Skattelofterne

Skattelofterne 

Hvor meget kan man i værste fald blive plyndret for i indkomstskat?

Direkte har dette spørgsmål interesse for folk, der – som et stjerneskud eller mere varigt – tjener en pæn sum penge (eller af skatteembedsmændene bliver dømt til at tjene godt).

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Egentlige velhavere opretholder under alle omstændigheder det privatforbrug, som de har lyst til. Derfor er det reelt opsparingen, der svækkes, hvis de skal spare mere. Og deres lyst til at udvide deres virksomheder, når de kun selv må beholde nogle skallede småprocenter af, hvad de tjener.

Hertil kommer, at netop den gruppe har de største praktiske muligheder for at træffe skattetænkerdispositioner. Jo højere beskatningsprocent, de udsættes for, des større er risikoen for, at de via udenlandstransaktioner eller på anden måde tager deres skattetilsvar i egen hånd.

Fradragsretten

Indirekte har skattelofternes placering også ganske stor betydning for hundredetusinder af mennesker uden topindtægter. Deres beskatningsprocenter fastsættes jo et stykke under skatteloftet. Jo lavere det ligger des mindre skat, vil de i den politiske lovgiverpraksis blive opkrævet.

Frem til og med 1966 var den praktisk vigtigste skatteloftsregel bestemmelsen om, hvad man havde betalt i skat, kunne man fradrage på selvangivelse. Det betød, at en hård beskatning det ene år mildnede skatteluften det følgende.

Da skattefradragsreglen blev afskaffet, fandt man så i stedet på en bestemmelse om, at ingen kunne komme til at betale mere end 70 % i indkomstskat (excl. kirkeskat) af nogen indkomstdel. Ligegyldigt hvor meget man tjente, kunne man altså regne med at beholde 30 øre af hver ekstrakrone, man tjener.  Som skatterne steg, blev det for meget for Folketinget. Og fra og med 1983 er de 30 øre nedsat til 27 øre. Bernhard Baunsgaard (B) m.fl. taler for at forhøje skatteloftet yderligere fra og med 1986.

78 % -værn

Mens 73 % -reglen ikke tager hensyn til formueskatten, er der i relation til denne et 78 % -værn. Det går ud på, at indkomstskat + formueskat ikke må overstige 78 % af den skattepligtige indkomst. Den regel hjælper nok ca. 6000 i 1985.

Langt flere (ca. 65.000) støder mod 73 % -skatteloftet. I 1985 sker det, når man dels har en skattepligtig indkomst på over 182.600 kr., dels bor i en af landets 75 dyreste kommuner.

Fremskridtspartiet foreslår, at skatteloftet fra og med 1986 bliver på 50 %. I vor katekismus er den yderste etiske grænse overskredet, når man kan komme i den situation, at man står over for at kunne tjene nogle penge og så må regne med, at det offentlige tager mere i indkomstskat, end man selv får ud af sin egen indsats.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 32 / 12. årgang / 21. september 1984

Vi burde have lyttet til Glistrup

Vi burde have lyttet til Glistrup

Mogens Glistrup kunne have givet os et bedre skattesystem, hvis vi havde lyttet til ham i tide, mener Thorkil Kristensen tidligere Venstrefinansminister. På et møde i går i København med økonomiske journalister sagde Thorkil Kristensen:

“Jeg har tænkt en del på, hvad der var sket, hvis vi for 15 år siden havde engageret Glistrup som skatteekspert. Jeg tror, at resultatet havde været et bedre og mere enkelt skattesystem end det, vi har i dag. Samtidig havde vi nok også undgået, at Fremskridtspartiet var blevet stiftet.”

Thorkil Kristensen har lagt navn til det udvalg, som har lavet et oplæg til en ny renteskat. På mødet sagde han, at hele skattesystemet vil blive væsentligt forbedret, hvis renteskatten faldt helt bort.

Thorkil Kristensen oplyste i den forbindelse, at skatteminister Mogens Lykketoft (A) havde planer om at pille ved andre fradrag på selvangivelsen end rentefradragene, når der til efteråret skal laves en skattereform i samarbejde mellem Socialdemokratiet, de radikale (B) og SF.

Fremskridtspartiet og

Thorkil Kristensen (V)

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 10. årgang / 25. juni 1982

Ulykkestoften

Ulykkestoften

For et par måneder siden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent“.

Denne mageløse opdagelse har efterplaprerne siden gentaget igen og igen.

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den nok som bekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Ham fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

Hovedstrategiener den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5 % op til 106.000, så 50 % til 130.000, 56 % til 200.000 og 68 % derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret – blot et socialdemokratisk alternativ.

Efter den sorte 19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år – faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

Der er i al fald ikke nogen som helst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

Men tro ikke enfoldigt,at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevidst, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 1. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 13. årgang / 28. juni 1985

Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

Warburg i spansk TV: Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

En ren maraton forestilling.

Sådan blev det, da spanske Tv-kiggere forleden – få dage før selvangivelsen skulle skrives – skulle høre om indkomstskattens forbandelser. 41/2 time tog seancen, men så blev der også budt på en spillefilm ind imellem, for at få al skattesnakken til at glide ned.

Som tidligere omtalt i FREMSKRIDT, havde det spanske fjernsyn ønsket at få skatteeksperten Mogens Glistrup med i “Programe la Clave”, en spansk udgave af Tv-aktuelt. Det modsatte justitsminister Erik Ninn-Hansen (C) sig. Han ønskede invitationen skulle gå videre til partikammerat Foighel, men det betakkede de spanske arrangører sig for. Der måtte være en grænse, mente de.

Og så blev Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg budt på den spændende opgave.

Eneste sted i verden

Og hvordan gik det så? Warburg er returneret fra Madrid og fortæller” Det var bestemt meget interessant at diskutere indkomstskat med folk, der ikke har gennemlevet den danske form for indkomstbeskatning.

Men det blev en lang forestilling. Udsendelsen varede fra kl. 20 til kl. 00:30, kun afbrudt af halvanden times spillefilm. En pause, som vi deltagere i øvrigt benyttede til at spise middag i.

Det hele foregik med spansk-engelsk simultantolkning, så alle kunne forstå hinanden.

Med i debatten var bl.a. den tidligere finansminister som for syv år siden indførte den nuværende indkomstskat i Spanien, en konservativ og en kommunistisk politiker, samt en privat skatterådgiver.

Den nuværende socialdemokratiske vicefinansminister, som var meget skarp i sine analyser, var så venlig efter udsendelsen at sige, at jeg var kommet med mange interessante og nye betragtninger over emnet. Da gik det op for mig, at Fremskridtspartiet nok er det eneste parti i verden, hvor man så systematisk har analyseret indkomstskattens skadelige virkninger.

Men vi er nok også de eneste, der på samme tid har haft et kæmpeskattetryk og en Glistrup.

Man kvæles i regler og papir

Et af spørgsmålene til mig lød: “Hvad har Fremskridtspartiet i Danmark imod indkomstskatten“?

Og den var jo nem nok.

Indkomstskatten er en skat på arbejde, produktion, initiativ og økonomisk vækst. Man beskatter det folk skaber, det de lægger ind i samfundet og ikke det de forbruger, ikke det de tager ud af samfundet. Den slags kan i praksis ikke administreres rimeligt. Alle kvæles i regler og papir.

Dertil kommer, at indkomstskatten ikke er social retfærdig. Det er middelstanden og lønmodtagerne der belastes særligt hårdt på grund af ringere mulighed for fradrag. Man beskattes ikke efter evne til at betale, men efter manglende evne til at skaffe sig fradrag eller til at snyde.

Den tyggede de så lidt på.

Imod den menneskelige natur

Det var tydeligt, at for regeringsrepræsentanten drejede det sig om, at få spaniolerne motiveret til at betale skat med glæde. Men det vil ikke lykkes.

Det er simpelthen imod den menneskelige natur at betale skat med glæde. Man tror, at bare folk føler, at de får noget for deres penge, vil de gerne slippe skillingerne. Men der tager man grundigt fejl, den går ikke.

Beviset ligger i Danmark, hvor den offentlige sektor i hvert fald for nogle år tilbage virkede så godt, som man nu kan forvente, at sådan èn gør, når lederne ikke har et økonomisk eller personligt ansvar for deres dispositioner.

I den lange udsendelse kom vi også indkomstskat på at snakke sort arbejde.

Kommunisten var meget forarget og mente, at den skader beskæftigelsen. Og socialdemokraten gav ham ret.

Det gjorde jeg ikke. Sort løn er netop en form for løn, som man kan være sikker på, at der ligger produktion bag. Og i al den tid folk arbejder sort, er man helt sikker på, at de reelt er beskæftiget. Ganske vist indgår den form for arbejde ikke i statistikken.

Modelforsøget

Indkomstskatten er derimod langt skadeligere for beskæftigelsen. Den presser bruttolønnen i vejret og skader derved konkurrenceevnen. Den eneste eksport indkomstskatten gavner, er eksporten af arbejdspladser.

Som eksempel kunne jeg berette om 1969, hvor vi i Danmark havde det skattemilde år, Et kæmpemodelforsøg med, hvordan skattelettelser virker. I 1969 betalte vi skat af indkomsten i 1968 og i 1970 var det 70-indkomsten der beskattedes. For mange mennesker blev selve 69-indkomsten ikke beskattet. Og i det år havde man så den dobbelte økonomiske vækst af det vi havde i årerne både før og efter.

Også den tyggede de længe på i det spanske television.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 11. årgang / 3. august 1984

Frem i lyset med politikernes fradrag

Frem i lyset med politikernes fradrag

 

Før der kan tales om slet eller god skattemoral bør lovgivernes skatteforhold lægges frem for offentligheden.

Men tåler de det?

 

Kort før jul anbefalede landsformand Helge Dohrmann (Z) skatte- og afgiftsminister Isi Foighel (C) at offentliggøre alle skatteregistre. Dohrmann mener, at en sådan offentliggørelse vil afsløre, at mange af de, der råber højest op om andres skattemoral selv næsten intet betaler i skat.

 

Helge Dohrmann: – Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tror, at offentlighedens adgang til skatteregistrene vil afsløre, at hovedparten af regeringens og Folketingets medlemmer har nogle tilsigtede fradrag, der ligger langt over gennemsnittet. Inden Folketinget derfor overhovedet kan tillade sig at anvende ordet moral i forbindelse med skat, har offentligheden krav på at få oplyst, hvorledes lovgiverne, ministrene, borgmestre med flere har det med skatten.

 

Ved redaktionens slutning var der endnu ikke indløbet noget svar fra hr. Foighel. Han har nok sine overvejelser…

I den Københavnske vestegnkommune Høje-Taastrup har en anonym person allerede taget forskud på Dohrmanns plan. Vedkommende har ganske enkelt tilsendt den lokale presse kopi af samtlige byrådsmedlemmers selvangivelse for 1983 med en opfordring til pressen om, at undersøge hvem der har benyttet ”skattefiduser”.

 

Det har fået den konservative borgmester i kommunen, Laurids Christensen, til at true med bål og brand. Han har betegnet sagen som noget af det groveste han har været ude for i sin borgmestertid, og han mener det nu må være politiets opgave, at finde den anonyme brevskriver.

 

Hvad mon borgmester Laurids Christensen og hans byrødder har at skjule?

 

G-mand

P S.

I et land som USA ville det være helt utænkeligt, at politikerne fik lov til at skjule deres privatøkonomiske oplysninger over for vælgerne.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 13. årgang / 18. januar 1985

Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater?

Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater?

 

I år – som i de tidligere år – er der ca. 700.000 forkert udfyldte selvangivelser. Efter bedste rouletteprincip udtrækkes de mennesker, der skal igennem knusemaskinen. De eneste der slipper, – hvis de er så uheldige at blive udtrukket -, er troende socialdemokrater.

 

Vi har set – hvorledes den fhv. justitsminister, fhv. skatteminister og nuværende fiskeriminister Karl Hjortnæs (A) – kunne få henlagt sin forkert udfyldte selvangivelse fordi den offentlige anklager, – der er udnævnt af den fhv. justitsminister – skønnede, at et telefonisk forbehold overfor en skatteinspektør var tilstrækkeligt til, at anklagen for grov uagtsomhed ikke kunne holde.

 

Skatteinspektøren kunne ikke huske telefonsamtalen, og han havde ikke noteret det påstående forbehold. Alle andre skatteydere havde selvfølgelig fået deres sag for retten, men den kendte socialdemokrat slap for knusemaskinen.

Formanden for skatte- og afgiftsudvalget – socialdemokraten Bernhard Tastesen – demonstrede for åben Tv-skærm, at han i de sidste 10 år uberettiget havde fratrukket ca. 1.500 kr. om året. Det var sådan et dejligt rundt beløb uden dokumentation, som skattevæsenet i Kolding havde godkendt. TVs statsautoriserede revisor kendte ikke den regel, Tastesen brugte til at fratrække små runde beløb.

 

Skatteministeren mente, det var en bagatelagtig sag, og at ligningsmyndighederne i Kolding havde optrådt fornuftigt. Man må håbe, at ligningsmyndighederne overalt i landet vil optræde fornuftigt og tillade skatteyderne at trække små runde beløb på ca. 1.500 kr. fra indkomsten, selv om der ingen regler er om fradrag findes.

 

I øvrigt havde skatteministeren et afslappet forhold til skattepligtige indkomster, når det drejer sig om indkomster til socialdemokrater.

 

På følgende spørgsmål: “Hvorledes beregner skattevæsenet det indkomstbidrag, kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg modtager i form af personlige valgannoncer fra skattebegunstigede organisationer og blade, og hvor stort er det skønnede samlede skattepligtige beløb?”, svarer skatteministeren: “Statsskattedirektoratet har i anledning af spørgsmålet oplyst, at kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg efter praksis ikke beskattes af et beløb svarende til de udgifter, som af andre er afholdt til personlige valgannoncer.

 

Jeg kan tilslutte mig den nævnte ligningsmæssige praksis idet jeg vil tilføje, at støtte ydet i form af valgannoncering jo ydes som støtte til den pågældende kandidats synspunkter og politiske arbejde og ikke som støtte til personen som sådan”.

 

Svaret viser, at skatteministerens holdning til demokratiet er helt afhængig af, hvad der gavner Socialdemokratiet og dets folketingskandidater. Der anvendes millioner af tvangsudskrevne kroner til at finansiere de socialdemokratiske valgkampe. Der annonceres i statsstøttede blade, der betales med skattefri kroner til gavn for den enkelte kandidat.

 

Hvis skatteministeren ikke havde disse skattefri penge til sin rådighed, er det temmelig sikkert, at hverken han eller mange af hans partifæller havde været valgt til Folketinget/amt/kommune.

 

Store personportrætter – som valgannoncer viser -, at skatteministerens argumentation er falsk. Andre kandidater – der ikke kan få skattefri indtægter -, må føre valgkamp for indkomstbeskattede midler.

 

Demokratiet i Danmark er et skindemokrati.

 

Der er en vidunderlig bemærkning i svaret, at Statsskattedirektoratet har oplyst, at det er praksis, at socialdemokrater ikke skal betale skat, og denne ligningsmæssige praksis tilslutter skatteministeren sig.

 

Magt korrumperer, og vi har set, hvad skattefri gaver fører til i f.eks. Aalborg (Borgmester Marius Andersen, A, red.). Og der er tale om millionbeløb, som socialdemokrater har modtaget fra skattefri organisationer og blade. Her er der ikke tale om dobbeltbeskatning, men om dobbeltskattefrihed. Til gengæld har Danmark mistet sin frihed.

 

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 /10. årgang / 26. februar 1982

Om fradragsjunglen

Om fradragsjunglen

Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.

Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatteproblemer.

Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det – omend i lidt mindre målestok – det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.

Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.

Navnligt på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.

Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.

Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen “fradrag i skatten” kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.

Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget – med den nedsatte værdi – indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistreringsblanketter.

For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamoufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.

Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle – dem, der har fradragene – på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.

Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 2. årgang / 13. september 1974