Den offentlige sektor år 2000

30. august 2008

Den offentlige sektor år 2000


Finansministeriet har udgivet en moderniseringsredegørelse ved navn “Den offentlige sektor år 2000″, hvori beskrives en offentlig sektor som regeringen (V og C, red.) kunne forestille sig den.


Kim Behnke gennemgår her redegørelsen:

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er en flot overskrift, man har valgt, ikke sådan rent opsætningsmæssigt, men vi har jo tidligere fået disse moderniseringsredegørelser, som blot gjaldt for et enkelt år frem. Denne gang har finansministeren (Henning Dyremose, C, red.) i sandhed taget munden fuld: Nu skal det gælde helt frem til år 2000.


Derfor var det med overordentlig stor spænding, at jeg satte mig til at læse redegørelsen 4-5 dage efter, at pressen havde fået den og haft anledning til at kommentere den. Men jeg synes nok, at i betragtning af de store overskrifter er det er et meget magert resultat, man er kommet frem til. Ser man bagerst i bogen, i selve handlingsdelen, side 4, vil man kunne konstatere, at finansministeren under overskrifterne “Større regelfrihed” og “Måling af regelmassen” konkluderer, at det, der skal ske, altså det, der nu skal være handlingen er:  “Regeringen vil løbende måle den samlede regelmasse og udviklingen heri fordelt på ministerområder”.


Jamen det gør man vel allerede i forvejen. Jeg ser ikke megen handling og aktivitet i den halvanden sætning. Jeg synes, at det er alt, alt for upræcist og alt for tyndt, og da i allerhøjeste grad, hvis det er noget, der skal være gældende for den offentlige sektors udvikling helt frem til år 2000.


Jeg mener også, der er nogle punkter, hvor man fra finansministerens side fuldstændig undlader at få ind og debattere. Det drejer sig om spørgsmålet om den offentlige sektors egentlige størrelse og spørgsmålet om antallet af offentlige ansatte. Jeg noterede mig da, at man fra Socialdemokratiets side glædede sig over, at regeringen var holdt op med at markere det synspunkt, at den offentlige sektor hvert år skulle reduceres med 10.000 ansatte. Vi glæder os ikke over, at man er holdt op med at markere det synspunkt.


Mislykket politik

Rent faktisk må vi i dag – her i 1991 – konkludere, at den politik, man fra Venstres og de Konservatives side, som primus motor i regeringerne siden 1982, har lagt for dagen, er slået fejl. Man har haft en politik, der gik ud på, at hvis den bare sørgede for, at den offentlige sektor ikke voksede mere, håbede man på, at en ekspansion i den private sektor ville overhale den offentlige sektor procentvis mindre, end den var i 1982. Det er ikke sket, den offentlige sektor er vokset.


Ikke kun inden for staten, men i sandhed også inden for kommunerne og amterne er sektoren vokset kraftigt siden 1982, hvad angår både udgifter og antal af personer, der er ansat dér.


Og hvad så med den private sektor, den, der skulle have ekspanderet Danmark ud af problemerne? Ja, det er jo desværre heller ikke blevet til noget. Tværtimod må man ud fra de årlige opgørelser fra de forskellige arbejdsgiverforeninger o.s.v. konkludere, at antallet af beskæftigede, er faldende, antallet af virksomheder, der går konkurs, er stigende o.s.v., alt i alt noget, der tyder på, at der bestemt ikke er tale om ekspansion, men tværtimod det modsatte.


Det afspejler sig selvfølgelig også i de årlige finanslove. Man må konstatere, at indtægterne falder og udgifterne stiger. Indtægterne falder, fordi der omsættes færre penge i samfundet. Punktafgifter, moms, indkomstskatter, disse indtægter falder, fordi der er mindre omsætning. Det er bestemt ikke tegn på sundhed i den private sektor. Og omvendt kræver de mange ekstra arbejdsløse, at der bliver udbetalt flere dagpenge eller højere bistandshjælp. Lige i øjeblikket kan finansministeren med rædsel konstatere, at også finansloven for 1991 skrider med en 5 milliarder kroners penge, og det undskylder man så med, at man har større arbejdsløshed, som har kostet et par milliarder kroner, og at man ikke har kunnet indhente nogle besparelser på sundhedsområdet.


Men det er alt sammen symptombehandling. Årsagen er der ingen, der tør gøre noget ved. Og årsagen ligger i det, som jeg mener, er en væsentlig mangel, nemlig at man ikke længere tør promovere det synspunkt – jeg er tilsyneladende den eneste, der repræsenterer det – at den offentlige sektor er alt for stor; der er for mange offentligt ansatte og der er for mange aktiviteter, som efter salamimetoden systematisk op gennem 1960´erne og 1970´erne er overført, er stjålet, er nationaliseret fra den private sektor. Konsekvensen af det er, at vi har fået en stor arbejdsløshed, men hvad værre er: Vi har en statsgældsætning ud over alle rimelige grænser. Når 1991 går på hæld, vil finansministeren tælle sammen og kunne konkludere, at der efterhånden skal en stor regnemaskine til. Næste år skal der et ciffer mere på, fordi det er ved for alvor, at løbe løbsk, også med rentebetalingerne, som følge af den store gældsætning. 510 milliarder kroner vil statens samlede gæld være, når vi runder dette år, og det betyder, at der skal betales ca. 60 milliarder kr. i renter.

Det er ganske enkelt forrykt. Tænk, hvis man gjorde op, hvad hver enkelt skatteyder kunne spare i skatter og afgifter, hvis man ikke skulle afregne de 60 milliarder kr. Det er en politisk uforskammethed, som nogle vælgere forhåbentlig, på et eller andet tidspunkt, reagerer kraftigt over for.


Konkurrenceforvridning

Vi må med det samme erklære os utilfredse med og som modstandere af nogle af de synspunkter, der lægges for dagen i redegørelsen. Det samarbejde, man taler om, mellem offentlig og privat sektor, lyder så flot: Det må ikke være konkurrenceforvridende o.s.v. Men ethvert samarbejde mellem offentlig og privat sektor har en konkurrenceforvridende virkning, fordi samarbejdet betyder, at der udnyttes offentlige ressourcer, som skattefinansieres af andre dele af den private sektor, end dem, der nyder godt af tilskuddene eller joint venture-samarbejdet eller hvad man ellers udnævner det til. Og de andre, som betaler den skatteregning, får deres konkurrenceevne forringet. Det kan godt være, det er en gartner, der går nedenom og hjem, fordi kommunen går sammen med et firma om at lave sociale eksperimenter eller eksport til udlandet af social viden. Så kan man sige: Jamen gartneren får da ingen direkte konkurrence af, at man foretager social eksport. Næh, men gartneren får en større skatteregning og derfor får han ødelagt sin konkurrenceevne.


Man vil lempe en hel del på bevillingskontrollen, og det er heller ikke noget, vi bryder os om. Vi er meget opmærksomme på den glidning, der sker i disse år, hvor man i stigende grad laver nettostyring af tingene, klumper kontiene sammen på finansloven og siger, at det må de selv bestemme ude i de enkelte styrelser og direktorater o.s.v. Det er vi ikke tilhængere af, idet Folketinget mister den bevillingskontrol, som det bør have.


Man giver endog den begrundelse for det, at det har været en succes med de aftaler, man har haft med kommunerne. Jeg er glad for, at indenrigsministeren (Thor Pedersen, V, red.) er til stede, for netop i disse dage offentliggør man disse kæmpemilliardbeløb, som kommunerne skal tilbagebetale til staten. Jeg synes ikke, det i sig selv vidner om, at det har været et frugtbart samarbejde. Oven i købet har vi fået offentliggjort tal om, at man i kommunerne har anvendt eller båndlagt 3 mia. kr., som ellers er penge, der skulle have været anvendt inden for forsyningsvirksomheden.


Nedprioterer de vigtige emner

I det hele taget mener vi, at der er mange steder, hvor man nedtoner de rigtige synspunkter og gør for lidt ud af at beskrive de gode ting og jeg synes, det er en god idé at fortsætte med krav om produktivitetsforbedringer, og vi synes, det er en god idé, at man vil formindske den centrale administration og, at vi selvfølgelig også synes, at det er en god idé at indføre disse såkaldte markedsmodeller inden for skoler, daginstitutioner, sygehuse o.s.v.


Men – og det har jeg en bemærkning til, for det er også beskrevet et andet sted – det kan ikke nytte noget at tro, at det at indføre de markedsmodeller i sig selv er særlig værdifuldt. Der skal samtidig ske det, at det offentliges monopol på f.eks. at drive daginstitutioner, det offentliges monopol inden for sundhedssektoren og det offentliges monopol inden for skolevæsenet bliver nedbrudt, så forbrugerne får et reelt alternativ, så forbrugerne får en reel valgmulighed. Er det tilfældet, vil vi fuldt ud være med til at støtte de ting.


Endelig vil jeg sige lidt om privatiseringer. Det synes jeg har fået en alt, alt for svag formulering denne gang, og jeg noterede mig også, at den konservative ordfører sagde, at der kun skal privatiseres, hvis der er særlig tungtvejende argumenter for det. Nej, der er to meget væsentlige grunde til, at vi skal privatisere:

Den første er, at man på den måde kan overføre aktiviteter, som i dag foregår i den offentlige sektor, til fortsat at eksistere, men på private, kommercielle vilkår.

Den anden, men desværre mindst lige så vigtige, er den rent fiskale grund. I dag kan vi konstatere, at hvis de betydelige milliardforpligtelser, staten har, skal indfries ved hjælp af højere skatter, vil der sikkert blive oprør her i landet. Derfor er privatiseringer med ekstraordinære indtægter en god måde at skaffe dækning på til at få afdraget på statens gæld.


Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

Reklamer
Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: