De fortiede skandalers sag

2. august 2008

De fortiede skandalers sag

I 1970 kunne jeg ikke længere udholde stiltiende at betragte, hvor dilettantisk og pamperagtigt Danmark blev regeret.

Skulle landet undgå at komme helt ned i møget med sociale katastrofer i titusindvis til følge, måtte der gøres en aktiv indsats.

Fra jeg startede aktionen gik kun få timer, før landets finansminister (Poul Møller, C, red.) og samtlige daværende folketingspartier erklærede min person aldeles afskyelig.

Uafbrudt siden da har etablissement med alskens tricks, svinestreger og ufine midler søgt at tvære mig ud. Herom kan skrives tusinder af veldokumenterede sider. Og de vil engang blive skrevet. Men endnu har ingen haft mod til at afsløre, hvordan restgarantier er tilsidesat på samlebånd for at få knaldet mig personligt. Udsættes en forløben mexicaner eller andre for en promille af, hvad jeg har måttet stå model til, skriger Cavling-prisvindere straks op og vækker den offentlige samvittighed. Men fra den, der præcist har fremlagt de foranstaltninger, som må gennemføres for at redde det danske samfund fra afgrunden, holder de sig væk. Det vil nemlig kræve bortrydning af pjalte, nassere og misbrugere. Og dem skal Danmarks Radio pressens såkaldte gentlemen eller andre inden for magtsystemet ikke have noget af at lægge sig ud med.

De værste har været jurister. I sådan nogle er indgroet følgagtighed over for det bestående system. Og jeg er følt som en væmmelig klasseforræder, der bør udryddes. Et Z-hovedmiddel til at klare Danmarks situation er nemlig at mindske og nedklassificere juristers-papirnussers- arbejde. Derfor har retsvæsenet og dets kolleger særdeles onde øjne mod mig.

Nu er det ikke sådan, at danske dommere og andre jurister udråber, at de vil være korrupte. Mekanismen er mere indviklet. Eller rettere skinhellig. Men det kommer ud på det samme.

Blikkenslagerbanden gør det grove arbejde

Den danske magthaver spiller den fine mand ud af til. Som Nixon i Watergate. Han havde jo sin blikkenslagerbande. Den danske blikkenslagerbande blev et par embedsmænd i Statsskattedirektoratet (Carl Døssing og Niels V. Bendtsen). De to tjener deres herrer med tusinder af sider papir. Derefter finder alle – højesteret, ligningsråd, ligningskommissionen, landsskatteret o.s.v., at det hele er så stort og indviklet, at man må henholde sig til de to. Efterhånden som flere instanser har sagt dette gennem årerne, kan de henvise til hinanden.

Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævlens vold og magt skal kanøfles. Hellere ”solidarisk” med embedsbrøderne end at beskytte anklagedes retssikkerhed.

Nok har retsfærdsskænderne efterhånden sammenvævet mere end hundredetusinde sider papir. Men som i kaiserens Ny Klæder er virkeligheden såre simpel: Mine modstandere påstår, at næsten en million aftaler, som jeg har formidlet, og som behørigt er bogført i mit bogholderi straks efter dispositionernes foretagelse, skulle være nul og niks Dette fiktionspåfund begrundes ene og alene med det aldeles uholdbare, at kontooverførelser er betydningsløse. I det pengeløse samfund, som vi er på vej ind i, sker flere og flere betalinger ved, at en konto godskrives et beløb og en anden belastes med det. Det må selvfølgelig godkendes af retsordenen. Og bliver det. For alle andre end mig.

Alle, der har gennemarbejdet sagen ved, at alt jeg har foretaget mig  er juridisk og moralsk korrekt i enhver henseende. Men de styrende ville tabe ansigt ved åbent at erkende det. Derfor holder de sammen som ærtehalm i forfølgelsen af mig.

Det begyndte med Leo Lemvigh. Den 28. august 1973 og flere gange senere indrømmede han, at der ikke var kød på angrebet mod mig, men at jeg, hvis sagen alligevel skulle blive fortsat, nok skulle få lejlighed til at forsvare mig. Men da Hartling havde brug for et valg i maj 1974, kunne Lemvigh ikke holde sit løfte. Tiltale blev udspredt for alle vinde, uden at man forinden hørte mine synspunkter.

På grund af uduelige forsvarere kom mine synspunkter heller ikke frem i byretten. Men selv om det fremlagte ensidigt var anklagerens materiale, opdagede byretten alligevel min uskyld. Men avancecementslystne kunne ikke holde til at frifinde Glistrup. Anderledes kan det ikke forklares, at byretten på den ene side på papiret godtager, at jeg som advokat i hundredtusindvis af tilfælde gennem mere end en snes år i stigende omfang har begået forsætlig skattesvig for hundredvis af millioner kroner. Og at dommen på den anden side lader mig beholde min advokatbestalling og nøjes med en i forhold til anklagen lille bøde.

Nu fortsætter de så i landsretten forsøget på at køre mig sønder og sammen. I yderligere et par hundrede heldagsretsmøder er anklageren fremturet i at forføre domstolen ved udelukkende at dynge skinbeviser op i denne absolut intet oppustede rekordtykke sag. Jeg er påduttet de samme umulige forsvarere i landsretten, som i byretten viste sig så uskadelige for systemets interesser. For deres pæne artighed modtager de godt og vel en million kroner. For at fjerne enhver mulighed for god tro hos landsrettens dommere om, at anklageren alene er ude på restfordrejning og justitsmord, har jeg derfor måttet bruge en stor del af denne sommer til at forberede en liste over nogle af de beviser, der må føres, hvis man virkelig for alvor skal bedømme det fiktionsnonsens, som hele anklagen mod mig er stablet op på.

Magthavernes og mediernes forsøg på at smadre mig

Det har været en hård streg i regningen for gammelpartierne, administrationen og domstolene, at de ikke for længst totalt har udraderet mig. Først ødelagde de min advokatvirksomhed ved, at ottespaltede avisoverskrifter stemplede mig som en ågerkarl, testementebedrager og storsvindler. De fratog mig eksekutorbevillinger og forsøgte også på andre måder at smadre mig. Men en hundrede procent ren samvittighed, en god ven, trofaste klienter, selvopofrende medarbejdere og en ubrydelig familiestøtte fik mig til at udholde, hvad der nok havde knækket de fleste.

Så kom de mange år med opslidende uretssager. De af Poul Møller iværksatte undersøgelser gav myndighederne det kæmpechok, at ét menneske her i de tusinde urimelige loves land havde rent mel i posen. Og det var ham, de helst ville have til livs. Men dernæst fik de mange års retssagshelvede væsentligt værre end hvad fremmede lande byder daværende systemkritikere – ikke mig til at bryde sammen og begå selvmord eller flygte ud af landet, som de så inderligt håbede. Man så hen til, at byretsdommen endeligt skulle mase mig til plukfisk. Det gjorde den ikke. Så blev de desperate. Lavede totalt om på fiktionsteorien og sendte mig skattebilletter på mange millioner kroner ud over, hvad jeg havde tjent. Helt uden forbindelse med gældende skattelov beordrede man disse millionansættelser i de sidste par år. Men de våben, de fandt på til at ruinering af mig, har nu på det allersidste vist sig at være boomerangs. Regnes det hele konsekvent igennem, fører den nye fiktionsmetode til, at jeg skal have penge tilbage fra skattevæsenet.

Men i deres gennemført lovløse ligningsraid har skattefolkene fortrinsvis gennemgået de konti i mit bogholderi, som førte til forhøjelse af min indkomst, og ikke dem, der ville resultere i nedsættelser. I møde i Lyngby Ligningskommission den 26. juni 1980 tilstod blikkenslagerbanden, at sådan forholder det sig. Man undskyldte sig med, at staten ikke har ressourcer nok til at gennemregne de konti, der ville give mig fradrag.

Dagen efter afsagde Østre Landsret en dom, hvis oplysninger afslørede, at blikkenslagerne skam havde lavet i al fald en af disse opgørelser (234.176 kr. blot for én af de tusinder af klienter, der ville føre til fradrag). Det havde man gjort for at ramme den pågældende klient, men fortiet det i min sag, hvor det modstående fradrag skulle have optrådt.

I det hele taget er det mest modbydelige i myndighedernes ondskab uden grænser, at de har overfaldet hundredvis af mine klienter. Ene og alene fordi det skulle bidrage til at slagte mig. De menneskelige omkostninger har været umådelige ved denne nederdrægtige gidselmaltraktering. Men i dag er Danmark ikke så nær afgrunden, som det ville have været uden Fremskridtsbevægelsen.

Og når de gamle partier give op den dag, de ikke kan låne mere i udlandet, står Fremskridtspartiet parat med de helt præcise og gennemarbejdede løsninger til at genrejse landet og undgå de værste sociale katastrofer.

Derfor har det hele været den enorme pris værd.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981 

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 20. januar 2009 kl. 15:35
  2. 28. februar 2009 kl. 07:35
  3. 4. marts 2009 kl. 06:21
  4. 9. marts 2009 kl. 13:43
  5. 1. april 2009 kl. 09:56
  6. 1. april 2009 kl. 14:04
  7. 8. april 2009 kl. 11:58
  8. 8. april 2009 kl. 12:10
  9. 8. april 2009 kl. 12:36
  10. 10. april 2009 kl. 08:03
  11. 13. april 2009 kl. 05:47
  12. 13. april 2009 kl. 11:48
  13. 15. april 2009 kl. 17:04
  14. 17. april 2009 kl. 07:21
  15. 18. april 2009 kl. 08:30
  16. 24. april 2009 kl. 13:43
  17. 26. april 2009 kl. 09:00
  18. 26. april 2009 kl. 09:07
  19. 25. december 2009 kl. 10:59
  20. 25. december 2009 kl. 11:09
  21. 25. december 2009 kl. 11:45
  22. 27. marts 2011 kl. 16:09
  23. 6. april 2011 kl. 05:14
  24. 3. februar 2012 kl. 05:36
  25. 26. februar 2012 kl. 06:54
  26. 9. april 2013 kl. 08:56
  27. 2. august 2013 kl. 06:55
  28. 11. oktober 2013 kl. 07:38
  29. 19. november 2013 kl. 05:25
  30. 20. november 2013 kl. 08:47
  31. 7. december 2013 kl. 11:48
  32. 9. december 2013 kl. 12:12
  33. 12. december 2013 kl. 11:03
  34. 15. december 2013 kl. 09:49
  35. 19. august 2014 kl. 12:08
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: