Archive

Posts Tagged ‘Økonomisk vækst’

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

20. maj 2013 9 kommentarer

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi.

Er udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ———————————————————————————–

Forord

Det danske samfund oplever en ulykkelig situation, hvor arbejdsløsheden er steget uafbrudt siden 1987. I samme periode er beskæftigelsen faldet, hvilket påviser, at arbejdsløsheden ikke alene skyldes aftagende økonomisk vækst og vigende efterspørgsel. Adskillige undersøgelser og analyser har dokumenteret, at ledigheden fortrinsvis skyldes en forkert indretning af vort dagpengesystem kombineret med et skattesystem, som straffer den aktive indsats.

Såvel dagpengesystemet som skattesystemet er indrettet under helt andre forhold end de nuværende i 90´ernes Danmark. Dagpengereglerne er ikke tilpasset en ledighed på over 300.000 helårspersoner. Og skattesystemet er ikke indrettet på den internationalisering, vores økonomi er blevet udsat for.

Der er derfor brug for en grundlæggende revision af den del af de systemer, som i dag udgør en barriere for at få genskabt en kraftig velstandsskabende vækst i vores erhvervsliv og hele samfund.

Politiske forlig i Folketinget er præget af her-og-nu løsninger uden perspektiv og uden vilje til at ændre på grundlæggende forhold.

Mange udvalg har været nedsat, mange rapporter er blevet skrevet, og endnu flere politiske forhandlinger har været ført uden, at det har fået et flertal i Folketinget til at foretage de fornødne ændringer i lovgivningen og den administrative praksis.

Resultatet er blevet, at ledigheden er steget, statens gældsætning er forøget, og det samlede skatteniveau er forhøjet. Det vil Fremskridtspartiet ikke affinde sig med.

Siden Fremskridtspartiet første gang kom i Folketinget den 4. december 1973, har Fremskridtspartiet fremlagt grundige forslag til, hvordan det danske samfund kan rettes op – økonomisk og velfærdsmæssigt. Dette forslag er ikke gammel vin på nye flasker, men derimod en helt ny vækststrategi for det danske samfund. Vækststrategien er dog fortsat baseret på det veldokumenterede rigtige synspunkt, at vejen til mindre arbejdsløshed og mere velfærd går gennem markant lavere personskatter (skat på arbejde) og en kraftigt reduceret offentlig sektor.

Visse skattelettelser giver ikke indkomsttab for det offentlige, eftersom de er så vækstskabende, at de bliver selvfinansierende. Andre skattelettelser giver indkomsttab for det offentlige. I stedet for at kompensere dette tab med andre indtægter (nye skatter og afgifter) foreslår Fremskridtspartiet i dette udspil, at der gennemføres beskæftigelsesneutrale besparelser i den offentlige sektor. Det vil sige, at de offentlige budgetter reduceres betydeligt uden at der, som en netto-betragtning, gennemføres afskedigelser.

Fremskridtspartiet har med interesse læst Socialdemokratiets udspil ”Den gode cirkel” og KV-regeringens udspil ”Vejen til fuld beskæftigelse”. Dette er et udspil fra Fremskridtspartiet, som skal modsvare de to andre udspil. Hvor de andre partiers udspil ikke gør op med den fejlslagne politik, så gør Fremskridtspartiets udspilEn helt ny vækststrategi.

Det er ganske enkelt Dansk dynamik.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 ———————————————————————————————————————————————-

Dansk dynamik

Vejen til øget beskæftigelse går via øget produktion. Denne erkendelse er udgangspunktet for Fremskridtspartiets udspil til løsning af de to helt grundlæggende problemer i det danske samfund: Lav vækst og høj ledighed.

Fremskridtspartiets udspil er et angreb på de væksthæmmende barrierer, som i dag bidrager til at fortrænge produktion og beskæftigelse:

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne, der ikke er i overensstemmelse med virksomhedernes nuværende og fremtidige behov.
  • Dagpengeydelserne, der sammenpresser lønstrukturen på arbejdsmarkedet og i praksis virker som en politisk fastsat minimumsløn.
  • Beskatningen, der både reducerer udbuddet af arbejdskraft, opsparing og investeringer og påvirker virksomhedernes risikovillighed og lokaliseringsovervejelser negativt.
  • Statsgælden, der beslaglægger en stadig større andel af udlånsmassen og bidrager til et højt renteniveau.
  • Reguleringen, der hæmmer den fri etableringsret og erhvervsudøvelse.

Ved at sammenkæde en række politiske tiltag der enten fjernes eller reducerer disse fortrængningseffekter, præsenterer Fremskridtspartiet en helt ny vækststrategi, der sigter mod en grundlæggende forbedring af erhvervs- og beskæftigelsesvilkår i Danmark.

Vækststrategien er et opgør med de myter og forestillinger, der har præget den politiske og økonomiske debat i Danmark i de sidste 30 år. Det er et brud med den økonomiske politik, som har søgt at reducere ledigheden ved at fjerne visse personer fra arbejdsmarkedet, øget beskatningen og belastet erhvervslivet med omfattende detailregulering.

Ambitionsniveauet er højt, men ikke urealistisk. Stort set alle OECD-lande har i 80´erne gennemført samfundsmæssige forandringer, der er lige så vidtgående, som det foreliggende udspil. Og selvom enhver omstilling kræver opofrelse, så behøver det rent faktisk ikke at gøre ondt, før det bliver godt. Det hele afhænger alene af hvilke midler, der tages i anvendelse.

1.1  Alternativet

De fleste politiske partier er bekymrede over den store arbejdsløshed. Det er Fremskridtspartiet også, men vi ønsker at gøre noget ved det. Ikke ved at forøge statens underskud og anvende midlerne til fremrykning af offentlige anlægsinvesteringer, institutionaliseret uddannelse- og erhvervsstøtte, som Folketingets øvrige partier har foreslået. Det er traditionelle instrumenter, som hidtil har vist sig fuldstændig virkningsløse.

Intet tyder på, at de anførte instrumenter er blevet tilført nogen ny magisk kraft – snarere tværtimod.

For det første er offentlige anlægsinvesteringer i dag underlagt EF´s licitationsregler, hvilket på forhånd tilslører den beskæftigelsesmæssige virkning.

For det andet har de hidtidige offentlige uddannelses- og beskæftigelsespolitiske foranstaltninger ikke haft nogen dokumenteret effekt, der berettiger til en forøget indsats. Og endelig er erfaringerne med selektiv erhvervspolitik så dårlige, at påstanden om en mulig beskæftigelsesgevinst kan afvises.

Forventninger om at de traditionelle virkemidler vil resultere i mere beskæftigelse er således grundløse. Men hertil kommer de utilsigtede virkninger af et stadigt større statsunderskud. Det offentliges lånebehov vil føre til rentestigninger, idet en større andel af udlånsmassen skal anvendes til finansiering af statsunderskuddet. Det vil fortrænge ellers rentable private investeringer og derved øge både ledighed og statsunderskuddet yderligere.

KV-regeringens og Socialdemokratiets udspil – ”Vejen til fuld beskæftigelse” og ”Den gode cirkel” – vil således ikke bidrage til øget vækst og beskæftigelse, men nærmere forstærke de problemer, vi står over for i dag. Fremskridtspartiet ønsker med det foreliggende udspil at præsentere et alternativt forhandlingsoplæg, der bygger på velstandsskabelse i stedet for fattigdomsforståelse. Vi har nemlig ikke mistet troen på, at der kan gøres noget effektivt for at reducere den høje ledighed.

1.2  Den nye vækststrategi

Udspillet består af fire hovedhjørnestene, som samlet set vil bidrage til en øget vækst og beskæftigelse, samtidig med, at der tilstræbes balance på statsregnskabet.

– Arbejdsmarkedets strukturelle stivheder nedbrydes og erstattes med mere dynamiske tilpasningsmekanismer. Dagpengesystemet erstattes af understøttelsesordninger, der både hviler på individuelle og kollektive forsikringsprincipper. Det nye dagpengesystem bygger på frivillighed og er omkostningsneutralt for alle virksomhedstyper.

– Personbeskatningen reduceres. Den skattefri bundgrænse øges til 60.000 kr., dels med det formål at give en indkomstforbedring for alle og dels for at eliminere de såkaldte samspilsproblemer. Marginalskatten på 6 % fjernes for at øge arbejdsudbud, opsparing og investeringer. Der etableres en særlig fradragsordning for virksomheder, så alle uddannelsesinvesteringer kan afskrives med 125 %. Og endelig bortfalder de evt. ejendomsbeskatninger som følge af nye vurderinger.

– En række beskæftigelsesneutrale udgifter justeres som følge af de strategiske skattelettelser. Arbejdsmarkedsuddannelserne afvikles og erstattes af virksomhedsrelaterede uddannelsesordninger, ligesom tilbageværende erhvervsstøtteordninger ophæves. På længere sigt – når den private sektors efterspørgsel efter arbejdskraft øges – nedbringes antallet af offentligt ansatte, så der etableres flere permanente besparelser.

– Statslige aktie- og ejendomsbesiddelser afhændes og en række udvalgte statsinstitutioner udbydes til salg. De frigjorte éngangsindtægter og løbende driftsbesparelser anvendes til henholdsvis nedbringelse af statsgælden og til skattelettelser. Samtidig gennemføres der liberaliseringer på en række infrastrukturelle områder. Det drejer sig bl.a. om energi-, transport- og boligsektoren.

Det overordnede motiv bag udspillet er at flytte ressourcer fra den offentlige til den private sektor. Det er her fremtidens vækst og arbejdspladser skal skabes, og derfor er det nødvendigt at reducere skattetrykket væsentligt, så der både er tilskyndelse og fornøden likviditet til beskæftigelseslovende investeringer.

Vækststrategien er imidlertid underlagt en tidshorisont, der strækker sig over flere finansår. For eksempel udskydes reduktionen i antallet af offentligt ansatte, indtil den private sektor kan opsuge den offentlige sektors overkapacitet.

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi

19. januar 2012 5 kommentarer

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi 

– Den nuværende regering (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) er ved at gøre tidligere regeringers kunststykke efter, hvad angår dansk økonomi. Den økonomiske tendens er kraftigt for nedadgående, og hvis ikke regeringen sadler om og begynder at føre en stram og fornuftig økonomisk politik, så går det galt.

Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, som reaktion på udtalelser fra finansminister Mogens Lykketoft (A) om, at regeringen ikke har tænkt sig at stramme det finanspolitiske greb, hvis den økonomiske vækstpause trækker ud.

– At finansministeren har tænkt sig at føre en lempet finanspolitik betyder reelt, at den alt for store offentlige administration må reduceres markant, og så må der for alvor gøres noget ved statens gæld, der alene i år vil vokse med omkring 30 milliarder kroner.

Det nytter ikke, at regeringen bare sidder med hænderne i skødet uden at gøre noget. Vi har i forbindelse med finansloven for 1996 fremlagt en række forslag, der vil gavne det private erhvervsliv betragteligt og sætte en stopper for ekspansionen i den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringen slet ikke har formået at sætte ægte gang i de økonomiske hjul. I stedet har man pålagt erhvervslivet den ene grønne afgift efter den anden og øget de offentlige udgifter til skade for dansk eksport. Når finansministeren ikke har tænkt sig at gennemføre nogen finanspolitiske stramning i år, hvis den nuværende vækstpause fortsætter, så viser det blot, at regeringen helt har mistet grebet om dansk økonomi.

Regeringen udviser med andre ord en bekymrende mangel på mod til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at forbedre Danmarks økonomi.

Regeringen er nødt til at lempe vilkårene for det private erhvervsliv og stoppe de huller, hvorfra statens penge fosser ud.

Hvis det ikke sker, så vil underskuddet igen stige voldsomt, når arbejdsløshed og mismod breder sig i kølvandet på vækstpausen, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 24. årgang / februar 1996

Vi skal producere os ud af krisen

8. oktober 2009 7 kommentarer

Vi skal producere os ud af krisen

Den katastrofesituation landet befinder sig i med stigende gældsætning og høj arbejdsløshed skyldes, at forbruget i mange år har været større end produktionen.

Derfor er løsningen på problemerne naturligvis at gøre produktionen så meget større end forbruget, at der også bliver råd til at tilbagebetale gælden.

En produktionsforøgelse kræver arbejdskraft og produktionsanlæg at arbejde i. Arbejdskraften har vi. Der er 150.000 arbejdsløse, og der står masser af tomme eller halvtomme produktionsanlæg både i industrien og landbruget, f.eks. de mange nye kostalde, hvor køerne er slagtet med EF-tilskud.

Når nu vi har det hele klart til stor produktionsforøgelse, hvorfor er denne simple løsning så ikke for længst gennemført? Er det, fordi danskerne er dovne, eller er det, fordi danskerne ikke kan finde ud af, hvad de skal gå i gang med at producere?

Nej, årsagen er et udueligt Folketing, der igennem mange års forkert lovgivning har fået samfundet indrettet således, at initiativ og virkelyst ikke belønnes, men tværtimod straffes, og det animerer naturligvis ikke til hverken at udnytte bestående eller oprette nye produktionsanlæg.

Konsekvenserne af denne forkerte lovgivning viser sig bl.a. ved det helt horrible forhold, at forretningen ved passiv investering i f.eks. statsobligationer er mere end dobbelt så høj som ved aktiv investering i erhvervsvirksomheder, hvor der både er besvær med at drive virksomheden og risiko for at miste hele den investerede kapital i det tilfælde, hvor virksomheden ikke kan klare sig.

Udviklingen indenfor landbruget er også et godt eksempel på, at det ikke kan betale sig at yde en indsats i dagens Danmark. De landmænd, der i lange arbejdsdage har knoklet løs med en stor animalsk produktion, og dermed har skabt mange nye arbejdspladser i landbrugets følgeindustrier og forbedret valutaindtjeningen med mange milliarder kroner har i dag meget store økonomiske vanskeligheder end de landmænd, der har holdt sig til den meget mindre arbejdskrævende planteproduktion.

Hele Fremskridtspartiets politiske program går ud på at ændre disse samfundsskadelige forhold, og vi vil i den kommende folketingssamling med konkret udarbejdede lovforslag, vise, hvordan det er muligt at indrette lovgivningen på en sådan måde, at det igen kan betale sig at bestille noget og yde en ekstra indsats.

Ove Jensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 8. årgang  / 29. november 1980

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

14. august 2009 8 kommentarer

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

Fremskridtspartiet havde den 8. maj 1992 held til at indgå et politisk forlig, hvor vi for alvor fik et fremskridtspunkt gennemført. Konservative (C), Venstre, CD, radikale Venstre (B) og Kristelig Folkeparti gik med til at lave et forsøg med indførelse af 10 erhvervszoner. 1. juni 1992 blev forliget omsat til 6 vedtagne love. Næste stop var en EF-godkendelse af lovene. I efteråret 1992 giver EF-kommissionen den tilbagemelding, at de kun vil godkende ordningen, hvis der blev lagt et loft over, hvor meget eksisterende virksomheders fordel kan blive i en erhvervszone. Industriministeriet foranlediger derfor, at der udarbejdes to supplerende lovforslag, der skal indføre en beløbsgrænse på 380.000 kr. for støtteværdien af forbedrede afskrivningsregler! Det lyder indviklet, og er det også.

I mellemtiden havde vi seks forligspartier fordelt de 10 erhvervszoner ud fra 16 brugbare ansøgninger, men kommunerne fik ikke besked, da vi ville afvente den endelige EF-godkendelse.

De to supplerende lovforslag nåede ikke at blive vedtaget før jul 1992 på grund af finanslov m.v. Men allerede den 13. januar 1993 var industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) klar med forslagene, nu manglede de bare at blive fremsat. Men…

Igen kom der grus i maskineriet – regeringen gik af, og en ny kom til. Ikke desto mindre skrev den nye industriminister (Jan Trøjborg, A, red.) den 11. februar, at de to lovforslag var klar til fremsættelse. Inden de nåede at komme på bordet, sker der imidlertid det meget besynderlige, at skatteministeren (Ole Stavad, A, red.) griber ind og forlanger eksisterende virksomheder og investeringer taget helt ud af erhvervsordningen. Det var en så markant ændring af forliget fra maj 1992, at vi anmodede om et møde. Det fandt sted den 24. marts 1993.

På mødet repræsenterede skatteministeren nu pludselig tre af de seks forligspartier – nemlig CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti, der jo i mellemtiden havde dannet regering med socialdemokraterne.

Socialdemokraterne havde fra forligets indgåelse anlagt den holdning, at erhvervszonerne skulle bekæmpes med alle midler og stoppes. LOs formand skrev i LO-bladet, at socialdemokratiet og fagbevægelsen måtte forhindre, ”… at sultens slavehær kom til at gå ind gennem pigtrådshegnet til disse erhvervszoner…”, – så der var ingen tvivl om socialisternes modstand mod disse friheds-zoner.

Skatteministeren meddelte kort og klart på mødet i marts 1993, at de eksisterende virksomheder og investeringer måtte udgå af ordningen. De to lovforslag om indførelse af en økonomisk grænse på 380.000 kr. for støtteværdien kunne pludselig ikke bruges længere. Da vi var enige om, at de to lovforslag ikke var særligt heldige rent administrativt foreslog vi derfor, at man accepterede en afvigelse af forliget på dette punkt – men at forligets ordlyd om at forsøgsordningen skal køre ”… toårig…” til gengæld skal holdes. Da der allerede var gået et halvt år med tovtrækkeri og regeringsdannelse ville vi derfor have udløbsdatoen for forsøgets etableringsfase forskudt til 1995 i stedet for 1994.

Dette fornuftige kompromis ville skatteministeren ikke høre tale om – og mødet blev afsluttet. Nu var situationen jo den, at forliget ikke var indgået med skatteministeren eller socialisterne. Derfor var det mest interessante jo at få de seks forligspartier indkaldt. Men lige siden er det ikke lykkedes at få de tre små partier i tale. Venstre og konservative har for længst tilsluttet sig vores forslag, men vi mangler de tre små.

I slutningen af juli lykkedes det så at få gjort radioavisen og Børsen interesseret i sagen og gennem et kraftigt pres gennem pressen er foreløbigt CD og Kristelig Folkeparti kommet på vores side og er enig med os.

Seneste initiativ er derfor en skriftlig henvendelse til skatteministeren af 29. juli, hvor vi forlanger alle forligspartierne indkaldt og sagen sat på skinner igen.

Der er jo en politisk forpligtigelse til at nå en afklaring. 10 kommuner venter spændt på, at komme i gang og mange virksomheder venter på, at kunne sætte skub i udvidelser og ansættelser.

Med den nuværende arbejdsløshed er det ganske enkelt uforskammet, men ikke overraskende – at socialisterne i den grad – udnytter situationen til at forhindre etablering af disse erhvervszoner, der kan blive 10 vækst lokomotiver. I Storbritannien blev der i perioden 1981 til 1986 etableret de første 23 zoner. På bare 5 år blev der skabt 63.000 nye jobs i disse vækstzoner! Det var jo ikke dårligt, om vi kunne opnå tilsvarende succes i Danmark.

Vi arbejder fortsat videre og håber på en afklaring, allerede inden denne artikel kommer på gaden.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 21. årgang / august 1993

Hjulene skal i gang igen, derfor må der handles drastisk og resolut

9. december 2008 11 kommentarer

Hjulene skal i gang igen: Derfor må der handles drastisk og resolut

Lederne i Socialdemokratiet og i VKR-partierne er stort set stadig de samme, som i 1960´erne beviste, at de ikke havde dygtighed, fantasi og styrke til at styre landet fornuftigt under gode vilkår. Det er dem, som har hovedskylden for, at vor økonomi blev så svag, at vi røg ud i den store katastrofe, så snart vanskelighederne meldte sig.


Heraf kan vi lære, at det vil være dårligt, om vi nu lader os narre ind i traditionelle løsningsmetoder af model Hækkerup (A), Hartling (V), Ninn-Hansen (C) eller Baunsgaard (B). En snes gange eller mere har disse herrer fortalt os, at nu havde de løsningen, som klarede Danmarks problemer for bestandigt. Hver gang har det efter få måneder vist sig, at ofrene blev båret forgæves og det blot gik værre og værre.


Årsagen hertil har været, at de ikke har villet eller har haft mod til at gøre noget mod grundskavanken i dansk økonomi: De svulmende offentlige udgifter. Helbredelsesmetoden er derfor ganske logisk at indskrænke pengeforbruget hos stat og kommune. Vi er imidlertid nu kommet så nær katastrofeafgrundens rand, at der må handles drastisk og resolut og at vi alene kan tillade os løsninger, som mildner inflationen, hjælper vor dødsensfarlige valutamangel og mindsker de almindelige skatter.


Dyrest på finanslov og kommunebudgetter er lønudgifterne. Små 50 milliarder kroner er de planlagt, at skulle løbe op i til næste finansår, hvis der ikke gribes ind. En gennemsnitsfamilie på 5 personer skal altså bidrage med hen ved 48.000 kroner for at fodre på embedsmænd m.fl. Hvis vi over et par år arbejder hen imod ikke at have flere offentlige ansatte, end vi havde for 5-6 år siden og hvis vi ikke lader de offentligt ansattes lønninger stige særligt i det kommende år, kan de 48.000 kroner nedsættes til omkring 40.000 kroner. Det er naturligvis navnlig den favorable dyrtidsregulering, det golde administrerer og de områder, hvor det offentlige er lønførende, som må holde for.


Ved denne linje vil det offentlige spare ca. 8 milliarder kroner. Herned har vi hovedgrundlaget for det private arbejdsmarkeds overenskomster. Forholdet er jo her det, at mange brancher ikke kan afsætte deres produkter i international konkurrence, hvis priserne stiger med øgede lønudgifter. Omvendt er de lavtlønnede gennem den kraftige inflation bragt så nær eksistensminimum, at de nødvendigvis må have mere i lønningsposen. Gives lavtlønstillæg, ved vi imidlertid fra mere end en halv snes tidligere overenskomstsituationer, at det smitter af i form af løneksplosion opad.


Konklusionen er, at kun hvis repræsentanter for et folketingsflertal sidder med ved forhandlingsbordet, kan det private arbejdsmarkeds overenskomster klares tilfredsstillende. Man skal så nå frem til, at overenskomsterne stort set forlænges uændret til 1. marts 1977, mens den skattefri bundgrænse forhøjes til 19.000 kroner. Det haster med at få dette fastslået.


Hermed vil en stor del af landets problemer være løst for det mellemlange løbs vedkommende.


På kort sigt ligger løsningen i, at statens bidrag til de nu arbejdsløse nedsættes fra de små 800 kr. i det omfang de pågældende får beskæftigelse i produktionsvirksomhed, hvori de ikke tidligere har været ansat. Denne ordning skal løbe vinteren over (til 1. april) og vil derved skaffe beskæftigelse for mange, som arbejdsgiverne kan lønne, når lønudgiften formindskes med den nævnte plovmand pr. uge.


På lang sigt ligger løsningen af landets problemer i hurtig vedtagelse af Fremskridtspartiets forslag om afvikling af indkomstskatterne over seks år.

Dermed vil hjulene atter komme i gang i Danmark.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 2. årgang / 3. december 1974

Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

12. november 2008 2 kommentarer

Warburg i spansk TV: Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

En ren maraton forestilling.

Sådan blev det, da spanske Tv-kiggere forleden – få dage før selvangivelsen skulle skrives – skulle høre om indkomstskattens forbandelser. 41/2 time tog seancen, men så blev der også budt på en spillefilm ind imellem, for at få al skattesnakken til at glide ned.

Som tidligere omtalt i FREMSKRIDT, havde det spanske fjernsyn ønsket at få skatteeksperten Mogens Glistrup med i “Programe la Clave”, en spansk udgave af Tv-aktuelt. Det modsatte justitsminister Erik Ninn-Hansen (C) sig. Han ønskede invitationen skulle gå videre til partikammerat Foighel, men det betakkede de spanske arrangører sig for. Der måtte være en grænse, mente de.

Og så blev Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg budt på den spændende opgave.

Eneste sted i verden

Og hvordan gik det så? Warburg er returneret fra Madrid og fortæller” Det var bestemt meget interessant at diskutere indkomstskat med folk, der ikke har gennemlevet den danske form for indkomstbeskatning.

Men det blev en lang forestilling. Udsendelsen varede fra kl. 20 til kl. 00:30, kun afbrudt af halvanden times spillefilm. En pause, som vi deltagere i øvrigt benyttede til at spise middag i.

Det hele foregik med spansk-engelsk simultantolkning, så alle kunne forstå hinanden.

Med i debatten var bl.a. den tidligere finansminister som for syv år siden indførte den nuværende indkomstskat i Spanien, en konservativ og en kommunistisk politiker, samt en privat skatterådgiver.

Den nuværende socialdemokratiske vicefinansminister, som var meget skarp i sine analyser, var så venlig efter udsendelsen at sige, at jeg var kommet med mange interessante og nye betragtninger over emnet. Da gik det op for mig, at Fremskridtspartiet nok er det eneste parti i verden, hvor man så systematisk har analyseret indkomstskattens skadelige virkninger.

Men vi er nok også de eneste, der på samme tid har haft et kæmpeskattetryk og en Glistrup.

Man kvæles i regler og papir

Et af spørgsmålene til mig lød: “Hvad har Fremskridtspartiet i Danmark imod indkomstskatten“?

Og den var jo nem nok.

Indkomstskatten er en skat på arbejde, produktion, initiativ og økonomisk vækst. Man beskatter det folk skaber, det de lægger ind i samfundet og ikke det de forbruger, ikke det de tager ud af samfundet. Den slags kan i praksis ikke administreres rimeligt. Alle kvæles i regler og papir.

Dertil kommer, at indkomstskatten ikke er social retfærdig. Det er middelstanden og lønmodtagerne der belastes særligt hårdt på grund af ringere mulighed for fradrag. Man beskattes ikke efter evne til at betale, men efter manglende evne til at skaffe sig fradrag eller til at snyde.

Den tyggede de så lidt på.

Imod den menneskelige natur

Det var tydeligt, at for regeringsrepræsentanten drejede det sig om, at få spaniolerne motiveret til at betale skat med glæde. Men det vil ikke lykkes.

Det er simpelthen imod den menneskelige natur at betale skat med glæde. Man tror, at bare folk føler, at de får noget for deres penge, vil de gerne slippe skillingerne. Men der tager man grundigt fejl, den går ikke.

Beviset ligger i Danmark, hvor den offentlige sektor i hvert fald for nogle år tilbage virkede så godt, som man nu kan forvente, at sådan èn gør, når lederne ikke har et økonomisk eller personligt ansvar for deres dispositioner.

I den lange udsendelse kom vi også indkomstskat på at snakke sort arbejde.

Kommunisten var meget forarget og mente, at den skader beskæftigelsen. Og socialdemokraten gav ham ret.

Det gjorde jeg ikke. Sort løn er netop en form for løn, som man kan være sikker på, at der ligger produktion bag. Og i al den tid folk arbejder sort, er man helt sikker på, at de reelt er beskæftiget. Ganske vist indgår den form for arbejde ikke i statistikken.

Modelforsøget

Indkomstskatten er derimod langt skadeligere for beskæftigelsen. Den presser bruttolønnen i vejret og skader derved konkurrenceevnen. Den eneste eksport indkomstskatten gavner, er eksporten af arbejdspladser.

Som eksempel kunne jeg berette om 1969, hvor vi i Danmark havde det skattemilde år, Et kæmpemodelforsøg med, hvordan skattelettelser virker. I 1969 betalte vi skat af indkomsten i 1968 og i 1970 var det 70-indkomsten der beskattedes. For mange mennesker blev selve 69-indkomsten ikke beskattet. Og i det år havde man så den dobbelte økonomiske vækst af det vi havde i årerne både før og efter.

Også den tyggede de længe på i det spanske television.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 11. årgang / 3. august 1984

%d bloggers like this: