Arkiv

Posts Tagged ‘moms’

Frit samfund med uafhængigt TV

9. august 2012 11 kommentarer

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 6. årgang / 28. august 1978 

Nye skatter hele tiden

23. juni 2012 216 kommentarer

Nye skatter hele tiden

Regeringen (A og B, red.) har siden 1993 indført nye skatter og afgifter, som betyder, at vi i dag – efter bare 6 år – betaler 100.000 millioner kroner mere i skatter og afgifter. I samme periode er der indført 75 nye skatter og afgifter. Hvis de offentlige udgifter var blevet holdt i ro over de 6 år, så kunne vi i dag have klaret os med f.eks. 15 pct. moms, eller 5 pct. point lavere indkomstskat. Men det seneste år er det med Pinsepakken gået rigtigt hurtigt.

Alene vores boligejere vil komme til at betale 3.300 millioner kroner mere i skat i 1999. Når Pinsepakken er helt gennemført i år 2002 vil boligejerne betale 10.000 millioner kroner mere om året end før Pinsepakken.

En familie som bor i eget hus, har bil og en kapitalpension vil – når Pinsepakken er helt gennemført – komme til at betale 25.000 kr. mere om året i skatter og afgifter. For hele befolkningen er det 22.000 millioner kroner!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiets nyhedsbrev nr. 1 / 18. marts 1999  

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

8. marts 2012 2 kommentarer

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

Mange politikere kan ikke forstå, at en arbejder kan tænke sig at stemme på Fremskridtspartiet.

Her er forklaringen: Mekaniker Petersen er en solid, velbetalt lønarbejder med god orden i sin private økonomi, han passer sit arbejde upåklageligt, sørger for prompte betaling af husleje og andre faste udgifter og aflevere pligtskyldigt de nødvendige husholdningspenge til sin kone. Familiens indbo og beklædning er betalt og luksusforbrug tillader den sig kun, når alle nødvendige udgifter er dækket.

Dette luksusforbrug består bl.a. i, at Petersen og hans kone, hver ryger 6-7 cigaretter om dagen og lørdag, og søndag tager de sig en snaps til frokosten. På månedsbasis drejer det sig om en flaske Rød Aalborg og 400 cigaretter.

Hvis mekaniker Petersen havde været diplomat, ville prisen for snapsen og cigaretterne havde været ca. 35 kr., som altså udgør prisen for selve varerne inklusive forhandlerens fortjeneste. Men Petersen slipper ikke så let. Han må betale 60 kr. for snapsen og 240 kr. for cigaretterne, og han har regnet ud, hvor meget han skal skrabe sammen for at betale de 300 kr. Han bor i en kommune, der bl.a. yder betydelige tilskud til kursus i porcelænsmaling og bridge og i et amt, der kan få en hospitalsseng til at koste 1,5 millioner kroner, så hans marginalindkomstskat ligger, selv om hans indtægt kun ligger i den pæne mellemklasse, på 60 procent. Han skal derfor tjene 750 kroner – syvhundrede femti kroner – for at kunne finansiere indkøbet af snapsen og cigaretterne til 35 kroner.

Om indkomstbeskatning har Petersen gennem de senere år hørt mange smukke ord fra politikere fra forskellige partier. Først skulle retten til at fradrage betalte skatter ophæves, så kunne de store indtægter beskattes højere til gavn for de mere beskedne indkomstklasser. Kildeskatten skulle overflødiggøre selvangivelsen og oms, og moms skulle indføres til lettelse af de direkte skatter.

Fradragsretten for skatterne blev ophævet, men Petersens indkomstskat steg. Kildeskat blev iværksat, og Petersens selvangivelse blev dobbelt så tyk og indviklet. Oms blev introduceret, afløstes af momsen, som blev forhøjet, men Petersens indkomstskat faldt ikke.

Petersen har også i perioder anbragt nogle marginalkorner på en sparekassebog med lang opsigelse til en – som han syntes – god rente. Men når året var gået, var den opsparede kapitals købekraft formindsket med en halv snes procent, og renten viste sig efter fradrag af indkomstskat og pengeværdiforringelse at være negativ.

Petersen har nok lagt mærke til, at hans trækprocent i år er lidt lavere end sidste år, men han har også læst om det enorme underskud på statsregnskabet, som han regner med før eller senere at skulle være med til at dække.. han fik også nogen lettelse på momsen gennem nogle måneder i slutningen af forrige og begyndelsen af dette år, men han har også set, at denne lettelse var ved at slå bunden ud af valutakassen. Dette forhold skal også nok få konsekvenser for ham, mener han.

Nu siger Petersen:

Det er muligt, at der ikke er hold i Glistrups påstande, det kan jeg slet ikke overskue. Det er også muligt efter Glistrups model vil være uretfærdigt over for mange, der har hjælp behov og vil reducere omfanget af offentlige ydelser til befolkningen som helhed i utålelig grad. Men en ting ved jeg med sikkerhed: De øvrige politikere kan jeg ikke stole på! Jeg ville nok ikke bryde mig om, at Fremskridtspartiet fik stemmeflerhed i Folketinget, og det er der næppe heller chance for, men jeg kan da vise, hvad jeg mener om de øvrige partier, der aldrig har kunnet leve op til deres løfter, og det gør jeg ved at stemme på Fremskridtspartiet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 5. årgang / 24. marts 1977

Black is beautiful

24. februar 2012 Skriv en kommentar

Black is beautiful 

Jeg gik til bageren efter morgenbrød. De 8 kroner for 5 rundstykker røg ned i den åbne kasse.

Derefter var jeg hos frisøren, hvor vi drøftede ”Momsen” og dens forhøjelse til 22,5 %. ”Det er skønt”, sagde frisøren, medens han lagde betalingen i tegnebogen: ”Nu tjener jeg 22,5 % mere”.

Mit sidste ærinde gjaldt vinduespudseren, som jeg bad pudse husets vinduer. ”Skal du have kvittering?”, spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Ja, så slipper du med 200 kroner. Skal det bogføres, er det 400 kroner”.

Havemanden ventede på mig derhjemme. ”55 kroner i timen”, sagde han ”eller 80 regnskabskroner”.

Moralen bliver bedre og bedre. Der er ikke længere noget, der er umoralsk!.

Th. Riemann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987 

Grænsehandelen?

29. december 2011 10 kommentarer

Grænsehandelen?

Det hører til sjældenhederne, at man møder nogen, som ligefrem roser den nuværende SV-regering. Derfor var det lidt af en oplevelse forleden at træffe en, som ikke alene var tilfreds, men som også i høje toner lovpriste den nuværende og tidligere regeringer af samme skuffe.

Vedkommende forretningsmand pointerede med stolthed, at hans forretning var inde i en rivende udvikling. Dag for dag steg omsætningen, danske kunder væltede i en stadig stigende strøm ind i forretningen, varer blev langet over disken, og kasseapparaterne snurrede, så det var en lyst for ejeren og hans ansatte.

De fleste har sikkert allerede gættet det – vedkommende jeg talte med var ikke dansker, men derimod en tysk forretningsmand syd for grænsen.

At stadig flere forbrugerbevidste danskere henlægger deres indkøb til udenlandske forretninger beviser til fulde, hvorledes dåreagtige og vanvittige folketingsflertal misrøgter landet. De senere års kæmpeafgiftsforhøjelser er simpelthen landsskadelige. Grænsehandelen og dermed valutaudstrømningen blomstrer som aldrig før. Tusinder af familier – ikke alene i Sønderjylland – men langt op i Jylland og på Fyn, har lagt deres indkøbsvaner helt om. En ugentlig indkøbstur syd for grænsen bliver mere og mere almindelig.

Grænsehandelen er ikke som tidligere kun noget med billige cigaretter, vin og spiritus, nej – også ganske almindelige dagligvarer som konserves, frugt, kaffe og sukker m.m. kan nu med stor prisfordel erhverves på den anden side af grænsen. Dertil kommer så SV-kludremiklernes seneste afgiftsforhøjelser på benzin, som har gjort også denne vare særdeles eftertragtet hos benzinforhandlerne i Tyskland. Presset har været så stærkt dernede, at tankstationerne blev tvunget til at rationere salget af benzin til danskere samt lukke i aften- og nattetimerne, fordi deres leverandører ikke kunne klare leverancerne.

Skatteministeren (Anders Andersen, V, red.) sidder og roder rundt i sine tomme cigarkasser og råber på højere afgifter for at få bunden dækket. Resultatet ser vi på grænsehandelen, valutaudstrømningen, smuglerierne, beskæftigelsen og den faldende turisme. Man jagter simpelthen danskerne og turisterne ud af landet og frister mange til at begå smuglerier.

Hvorledes dette vanvid vil ende, såfremt man blot dalrer videre med hyppige moms- og afgiftsforhøjelser, kan ethvert fornuftigt menneske indse.

Fremskridtspartiet har gang på gang fortalt regeringen og andre afgiftssyge partier, hvad konsekvensen ville blive. Tilsyneladende er de revnende ligeglade. Forholdene i Mellemafrika, udenlandsrejser og burhøns optager sindene mere – end ikke henvendelser fra De samvirkende Købmandsforeninger, De danske Handelsforeningers Fællesorganisation, Dansk Tekstil Union, Vin og Spiritus organisationen m.fl. har formået at ruske de såkaldte ”ansvarlige” op af deres kroniske dvaletilstand.

Men senest i slutningen af 1981 – når tre-døgns reglen skal liberaliseres, som EF kræver det, bliver folketinget nødt til at foretage sig noget, om ikke det hele skal ende i det rene ragnarok.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 7. årgang  / 15. oktober 1979

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

%d bloggers like this: