Attentat mod ytringsfriheden

4. december 2008

Attentat mod ytringsfriheden


Nedenstående er manuskriptet til formanden for Fremskridtspartiets politiske udvalg Ole Gerstrøms indlæg i udsendelsen, Dagens Spids, som Danmarks Radio sendte den 29. november 2004.


Ole Gerstrøm er fast medlem af udsendelsens panel og har som følge heraf jævnligt indlæg i udsendelserne.


Da den klartskuende hollandske politiker, Pim Fortuyn, blev myrdet af en religiøs aktivist i maj 2002, kunne man håbe, at det var et enkeltstående tilfælde. Men da pistolskud og slagterkniv blev rettet mod filminstruktøren, Theo van Gogh, den 9. november i år, blev det klart, at mere står på spil. Den religiøse vold er også et attentat mod vore frihedsrettigheder og idealer. Og dermed mod vor samfundsform.


Ingen kan herefter kritisere Islam, eller måske endog bringe faktuelle oplysninger om Islam, uden at have i baghovedet, at man risikerer alvorlige konsekvenser, ja, måske endog livet. For mange mennesker vil dette betyde, at man bliver forsigtig, taler uden om, eller tier stille.


I realiteten er censuren genindført. Denne gang er det ikke stats- eller kongemagten, der på forhånd skal godkende, hvad man har skrevet. Denne gang kan man næppe få en forhåndsgodkendelse.


Men man kan få en fatwa, d.v.s. en religiøs gejstlig ordre, som den nu afdøde iranske Ayatollah Khomeini udstedte mod forfatteren, Salman Rushdie, i 1989 efter at han havde skrevet bogen “De Sataniske Vers”. Rushdie har siden måtte leve under politibeskyttelse på en hemmelig adresse. Og der kan næppe være tvivl om, at han stadig er i konstant livsfare, for en fatwa forældes ikke. Den ægyptiske nobelprisvinder i litteratur, Naguib Mahfouz, kritiserede denne Khomeini for at udøve “intellektuel terrorisme”, men han blev sidenhen mere medgørlig og sagde så, at Rushdie ikke havde ret til at fornærme nogen og særligt ikke profeten eller noget som helst, der var helligt.


Noget tilsvarende skete på Københavns Universitet i sidste måned, idet en jødisk-marokkansk lektor blev overfaldet og tævet af tre arabiske talende mænd, tilsyneladende fordi han som vantro havde læst op af Koranen, hvilket er ulovligt efter Islams regler. Lederen af det pågældende universitetsinstitut har udtalt, at ingen religion må sætte grænser for ytringsfriheden. Men det kan han sige lige så mange gange han vil. Det ændrer ikke på den faktiske tilstand, at censurets mørke har sænket sig. For man ved, at ukendte beslutningstagere kan foretage alvorlige dispositioner.


I Københavns nordvestkvarter har en af landets mest markante imamer, Abu Laban, sagt, at ytringsfriheden skal indskrænkes for Islamkritikere som van Gogh, for ytringsfriheden er ikke hellig. Forleden opfordrede han dog ikke til at gribe til vold, hvis man føler sig krænket. Men samtidig lægger han lokaler til Hizb ut-Tahriris aktiviteter. Det er organisationen, hvis talsmand blev idømt straf i Landsretten for at gengive Koranens opfordring rettet mod jøderne: “Og dræb dem, hvor end i finder dem” som der stod på løbesedlerne. Så vi kan formode, at Abu Laban taler med to tunger, og at der står villige kræfter bag hans ord.


Den somalisk-hollandske, Ayaan Hirsi Ali, er medlem af det hollandske parlament. Det var hende, som inspirerede Theo van Gogh til at lave kortfilmen “Submission” – det betyder underkastelse. Filmen viser en muslimsk kvinde i et voldeligt ægteskab. Hun bliver voldtaget af en slægtning og som følge heraf, bliver hun i henhold til den islamiske tradition brutalt straffet for utroskab. Ayaan Hirsi Ali lever i dag under jorden og kan ikke indtage sin plads i parlamentet eller vise sig offentligt. For hende er censuren en realitet.


En åben fortaler for censur er også medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det radikale Venstre, Tanwir Ahmad, der taler om misbrug af ytringsfriheden. Han siger: “Mange tror, at ytringsfriheden er absolut”. Han repræsenterer fortsat de radikale, Hørups parti, oplysningens parti, som man betegnede det engang.


“Islam er bagud”

Pim Fortuyn udtalte i april 2002, kort før han blev myrdet, at:


Set med moderne briller er Islam bagud. Kristendom og jødedom har været igennem oplysningstidens og humanismens store vaskemaskine, men det er absolut ikke tilfældet med Islam.


En frontkæmper

En af oplysningstidens store var den franske 1700-tals forfatter, Voltaire.


Det var ham, som sagde: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”. Han var en af de frontkæmpere, vi kan takke for vore frihedsrettigheder.


Den kosteligste

Og den kosteligste af disse frihedsrettigheder, er det frie ord.

Det frie ord har nu fået kniven.

Ole Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 33. årgang / juni 2005

Reklamer
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: