Kun promille til forskel på Anker og Poul

Kun promille til forskel på Anker og Poul

Blandt mediernes mange forløjetheder og vrangforestillinger om dansk politik er at tækkes de konservatives og socialdemokraternes store fællesinteresse i at foregive gigantisk forskel på, om landets statsminister hedder Poul Schlüter (C) eller Anker Jørgensen, og at alle derfor enten må stemme på liste A eller på liste C for at opnå indflydelse på det væsentlige.

Det er helt forrykte overdrivelser, når pressetjenesterne hos konservative og socialdemokraterne stræber efter at skræmme befolkningen til at tro, at det vil være den helt store ulykke, hvis ministerposterne havner hos konkurrentpartiet. Praksis viser, at der højst er promille til forskel. Og at det langt fra er så entydigt til hvilken side Socialdemokrater tørster efter marginalvælgerne til højre. Konservative ditto til venstre.

Da partiernes interesse stort set koncentrerer sig om at få præcis de samme mennesker til vælgere for at nå til, at henholdsvis “de borgerlige” eller “socialisterne” bliver 51 % -blokken, siger det sig selv, at forskellen i deres praktiske politik er minimal og svær at forudsige i detaljer. Deres lirumlarum i valgkampen er da også ensartet: “Vi vil tilgodese rimelig hensyntagen til den overordnede målsætning at gavne beskæftigelse, betalingsbalance, unge, gamle, byboer, landbrugere o.s.v. Halleluja og Amen”. Slå kampen mellem de to store er følgelig i virkeligheden ret uinteressant for vælgerne:

Gammelpartierne lever alle højt på vælgernes uvidenhed om de nationaløkonomiske sammenhænge og mekanismer!

Vejrliget udefra

Selvfølgelig har forløbet da været forskelligt i de tos statsministerperioder. Men årsagen hertil er i alt væsentligt, at de udenlandske konjunkturer har været helt forskellige. Og det internationale forløb er under alle omstændigheder kolossalt betydningsfuldt for det gældstyngede lilleputland Danmark.

I de kommende valgkampe kan danske vælgere umiddelbart intet bestemme om det udefra kommende vejrlig, under hvilket dansk politisk arbejde skal udføres. Derimod kan vælgerne dirigere, hvilken retning de ønsker, at Danmark skal trækkes i. Derfor er det fejlinvestering at stemme på de partier, som bare er optaget af at få regeringsmagten med de personlige fordele, dette indebærer for det sejrende partis spidser. Det er også fjollet at stemme på CD, Radikale (B), Kristeligt Folkeparti eller Venstre. Det er jo efterhånden blevet mellempartierne, der svinger som vejrhaner uden anden mission i tilværelsen, end at de vil opretholde livet af hensyn til deres egne tillidsmænd.

Sund lærestreg

Nej, det valget drejer sig om, er de egentlige modpartier: Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Skal bestemmelsesretten ligge hos bureaukrater og politikere, eller skal den enkelte borger være fri for formyndere? Skal det offentlige have mere eller mindre magt? Naturligvis kommer der ikke efter næste valg endelige svar på disse spørgsmål. Men valget afgør, om udviklingen i de kommende år skal bevæge sig den ene eller den anden vej.

Skal vælgerne ikke spilde deres stemme, skal de derfor stemme Fremskridt: Det er det eneste brugbare signal til at få alle partier gjort mere interesseret i skattelettelser, mindre bureaukrati, styrkning af lov og orden. Det politiske marked er som alle andre markeder. Først når de store begynder at miste deres kunder, indser de, at de må omlægge deres vareleverancer og gå over til, hvad de tidligere fredsommelige åbenbart ønsker. De trofaste socialdemokrat- og konservativvælgere behøver de to partier ikke at tage hensyn til. Og gør det da heller ikke. Det vil være en for Danmark sund lærestreg for begge de to store partier, om mange af deres hidtidige vælgere ved de kommende valg går fra A og C til Z.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 14. årgang / 30. maj 1986