Forside > Arbejdsmarkedspolitik, Erhvervspolitik, Social- & sundhedspolitik > Socialpolitik er produktionspolitik

Socialpolitik er produktionspolitik

30. oktober 2011

Socialpolitik er produktionspolitik 

Indkomstskattens afskaffelse er en foranstaltning, der kan gøre sociale tabere til sociale vindere.

Igennem 50 år er de sociale problemer grebet an på principielt samme måde. Samtidig er der sket en voldsom teknisk udvikling sådan, at mens alt legemligt arbejde tidligere var strengt, omfatter det nu alle sværhedsgrader lige fra det grove arbejde til blot at sidde ned og holde øje med, om nogle maskiner arbejder, som de skal.

Man kan godt tænke sig, at mange mennesker blev arbejdsløse, fordi de var slidt op og ikke mere var i stand til at udføre det grove arbejde. Da der ikke var andre muligheder end det grove, og da de var blevet uegnet til det, har man til sidst undgået at ansætte dem. – De var blevet sociale tabere.

I vore dage er man kommet ud over det. Når en mand ikke mere magter at være jord- og betonarbejder, kan han jo være fortræffelig til f.eks. at polere biler. Netop nu hvor der findes arbejdsmuligheder af så varieret sværhedsgrad, skulle man vente, at pensionsalderen kunne sættes op til 75 år, at næsten alle handicappede kunne komme i arbejde på egnede opgaver, så offentlig hjælp blev stærkt reduceret o.s.v.

Men det er lige det modsatte, der er sket.

Som altid hvor regnskabet afviger fra budgettet og det forventede fra virkeligheden, er det ikke nok at konstatere en forskel. Nej, man vil vide årsagen til afvigelsen, så man kan forebygge overraskelser i femtiden.

Det klassiske samfund

Lad os tænke os det helt klasseløse samfund. Lad os tænke os, at alle personer fik nøjagtig lige store indkomster f.eks. som et postbud. Selvom det – selv i et fuldt socialistisk samfund – er praktisk uigennemførligt, er det dog teoretisk tænkeligt.

Det er meget nemt at se, at en masse aktiviteter ville holde op. Kunstmalerne ville blive arbejdsløse, så deres postbuds løn ville være understøttelse og ikke arbejdsvederlag. Det samme ville gælde guldsmede, folk som er beskæftiget med fremstilling af lystbåde, dyrere møbler, motorplæneklippere, havemøbler, saunaer, svømmebassiner, guldtæpper og opvaskemaskiner for blot at tage emnerne fra et enkelt katalog. Og der kan nævnes hundredvis af andre ting, som ikke kan finde afsætning eller kun en meget begrænset afsætning, hvis alle indtægter nivelleres ned til et postbuds løn. – Men sikke en masse mennesker, der ville blive socialt nødlidende, hvis det skete.

Nu er det sådan, at i det klasseløse samfund er der stor forskel på folk. Nogle har færre børn end andre, og nogle har slet ingen.

De som har få eller ingen børn efterspørger delvis andre varer end dem med de mange. Det åbner mulighed for, at kunstmaleren får solgt et billede i ny og næ, og at der engang imellem bliver afsat en havehængesofa. Men det bliver en dyr havehængesofa for med den – som så meget andet udover det nødvendige – er den billiggørende masseproduktion hørt op.

Men det afgørende, som vi ser er, at i kraft af at ligheden er fraveget, bliver der arbejds– og produktionsmuligheder for noget ud over det strengt nødvendige, og der bliver brug for folk, som ellers ville være sociale tabere.

En million millionærer

Lad os sætte tingene helt på spidsen til den anden side og tænke os, at en hel million af Danmarks 5 millioner indbyggere var millionærer! – Hvad ville der så ske?

Ja, for almindelige arbejdsduelige og arbejdende mennesker ville der måske ikke ske så meget. Bortset fra at en millionær ikke bliver til uden, at mange mennesker har medvirket og fået deres andel og uden, at mange varer er blevet fremstillet til glæde for dem, som har købt dem.

Men netop for mange af dem, som i dag er sociale tabere og ikke erhvervsaktive åbnes talrige arbejdsmuligheder som portnere, chauffører, telefonpassere, børnepassere, som medhjælp ved lektielæsning med børn, klipning af hække og græsplæner, som havemænd, vedligeholdelse af bygninger, biler, lystbåde og mange andre ting, som hverken slider på nerver eller kræver fysisk styrke. – Med det antal millionærer som her er forudsat, kan der slet ikke skaffes folk nok.

Disse tankeeksperimenter beviser naturligvis ingenting. – Men de kan dog lede os på vej. De gør det lettere for os at forstå, at den stigende økonomiske lighed i befolkningen også skaber stigende ensretning i behovet og at de, som ikke er leveringsdygtige indenfor disse rammer er skubbet udenfor. Bliver sociale tabere.

Omvendt: Jo større økonomisk ulighed des større spredning i behovet og des større beskæftigelsesmulighed for dem, hvis evner og forudsætninger ligger udenfor det normale. – Des mindre sociale problemer.

Lørdag den 19. august skal Fremskridtspartiet drøfte socialpolitik. – Indkomstskattens afskaffelse medfører, at indkomstudligningspolitikken er opgivet. Det vil give mange mennesker betænkeligheder, fordi vi alle fra barns ben er blevet indpodet denne politiks retfærdighed, hensigtsmæssighed og demokratiske nødvendighed. Den er blevet en slags religion. Det skal nok vise sig, at der også på Nyborgmødet (Fremskridtspartiets landsmøde, red.) viser sig bekymringer.

Dynamisk samfund

Men her må man gøre sig klart, at udligningspolitikken blev til i forrige århundrede, hvor man levede i et statisk samfund. Kagen havde en given størrelse, og fik nogen mere af den, blev der mindre til andre. Udligningspolitikken var dengang et fornuftigt program, som kunne styrke den nationale solidaritet.

Sådan er det ikke mere. Nu lever vi i et dynamisk samfund, hvor kagen kan gøres ubegrænset stor. Problemet er derfor ikke at tage fra nogen og give til andre, men at sørge for at kagen gøres så stor, at de sociale tabere får mere end før og mere, end hvis kagen ikke var blevet gjort større.

Moderne socialpolitik er en produktionspolitik. – De sociale fremskridt bygger på at gøre produktionen så stor og nuanceret, at alle rimelige behov kan dækkes, og alle brugbare kræfter benyttes.

Derfor er indkomstskattens afskaffelse også en social foranstaltning, som på en lang række områder kan gøre det mindre byrdefuldt at give en forholdsvis ringe rest af håbløse tabere bedre forhold end nu.

Da jeg er hovedbestyrelsesmedlem i et af gammelpartierne, hvor ikke alle mine synspunkter er lige populære, er jeg nødt til – som i tidligere numre af Fremskridt – at lade mit indlæg fremkomme under pseudonymet “V”

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 1. årgang /august 1973

Advertisements
%d bloggers like this: