Forside > Social- & sundhedspolitik, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten > Ritt Bjerregaards socialpolitik

Ritt Bjerregaards socialpolitik

13. august 2008

Ritt Bjerregaards socialpolitik

Ritt Bjerregaards udtalelse dels ved socialchefernes årsmøde i Aalborg i efteråret og dels i forbindelse med møder i udlandet hvor hun klart og utvetydigt angriber hele systemet i socialsektoren har vakt opmærksomhed og givet anledning til livlig debat i pressen.

Ikke blot ministerens egne partifæller – med Kjeld Olesen i spidsen -, men også politiske modstandere har nærmest overfaldet den stakkels socialminister for hendes udtalelser og meninger.

Hvorfor? – Og med rette?

Det er jo en kendsgerning, at Socialdemokratiets politik i udbygningen af social- og sundhedssektoren siden Steinckes socialreform i 1930`erne er gået i den retning, at alle socialopgaver  skulle gennemføres og varetages af det offentlige på bekostning af alt, hvad der nærmede sig private initiativer.

Institutionerne skød op som paddehatte – ikke mindst da socialministeren hed Eva Gredal (A). Hertil 1970`ernes bistandslove -, hvis økonomiske og menneskelige konsekvenser har skabt uoverskuelige problemer for det danske samfund – ikke blot fordi de i sig selv er en serviceforanstaltning for befolkningen, samfundet ikke har råd til, men tillige kimen til et misbrug, som er kommet bag på selv socialdemokratiske politikere, og samtidig har vakt forståelig forargelse i de arbejdende befolkningsgrupper. Dette sociale udstyr – som årligt koster de danske skatteydere et trecifret milliardbeløb -, har afgørende været med til at tvinge vor økonomi ud af balance, gjort vort erhvervsliv ukonkurrencedygtigt og forvandlet vort såkaldte og berømmelige ”velfærdssamfund” til et formyndersamfund, hvor betingelserne for en nogenlunde anstændig overleven kræver fuld beskæftigelse af begge ægtefæller i en typisk dansk familie.

Fremskridtspartiet har siden 1972 skarpt advaret mod denne skandaløse udvikling, hvis resultater nu klart tegner sig økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, men vor kritik og advarsler blev desværre blot arrogant overhørt og stemplet som asociale.

Pludselig vågner Ritt Bjerregaard – den ansvarlige socialminister – op og fremsætter en sønderlemmende kritik af socialsektoren – af det institutionssystem og dets professionelle behandlere –, som hun selv og hendes parti gennem årerne har opbygget. Et apparat der er så indviklet og firkantet, som Ritt Bjerregaard udtrykker det, at det er umuligt at arbejde med…

Det er en sensationel erkendelse og også interessant set i relation til hele socialindkomstbegrebet, som ministeren så standhaftigt gør sig til talsmand for i et desperat forsøg på ad den vej at bremse op for accelerationen i socialsektoren. Overskrifter som ”Har Ritt Bjerregaard begået politisk selvmord”?, ”Kan Socialdemokratiet stadig have socialministeren i sine rækker”?, ”Er hun virkelig til at stole på”? viser tydeligt reaktionerne.

Fremskridtspartiet skal ikke klandre socialministeren for hendes nye tanker – tværtimod, måske har vore advarsler ikke været forgæves.

Leder

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 9. årgang / 6 marts 1981

Advertisements
Kategorier:Social- & sundhedspolitik, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: