt sige, at det offentlige næsten omgående må forhøje tjenestemændenes lønninger med udgiftsstigningernes beløb. Dertil kommer, at de lønstigninger, som finder sted i den private sektor og som nødvendigvis bliver indregnet i varepriserne, også bliver betalt af det offentlige i det omfang, hvori det offentlige er forbruger af de pågældende produkter.


Fører til ny krise

Det medfører, at de skatteforhøjelser, der finder sted i et år og som straks bliver en indtægt for staten, i løbet af to, måske tre år i stedet bliver en udgift for det offentlige. Efter så kort et åremål vil det offentliges vanskeligheder være større end før lønforhøjelserne og man befinder sig pludselig i en krise.


Det er forklaringen på de bortblevne kasseoverskud og de mange eengangsløsninger, helhedsløsninger, buketter o.s.v. Det var også årsagen til, at momsen skulle have været forhøjet i foråret, men ikke blev det, fordi Fremskridtspartiet var så uforskammet at opnå et galluptal på 26 %.


Forårets lønforlig var formelt et spørgsmål mellem arbejdere og arbejdsgivere. Men reelt omfattede det også det offentlige. De stigninger i lønninger og sociale udgifter, som blev følgen af forliget og som omgående vil bundfælde sig i højere varepriser, har gjort al tale om skattenedsættelser til bluff. Og det ganske uanset, hvor store besparelser, der er planlagt. Talen om skattenedsættelser havde kun mening i den aktuelle nødsituation, hvor man måtte finde på noget for, at dæmme op mod Fremskridtspartiet.


Desperate foranstaltninger

Når en finansminister skal overtage nye skatter eller skatteforhøjelser, er det uomgængelig nødvendigt for ham at gøre sig klart, om det han vil pålægge bæres endeligt af dem, det er blevet pålignet. Hvis det ikke er tilfældet, hvis de under en eller anden form kan vælte byrden over på andre f.eks. på lønninger og ikke mindst på de lønninger staten selv skal betale, har finansministeren i virkeligheden rettet kniven mod sig selv.


Men momsrefusionens bortfald og med de ændringer, som er gennemført i den nye ligningslov, har finansministeren igen sat skub i en selvforstærkende prisstigningsbølge, som snart vil få staten til at miste herredømmet over den økonomiske udvikling. De sidste foranstaltninger er så desperate som man kun vil gøre dem, når det bare gælder en dag, et øjeblik ad gangen.

V

Fremskridtspartiets anonyme medarbejder:

– Jeg er hovedbestyrelsesmedlem i et af gammelpartierne, hvor mine skattesynspunkter ikke er populære. Derfor er jeg nødt til – som også i Fremskridt nr. 3 – at lade mit indlæg fremkomme under pseudonymet “V”


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 1. årgang / august 1973

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Fremskridtspartiet, Skat og afgifter, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Torpedoen under parcelhusejerne må fjernes nu!

1. december 2008 2 kommentarer

Torpedoen under parcelhusejerne må fjernes nu!


Også sidste forår blev knapt halvdelen af Folketingets medlemmer majoriserede. Det daværende flertal bestod af nogle nordatlantere, SF og Socialdemokratiet inkl. Erhard Jakobsen (CD). I juni 1973 gennemførte det en lovgivning, som skærpede beskatningen af boligværdierne kraftigt. For mange familier – der bor i eget hus og har sommerhus -, betød det, at de måtte regne med, at de første 500-600 kroners månedlige lønfremgang blot gik til øget husskat.


De nye regler trådte i kraft den 1. januar 1974. Selv om skærpelsen først for alvor vil vise sig, når der selvangives og betales restskat i 1975, er reglerne i øjeblikket en indbygget torpedo i budgetlægningen i hundredtusinder af husstande.


Fremskridtspartiet har siden 6. december 1973 søgt at fjerne truslen. Men gammelpartierne har haft god tid. De huskede deres skæbne ved kommunevalget i 1966, efter, at de havde truffet boligpolitiske aftaler. Derfor har al boliglovgivning skullet træneres til efter 5. marts 1974.


Tiden er oprundet

Nu er kampens tid imidlertid oprundet. Fremskridtspartiet står uændret – her som andetsteds – på, hvad vi sagde til vælgerne forud for folketingsvalget. Bevar lejeværdien i kroner uændret fra 1973-selvangivelsen. Stigende opvarmningsudgifter og forrygende inflation i øvrigt rimeliggør dette standpunkt. Lovmagerne i de andre partier føler imidlertid deres millimeterretfærdighedssans krænket ved Fremskridtspartiets enkle standpunkt. Hvad med dem der har ny- eller tilbygget eller købt hus i 1973 eller 1974? Skal de virkelig nøjes med den gamle lejeværdi?


Fremskridtspartiets svar er ja. De pågældende har været ramt så hårdt af inflation, omkostninger og kurstab samt momsrefusionsophævelse, at det intet gør, at de til gengæld slipper lidt billigere indkomstskattemæssigt.


Dertil kommer, at megen spekuleren undgås, når vi kun har én lejeværdiregel. Lejeværdibeløbet kan trykkes direkte på selvangivelsesblanketterne, før skattemyndighederne udsender dem. Det kan ikke ske, hvis man følger de andre partiers forslag om at dele ejendommene op i fem-seks grupper efter køb og salg og byggearbejder i de senere år.


Administrativ forenkling og overskuelig lovgivning er imidlertid ikke noget, de andre partier i praksis tillægger betydning.


Ejerlejligheder skal ligestilles

Fremskridtspartiet kommer nok også i mindretal ved vort forslag om, at ejerlejligheder i enhver henseende ligestilles skattemæssigt med parcelhuse, også hvad standardfradrag angår. Det er jo simpelthen gammelpartiernes konsekvente linje over for os. Intet forslag fra det nye store parti må vedtages. Så kan partitaktikerne udbasunere, at Fremskridtspartiet ikke kan føre realistisk politik.

Fremskridtspartiet kommer langsomt, men knytter vi næverne og står stædigt sammen, må det vel våres engang.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 2. årgang / 19. marts 1974

%d bloggers like this: