Regeringen snorksover…

25. november 2008

Regeringen snorksover…

“Hysteriske kællinger”, kalder socialdemokraten Mogens Lykketoft de handlende på Københavns Fondsbørs, da kurserne faldt og renten steg som følge af, at den daværende regering (Socialdemokratiet, red.) ikke magtede opgaverne.

“Lamme ænder skal steges i eget fedt”, lyder det nu brovtende fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) om de samme folk på Københavns Fondsbørs i anledning af, at udviklingen nu igen går i samme negative retning.

Nu helbreder man jo som bekendt ikke et sygt barn ved at slå termometeret i stykker, så temperaturen ikke kan måles. Derfor er det lykkeligt for de syge, at hverken Lykketoft eller Ellemann-Jensen er blevet læger. Derfor må Fondsbørsen anerkendes som et sted, hvor man neutralt luger det politiske pral væk og nøgternt vurderer de faktiske forhold. Grunden til, at Fondsbørsen og mange andre igen har mistet tilliden til de fremtidige økonomiske muligheder, skyldes naturligvis, at regeringen ikke alene sover – nej, den snorksover. Intet bliver gjort for at forbedre underskuddet på betalingsbalancen.

Tåbelige og meningsløse formål

Man øser på socialdemokratisk vis stadig ud af skatteborgernes penge til de mest tåbelige og meningsløse formål. I slutningen af 1985 skønnede regeringen, at underskuddet for 1986 i Danmarks samhandel med udlandet ville blive 18.000 millioner kroner. Alt tyder nu på, at dette formidable underskud (læs: Offentligt overforbrug) nærmere bliver godt 30.000 millioner kroner! Et fantastisk tal. Ikke så underligt, at kronen befinder sig helt i bunden af valutaslangen, og sandsynligvis bliver devalueret inden årets udgang.

Hvor er det meningsløst og trist, at den nuværende regering har udartet sig til en flok dikkende lammehaler, der intet vil eller intet evner for at få ændret den socialistiske politik, der førte til Anker Jørgensens kapitulation.

Ministrenes aktiviteter og gøremål indskrænker sig efterhånden kun til rejser i udlandet og udsendelser af pressemeddelelser, hvor de fremhæver deres egne og regeringens fortræffeligheder.

“Andegård”

Bistået af en stort set tandløs presse fejes problemerne ind under gulvtæppet. De dårlige undskyldninger regeringen fremkommer med, er nærmest pinlige. Først blev eksportvirksomhederne beskyldt for, at de ikke gad sælge til andre end hjemmemarkedet, og nu er Fondsbørsen blevet en “andegård”.

Den konservative gruppeformand Knud Østergård behøver såmænd ikke at lefle for et samarbejde med socialdemokraterne efter næste valg. De fire regeringspartier er på sporet – Ankers spor!

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 14. årgang 26 / 15. august 1986 

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 27. august 2009 kl. 14:42
  2. 5. oktober 2013 kl. 10:57
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: