Forside > Uncategorized > Fra samfundskritiker til EU-fanatiker

Fra samfundskritiker til EU-fanatiker

3. august 2008

Fra samfundskritiker til EU-fanatiker


Bertel Haarders udvikling fra grundtvigiansk Venstre-mand til ideologisk europæer. Hvad der i 70´erne og 80´erne blev latterliggjort af Haarder, skal i dag politisk gennemføres – med Haarder som ivrigste fortaler.


Da Fremskridtspartiet blev dannet for over 25 år siden, var mange rystede og ville ikke være i stue med Glistrup og hans oprørere. En af dem som ikke stirrede sig blind på Fremskridtspartiet, var en ung adjunkt fra Aalborg, Bertel Haarder.


I Fremskridt skrev cand. scient. pol., Bertel Haarder om den offentlige spildproduktion, socialdemokratiets ødelæggelse af familien, tyranniet i at institutionerne skulle bestemme hvad borgerne skulle have o.s.v. Og i det hele taget gjorde han på klar og forståelig vis op med en vanetænkning, som også var trængt ind i de borgerlige partier i 60´erne og 70´erne. Haarder har aldrig været fremskridtsmand og blev i 1975 valgt til Folketinget for partiet Venstre, men han repræsenterede en modig nytænkning og bragte nyt ideologisk liv til det borgerlige Danmark efter VKR-regeringens åbenlyse kapitulation i 1968-1971.


Gennem 1970´erne skrev Bertel Haarder en række debatbøger, som på fremragende vis argumenterede for mindre offentlig styring og især mindre formynderi fra det offentlige bureaukratis side. F.eks. Statskollektivisme og Spildproduktion fra 1973 og Institutionernes Tyranni fra 1974.


Bertel Haarder fortsatte sit samfundskritiske forfatterskab op gennem 80´erne, og bogen Grænser for politik fra 1990 er stadig skrevet ud fra en klar liberal grundholdning, hvor staten og fællesskabet ikke er et mål i sig selv, men en ramme om borgernes frihed. Staten er selvfølgelig nødvendig for at værne om borgernes private liv, men målet holder Haarder hele tiden klart for øje. At det i politik gælder om at skabe rum for individuel udfoldelse, hvor borgerne selv kan bestemme, f.eks. over opdragelse, skolegang o.s.v.


EU-skeptiker i 1990

Endnu i 1990 kunne Bertel Haarder med sund fornuft skrive skeptisk om det daværende EF. “Et særligt problem i 90´erne bliver EF, som hidtil har kunnet øge reglerne og udgifterne år for år i det gode samarbejdes navn. I Danmark har der været klar bane for udgifterne, fordi socialdemokratiet af gammel vane ikke modsætter sig merudgifter, og fordi de liberale og borgerlige ikke modsætter sig europæiske fremskridt”.


Slagordet var, at der skulle sættes grænser for politik. Og det betød også grænser for EF´s udvikling. Man mærker Haarders ironiske forbehold, når han i gåseøjne taler om “europæiske fremskridt”. Haarder var ikke bange for at melde ud, selvom han var minister.


“Dette må nu høre op. Nu må vi efterhånden være blevet så europæiske, at vi husker både fornuften og almindelig sparsommelighed, når vi drøfter nye europæiske fremstød… Der skal sættes grænser for politik, også i EF”.


Det var i 1990. Imens foregik forhandlingerne mellem de europæiske statsbankchefer under Jacques Delors´ ledelse om det hidtil mest ambitiøse integrationsprojekt, den fælles valuta forankret i en økonomisk og monetær union. Et år senere kunne Bertel Haarders to ministerkollegaer og partifæller, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, underskrive Maastricht-traktaten. Og i 1992 skulle danskerne stemme om ratifikationen.


Haarders foragt for småstaten

Gennem 1990´erne har Bertel Haarder gennemgået en forvandling. I dag er han medlem af Europa-Parlamentet og hører til de ivrigste forsvarere af EU og til de utrætteligste angribere af Danmarks forbehold. Og det på en måde, så det nærmest virker skingert og forceret. Fra i 1977 at have latterliggjortEF-drømme om fælles mønt” (i bogen Danskerne år 2000 – en begrundet vision), helmer Haarder ikke i sit ønske om at få sat forbeholdet mod den fælles valuta til afstemning. Det skyldes alt sammen bare danskernes uvillighed til at ville være europæiske. Vi befinder os i en dvaleagtig tornerosesøvn og præges af snæversyn og indelukkethed. I pressen skrev han engang mod “småstatstænkningen”, vi tilsyneladende ikke kan komme fri af” og endte med følgende lidet patriotiske salve: “Jeg holder med de andre”.


I det sidste nummer af Venstres partiblad – Liberal -, klandrer Haarder endnu engang danskernes uvillighed til at opgive kroner og ører til fordel for euroer og euroletter. Bertel Haarder sammenligner overgangen fra daler til kroner for 125 år siden. “Blev vi mindre danske af det? Nej, selvfølgelig ikke”.


Men at sammenligne den skandinaviske møntunion med det altomfattende strid – som den økonomisk og monetære union repræsenterer i Europa – er at forklejne en alt for stor afgørelse. ØMU´ens gennemførelse vil gennemtvinge en integration på en lang række områder, som det for få år siden blev bedyret hørte til nationale anliggender. Skatte- og socialpolitik bliver i stadig stigende omfang integreret – ikke som et direkte politisk ønske -, men som den nødvendige konsekvens af ØMU’en.


EU – det nye romerrige?

Derfor er Bertel Haarders angreb på dem, der ser på den europæiske integrationsproces som udviklingen af en egentlig union, ikke troværdigt. I Liberal kritiserer Haarder historikeren Palle Lauring for at have sagt, at Danmarks indtrædelse i EF i 1972 betød et punktum for Danmarkshistorien. Lauring så EF i en historisk udvikling fra Romerriget og senere bestræbelser på at skabe enhed og union i Europa. “Gennemført vrøvl var det alt sammen”, mener Haarder i dag.


Men det forholder sig jo stik modsat Haarder.


Læs hvad professor Bent Jensen fra Odense Universitet skriver om unionsbestræbelserne: “Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen, og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der forgik for øjnene af dem? Selv om de to projekter ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet hverken der eller her”.


Det fascinerende ved Europas historie er striden mellem enhedsbestræbelserne, som har eksisteret siden Romerriget, og så de decentrale tendenser hen mod nationale, lokale eller regionale enheder. Europas navn og begreb kan bruges og misbruges af enhver politisk ideologi. Det var det, som Bismarck sagde så tydeligt: “Jeg finder altid Europas navn brugt af dem, der ønsker noget af andre lande, som de ikke kan få i eget navn”.


Og det er her, Bertel Haarders pro-europæiske vending er så uforståelig. For få har tydeligere påvist, at kollektivisme, fællesskab og offentlig styring ikke er moralsk harmløs, men er skalkeskjul for egne interesser. Det var det, som Bertel Haarder påviste så forbilledligt og forståeligt i sine bøger i 70´erne. Offentligt ansatte har nødvendigvis ikke det offentlige vel som vigtigste mål, men ofte nok deres egne særinteresser.


Venstre går ind for Europas Forenede Stater

Når Bertel Haarder har så travlt med at banalisere EU´s betydning overfor dem, der maler skræmmebilleder om en stor union, skal man dog betænke, at partiet Venstres officielle EU-handlingsprogram op til Europa-Parlamentsvalget i 1994 bestod i at arbejde hen mod Europas Forenede Stater. For at løse det demokratiske underskud blev en europæisk forbundsstat Venstres målsætning.


Bertel Haarder ytrede sig den gang skeptisk overfor vedtagelsen på EU-landsmødet i 1994, men faldt som sædvanlig ned som et lam. Og det er værd at notere sig, at hvad Bertel Haarder førhen tog afstand fra i stærke vendinger, senere er blevet accepteret med Haarders billigelse.


Når Venstres officielle EU-politik er føderalistisk (forbundssystem) d.v.s., at EU skal udvikle sig henimod en forbundsstat – med EU-Parlamentet som egentligt lovgivende og kommissionen som regeringen -, har Bertel Haarder bevisbyrden og bør forklare de danske vælgere, på hvilken måde Venstres ideal af en europæisk forbundsstat adskiller sig fra kendte forbundsstater som Tyskland og USA.


Det nationalistiske Euroland

Fremskridtspartiet har altid været glødende tilhængere af et europæisk fælles og indre marked. Der er vist næppe nogen Fremskridtsvælger, der stemte nej i 1972. Men når EF nu udvikler sig til langt mere end det markedsmæssigt nødvendige, hører vi til EU´s skarpeste kritikere. I 1972 var der intet fælles EF-flag, nogen hymne, noget fælles borgerskab eller planer om et EU-forsvar – al den stupide symbolik som mere end noget andet viser, at EU har ambitioner om at optræde som en statslig enhed ligesom traditionelle stater.


Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 26. årgang / december 1998

Advertisements
%d bloggers like this: