Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

 

Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum, i denne artikel.

 

Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.

 

Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. De kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.

 

EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling.

 

Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.

 

Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.

 

Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip friheden løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden.

 

Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.

 

Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.

 

Under den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red.)  raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000.

 

Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.

 

Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.

 

Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde.

Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.

 

Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.

 

Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.

 

De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene.

 

Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.

 

Steen Steensen

https://www.steen-steensen.dk/Abildgaard/Abildgaard.html

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 21. årgang / marts 1993