Arkiv

Posts Tagged ‘Ole Maisted’

Top secret

3. oktober 2012 1 kommentar

Top secret

Ole Maisted har spurgt statsministeren (Anker Jørgensen, red.) om han kan be- eller afkræfte oplysninger i Ekstra Bladet den 26. marts 1981, hvoraf det fremgår, at B&W i 60´erne betalte millionbeløb til hemmelige sovjetiske bankkonti i Schweiz som returkommission for de ca. 25 store skibsordrer, som Sovjetunionen havde placeret hos B&W.

Maisted vil også gerne vide, om det er rigtigt, at denne disposition var godkendt af op til flere socialdemokratiske ministre.

Mon Anker Jørgensens svar er et klart nej?

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 9. årgang / 10. april 1981

Reklamer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Udbyttedelingsrodet

18. maj 2012 Skriv en kommentar

Udbyttedelingsrodet 

Fremskridtspartiets forslag om afskaffelse af Udbyttedelingsrådets ud fra den begrundelse, at det intet foretog sig, blev imødegået af samtlige partier undtagen Retsforbundet og VS.

Under debatten i folketinget oplyste arbejdsministeren (Svend Auken, red.), at Udbyttedelingsrådet ikke mere havde sin egen konto på finansloven, men var puttet ind under Centraladministrationen.

Da Fremskridtspartiet første gang i 1976 foreslog rådet ophævet, var der ifølge finansloven beskæftiget 6 mennesker og en udgift på 460.000 kroner. Nu oplyser arbejdsministeren, at der kun er én person, der delvis beskæftiger sig med ingenting.

Konklusion:

Fremskridtspartiets forslag skal skam ikke vedtages, men i det skjulte er man godt i gang med at nedlægge rådet.

Blot et enkelt eksempel på Fremskridtspartiets indirekte påvirkning af lovgivningen.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 7. årgang / 5. marts 1979

Socialdemokratiet og økonomien (1981)

6. november 2011 Skriv en kommentar

Socialdemokratiet og økonomien 

Socialdemokratiet er jo Danmarks største arbejderparti, og det virker derfor noget ejendommeligt, at regeringen (Socialdemokratiet, red.) dækker sit overforbrug ind ved at udstede statspapirer, der giver en skattefri kursgevinst og en høj rente med den begrundelse, at der er tale om en nødforanstaltning p.g.a. den høje ledighed og de økonomisk dårlige tider.

Denne ”nødforanstaltning” gør det muligt at placere passiv kapital i statspapirer i stedet for at placere pengene i produktive arbejdspladser. Den lave forrentning af kapitalen i virksomheder betyder også, at ledig kapital anvendes til opkøb af statspapirer. Derved fremmes ledigheden, og skatteministerens  (Mogens Lykketoft, A, red.) pristalsregulerede skatter og afgifter får befolkningen til at foretage en form for modrevolution ved at udføresort” arbejde, ligesom den finder på alverdens fradrag i den skattepligtige indkomst. Dette bebrejder skatteministeren folk.

Når imidlertidig regeringen udsteder statspapirer en masse for at dække det offentlige overforbrug, så er det åbenbart helt i orden, til trods for at regeringen herved pantsætter befolkningen, presser renteniveauet op og forringer fremtiden for den del af befolkningen, der ikke har midler til at opkøbe statspapirer.

Befolkningens ”nødforanstaltninger” er langt mere velbegrundede end regeringens, for den har jo hele tiden haft magt til at få balance på de offentlige budgetter.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 9. årgang / 21. august 1981

Rødt styre

9. februar 2011 4 kommentarer

Rødt styre

Desværre er det en almindelig opfattelse, at ret og retfærdighed nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Hvis man for eksempel går til en fodboldkamp, oplever man gang på gang, at det ene hold har spillet og haft chancerne, men at det andet hold laver det afgørende mål.

Retten er målet. Retfærdigheden ville have været, at det andet hold havde vundet.

For at blive i billedsproget: Manden i det sorte tøj har fløjten og retten, uanset om alle andre mener, han er bindegal, så udøver han retten, men ikke nødvendigvis retfærdigheden. Dommeren skal udøve retten. Han skal dømme straffespark til sit hold, hvis der begås frispark imod en af holdets spillere i modstanderens straffesparksfelt, uanset om det resulterer i, at holdet vinder en helt uretfærdig sejr på dette straffespark.

På samme måde forholder det sig med ret og retfærdighed i et samfund. Det er selvfølgelig mere kompliceret at lave spilleregler for et samfund end for et boldspil. Men det ønskelige er at lave enkle og forståelige spilleregler for at nærme den almindelige opfattelse af ret og retfærdighed til hinanden.

Desværre har vi i Danmark gjort det uhyre vanskeligt for befolkningen at forstå og følge med i samfundets spilleregler. Folketinget producerer mellem200 og 250 nye love om året, og sammenlagt med cirkulærer og forordninger er vi oppe på et ukendt antal spilleregler på imellem 50 og 100 tusinde.

Det er derfor klart, at ingen kan se en forbindelse mellem ret og retfærdighed i et sådant system. Hertil kommer, at en mængde af disse love og forordninger er et udtryk for flertallets politiske ret til at fremme det samfundssystem, flertallet ønsker. For øjeblikket har vi et ”rødt” styre i Danmark, derfor får vi en ”rød” lovgivning, hvilket mindretallet ikke finder særligt retfærdigt.

For yderligere at komplicere systemet er lovgivningen udformet af eksperter, juristerne. Disse lovskræddere har kolleger ansat i administrationen og ved domstolene. Fra at være udformet af folkets repræsentanter bliver lovene nu spilleregler, der udøves og fortolkes af specialister. Dermed fjernes forståelsen for en eventuel sammenhæng imellem ret og retfærdighed.

Det er i og for sig et besynderligt system, at man påberåber sig et demokratisk samfunds ret til at vælge sine repræsentanter til den lovgivende forsamling for at sikre, at samfundets spilleregler bliver udformet i overensstemmelse med befolkningsflertallets ønsker. Og derefter overlader man til specialister at administrere og dømme befolkningen efter deres forgodtbefindende uden at sikre sig en kontrol fra befolkningens side.

Det er endda så groft, at folketingets formand mener, at nogle folketingsmedlemmer ”blander sig” for meget i administrationens arbejde.

Dette er helt ved siden af, når de faktiske forhold er, at de folkevalgte ikke har en jordisk chance for reelt at have indflydelse på forvaltning af spillereglerne.

At det er nødvendigt med folkevalgte administratorer og dommere i det nuværende system, har vi tydeligt set med det skidt, der er hvirvlet op i Landsskatteretten (Glistrup-sagen, red.).

Også spørgsmålet om strengere straffe for vold ville være mere i overensstemmelse med befolkningens ønsker, hvis spillereglerne på dette område ikke blot var overladt til specialister.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 7. årgang / 17. september 1979

Dobbeltmoral

19. december 2010 4 kommentarer

Dobbeltmoral

Den 11. januar 1978 stillede Ole Maisted følgende forslag:

Folketinget udtaler, at det er et nødvendigt led i den kommende erhvervspolitik, at beskatningen ved generationsskifte lempes bl.a. ved afvikling af kapitalvindingsskatten og at skattereglerne for medhjælpende ægtefæller lempes, således at op til 50 % af indtægten uden overgrænse beskattes hos hustruen.

Ved afstemningen stemte Fremskridtspartiet for, Retsforbundet undlod at stemme, og de ni andre partier stemte imod.

Det gav anledning til nogen drøftelse, hvorfor specielt Venstre og Konservative stemte imod.

Den væsentligste årsag hertil var nok, at de to partier endnu ikke er modne nok til at acceptere forslag fra Fremskridtspartiet, og at de mener, at Fremskridtspartiet vil sygne hen, hvis man kan henvise til, at Fremskridtspartiet altså står alene med sine forslag.

Sagligt nok har nogle Venstrefolk og konservative sikkert argumenteret på den måde, at når partierne – som forholdet vitterligt er – har stemt for så at sige alle offentlige udgifter, har man ikke grundlag for at gå ind for skattelettelser.

Fra folketingets talerstol motiverede Venstremanden Jens Peter Jensen og den konservative Jens Winther standpunktet med, at det skulle være ”parlamentarisk korrekt” at stemme imod forslaget.

Denne begrundelse er i al fald det rene vås. Det parlamentariske korrekte kan – når forslaget kommer til afstemning i folketinget – alene være at stemme ja til, hvad man synes, er det rigtige og nej til, hvad man finder forkert. Selvfølgelig kan man være bundet af aftaler med andre partier til at skabe et flertal for en bestemt holdning. Hvis der derfor skal indlægges nogen som helst fornuft i Venstres og konservatives udtalelser, må det være, at man føler en så fast tilknytning til socialdemokratisk skattepolitik, at det må ligestilles med en aftale og at de to partier derfor i afgørelsens stund – og det er jo, når der skal stemmes i folketinget – ikke på væsentlige punkter vil gå imod socialdemokratiske skatteønsker.

En sådan forståelse bringer sammenhæng og orden i de standpunkter som Venstre og konservative dag efter dag har indtaget i folketinget – såvel i VKR-flertalsregeringens tid som i årene derefter.

Gentagne udtalelser fra både Henning Christophersen (V) og Poul Schlüter (C) bekræfter, at de nuværende partiledere føler, at Venstre og konservative er lænket sammen med Socialdemokratiet.

Det kastes der yderligere lys over i følgende citater fra et stort interview i Socialistisk Dagblad med Per Hækkerup (A):

Socialistisk Dagblad:

Når regeringen har indgået et forlig, tænker du så på, om opfyldelsen af de socialdemokratiske principper derved er kommet nærmere?

Per Hækkerup:

Ikke i detaljer. Nu har jeg med økonomien at gøre, så det afgørende for mig er, om den økonomiske bringer os nærmere en samfundsstyring, og hvad jeg vil kalde en højere grad af demokrati i det økonomiske liv.

På længere sigt vil jeg godt sige, at de borgerlige – Fremskridtspartiet snakker vi ikke om i denne sammenhæng – er mere åbne, end deres bastante udtalelser kan tyde på. De er ved at erkende behovet for medejendomsret og medbestemmelsesret. Problemerne bliver ikke disse principper som sådan, for de er helt sikkert indført om fem-ti år. Diskussionen kommer til at dreje sig om ”hjørner” som, hvordan, hvor meget og hvor hurtigt.

Skattebegunstigelser og de andre ”opsparingsgulerødder” foran næsen har vi haft i årevis. Uden held.

Når de andre ikke kan forsvare deres kritik i indholdet, vender de sig mod formen. Den skal ifølge folketingets forretningsorden være en dagsorden og derfor kalder Henning Christophersen det ”dagsordenshalløj”. Det er der nok enkelte ukyndige, som lader sig narre af.

Dagsordener er imidlertid den måde, hvorpå folketinget i kort og klar form udtrykker, hvad det mener om en given sag. Derfor er dagsordener et lige så vigtigt redskab i folketingsarbejdet, som en høvl eller sav er det på et snedkerværksted. Blandt alle folketingsmedlemmernes hverv er der ikke noget, som er vigtigere end at stemme ja eller nej, når forslag kommer frem til afgørelse i folketingssalen. Det gjorde vi da også, da vi stemte om skatten for de medhjælpende hustruer og kapitalvindingsskatten, hvor Fremskridtspartiet altså stemte ja til lempelser og Venstre stemte nej.

Andet og mere er der ikke i den sag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

På AV-fødselsdagen

27. oktober 2010 26 kommentarer

AV-fødselsdagen

AV-regeringens 1-års fødselsdag kan vi konstatere, at den opreklamerede baggrund for dannelsen af AV-koalitionen – at rette dansk økonomi op, at få et sporskifte i dansk økonomi – holdt ikke. Valutaunderskuddet på maksimalt 6,5 milliarder kroner i 1979 bliver omtrent dobbelt så stort. Udenlandsgælden vokser til svimlende højder (hvem fatter, hvad 70 tusinde millioner kroner i gæld egentlig vil sige for det danske samfund?).

Renten stiger som følge af stigende inflation og skatter. Nogle af AV-regeringens kunstgreb er indførelsen af førtidspension – også kaldet efterløn. Arbejdsløshedsministeren (Svend Auken, red.) har kaldt det succes. Et hvilket som helst menneske er sikker på succes, hvis han eller hun er i stand til at give naboen 80.000 kroner om året. Arbejdsløshedsministeren er særlig succesrig, for han tager genboens penge for at give dem til naboen!

Valutareservens vækst er også et kunstgreb. Vi låner D-mark og dollars i udlandet og putter nogle af dem ned i valutakassen, så har vi vækst. Det hele går så godt, at kronen er ved at falde ud af bunden af valutaslangen. Til gengæld har AK- og V indført prisstop, momsforhøjelse, skærpet indkomstbeskatning, højere afgifter på cigaretter, charterrejser, olie, benzin, gas og el. og endelig må vi jo ikke glemme, at ikke alene har AV ansvaret for stigende skatter og afgifter vedtaget af folketinget, men den samme koalition har ansvaret for stigende skatter i amter og kommuner, som AV-politikere i amter og kommuner gør alt, hvad de kan for at lægge ansvaret for over på deres partifæller i folketinget.

Denne dobbeltmoral er kun dikteret af AV-politikernes frygt for befolkningens reaktion ved det kommende kommunevalg. Det er så nemt, at skubbe ansvaret over på folketinget, når AVs amts- og kommunalpolitikere bygger paladser til sig selv. De gør det i håb om, at befolkningen glemmer, at AV-politikernes er de samme, hvad enten de sidder i folketinget eller i kommunen.

Overfor denne politiske ørkenvandring, hvor befolkningen er ved at gå i knæ på grund af de stigende byrder, må Fremskridtspartiet fastholde sin politik, som er det eneste alternativ til AV-regeringens politik. Men vi må samtidig erkende, at vi er nået til et tidspunkt, hvor vore kendte politiske synspunkter ikke overrasker eller giver fornyet styrke til vores politiske arbejde. Selv om intet i udviklingen har gjort, at vore synspunkter og forslag vil ændre landets dårlige økonomiske situation, er de ikke mindre rigtige i dag, end de var for seks år siden og vi må vedblive med at søge nye perspektiver i vort politiske arbejde.

De sidder på magtmidlerne

AV-partierne sidder på magtmidlerne TV, radio og dagspressen. Dette gør, at landets vanskeligheder ikke bliver alment kendt af befolkningen. I Radio og TV får man nærmest indtrykket af, at udlandet har vanskeligheder og at de er ufine folk nok til at overføre vanskelighederne til os. Fremskridtspartiet er i den situation, at vi ikke kan råbe de andre partier op – de andre partier vil ikke stoppe den katastrofale udvikling. Udviklingen skal løbe så langt og bliver så katastrofal, at vi får kniven på struben – så folk vågner op og forstår, at såfremt vi ikke slutter os sammen og gennemføre en politik, som medfører, at det igen kan betale sig at arbejde, så ender det med den rene katastrofe.

Vort politiske virke må derfor koncentrere sig om oprustning, der gør det muligt for os at bevare det moralske mod, der skal til for at gennemføre partiets politik, når sammenbruddet er en kendsgerning for gammelpartierne.

I den periode, vi befinder os i, er der rig lejlighed til indbyrdes ævl og kævl, der kun svækker partiets slagkraft. Vi må lære, at ønsker vi en bred tilslutning til partiet – en folkebevægelse, der skal samle mere end 500.000 vælgere – så må vi acceptere en spredning af synspunkter om, hvordan vi når vore politiske mål. Alle, som kan slutte op om partiets hovedsynspunkter er velkomne i det politiske arbejde. Vi har ikke råd til at afvise en eneste fremskridtsstemme på grund af indbyrdes uoverensstemmelser. Vi må være parate til at tage en bred debat om midlerne indbyrdes, men det må ikke udarte til angreb på vore egne, der kan bruges af vore politiske modstandere.

Fri os for den diskussion, om fremskridtsfolk, der stemmer på liste Z, er rigtige fremskridtsfolk. Alle tjener sagen og partiet efter bedste evne, når de erklærer sig som fremskridtsfolk. Blot det, at man erklærer at støtte Fremskridtspartiet kræver mod og viser, at man vil være med til at ændre den førte politik.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 7. årgang / 24. september 1979

%d bloggers like this: