Arkiv

Posts Tagged ‘Hvordan påvirker velfærdsstaten børnefamilierne’

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket

18. august 2011 143 kommentarer

Socialdemokratiet vil umyndiggøre folket 

Er det en socialdemokratisk valgstrategi at lade folkestyret degenerere? – spørger medlem af Helsingør lokalforening, Marianne Lorensen, i denne artikel.

Et sundt folkestyre er ikke foreneligt med velfærdsstatens atmosfære. Vælgerens tilslutning til de socialdemokratiske velfærdsforanstaltninger opnås ved, at man appellerer til egensindethed og dumhed og ikke til retfærdighedssans eller den sunde fornuft. Samtidig fører socialdemokraterne meget snedigt ved disse foranstaltninger landet længere herimod PLANSTATEN, hvor det offentlige regulerer og kontrollerer både produktion og planlægning. Derfor hverken kræver eller befordrer den socialdemokratiske velfærdsstat den selvstændighed og handlekraft hos borgerne, uden hvilken et folkestyre bliver en ynkelig parodi. Selvstændighed og handlekraft er uønskede begreber hos den socialdemokratiske elite. De er nemlig farlige for partiets fortsatte eksistens. Den velfærdsstat der er skabt af Socialdemokratiet, er efter alt at dømme kun at betragte som en indledende fase af en uheldig udvikling, som vil ende i en ret systematisk, formynderisk umyndiggørelse af borgerne, hvis den får lov at fortsætte uhindret.

Hvis man er i stand til at sætte sig ned på det socialdemokratiske tankeniveau, hører der ikke ret meget ”rød fantasi” til at forestille sig samfundet i dets næste fase som ”behandlingssamfundet”, hvis helligste opgave er at registrere, behandle og omvende anderledes tænkende højremennesker til ensartede mønsterundersåtter i en socialistisk, formynderisk ”terapistat”.

Hvis dette er de ledende politikeres velvalgte strategi, minder det påfaldende om en socialiseret udgave af Marx’s terminologi, der så via den hule lighedsideologi tager sigte på at udråbe politisk degenererede, indavlede personligheder til normale personligheder.

Det er en ganske snedig måde socialdemokraterne lige så stille – lidt efter lidt – forfører og til sidst ændrer visse folks relativbegreber derhen, at de samme folks opfattelse af, hvad der er normalt bliver ændret i den for partiet ønskede retning. Man kan tale om ”mental krigsførelse”.

Dette skaffer uden tvivl socialdemokraterne en del vælgere blandt den dårligst begavede femtedel af voksenbefolkningen, der således bliver stemmekvæg for en forfejlet lighedsideologi, som de ikke engang selv fatter betydningen og konsekvensen af. ”Fødekæden” fortsætter, idet den socialdemokratiske folkeskole er hofleverandør til næste årgangs politisk, gasforgiftede individer. Ritt (Ritt Bjerregaard, A, red.) gør skam sit arbejde!! Stygt, men sandt!

Fremskridtspartiet ville kunne mase sig hårdt ind på socialdemokraterne til næste valg, hvis man fra en skjult indfaldsvinkel kunne neutralisere denne mentale forgiftning af det, jeg vil kalde den voksenpolitiske risikogruppe med en virksomhed ideologis modgift i form af en utraditionel, letfattelig virksomhedsgørelse af fremskridtsidéen overfor denne gruppe. Man kunne forestille sig en fremskridtsgruppe, der arbejder overfor Danmarks lavest betalte kontornussere.

Marianne Lorensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 6. årgang / 14. august 1978

Reklamer
Kategorier:Folkestyre/demokrati, Fremskridtspartiet, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

For hårde ord?

25. juni 2010 27 kommentarer

For hårde ord?

I min post lå en kopi af et brev til Anker Jørgensen:

———————————————————————————

Det er mærkeligt, at der aldrig er nogen, der spørger, – når der skal spares –, hvorfor der ikke skæres ned på ministres løn og pensioner, som er så høje?

Altid fattige borgeres hus og hjem og nu også deres pension.

De sagde i TV, at det ikke var Dem, som havde ført Danmark mod afgrundenJo, det er det nemlig. I er uduelige som ledere alle sammen. I tænker kun på at bjerge jer selv, og I går overhovedet ikke foran med at spare. Dyre biler og rejser som er unødvendige, men så eftertragtede. Ud at se sig om. Lise Østergård (A) tilbringer det meste af sin tid på at se sig om i verden.

Vi kan ikke være tjent med, at:

1. have en skatteminister der snyder i skat

2. have en formand i Folketinget (K.B. Andersen, A, red.), der opfører sig som en klovn, og som også kan lide at se sig om i verden til ingen nytte.

3. vore penge gives til Ulande uden effektiv kontrol.

4. vore penge gives til kommunister og partisaner m.m.

5. der gives penge til alt og alle, bare man går på socialkontoret.

6. der gives kunstnerstøtte. Kan de ikke leve af deres kunst, må de tage andet arbejde. Det må vi alle.

7. folk der ikke går på arbejde, ikke selv kan passe deres børn.

Send alle fremmedarbejdere hjem, deres brødre og søstre og bedsteforældre, som går og nasser på os, som til sidst stikker os en kniv i ryggen.

Hvordan tror De, at en dansker strandet i Tyrkiet eller Pakistan ville blive behandlet? Nul hjælp!

Vi er lede og kede af tykke, fede og uduelige ministre, som sidder og nasser på landet og kører det hele i sænk.

Havde i været kloge og forudseende og hele tiden været med, var det aldrig sket. Chamberlain troede også, han var så klog.

Havde det været Iran, var i for længst blevet destrueret. Det kan nås endnu.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 8. årgang / 21. januar 1980

Kategorier:Økonomi, Mogens Glistrup, Politiske "ben" og skandaler, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Velfærdssamfundet!!!

23. november 2009 5 kommentarer

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider høre på de uduelige politikere eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget, men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er – sammen med voksenkriminaliteten – stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden er der nu i mange danskes hverdag – lige fra vugge til grav – kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor, mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte, friheds– og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform – der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer -vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering, kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 /16. årgang / 29. januar 1988

Storkapitalen og Socialdemokratiet

1. maj 2009 72 kommentarer

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Ole Maisted skildrer Socialdemokratiets systematiske kvælning af erhvervslivet, så staten til sidste må overtage det. Kun storkapitalen kan leve under disse forhold.

Ved hjælp af støtteordninger forsøger den socialdemokratiske regering at styre dansk erhvervsliv i den retning, der passer ind i deres politiske kram.

Socialisterne går ind for en kapitalstyring og en statsstyret planøkonomi. Ved hjælp af arbejdsmiljøloven har man fået et nyt styringsmiddel til at knægte småindustrien og håndværksmestrene.

Ved hjælp af fonden til støtte af virksomheder der er i økonomiske vanskeligheder, er det lykkedes at lukke de virksomheder, der er uønskede og holde liv i den, man har politisk interesse i betalt af de produktionsvirksomheder, der kan klare dagen og vejen.

Ved hjælp af en stor offentlig sektor har man muligheder for at øge skattetrykket og derigennem gøre erhvervslivet afhængigt af støtten fra det offentlige.

Konkurrencen fra det offentlige

Ved at gøre indtjeningsmulighederne større i den offentlige sektor og beslægtede serviceområder afgår en række virksomheder ved døden, og de der beskæftigede må søge til det offentlige for at overleve. Tilbage bliver mand/kone virksomhederne, hvis levetid er begrænset.

Produktionsapparatet giver mindre muligheder for en lønsom afkastning, og lønningerne bliver presset. Filosofien er enkel: Idet det kun ved støtteordninger er muligt at aflønne rimeligt i forhold til de lønninger, det offentlige udbetaler og i forhold til arbejdstid, ferie, pensionsordninger og andre arbejdsvilkår, vil det frie erhvervsliv blive afløst af et statsdrevet erhvervsliv.

Denne socialdemokratiske salamitaktik – hvor man skive for skive nærmer sig den socialistiske stat – er kommet i vanskeligheder, fordi vi har fået et økonomisk tilbageslag. I 1974 var det en klar socialistisk taktik, at de mindre erhvervsdrivende skulle kvæles, og deres arbejdskraft skulle overføres til de store arbejdspladser og den offentlige sektor.

Der blev bevidst ført en politik, hvor trykket blev øget på de mindre virksomheder i form af øget lønpres, regnskabsmæssige byrder, nedsættelse af arbejdstiden for de ansatte etc.

De store selskaber

Færre og færre af de unge ønskede at blive selvstændige, når det offentlige kunne tilbyde større lønninger, kortere arbejdstid og skatteyderbetalt pension. De eneste konkurrenter på arbejdsmarkedet til det offentlige blev de store selskaber, der har institutionspræg. Den bevidste plan om et samarbejde mellem socialisterne og storkapitalen blev sløret af de gode tider, og kun det stigende skattetryk gjorde, at befolkningen begyndte at reagere imod den socialistiske plan.

De store koncerner har selvfølgelig kun accepteret denne udvikling p.g.a. de økonomiske fordele, de har haft, og fordi ethvert stort firma har muligheder for at foretage en pengeoverførsel til det sted i verden, hvor beskæringen af deres nettoudbytte er mindst mulig.

Den økonomiske krise har imidlertid væltet de socialistiske planer og sat det socialistiske systems svagheder i relief.

I dag har vi underskud på de offentlige budgetter og et stort underskud på vor samhandel med udlandet, hvilket betyder, at vi rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden.

For at opretholde og udvide den offentlige sektor må befolkningen gå ned i realløn.

P.g.a. en dårlig indkomstpolitik vil vore produktionsvirksomheder blive ramt af en række strejker. De mindre virksomheder vil uddø, hvis den socialistiske strukturrationalisering fastholdes over en kortere årrække, og arbejdsløsheden vil stige.

Tilskud

De store virksomheder vil kræve tilskud til deres produktionsapparat for at fastholde rentabiliteten. Hvis der ikke ydes støtte, vil produktionen blive overført til andre lande, hvor arbejdslønnen og restriktionerne er mindre.

Dette er endnu en faktor, der vil få arbejdsløsheden til at stige, fordi vi ikke kan konkurrere med de store landes statskasser.

Fastholdes den socialistiske politik, vil vi nå frem til en socialistisk stat, hvor levestandarden for den arbejdende del af befolkningen skal nedsættes til det halve, men målet er nået: – Socialdemokraterne har fået en statsstyring af kapitalen og produktionsapparatet.

Fremskridtspartiet som redning

Fremskridtspartiet vender sig skarpt imod denne udvikling. Vi ønsker ikke, at staten skal yde tilskud til erhvervslivet. Vi vil afskaffe restriktionerne og lade erhvervslivet i fred. Vi vil skabe et indkomstskattefrit samfund og beskære den alt for store offentlige sektor, der har ødelagt velfærdssamfundet.

Der er endnu en grund til at skabe et samfund, hvor fremmedkapitalen strømmer til. Det er den arbejdsmarkedssituation vi vil komme i om 5-10 år.

Inden for 5-10 år vil vi være ude af stand til at konkurrere med østlandene og Ulandene om de produktioner, hvor lønningerne er af afgørende betydning. Vi er derfor nødsaget til at satse på teknisk avancerede produktioner, der kræver megen kapital og være handelscenter for udenlandske virksomheder, der kan se en skattemæssig fordel i, at placere deres virksomheder her i landet. Det vil skabe flere arbejdspladser, økonomisk vækst for landet og større velfærd for den enkelte borger.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Fremskridtspartiet, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

30. april 2009 12 kommentarer

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs sig sat udenfor. De føler, der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom, og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom, Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed.

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget, Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt, og enhver der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler, jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også, – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kroner, og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt, da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kroner, som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri, og han kunne sælge mange flere, og der kom nye fester og nyt indbo, skønt det gamle kun var et år gammelt, men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød, og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad, og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika – der havde været på mode i et par år -, var Jørgensens malerier ikke mere det, som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige, – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere, han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kroner af og give den til en forfrossen tyrk, selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske ham Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene – der nu var store og skulle have en uddannelse – dem havde Jørgensen jo lært at penge – det skidt -, det er jo bare noget, man har, når man er en Jørgensen, som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm – der var gået gennem Jørgensens hænder -, var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 5. årgang / 19. december 1977

Den svenske advarsel

1. april 2009 2 kommentarer

Den svenske advarsel

På baggrund af udviklingen i Sverige og England er det meget betydningsfuldt at Fremskridtsfolkenes faglige gruppe slår igennem.

Svenskeren Erik Anners har påtaget sig det brydsomme slid at afdække Socialdemokratiets infiltration af mangfoldige samfundsområder. Gennem misbrug af lovgivningsmagten og administrationen har man forskaffet skatteyderpenge til at skabe og styrkeDen socialdemokratiska maktapparaten”.

Sådan er titlen på Anners 272 siders dokumentarafsløring. I juni 1976 er bogen udsendt i 2. Udgave på Askild og Kärnekulls forlag.

Smugsocialisering

Ligesom Jens Otto Krags (A) Fremtidens Danmark” gik også de svenske socialdemokraters efterkrigsprogram ud på en hurtig massiv socialisering. Snart indså de imidlertid, at dertil fik de ikke vælgerstøtte. I stedet satte de så ind sammen med LO ad mere gedulgte og tilsyneladende spredte veje at smugsocialisere. Stadig større dele af det svenske samfund fastlåstes i partiets skruestik: ØD, sociale boligselskaber, oplysningsforbund, lejer-, forbruger- og pensionistsammenslutninger o.s.v., o.s.v. Og ”Partiet” er i virkeligheden ensbetydende med nogle få snese partiledere. At tilfredsstille deres magtbegær og styrke deres organisationsapparater på bekostning af den enkeltes dispositionsfrihed er blevet det reelle hovedindhold i snakken omsocial retfærdighed”. ”Når det politiska läget varit ogynnsamt har socialdemokraterna visserligen tillfälligt lättat på skruven. Men så snart det blivit politisk möjgligt har skruven dragits åt igen”.

I Danmark

På de fleste punker er skræmmebilledet advarende for, hvad der vil ske i Danmark, hvis vi ikke i tide får brudt med, at et parti, hvis visioner er gennemført og som nu kun har magten tilbage at leve for, årti efter årti skal være Folketingets største. På nogle områder – for eksempel retsvæsen og fjernsyn – har socialdemokraterne endda været fermere her i landet end i Sverige til at nedbryde den lighedsgrundsætning, som de med så stor urette pynter sig med.

Der er hårdt brug for en dansk Erik Anners. Hvor finder vi ham? Vore universiteter er for depraverede (åndeligt fordærvede, red.). Radiojournalisten Helge Andersen vil næppe skrive nogen ”Hvem behersker Danmark?” Og fremskridtsfolkene er så ophængte med at berigtige de løgnehistorier, som de andre udslynger om os, at der ikke bliver tid til store tidsrøvende projekter.

Får vi fremskridtshøjskolen op at stå, er her et nærliggende studieemne. Indtil da må vi betragte Erik Ammers indgående analyser som et værdigt svar på Erling Olsens (A) og Robert Petersens (A) overfladiske, usandfærdighedsfyldte bog om Fremskridtspartiet.

Mens den bog slutter med nogle skrupforkerte regnskabstal for syn konstruerede familier i fremskridtssamfundet, er Anners afslutning 40 afbildede pampere med opregning af hver enkelt vidtforgrenede sammenfiltrede ben.

Fordærvelsesprocessen

Det er overmåde vigtigt at få en indgående analyse af den fordærvelsesproces, det danske samfund udsættes for fra de teknokrater, som nu har bemægtiget sig Sabroes og Borgbjergs gamle parti og som reelt først og fremmest virker for større magt for sig selv og de andre i kystbanesocialistbrødrelauget.

Men endnu vigtigere end skriftlige analyser er aktiv handling. Gennem vedtægtsformuleringer og på utallige andre måder har socialdemokraterne sikret sig selv magten i de mange organisationer. Derfor er det et tusindfold hårdere slid end det, Anners har udfoldet, at erobre indefra alle de mange foreninger. Det må imidlertid gøres. Nok var det fortjenstfuldt, at Eggert Petersens Mentalforening blev klaret, men der er unægteligt vigtigere opgaver.

Trediveårskrigen

Vil det kræve en trediveårskrig for fremskridtsbevægelsen at opnå flertallet på LOs kongres, så skal kampen kæmpes. Og når sejren er vundet, skal den ikke bruges til at knægte og forfølge anderledes tænkende, som socialdemokraterne nu gør. Intet LO-medlem skal tilpligtes at betale til en politisk overbevisning, der ikke er hendes eller hans.

Arbejdet er begyndt med oprettelsen af Fremskridtspartiets faglige gruppe. Indsatsen her er så vigtig, at mange bør melde sig, selv om de derved får det mere brydsomt og mindre velbetalt, end hvis de i stedet havde valgt for eksempel at gå ind i folketingsarbejdet. Det er imidlertid landets frelse og ikke den enkeltes velbehagelighed, det gælder.

Er Englands ulykke ikke tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, hvad fortsat dansk pamperi fører os ud i?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 29. januar 1976

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

23. februar 2009 6 kommentarer

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

 

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

 

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

 

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

 

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme  regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

 

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

 

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

 

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

 

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

 

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

 

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

 

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

 

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel“. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

 

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Uncategorized, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: