Arkiv

Posts Tagged ‘det offentliges forbrug’

Er De forvirret?

1. september 2012 4 kommentarer

Er De forvirret? 

Jo, det var Fremskridtspartiet, der i maj 82 i Folketinget fremsatte lovforslag om en Storebæltsbro, opført for private midler, men i juli 82 lancerede Jyllands-Posten idéen som fostret af socialdemokraten Ivar Nørgård.

Jo, det var Fremskridtspartiets Leif Glensgård, der startede afsløringerne vedrørende de utrolige forhold i postterminalen, og det er Glensgård, der stadig fremlægger nye beviser på, at slendrianen fortsætter i P & T.

Jo, det var Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, der sagde, at offentligt overforbrug ville ødelægge Danmark. Dette vidste V og K ikke i VKR-regeringens dage, og derfor forøgede man skattetrykket fra ca. 25 % til 45 %, og da man ikke turde opkræve mere som skat, opfandt man de såkaldte folkepensionsbidrag, de bidrag, der i dag står som den sociale pensionsfond. Som så meget andet, er imidlertid også disse skatter betalt til ingen verdens nytte, for inflationen bevirker, at der ikke er noget realafkast af fonden.

Jo, det er Poul Møller (C), den samme som i 1971 fornægtede Mogens Glistrup, der i 1982 siger, at man skulle have gjort Mogens Glistrup til skatteminister (det var Poul Møller selv dengang). – Jo, genbrug er godt, i hvert fald når det er de andre, der genbruger de fremskridtsidéer, som de selv tidligere har smidt i papirkurven.

Artikel fra avisen FREMSKRIDTs forside

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 10. årgang  / 6. august 1982

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Politiske julelege

30. august 2009 Skriv en kommentar

Politiske julelege

Der var krise i september 1975, og man vedtog at slække på momsen og øge de offentlige tilskudsordninger samtidig med, at man fremlagde en hensigtserklæring om, at ville sørge for en behersket omkostningsudvikling.

Mindre end et år efter havde dette ført til en ny krise, og i august 1976 blev stort set de samme ”ansvarlige” partier enige om at øge den indirekte beskatning og fastlægge en snæver ramme for den lønudvikling, som skulle begynde et halvt år senere.

Få måneder efter var den gal igen, og så fik vi et decemberforlig med en tre måneders stoplov.

Alle tre forlig er født i sene nattetimer efter fysisk og psykisk udmattelse af de forhandlende, og selv om deres fantasi har haft frit spil, er nytænkning totalt udeblevet.

Der mangler et par ingredienser, som de ”ansvarlige” åbenbart skyr som pesten: Offentlige besparelser og skattelettelser.

Alle er enige om, at landet lever over evne, men er det borgerne eller det offentlige, der er for flotte? Er det privatforbruget eller det offentliges overforbrug, der skal ned?

Alle er enige om, at det er nødvendigt for landets konkurrenceevne, at lønudgifterne ikke stiger, men ingen vil gå ned i realløn. Så ville det være så snublende nær at justere reallønnen gennem skattelettelser modsvaret af offentlige besparelser.

For at undgå den slags nytænkning leger man alverdens julelege med befolkningens ve og vel.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Skatteydernes mareridt

28. august 2009 87 kommentarer

Skatteydernes mareridt

Momsforhøjelse til 25 % – det eneste bud på borgerlig politik i Danmark. Det er trist, men sandt – de danske skatteydere har haft flere mareridt end drømme i de mange år med borgerlig ledelse.

Arbejdsmarkedsbidraget er ved at blive trukket igennem EF-domstolen, og derfor har regeringen (V og C, red.) travlt med at finde nye skatteprojekter eller at forhøje allerede eksisterende afgifter.

Desværre har vi set, at de borgerlige regeringer ikke har turdet – i stedet for flere skatter – at finde offentlige besparelser eller privatiseringer. Det sker heller ikke denne gang tyder signalerne på. Disse såkaldte borgerlige regeringer har i mange år varslet skattelettelser. Det seneste forsøg var i forbindelse med folketingsvalget i december 1990. Desværre har de kun præsteret det modsatte – nemlig at stramme skatteskruen.

Fremskridtspartiet finder det ildevarslende, at der nu igen skal sendes en skatteregning til borgerne. Såfremt Arbejdsmarkedsbidraget bliver erklæret ulovligt, bør den borgerlige regering gøre et forsøg på, at finde besparelser i stedet.

Det vil være en hån imod borgerlige vælgere, at give yderligere skattebyrder. Prøv blot for denne ene gangs skyld i de 9 år – at lempe lidt på de offentlige myndigheders skatteflåning af borgerne. Find besparelserne og lav en kraftig privatisering.

Momsforhøjelsesforslaget burde give enhver skatteminister mareridt, og det ligger milevidt fra, hvad en liberal skatteminister (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) bør gøre.

Her hjælper ingen hokuspokus med vort daglige brød. Drop dette tåbelige forslag, der vil medvirke til øget sort arbejde og gøre grænsehandelen endnu mere skæv, for slet ikke at tale om forøgelsen i antallet af arbejdsløse.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992 

Socialdemokratiets skattetryk

13. maj 2009 16 kommentarer

Socialdemokratiets skattetryk

For 20 år siden arbejdede danskerne 14 minutter pr. time for det offentlige og resten for sig selv.

Nu beslaglægger skatter og afgifter 32 minutter pr. time og udgifterne svarer til 37 minutter pr. time.

Finansminister Knud Heinesen (A) har i en debat i Aarhus Stiftstidende blandt andet skrevet: Under debatten i Folketinget i august om gennemførelsen af regeringens (Socialdemokratiet, red.)  forslag om den økonomiske politik kom Fremskridtspartiets ordfører med nogle løse påstande om, at de afgiftsforhøjelser, der indgik i forslaget, ville betyde et kraftigt voksende skattetryk.

Som sædvanlig håber Anker Jørgensens folk at kunne bluffe befolkningen til at tro, at fremskridtsfolkene er nogle skrækkelige stratenrøvere, der ingen indsigt eller ansvarlighed har i de økonomiske sammenhænge, som socialdemokrater og andre etablerede partier skulle være de rutinerede eksperter i.

Enhver, der gider læse sætningen med lidt eftertanke, vil imidlertid indse, at den er det rene nonsens. Selvfølgelig vil afgiftsforhøjelser på hen ved 6 milliarder kroner betyde et kraftigt voksende skattetryk. Når der her gøres så meget ud af denne enkelte sætning, beror det på, at der er tale om et fænomen, som dækker mere end 90 pct. af de kritiske avisartikler man finder mod Fremskridtspartiets program. Der udslynges bare nogle overfladiske angrebspåstande mod os i den sikre forvisning, at næsten ingen af læserne evner eller orker at trænge til bunds i sandheden, der vistnok undtagelsesfrit er, at de økonomiske synspunkter og talsammenhænge, som Fremskridtspartiet har fremført, altid har været pinligt korrekte og aldrig overdrevne.

Resten af Heinesens lange udredning angår ved nærmere eftersyn noget helt andet end skattetryk, nemlig et nationaløkonombegreb, som han kalder ”kollektivt konsum i procent af rådighedsbeløb”. Disse fine ord dækker imidlertid ikke over noget, der knyttes særlig interesse til i virkelighedens verden. Her er den hårde realitet, at for hver gang, der arbejdes en gennemsnitsarbejdstime i Danmark, skal de godt 32 minutter afleveres til det offentlige i form af alskens skatter og afgifter. Når det offentlige skal skaffe dækning for sine enorme udgifter, skal vi endda op på 37 minutter. Foreløbig lader Heinesen imidlertid blot falsk købekraft rende ud i omsætningen ved at frihjulskøre med et ud fra alle synsvinkler aldeles uanstændigt statsunderskud.

For en snes år siden var det ikke 32 minutter, men 14 minutter. Da Danmark fik sin VKR-regering i 1968, var tallet steget til 20 minutter og dette gennemsnit – en tredjedel af produktionen til skatteformål – er det, Fremskridtspartiet vil vende tilbage med sit program om 60.000 kroners skattefrit bundfradrag.

Velstanden er jo vokset enormt takket være danskernes flid, den lange fredsperiode, teknikkens udvikling og de internationale handelsskrankers lettelse. En lettelse af indkomstskatteåget vil yderligere føre til velstandseksplosion, som vi så det i det skattefrie jubelår i 1968.

Derfor er den tredjedel, som Fremskridtspartiet vil overlade til det offentliges virkeområde, tilstrækkeligt til, at det offentlige kan løse alle sine opgaver og til, at vi kan sørge bedre for dem, der virkeligt trænger – de syge, de handicappede og de ældre.

Hvis Heinesen og konsorter imidlertid får lov til at fortsætte med at ødelægge den danske økonomi, bliver den oprydningsopgave, der så yderligere skydes ud, stedse mere omfattende og ubehagelig. Det skal man imidlertid ikke bebrejde Fremskridtspartiet, som fra første færd har advaret, men derimod de partier, der sikrer den socialdemokratiske ødelæggelsespolitik. Altså Kristeligt Folkeparti, radikale og centrum-demokrater samt – på skift – Venstre og konservative (C).

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang / 7. oktober 1976

Radikal konkurrence

25. marts 2009 3 kommentarer

Radikal konkurrence

På en rejse over Sjælland sad der i kupeen en ung mand tydeligvis en nyudsprunget konfirmand. Han var lidt uheldig og kom til at slippe en vind og blodrød i hovedet, skyndte han sig at knirke med de nye sko. Da vi havde kørt lidt, var der en ældre mand, der sagde: Ja, unge mand. Det klarede du jo meget godt, men hvordan bortforklarer du lugten?.

Det parti – der står på de svageste fødder i dag – er vel nok de radikale (B) med den splittelse, der er inden for partiet og ikke mindst efter erklæringen om, at de ønsker at være slyngveninde med Socialdemokratiet, og at de lover at være bydreng for dette parti før, under og efter et kommende valg. Det kan måske tydes som fremgang, at de radikales vælgere for fremtiden ved, hvad deres stemmer vil blive brugt til, hvad tilfældet jo ikke har været tidligere.

Da angreb altid er det bedste forsvar, har den radikale folketingskandidat på Bornholm i et læserbrev opfordret til en konkurrence om hvem, der kan skrive mest ufordelagtigt (for at sige det mildt) om Fremskridtspartiet. Flere fra andre partier har da også naivt ladet sig spænde for vognen og sat fantasien i sving. Hvad de stikker fremskridtsfolkene i skoene er dog ret stereotypt: Nazisme og egoisme er gennemgående udtryk. Mærkeligt at de endnu ikke er kommet til hvid slavehandel og narkotikasmugling. Men en ting må man lade dem: De forstår skam at ”knirke med skoene”.

I 60´erne overtog gammelpolitikerne er gældfrit Danmark uden arbejdsløshed. I dag har vi i udlandet lånt 72 milliarder kroner i kortfristede højtforrentede lån. Vi har 40 milliarder kroner til gode hovedsagelig hos Ulande og disse tilgodehavender er rente- og afdragsfri. Vi har et handelsunderskud på 14 milliarder kroner, og regeringen (Socialdemokratiet, red.) har sat sit forbrug til 20 milliarder kroner mere, end de får ind i skatter og afgifter. Vi har 125.000 arbejdsløse.  (Disse tal er et par dage gamle og vil, når du læser dette, allerede være højere).

Som den gamle mand sagde: Hvordan bortforklares lugten?

A.Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 18. november 1976 

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

23. februar 2009 6 kommentarer

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

 

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

 

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

 

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

 

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme  regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

 

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

 

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

 

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

 

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

 

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

 

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

 

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

 

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel“. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

 

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

 

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Uncategorized, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: