Arkiv

Posts Tagged ‘økonomisk krise’’

Nye kræfter må til

12. marts 2012 Skriv en kommentar

Nye kræfter må til

De gamle politiske partier er desværre kørt fast. 

I deres fortvivlelse er de svajet hid og did med den ene reform efter den anden uden jordforbindelse.

Redningen ligger derfor hverken i at sætte kryds ved Ninn-Hansen (C) eller ved Anker Jørgensen.

Hvis samfundet ikke skal synke dybere og dybere i sumpen, så det ikke mere får råd til at sørge for sine gamle, er der kun én mulighed på valgdagen: At give stor indflydelse til Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973

Reklamer

Socialdemokratiet lyver

5. februar 2012 33 kommentarer

Socialdemokratiet lyver

Her op til kommunevalget har regeringen (Socialdemokratiet, red.) nu igennem flere uger udtrykt ønske om at pensionerne bliver forbedret. Sådan har Socialdemokratiet gået på barrikaderne i pensionsspørgsmålet, hver eneste gang der har været valg til enten kommunalbestyrelserne eller folketinget. Med Eva Gredal (A)som talerør kører de frem med de sædvanlige løfter om forhøjelser, ens pension for alle og skattefrihed for udbetalte pensioner.

Socialdemokratiet lyver. Det er også denne gang valgflæsk. Derfor skal Eva Gredal og Socialdemokratiet passe på ikke at stikke sig på de politiske stikkelsbærbuske – det kan give en grim blodforgiftning. Socialdemokratiet påstår ofte, at de står uden forståelse for, at pensionister i større og større antal vender det store Socialdemokrati ryggen. Dette er en dum påstand at fremkomme med, idet det ikke er pensionisterne som har vendt ryggen til Socialdemokratiet. Det er derimod Socialdemokratiet, der har vendt ryggen til vore pensionister. Dette er gået op for vore mange pensionister og straffen kommer den 7. marts, hvor pensionisterne vil flytte krydset fra A til Z.

Intet andet parti har som Fremskridtspartiet fremlagt forslag til forbedring af pensionisternes kår. Gang på gang har partiet peget på nødvendigheden og rimeligheden i, at pensionen skal være ens for alle. De offentlige ansatte skal ikke have bedre pensionsvilkår for skattemidler end andre. Ligestillingen skal også gælde for afgående ministre, borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl. Pensionen skal følge velstandsudviklingen og man må ikke straffe ægtefæller eller dem, der gør en ekstra indsats. Hvor hånligt systemet er, kommer klart til udtryk i det svar finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) har givet folketingsmand Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet på et spørgsmål om, hvor mange, der får pensioner fra det offentlige på grund af tidligere medlemskab af regering og folketing. Af svaret fremgår det, at cirka 3½ million kroner om året bliver givet til ministre, deres ægtefæller og børn. Ikke noget at sige til, at den arbejdsmand, som igennem et langt liv har arbejdet hårdt for samfundet, ryster på hovedet og føler sig slet behandlet.

Når et samfund kommer ud i økonomiske vanskeligheder, vil det altid gå ud over nogle særlige svage grupper i samfundet. Vores pensionister har mærket på deres krop, at den uansvarlige økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført igennem de sidste mange år gør utroligt ondt.

Pensionisterne har mærket, at den svigtende beskæftigelse har medført et pres for at få dem til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de havde planlagt det i den tro, at der så blev mange flere jobs til de yngre. At denne teori ikke holder er en anden sag. Men denne indstilling overfor pensionisterne har meget uheldige virkninger til følge, idet de føler, at de ikke mere slår til, at de ikke længere er velkomne til at yde en indsats for samfundet og dermed den arbejdsplads, som de loyalt og trofast har tjent gennem mange år.

Lad os håbe at Socialdemokratiet og andre partier meget snart vil forstå, at det er nødvendigt med en mere positiv indstilling overfor denne gruppe af ældre, som i et langt liv har været med til at opbygge det velfærdssamfund op – som trods alt stadigvæk eksisterer.

Fremskridtspartiets vil altid være at finde i første række, når det gælder om at skabeøkonomisk tryghed og lykke for vore ældre medborgere. En sådan positiv indstilling over for de ældre, er både udtryk for sund fornuft og for en værdig holdning, som for længst burde have indfundet sig hos Socialdemokratiet.

Zmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

Kategorier:Social- & sundhedspolitik, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Socialdemokratiet og økonomien (1981)

6. november 2011 Skriv en kommentar

Socialdemokratiet og økonomien 

Socialdemokratiet er jo Danmarks største arbejderparti, og det virker derfor noget ejendommeligt, at regeringen (Socialdemokratiet, red.) dækker sit overforbrug ind ved at udstede statspapirer, der giver en skattefri kursgevinst og en høj rente med den begrundelse, at der er tale om en nødforanstaltning p.g.a. den høje ledighed og de økonomisk dårlige tider.

Denne ”nødforanstaltning” gør det muligt at placere passiv kapital i statspapirer i stedet for at placere pengene i produktive arbejdspladser. Den lave forrentning af kapitalen i virksomheder betyder også, at ledig kapital anvendes til opkøb af statspapirer. Derved fremmes ledigheden, og skatteministerens  (Mogens Lykketoft, A, red.) pristalsregulerede skatter og afgifter får befolkningen til at foretage en form for modrevolution ved at udføresort” arbejde, ligesom den finder på alverdens fradrag i den skattepligtige indkomst. Dette bebrejder skatteministeren folk.

Når imidlertidig regeringen udsteder statspapirer en masse for at dække det offentlige overforbrug, så er det åbenbart helt i orden, til trods for at regeringen herved pantsætter befolkningen, presser renteniveauet op og forringer fremtiden for den del af befolkningen, der ikke har midler til at opkøbe statspapirer.

Befolkningens ”nødforanstaltninger” er langt mere velbegrundede end regeringens, for den har jo hele tiden haft magt til at få balance på de offentlige budgetter.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 9. årgang / 21. august 1981

Mangel på arbejde?

25. oktober 2011 Skriv en kommentar

Mangel på arbejde?

Det er en misforståelse, at summen af arbejde skulle være konstant. Forholdet er det modsatte: Der er uendelige mængder af arbejde, som trænger sig på for at blive udført.

Problemet er derfor ikke at skaffe arbejde. Problemet er ene og alene prisen på arbejdskraft. Når det er særlig svært at sælge arbejdskraft i Danmark, skyldes det, at der hertillands er lagt en alt for høj skat på arbejde – indkomstskatten. Man solgte mindre snaps, da man indførte spiritusskatten. Tilsvarende vil man sælge mere arbejdskraft – også en overbeskæftigelse –, hvis man sætter indkomstskatten ned.

Fuld beskæftigelse kan kun genvindes ad én vej:

Ved at styrke indkomstskattenedsættelsesparti nummer et – Fremskridtspartiet.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25  / 15. årgang / 14. august 1987

Krakker verdensøkonomien?

26. maj 2011 1 kommentar

Krakker verdensøkonomien? 

Til den industrialiserede verdens plager – truslen om en atomkrig, den globale forurening og ulandenes foruroligende befolkningstilvækst føjer sig nu en ny bekymring: Muligheden for at verdensøkonomien bryder sammen i et gigantisk krak!

Midt i tyverne udgav den russiske økonom N. D. Kondratieff i Berlin bogen ”Die langen Wellen der Konjunktur” – en langsigtet prognose for de verdensøkonomiske sammenhænge. Han blev hurtigt erklæret for bindegal – som Oswald Spengler, der en halv snes år tidligere havde udsendt sit værk ”Vestens Undergang”, hvor han bl.a. påstod at Rusland, som på dette tidspunkt var svækket af krigen, ludfattigt og endnu rystet af revolutionen – ville blive en dominerende verdensmagt.

Spengler havde med belæg i historien hævdet, at kulturer opstår, modnes, blomstrer og visner bort. Og nu – mente han –, var det vores kultur, der befandt sig i slutningsfasen. Kondratieff mente, at det samme gjorde sig gældende i verdensøkonomien. Han sagde, at den bevægede sig i en cyklus på omkring 55 år, der kan inddeles i sinusformede bølger med op- og nedgangskonjunkturer.

De gamle pessimister blev hurtigt glemt, men i de senere år er man atter begyndt at interessere sig for dem. Som naturligt er, når det opdages, at de havde ret i mange af deres spådomme.

Ifølge Kondratieff var medgangsbølgen begyndt omkring 1920. Det var en grim ting at sige i det nye Sovjet Rusland og medførte hans deportation til Sibirien, hvor han forsvandt. Han oplevede ikke at se sine teorier blive virkeliggjort, men det gør vi!

I bogen siges, det at varepriserne begynder at falde dramatisk samtidig med, at arbejdsløsheden stiger i midten af tyverne. Han forudså at i slutningen af dette årti eller i begyndelsen af trediverne, ville der komme sammenbrud, som udløste depression, konkurser og videre øgning af arbejdsløsheden. Denne tilstand sagde han ville vare en halv snes år og så afløses af begyndende højkonjunkturer. Det slog til. Wall Street krakkene i 1929 rystede hele verden, og trediverne blev en barsk tid for de fleste mennesker.

Efter 2. Verdenskrig bevægede ”bølgen” sig atter opad – til 1973, hvor varepriserne atter begyndte at falde, arbejdsløsheden steg og blev yderligere forstærket af oliekrisen. Det var bogstavelig talt helt efter bogen og passede perfekt ind i de tre foregående cyklusser – adviserede således om begyndelsen på den næste nedgangsbølge

Siden 1974 – skriver Christopher Samuelson fra Valmet International Finansiel Times –, har verdens fondsmarkeder oplevet en utrolig opgangsperiode.

I 12 år er priserne uophørligt steget. Dow Jones Index er eksempelvis gået fra 572 til næsten 2.000 – FT Index (Financial Times) fra 146 til 1425! Et sådant opgangsmarked passer eksakt ind i mønsteret for tidligere perioder og varsler panik og sammenbrud. Det er almen bekendt, at der så at sige overalt i den industrialiserede verden er alt for store udlån. Den 3. Verden har i dag en gæld til industrilandene på omkring 1.000 milliarder dollars. Til at gøre dette utrolige tal forståeligt kan anføres, at USA´s statsgæld – et af de største i dets historie – i 1986 udgjorde godt 172 milliarder. Derfor anser en del økonomer, at et gigantisk økonomisk krak kunne ødelægge verdensøkonomien totalt, hvis en af de store gældsplagede nationer i den 3. Verden en dag erklærer, at den hverken kan eller vil betale sine gældsposter og følges af andre i samme situation. De mener, at en sådan handling vil udløse panik på de internationale børsmarkeder og vover endog det gæt, at nedgangen baseret på tidligere erfaringer kunne ligge på 80 %. Den gamle talemåde om ”så sikkert som fast ejendom” duer ikke mere. Priserne falder i deflationsperioder, og nedgangen er allerede begyndt i USA, hvor jordværdien er faldet drastisk. Der er hen ved 20 milliarder uerholdelige fordringer på landbrugsgæld, som nu må afskrives. I 1985 krakkede 120 amerikanske banker, og i 1986 var der 82, som lukkede. Årsagen var næsten altid udlån med fast ejendom som sikkerhed. I England er jordpriserne fra midten af 1985 til udgangen af 1986 faldet med ca. 40 %.

Både i Europa og i USA har banker og kreditforeninger overbelånt fast ejendom og ydet meget store energilån og forretningskreditter. Protektionisme begynder både i Europa og i USA, – en truende handelskrig mellem EF og USA er stadig en mulighed. Mellem USA og Japan har der været store økonomiske uoverensstemmelser.

Hvorledes man bedst sikrer sin kapital i disse tider, er eksperterne uenige om, men aktiekøb tilrådes ikke.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Z-folkets ansvar

20. februar 2011 5 kommentarer

Z-folkets ansvar

Dansk økonomi glider hurtigere og hurtigere ned af skråplanet.

SVCQMBF-parternes mod og indsigt var alt for lille, da det var let at styre landet. Derfor er de totalt uegnede til at styre, efter at deres uforstandige politik har fået vanskelighederne til at tårne sig op.

De kan forsat lime sig fast til ministertaburetterne, fordi den danske befolkning jo ikke har som hovedinteresse at dykke ned i nationaløkonomiske sammenhænge. Danskernes dagligdag byder på langt mere påtrængende problemer: Familien, arbejdspladsen, hygge med vennerne, sport, kortspil, bilens og sommerhusets pasning o.s.v.

Derfor forlader han sig på, at Bishoff og de andre stats- eller partiansatte fortæller ham, at det hele såmænd går meget godt, og at der i al fald ikke er andre til at løse problemerne end de partier, som kalder sig selv de ansvarlige.

Sandheden skjules i hverdagens erfaringer for ham på den mest ondskabsfulde, djævelske og bedrageriske måde. Ved at disse ”ansvarlige” partier hele tiden optager kæmpelån – udenlands som indenlands.  Derfra kommer midlerne til, at danskeren i hverdagen kan opretholde et ganske højt forbrug. Og til at de højtråbende (den såkaldte venstrefløj) kan få stoppet alskens statstilskud i gabet. Det er begrænset, hvor meget de galer op, når de har mundene fulde.

Men en uskøn dag skal disse lån betales tilbage. Med renter og rentes rente.

Og vent ikke at Roskilde Universitet, Christiania eller hvem, der nu har snyltet på lånene betaler pengene tilbage. Nej, tilbagebetaling kan kun ske fra dem, der ejer noget. Denne gang – som ved den sidste statsbankerot i 1813 – skal først og fremmest undgælde de, der har opsparet i fast ejendom.

Som dengang må der nødvendigvis lægges førførsteprioriteter – med høj rente og korte afdragstider – ind i de faste værdier. Kun derfra kan tilstrækkeligt med milliarder skaffes. Og så bliver staten naturligvis nød til at sløjfe en række udgifter til folkepension, skoleformål og andet, der virkelig batter. De samme penge kan ikke bruges to gange, og da der skal betales på lånene, bliver dette uundgåeligt.

Til den tid nytter det ikke at jamre. Da vil løbet ubønhørligt være kørt.

Men endnu er der tid til, at man kan besinde sig: Man skal massivt bruge tid og kræfter på at styrke det eneste alternativ til afgrundspolitikken: Støtte Z-partiet som altid har fået ret i sine forudsigelser, og som i alle detaljer har fremlagt en sammenhængende politik, som kan bringe Danmark på ret køl igen.

Småkævl og personstrid må ganske forstumme overfor denne altdominerende Fremskridtsopgave. Denne eneste mulighed for at vore børns og børnebørns generationer ikke opsluges af Ragnarok.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 7. årgang / 3. september 1979 

%d bloggers like this: